top of page

Bymuseets arkiv 

Gå på opdagelse her og find sjove og spændende historier om Auning før og nu!

Stenbordet i Lunden

Det originale stenbord blev ikke fundet. I 2021 fik Herregårdsmuseet fremstillet en copy som nu står på den sokkel som det originale stenbord stod på.

Stenbordet web.jpg

Hvem har en stor sten liggende i have?

Tidligere landbetjent Søren Dyrskjøt kan ikke rigtig slippe en gammel sag om tyveriet af et historisk stenbord med et kongemonogram fra 1840. Så Dyrskjøt er stadig interesseret i oplysninger, der kan finde frem til det manglende stenbord.

Sagen startede i 1986 med en opringning til Dyrskjøt om et lidt specielt tyveri. Anmelderen havde nemlig observeret, at stenbordet i skoven overfor Gl. Estrup slot var væk og kun stensoklen stod tilbage. Hvornår stenbordet var fjernet, stod lidt uklart. Daværende skovrider Johan Due mente, at stenbordet måske allerede var blevet fjernet i starten af 1970’erne. Det historiske stenborde er stadig – her i 2018 – ikke dukket op.

Pladsen hvor stenbordet har stået, har tidligere været et yndet udflugtsmål - et sted, hvor unge piger og karle fra omegnen samledes om foråret og sommeren. I barken på de store bøgetræer på pladsen, kan man stadig se kærligheds-erklæringer, årstal og forbogstaver som ”DL 1927” ridset ind i barken.

I dag er der ikke mange der kender stedet, som ligger på et 60 meter højt bakkedrag. Det er nok mest skovens folk og jægere, der kommer forbi den højtliggende plads. Måske uden at kende stedets historie og historie om stenbordet.

Folk, som kan huske stenbordet, vurdere at det måler ca. 1 x 2 meter og af en halv snes tommers tykkelse. Vægten må derfor være flere tons. Ikke sådan lige at tage med sig selvom bordpladen mangler det ene hjørne.

Det mest spændende ved stenbordet er, at der i bordpladen er indhugget Frederik den VII’s monogram samt initialerne GCS, der antages at stå for Grev Christian Scheel. Under monogrammet og initialerne stå årstallet 1840.

Tilbage i 1970’erne undersøgt amatørarkæolog Marius Saaby lidt om historien og fandt frem til, at kronprins Frederik den VII netop i 1840 besøgte Gl. Estrup Skov for at foretage arkæologiske udgravninger. Muligvis på det sted, hvor stenbordet har stået. Frederik den VII blev først konge i 1848. I 1840 hed greven på Gl. Estrup faktisk Grev Christen Scheel. Så initialerne GCS passer fint.

Tidligere museumsdirektør på herregårdsmuseet, Andreas Bjerre, gættede på to muligheder: Enten var stenens inskription lavet i 1848 i forbindelse med kronprinsens overtagelse af tronen. Eller også er den lavet i 1862, da kong Frederik den VII sammen med grevinde Danner gæstede Gl. Estrup igen.
Bordpladen skulle meget gerne på plads igen. Derfor opfordrer Søren Dyrskjøt folk til at kigge efter en stor flad firkantet sten, hvor det ene hjørne mangler eller ligger løst. Den skulle også gerne have en inskription, men inskriptionen kan være meget utydelig, da den formodentlig ikke er malet op som på det foto, vi har af inskriptionen fra 1970’erne.

Har man oplysninger om bordpladen, er man meget velkommen til at kontakte Søren Dyrskjøt på 2362 6000.

Målestationen på Helligbjerg

Målestationen på Helligbjerg

Målemærke.jpg

På toppen af Helligbjerg, der ligger mellem Lundby og Gl. Estrup, står der en granitsokkel. Denne granitsokkel er en trigonometriske station. I Danmark findes ca. 330 trigonometriske stationer på velvalgte høje punkter.
 

På toppen af granitsoklen er indstøbt en metalknap, som angiver den nøjagtige position og placering af måleinstrumentet. Disse målestationer er et stykke Danmarkshistorie. Spredt omkring i hele landet står disse sten, der markerer fikspunkter, som har været anvendt til opmålingen og kortlægningen af Danmark. Målestationerne er rejst over en periode fra 1830'erne til 1930'erne. For Sønderjyllands vedkommende dog først fra tiden efter genforeningen.

Målepunkter.jpg
Triometrisk kort.jpg

Et af UNESCOS verdensarv er en kæde af trigonometriske stationer, der strækker sig fra Hammerfest i Norge til Sortehavet, gennem 10 lande og over 2.820 km. Disse stationer blev anlagt fra 1816 til 1855 af astronomen Friedrich Georg Wilhelm Struve, som derved kunne præstere den første nøjagtige måling af en meridian. Disse målinger kunne bl.a. bruges til at fastlægge jordens krumning og jordens størrelse.

Her kan man læse mere om trigonometriske stationer eller postamenter, som de også benævnes:
http://www.frisker.dk/postamenter/
http://postamenter.dk/

Tørvekonen

Tørvekonen symboliserer de mange kvinder, der under 2. verdenskrig arbejdede i egnes mange tørvemoser.
    Når mændene havde skåret tørvene, var det kvindernes arbejde at vende og stable de tørrede  tørv - et arbejde, der var meget hårdt og slidsomt.
    Den tids børnepasning tog kvinderne sig af, idet børnene var med på arbejde. De yngste blev passet i barnevognen og de ældste hjalp med tørvene efter evne.
    Tørvekonen skulle stå der hvor tørvekonerne mødtes for at gå samlet ud af den gamle vej til tørvemoserne. Tørvekonen blev afsløret af borgmester Kirsten Wyrtz i 1998 på Kr. Himmelfartsdag.
    Projektet er gennemført af Auning Borgerforening med støtte fra bla.a Arne M. Christensens Kunstfond, Djurslands Bank, Pindstrup Mosebrug og Sønderhald Kommune.

49c5558450_edited.jpg

Tørvekonen afsløres af borgmester Kirsten Wyrtz med hjælp fra Aksel Rasmussen.

Tørvekonen som logo på Facebook-side.

Tidens tand begynder at sætte sit præg på Tørvekonen.

Tørvekonen klædt i sne.

Folkebladet 14. december 2010.

Bjarne Jensen fortæller om tørvekonernes mødested inden de gik til mosen i Tværsige.

Med julebelysning bliver hun pludselig lidt hekseagtig.

Den 9. nov. 2013 køres Tørvekonen væk efter 15 år på pladsen. i 2018 erstattes hun af Auningstenen.

Auningstenen

Alle er klar til afsløringen af Auningstenen den 30. juni 2018.

Afsløringen af Auningstenen 30. juni 2018

Auningstenen blev under festlige former afsløret af 20-25 børn den 30. juni 2018. Auningstenen står nu på den plads, hvor Tørvekonen stod fra 1989 til 2013. Tørvekonen var at træ og efter 15 år på pladsen foran Kulturperronen var den rådnet op og lige ved at vælte.
    Auning Borgerforeningen havde derfor lige siden2013 søgt efter en værdig afløser for Tørvekonen. En løsning kom da Norddjurs Kommune gik i gang med at planlægge en længe ønsket byfornyelsen, hvori indgik etablering af et nyt trafikknudepunkt på Bytorvet og renovering af torvet foran Djurslands Bank. På dette torv havde Borgerforeningen opstillet en større stenskulptur i 2001.
    Efter mange overvejelser, blev Borgerforeningen bestyrelse enig om at give denne sten en ny udformning. Det blev stenhuggerne Eigil Madsen og Steen Djervad som påtog sig opgaven med at tilhugge den 10 tons tunge sten.
    Motiverne som Auningstenen skulle indeholde blev drøftet på et møde, hvor følgende deltog: Wallin Feder, Bent Juhl Jensen, Niels Bundgaard, Bjarne Jensen fra Kunstforeningen Sønderhald, Helle Ingerslev fra Gammel Estrup, Maria Skøtt Nicolaisen fra Norddjurs Kommune, stenhuggerne Egil Madsen og Steen Djervad samt Margit Møller og Henning Millard fra Borgerforeningen.
    Den kunstneriske udformning blev overladt til Steen Djervad. Stenen blev transporteret ud til Egil Madsen på Lyngroden, hvor den blev opstillet og bearbejdet i omkring 8 måneder.

20-25 børn står klar til at afsløres Auningstenen ved at trække regnbue af.

Auningstenen er åbenbaret og de glatte flader kalder på en berøring.

Vandstenen ved Djurslands Bank fik nyt liv og ny placering

Auning Borgerforening og Norddjurs Kommune satte i 2017 et spændende projekt i gang med at få givet "Vandstenen" nyt liv som Auningstenen i forbindelse med en byfornyelse flere steder i byen.

Tanke om at stenen altid skulle holdes våd gav mange udfordringer. Så et ny projekt uden vand var oplagt.

Folkebladet skrev i oktober 2017 om projektet.

Stenen skal have nye ny placering, men inden da skal den til forarbejdning i Ejgild Madsens have på Lyngroden.

Stenen er ankommet til Ejgild Madsens have på Lyngroden.

De første motiver begynder at dukke frem af stenen.

Lokalavisen den 24. april 2018.

Steen Djervad i gang med et af hovedmotiverne.

De to svaner med guldringen er en del af Gl. Estrups våbenskjold.

Siddestenene er gamle kantsten som Norddjurs Kommune har doneret.

Lokalavisen den 8. maj 2018.

Auningstenen er færdig og køres væk fra Eigils have.

Auningstenen løftets på plads..

Video om stenen fra 2011.

Stenen blev også indviet den 19. maj 2001

Auning Borgerforening fik i 2001 hentet stenen i en grusgrav og gennemborede den, sådan at det fra toppen kunne løbe vand ned over stenen. Niels Bundgaard havde tilhugget stenen med nogle enkle dekorationen. Stenen blev opstillet på det nyetablerede C.F. Gerstrøms Plads.

Tidligere isenkræmmer Niels Bundgaard holder tale ved afsløringen i 2001.

Borgmester Kirsten Wyrtz holder tale inden afsløringen.

Samme dag fik den nyetablerede plads navn.

Stenen er på plads og vandforsyningen monteres færdig.

Stenen sætte på plads, godt overvåget af kyndige folk..

Efter Bundgaards dekorering og gennemboring til vandledningen, er den klar til at blive kørt på plads.

Julekalenderen fra 2016

Følgende julemærker kom som en julekalender på Auning Bymuseums Facebook-side fra den 1. til den 24. december i 2017. Julemærkerne var inspireret af julemærkerne fra Møllehjemmet, der udkom fra 1983 til 1990.

Julebelysning fik en gevaldig opgradering i 2016. Centervej har også gennemgået en løbende opgradering fra markvej til et spirende butikscenter i midten af 1970erne.
    AuningBymuseum arbejder på at fastholde hvilke butikker og virksomheder der er og har ligget på Centervej. Kan du f.eks. huske Kontoret, Den Grønne Skobutik, Lille Trold eller Frisør Kaj?


Se tidligere og nuværende butikkerne på Centervej her!

Motivet på dette gamle julemærker er den tidligere stationsbygningen som i en årrække blev anvendt som posthus. Stationsbygningen stod færdig i 1876. Persontransporten ophørte den 22. maj 1971. Godstransporten stoppede i 1992 efter hård konkurrence med landevejstrafikken. Men hvornår lukkede posthuset? Jernbanens betydning for Auning er detaljeret beskrevet her: Jernbanes betydning.

De gamle julemærke er udgivet af Møllehjemmet. Motiverne til Møllehjemmes julemærkerne blev udvalgt af kunstneren i samråd med en julemærkekomite, som stod for udgivelsen. Overskuddet ved salg af julemærket blev anvendt til udfoldelses- og ferieformål for plejehjemmets beboere, herunder drift af beboernes egen handicapbus.

Kan du huske det privat plejehjem, som lå på P-pladsen ved Auning Boligmontering? Auning Bymuseum har beskrevet alt hvad vi har læst og fået at vide om husene og butikkerne i Østergade. Måske kan du også bidrage med oplysninger om Østergade?
Klik her for at komme til huse, butikker og virksomheder i Østergade

Jørn Gudmann Nielsen fortæller om nisseorkesteret: Det var spejderorkestret fra Hammel, der spillede og man startede ved posthuset, gik gennem byen og sluttede på Møllehjemmet. Det var diakon Axel Østergaard (som var den første bestyrer på Møllehjemmet) og Handelsstandsforeningen som stod for arrangementet. Årstallet er jeg i tvivl om, men omkring 1973-1974.

Denne kronhjort står ved det grønne bælte som går ned til Byparken og Hundeskoven. Kan du huske dengang der var Rock i Parken eller kan du huske dengang Byparken blev etableret efter at lossepladsen var blevet sløjfet? Det har Auning Bymuseum beskrevet her: Byparkens historie.

Disse fotos er sakset fra en julekonkurrence i Folkebladet Djursland engang i 1990’erne. Kan du se hvem der gemmer sig bag skægget? Løsninger står her:

A: Rita Ditlevsen, B: Knud Rasmussen, C: Bendt Nielsen, D: Lars Martinussen, E: Erik Holm og F: Arne Christensen.

Samtlige gårdmænd i Auning by underskrev i 1846 en taksigelse til grevinden på Gl. Estrup. Taksigelsen blev bragt i Randers Amtsavis den 10. oktober 1846 under ”Bekendtgørelser” og havde følgende ordlyd:
     "Vi føler os opfordrede til offentlig at bevidne deres nåde, fru lensgrevinde v. Scheel til Estrup vor oprigtige taknemmelighed for den store velgerning, De har vist os ved at gøre os hoverifrie på så overmådelig billige vilkår, som vi selv nogensinde turde have ønsket eller håbet. En sådan gunst fordrer taknemmelighed, ikke alene i hjertet, men også i ord og gerning.
     Gud give Dem et langt og lykkeligt liv, til glæde for alle Deres undergivne! og gid De må se de gode frugter af Deres gode gerning deri, at Auning by kan skride fremad i timelig velvære! Dette har De haft til hensigt – og dertil ville vi ved ordentlig, fornuftig og flittig brug af vor tid og vore kræfter stræbe!
    Underskrevet af samtlige gårdmænd i Auning by.
Se mere om hoveriet på Gl. Estrup her

I de strenge vintre under besættelsen foregik Mehlsens sygebesøg med en hestetrukket slæde kørt af en kusk. Jens Erik Mehlsen fortæller: - Min far var læge i Auning, Østergade 8 (nu Klippehjørnet) og havde en automobil af mærket Opel Super Six fra 1939 med nummerplade: V 3461. Senere købte han en anden bil af mærket Vanguard Phase, med samme indregistreringsnummer.

Mere om læge Mehlsen og byens andre læger her

Den første skole i Auning blev bygget i 1742 lige over for Auning Kirke. Den var betalt og bygget af greven på Gl. Estrup. Ikke fordi han var specielt interesseret i almueundervisning, men mere fordi kongen havde påbud alle større godsejere, at bygge skoler.

Efter 121 år blev denne skole for lille og der blev i 1862 bygget en helt ny ”stor” skole ved siden af den gamle stråtækte. Denne skolebygning blev for lille efter 44 år. Derfor besluttede sognerådet at bygge Nordre Skole og Søndre Skole. De 2 skole blev indviet i 1907.


Mere om skolerne i Auning her

På billedet ses familien Christensen foran deres urmagerbutik i Torvegade 18. Senere blev forretningen og boligen flyttet til Vestergade 13 hvor sønnen urmager Sved Christensen overtog butikken. Arne Kruse Christensen overtog forretningen efter sin far. Urmagerbutikken blev lukket i 2009.
    Urmager og elektriker Chr. Christensen oprettede omkring 1908 et elektricitetsværk ved sin bopæl Torvegade 18. Dette jævnstrømsværk kom til at hedder Auning Elektricitetsværk og virkede frem til 1918 hvor Randers kommunale Elektricitetsværk overtog byens strømforsyning efter at Auning Elektricitetsværk var gået konkurs.


Man kan læse mere om dengang elektriciteten kom til Auning her

Efter 370 år var den gamle kirkeklokke stærkt præget af de mange års brug. Og menighedsrådet var bekymret for at den en dag vil revne og derved fuldstændig miste sin lyd. Derfor ansøgt man A. P. Møllers Fonden og La Cour Fonden om midler til at få en ny kirkeklokke.

Torsdag d. 11. september 2014 blev den nye kirkeklokke sat på plads. Søndagen efter kaldte klokken for første gang til gudstjeneste. Den gamle kirkeklokke kan bruges sammen med den nye ved særlige lejligheder, da de er afstemt efter hinanden.


Læs mere om klokken og Auning Kirke her.

AuningBymuseum.dk har beskrevet historien bag træskulpturen "Tørvekonen". Her kan man bl.a. læse: - Tørvekonen symboliserer de mange kvinder, der under 2. verdenskrig arbejdede i egnes mange tørvemoser. Når mændene havde skåret tørvene, var det kvindernes arbejde at vende og stable de tørrede tørv - et arbejde, der var meget hårdt og slidsomt.
    Den tids børnepasning tog kvinderne sig af, idet børnene var med på arbejde. De yngste blev passet i barnevognen og de ældste hjalp med tørvene efter evne.
    Tørvekonen stod der hvor tørvekonerne mødtes for at gå samlet ud af den gamle vej til tørvemoserne. Tørvekonen blev afsløret af borgmester Kirsten Wyrtz i 1998 på Kr. Himmelfartsdag. Den 9. nov. 2013 var det slut med Tørvekonen. Det blev til 15 år, men så havde tidens tand også gravet sig godt igennem konen. I 2018 blev Auningstenen indviet som afløser for Tørvekonen klar.


Få mere at vide om Tørvekonerne her.

Det vi i dag kalder Det gamle Hospital var oprindeligt en middelalderlig kirkelade, som rigsmarsk Jørgen Skeel inden sin død i 1631, nåede at få indrettet som et mindre godshospital, dvs. fattiggård. Det gamle Hospital fungerede som hjem for ”ærlige fattige” helt frem til ca. 1914. Altså samme funktion i næsten 300 år!

Der er masser af spændende detaljer om Det gamle Hospital HER.

Det er en festlig oplevelse at gå en aftentur rundt i byen og nyde de flotte julelys i haverne og ved butikkerne. - Eller prøv en tur rund og se flotte billeder af julelys her på bymuseet.

Jørn Gudmann Nielsen fortæller om nisseorkesteret: - Det var spejderorkestret fra Hammel, der spillede og man startede ved posthuset, gik gennem byen og sluttede på Møllehjemmet. Det var diakon Axel Østergaard (som var den første bestyrer på Møllehjemmet) og Handelsstandsforeningen som stod for arrangementet. Årstallet er jeg i tvivl om, men omkring 1973-1974.

Kalkmalerier i Auning Kirke er malet i 1562. Og det er ganske vist, for det er udtrykkeligt skrevet på kalken sammen med malerens navn, Rasmus Roter. Kalkmalerier har næppe været synlige ret længe, før de blev kalket over.
    Omkring 300 år efter blev en del af kalkmalerierne afdækket igen. Det var faktisk planen, at de skulle kalkes over igen efter endt undersøgelse. Men det blev de dog ikke, da Nationalmuseets, amtmanden og sognepræsten pastor Ring i 1902 blev enige om, at de skulle bevares fremme. I 1955 blev endnu flere kalkmalerier afdækket.


Flere flotte billeder af kalkmalerierne HER.

Aunings første stadion lå der hvor bl.a. Møllehjemmet ligger. I en periode gav kroejer Dahl lov til at spillerne kunne klæde om og bade på kroen. I 1961 fik Idrætsforeningen sit første egentlige klubhus på Nyvangsvej 13. Huset blev senere solgt og omdannet til et almindeligt parcelhus, som står der endnu. I 1991 blev så det nyeste klubhus bygget på Sdr. Fælledvej 5. I dag er klubhuset en del af Auning Idræts- og Kulturcenter.

Se Auning-Hallens 50-års jubilæumsskrift HER.

Kvinderne havde ifølge vedtægterne fra 1919 ikke stemmeret i Auning Brugsforening. På generalforsamlingerne i 1933 og igen i 1935 drøftede man om kvinderne skulle have stemmeret. Men der var ingen særlig stemning for, at kvinder skulle have stemmeret, så det fik de ikke. På generalforsamlingen i 1967, efter 48 års tilløb, blev den første kvinde valgt ind i bestyrelsen. Det var Kirsten Wyrtz, der senere blev borgmester for Sønderhald Kommune fra 1998 til 2007. Og i 1989 blev Else Schmidt valgt som den første kvindelige formand for Auning Brugsforening.

Læs SuperBrugsens 100-års jubilæumsskrift HER.

Bytorvet blev næsten kun brugt til byens store fælles juletræ, i de 23 år Bytorvet eksisterede. Det nye Bytorv med busterminalen, er blevet brugt meget mere. Og har være med til at binde byen lidt mere sammen og gøre butikkerne på Centervej lidt mere synlige for dem der bare kører igennem byen. Se det nye Bytorv HER.

Porsbakkerne blev købt for 250.000 kr. Det var Løvenholmfonden, der solgte den 10 hektar store naturperle til Sønderhald Kommune med overtagelse 1. juli 1980.
    Den daværende borgmester Gunner Kirk Thøgersen, udtalte efter købet: - De 250.000 plus 10.000 i sagsomkostninger, er en meget favorabel pris. Porsbakkerne er et område, der ikke må gå tabt, og nu får skoven lov at stå, som den er. Porsbakkerne er blevet en fredskov, da den har en værdifuld herlighedsværdi for hele egnen.
    Thøgersen fortæller også, at der bliver lagt et mindre beløb på de kommende byggegrunde, der sælges i Auning i de nærmeste par år, indtil de 250.000 kr. til købet er hjemme.
    At Porsbakkerne er "fredskov" betyder at skoven er beskyttes mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.m., og at arealet altid skal være skov. Så der må f.eks. godt anlægges nye stier mm. hvis kommunen giver lov. MTB-sporet er godkendt af kommunen.


Meget mere om Porsbakkerne HER.

- Auning Kirke - en »hønemorkirke« - en af dem der ligger der i landskabet og venter på, at man skal komme hjem og krybe ind under dens vinger.
   Sådan beskrev Vibeke Nielsen Auning Kirke i Sønderhald Egnsarkivs årsskrift fra 1990.
   Vibeke Nielsen var museumsinspektør på Herregårdsmuseet Gl. Estrup fra 1981-2012. Vibeke Nielsen var gift med Svend Nielsen, som var museumsdirektør på nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum fra 1969 til sin død i 1994. Ægteparret boede i Auning på Skovdalsvej.


Artikel om "hønemorkirken" kan læses i kirkens 100-års jubilæumsskrift HER.

I 1914, da indremissionær Valdemar Hansen flyttede til Auning, besluttede man på hans initiativ at bygge Auning Missionshus, hvor der frem til 2002 har været afholdt utallige møder, bibelkredse og søndagsskole for børn. Tyskerne tog Missionshuset til brug for indkvartering i december 1944. Tyskerne betalte 102,75 kr. pr. måned i leje af Missionshuset. Efter krigen har en lokal Vurderingskommission opgjort besættelsesmagtens skaderne på bygningen og inventaret til 1.944,93 kr.
   Bestyrelsen for Missionshuset måtte optage et lån for at klare istandsættelsen efter tyskernes skader på bygning og inventar. Først da man 3 år senere fik erstatningen udbetalt kunne man få gælde ud af verden. Indre Mission var i 1969 repræsenteret med 4 medlemmer i Menighedsrådet. Socialdemokratisk Vælgerforening havde 1 repræsentant og den fælleskirkelige liste havde 3 medlemmer.


Læs mere om Missionshuset her

Møllehjemmets første julemærker kom i 1983 og det sidste udkom i 1990. Motiverne til Møllehjemmes julemærkerne blev udvalgt af kunstneren i samråd med en julemærkekomite, som stod for udgivelsen. Overskuddet ved salg af julemærket blev anvendt til udfoldelses- og ferieformål for plejehjemmets beboere, herunder drift af beboernes egen handicapbus.

Mere om julemærkerne fra Møllehjemmet her.

Erik Friis-Andersen startede Blomsterdalen i 1963 med at producere småplanter til salg gennem grossister. I begyndelsen i mindre drivhuse med 3-4 medarbejdere. Drivhuskapaciteten blev udvidet flere gange under Friis-Andersens ledelse.
  I slutningen af 1989 afstod Friis-Andersen de 5000 kvadratmeter drivhus til 4 medarbejdere, der navngav firmaet Frisa Planter. Bent Petersen blev direktør for firmaet.
  Friis-Andersen og hans kone havde ved salget betinget sig at de kunne blive boende i villaen midt i gartneriet frem til år 2000. Desværre nåede Friis-Andersen ikke at nyde sit otium, da han døde 2 uger efter salget af gartneriet. Enken var langt op i 90'erne, da det blev år 2000. De daværende ejere håndhævede, at enken skulle flytte. Det blev til Møllehjemmet.
  I 1992 var der ansat 20-25 medarbejdere og i højsæsonen var der tæt på 50 ansatte. Frisa købte frø bl.a. i Japan, fik dem til at spire og eksporterede småplanterne tilbage til Fjernøsten, mere præcist Taiwan. Småplanterne blev også solgt til gartnerier i Danmark og resten af Europa.
  Da Asger Bertram overtog direktørposten fra Bent Petersen i 1998 blev der årligt produceret 40-50 millioner småplanter på gartneriet i Auning. 25% blev eksporteret. ”Råvaren” hos Frisa er frø. Nogle så små, at de ikke kan skelnes med det blotte øje.
  Frø til knoldbegonier hostede i 1998 ca. 5.000 kr. pr. gram. Det var altså frø, som var dyrere end guld! Frøene blev sået via computerstyrede maskiner og spirede i specielle ”opvågningsstuer” med høj temperatur og luftfugtighed. I 1998 var Frisa det eneste gartneri i Danmark, som anvendte denne teknologi.


Læs mere om Blomsterdalen her

Den omtalte PDF-version af Thuesens bog kan endnu hentes HER.

Hoveriet ophør i 1846

I denne udgave af Randers Amtsavis og Avertissementstidende fra lørdag den 10. oktober 1846, er nedenstående bekendtgørelse offentliggjort.

Samtlige gårdmænd i Auning by underskrev i 1846 en taksigelse til grevinden på Gl. Estrup. Taksigelsen blev bragt i Randers Amtsavis den 10. oktober 1846 under ”Bekendtgørelser” og havde følgende ordlyd:

Vi føler os opfordrede til offentlig at bevidne deres nåde, fru lensgrevinde v. Scheel til Estrup vor oprigtige taknemmelighed for den store velgerning, De har vist os ved at gøre os hoverifrie på så overmådelig billige vilkår, som vi selv nogensinde turde have ønsket eller håbet. En sådan gunst fordrer taknemmelighed, ikke alene i hjertet, men også i ord og gerning. Gud give Dem et langt og lykkeligt liv, til glæde for alle Deres undergivne! og gid De må se de gode frugter af Deres gode gerning deri, at Auning by kan skride fremad i timelig velvære! Dette har De haft til hensigt – og dertil ville vi ved ordentlig, fornuftig og flittig brug af vor tid og vore kræfter stræbe!
  Underskrevet af samtlige gårdmænd i Auning by.


Denne taksigelse skyldes formodentlig, at gårdmændene købte sig fri af del sidste rest af hoveriet. Allerede ved en aftale mellem bønder og godsejer i 1837 blev det fastsat, at hver gård skulle give 18 rigsdaler i det første år og derefter 20 for at slippe med kun nogle få dages hoveri.
    I 1846 blev denne aftalen genforhandlet, og på grund af de gode tider for landbruget sættes afgiften op til 30 rigsdaler per gård og noget tyder på, at de da er blevet fri for den sidste del af hoveriet.
    Selvom gårdmændene fik mulighed for at købe sig fri for hoveri, var de stadig fæstebønder. Først i 1851 kom der en lov, som lader grevskaber, baronier og stamhuse (som Gammel Estrup er) sælge bøndergårde fra.
    I perioden 1837 til 1850 havde Gl. Estrup 208 fæstegårde, som dyrkede 94% af al Gl. Estrups jord. I 1852 startede salget af Gl. Estrups fæstegårde og efter 2,5 år var 52 gårde – eller 1/4 af godset blevet solgt fra. Og i 1872, tyve år efter den første gård var solgt, var der kun 1/10 af godset tilbage.


Kilder:
Randers Amtsavis 10. oktober 1846 (set på Randers Stadsbibliotek)
Marie Aaberg Andersen, museumsinspektør, Gammel Estrup Herregårdsmuseum
Artikel om Lykkegården i Sønderhald Egnsarkivs Årsskrift 2002 skrevet af Wallin Feder

Matrikelkort over Auning med nærmeste omegn fra 1864. Netop det år som landevejen mellem Randers og Grenå var etableret. Jernbanen kom først til byen i 1876 og må derfor være påtegnet senere.

Denne mindesten over kammerherre lensgreve Jørgen Scheel vidner også om stor taknemmelighed overfor grevskabet på Gl. Estrup. Stenen står lidt gemt mellem karpedammene og landevejen.

Auning Elektricitetsværk

Vi ved faktisk ikke præcist hvornår Auning fik elektricitet. Men vi ved at urmager og elektriker Chr. Christensen i 1907 annoncerede med ”udførelse af elektriske anlæg”.
Forhenværende urmager Arne Kruse Christensen har i sin barndom hørt, at hans bedstefar bl.a. har installeret elektricitet på Skaføgård. 

Annonce fra ”Vejviser for Randers Amt” 1907-09.

Urmager og elektriker Chr. Christensen med sin familie foran urmagerforretningen i Torvegade 18. Ejendommen er ifølge BBR-registeret opført i 1927.

Chr. Kjeldsen, der som barn boede i ledvogterhuset Vestergade 1, fortæller i sin bog ”En ledvogterdreng 1909-1920” at familien Gerstrøm, der boede oven på købmands- forretningen, nok var dem, der boede bedst i hele byen. Men selv i deres hus var der ikke indlagt rindende vand eller rigtigt wc.

Derimod havde de elektrisk lys som enkelte andre familier i byen. De fik strøm fra et lille privat jævnstrømsværk, der blev passet af byens urmager og hans sønner. Det var dem, der havde mest mekanisk snilde i Auning, skriver Chr. Kjeldsen i 1984 om sin barndom i Auning.

I en artikel i Randers Amtsavis fra 1908 bliver det nævnt at ”det hvide lys” stråler ud fra en del butikker og større privatboliger. Men at strømmen langtfra er kommet ind i hos alle på det tidspunkt.
    I artiklen fra 1908 får vi også vide, at det er urmager og elektriker Chr. Christensen, der har bygget elværket i umiddelbar nærhed af hans ejendom lige overfor Auning Station. Ifølge forhenværende urmager Arne Kruse Christensen, lå anlægget i baghuset af hans bedstefars hus, Torvegade 18. Her var der støbt en større cementsokkel til den ret store maskine med et kraftigt svinghjul, som producerede vekselstrøm.

I denne notits fra Berlinske den 17. april 1909 fremgår det at Auning Elektricitetsværk blev dannet den 6. april 1909 med en bestyrelse på 3 medlemmer. Den ene var urmager Christensen, som havde startet elværket.

Efter indførelse af den elektriske høvl i 1912 fik snedkermester Niels Chr. Jensen tilføjet "elekt." til firmanavnet.

Artikel i Randers Amtsavis 24. februar 1915.

I løbet af foråret og sommeren 1915 er det kommunale Randers Højspændingsværk klar til at nå ud til de større byer på Djursland med strøm. Vi ved at Allingåbro Transformatorkreds i 1914 tegner en 25-årig aftale om levering af strøm fra Randers Højspændingsværk (Randers Elektricitetsværk).

I 1916 optræder navnet ”Elektricitetsværket i Auning” i en annonce i Jyllands Posten. I denne annonce har elektricitetsværket en brugt læderdrivrem til salg. Den er 14 meter lang og 20 cm bred. Så det har været et stort maskineri og formodentlig et ret stort drivhjul.

Hvorfor Auning Elektricitetsværk kom på tvangsauktion vides ikke. Heldigvis stå Randers kommunale elektricitetsværk klar til at overtage forsyningen fra den 7. marts 1918.

Da Auning Elektricitetsværk, Torvegade 18 kom på tvangsauktion den 7. marts 1918 lykkedes det ikke for købmand Gerstrøm at få fat de kostbare maskiner, der havde forsynet Auning med elektricitet.

Bogtrykke Ejnar Thuesen Johansen skriver i bogen Ohning gu bejr'et fra 1992, at Auning Kirke fik installeret elektrisk lys i 1919.

Teksten herover stammer fra bogen ”Dansk Elforsynings Historie” bind 1. Udgivet af Danske Elværkers Forening i 1991. Her fremgår det, at Randers kommunale Elektricitetsværk i begyndelsen (1914-15) krævede en 25 års bindingsperiode for at blive tilsluttet højspændingsnettet. Allingåbro kom med i 1914 og Auning kom med i 1918. Noget tyder på at Auning slap med en 18 års bindingsperiode.

Rougsø-Sønderhald Herreds Folkeblad den 4. juni 1936.

Efter en 18 års bindingsperiode indkaldte Auning Håndværker- og Borgerforeningen den 4. juni 1936 til et ”elektricitetsmøde” på Auning Kro. Her blev det drøftet om man skulle indgå en ny overenskomst med Randers Højspændingsværk. På dette møde blev der nedsat et udvalg til at varetage elektricitetsforbrugernes interesser.

I 1938 er det en forening, der står for gadebelysningen i Auning. Det fremgår af en annonce i Rougsø-Sønderhald Herreds Folkeblad den 5. april 1938. Her indkalder Auning Gadebelysning til ekstraordinær generalforsamling. Desværre bliver der ikke annonceret med hvad der er på dagsordenen.

Hvordan startede produktionen af elektriciteten i Danmark?

For at forstå hvorfor man begyndte at bygge elværker og droppe petroleum og gas, skal tiden skrues tilbage til verdensudstillingen i Paris 1881. Her deltog den driftige amerikanske opfinder Thomas Edison med sine nyeste opfindelser. Hans glødelampe og "lysmaskinen", et elektrisk system, der kunne køre konstant uden store afbrydelser, blev det helt store tilløbsstykke. Tilskuerne så perspektiver i produkterne og en elektrificering af de europæiske lande - heriblandt Danmark - gik i gang. Det første elværk blev etableret af en urmager i Køge, herefter fulgte Odense, Aalborg og København.

Københavns kommune ville være med på moden og kunne se flere fordele i elektricitet. Bl.a. gav det bedre lys end gaslamper, men samtidig var kommunen bange for at udkonkurrere sine egne gasværker. Dog endte det med, at kommunen slog til, og i 1892 blev Københavns Kommunes første elværk, kaldet "Gothersgade elektriske Centralstation", etableret i Gothersgade og Adelgade. Værket var specielt i den forstand, at det blev bygget inde midt i byen og inde bag de eksisterende husfacader mod Gothersgade.

Elværkerne producerede i starten jævnstrøm, hvilket medførte, at der måtte flere elværker til, da jævnstrøm ikke kan sendes over lige så store afstande som vekselstrøm. Der var dengang en uvilje mod vekselstrøm, da man mente, at den simpelthen var for farlig. Stød fra vekselstrøm på 2.000 V var dødbringende - så var man mere tryg ved de 2 gange 110 V, elværkerne producerede de første år.

Kongens Nytorv var i 1800-tallet Københavns centrum, så det var også her den første kommunale, elektriske gadebelysning blev etableret. De elektriske gadelygter fik deres premiere, da kongeparret Christian IX og dronning Louise holdt guldbryllup i 1892. Københavns Borgerrepræsentation var temmelig modvillig med hensyn til at finansiere elektrisk gadebelysning, selv om den gav et bedre lys end gaslygterne. Formålet med elværkerne var nemlig ikke at forære el væk, borgerne skulle skam betale. På trods af det fik Strøget og Købmagergade gadebelysning i løbet af 1899. Kongens Nytorv blev oplyst af 16 lygter.

Store pladser er over hele kloden mange steder plastret til i flimrende lysbånd og farverige reklamer. I København begyndte den udvikling i 1907, da hovedstadens første lysreklame blev sat op. Den reklamerede for Dewars Whisky og sad på en husgavl på hjørnet af Vesterbrogade og Trommesalen. Det skabte ikke ligefrem trend, den næste kom først op i 1910 og var en reklame for Lipton te. I dag er de mest fremherskende på Rådhuspladsen, men her kom de først op efter Første Verdenskrig.

I løbet af 1910 blev elinstallationer i Københavns området for alvor hvermandseje og en naturlig del af hverdagen for mange borgere. Da begyndte man som standard at indbygge el i nye huse. I det mindste for byboere.

Kilde: Pjecen ”En jævn strøm gennem byen - en byvandring om Københavns elektrificering 1881-1914" af Vibe Skytte Christensen.

Auning Private Plejehjem

De sidste 9 beboere flyttes til Assentofthjemmet og Møllehjemmet i februar 1979. Sønderhald Kommune køber herefter det nedlagte plejehjem sidst i marts 1979 for 500.000 kr. Fotoet er fra 1979.

Milepæle for Auning Plejehjem

1919 - Folkebankens direktør bygger privatbolig Østergade 3
1927 - Bankdirektøren må overlade huset til den murermester, som har bygget villaen
1927 - Diakon Carl Jensen køber ejendommen, som indrettes som plejehjem
1928 - Den 8. marts indvies Auning Plejehjem
1937 - Plejehjemmet udvides med en sidefløj ned af Nørregade.
1953 - 25-års jubilæet markeres
1957 - Diakon C.Jensen sælger plejehjemmet
1959 - Diakon Viggo Bjærre overtager Auning Plejehjem (årstallet er et skøn)
1967 - Det nye kommunale plejehjem "Møllehjemmet" indvies den 1. september 1967.
1976 - Dispensation ift. brandsikkerhed udløber 1. april, men forlænges yderligere
1979 - Assentofthjemmet indvies
1979 - De sidste 9 beboere flyttes til Assentofthjemmet og Møllehjemmet i 1979
1979 - Sønderhald Kommune køber Auning Plejehjem sidst i marts 1979 for 500.000 kr.
1979 - Butikkerne bidrager med 190.000 kr. til nedrivning og etableret P-pladser
1979 - Plejehjemmet nedrives november 1979. P-pladsen udsættes pga. pengemangel
1980 - Parkeringspladsen etableres på kun 3 uger i november

Plejehjemmet inden sidefløj ned af Nørregade blev bygget i 1937.

Postkort med den nye sidefløj.

Foto fra indvielsen af den nye fløj ned af Nørregade. På billedet ses beboere, lidt familie og hjælpere samt sognerådet og de håndværkere, som har bygget fløjen. De nummerere er: 1: sognerådsmedlem Niels Rafn, 2: pastor Hagen Erwin Bielefeldt, 3: diakon C. Jensen, 4: Kæmner Søren Marius Nielsen, 5: Murermester og sognerådsmedlem Jørgen Poulsen, 6: Egon Lindberg, 7: sognerådsformand S. K. Andersen.

Auning Plejehjem blev etableret i 1927

Ægteparret diakon C. Jensen og sygeplejerske Kristine Jensen købte den 1. november 1927 ejendommen Østergade 3 og indrettede den som plejehjem for ”kronisk syge samt gamle og enligtstillede mennesker”.
   Carl Jensen og Kristine Jensen kom fra egnen omkring Kongensbro og var begge rundet af den åndelige vækkelse omkring 1900. De blev derfor naturligt en del af det lokale Indre Missions samfund.
   Plejehjemmet blev indviet den 8. marts 1928 i den herskabelige ejendom der var opført af Folkebankens direktøren i 1919. Direktøren måtte efter kun otte år overlade ejendommen til den murermester, som havde bygget ejendommen. Bankdirektøren var desværre kommet galt af sted med at kautionere for en svigersøn, og han blev tilmed skilt fra sin hustru. Bankdirektøren måtte herefter forlade sin stilling i banken. Han kom til at bo på et loftsværelse i Kirkegade lige oven for Kjeld Holms atelier. Fra dette værelse cyklede den tidligere bankdirektør rundt på egnen og solgte forsikringer.  
   I starten var det kun få af byens ældre der tog ophold her og da fuld belægning var nødvendig for den private institutions eksistens, blev pladserne tilbudt personer andre steder fra, uanset om det var ældre eller svagelige af forskellige grunde, hvorfor de udenbys patienter var i flertal.
   I 1937 udvides plejehjemmet med en sidefløj ned af Nørregade. Derved blev den fælles spise- og dagligstue samt 3 patientstuer betydeligt forbedret og der kom yderligere 4 patientstuer til. Derved havde plejehjemmet 19 patientstuer, heraf 4 stuer med plads til et par. Så der var efter udvidelsen plads til 19-23 gamle og syge mennesker. Patienterne møblerer selv stuerne.
   Diakon C. Jensen havde efter udvidelsen fået fremstillet et salgsbrev. Heraf fremgår det, at der var indlagt centralvarme og elektrisk lys. Beboerne omtales som patienter, der bor i lyse og rummelige stuer.
   Plejehjemmet var Egon Lindberg's barndomshjem, idet hans forældre var ejere og stiftere af plejehjemmet i 1927. Forældrene solgte plejehjemmet i 1957. Egon Lindberg vendte senere tilbage til Auning som sognepræst.

Viggo Bjærre blev den sidste forstander

I 1957 blev plejehjemmet solgt et par gange inden diakon Viggo Bjærre købte plejehjemmet og drev det videre. Beboerne fik selvfølgelig kost og logis med pleje i både praktisk og åndelig retning, men derudover var der ikke særlige muligheder for de enkeltes interesser og aktiviteter. Den eneste daglige underholdning var at samles på bænken og stolene i haven ud mod gaden, så de kunne følge med i, hvad der passerede både på fortov og vej. Det var et af den tids bybilleder, hvad enten det var sommer eller vinter og i al slags vejr.
    Det kommunale plejehjem Møllehjemmet blev indviet den 1. september 1967. Men der var stadig behov for det private plejehjem. Plejehjem havde dog efterhånden mere end 30 år på bagen og kunne ikke længere leve op til skærpede myndighedskrav til brandsikkerhed og bade- og køkkenforhold. Plejehjemmet måtte af Århus Amts have en dispensation for at kunne køre videre som plejehjem. Dispensationen udløb den 1. april 1976.
    Sønderhald Kommune besluttede bl.a. derfor at bygge et nyt plejehjem i Assentoft. Men etableringen af Assentofthjemmet trak ud og Auning Plejehjem måtte have dispensationen forlænget, da Viggo Bjærres plejehjem stadig havde 16 beboere tilbage.
    Efter at det private plejehjem var nedlagt i februar 1979, var der en større debat i Sønderhald Kommunalbestyrelse. Der var bestemt ikke flertal for at kommunen skulle blande sig i byudviklingen ved at købe ejendommen.
    Derimod var Auning Grundejerforening, Auning Handelsudvalg, Auning Idrætsforening og Auning Borger- og Håndværkerforening meget ivrig for at kommunen skulle købe ejendommen, så den kunne blive revet ned og der kunne etableres parkeringspladser på grunden, da det knib med p-pladser i centrum.
    Kommunalbestyrelsesmedlem Kirsten Wyrtz mente ikke det udelukkende skulle være en kommunal opgave at købe ejendomme og etablere parkeringspladser. Kirsten Wyrtz ville gerne have de handlende til at bidrage økonomisk til en løsning.
    Viggo Bjærre var absolut ikke modstander af at plejehjemmet skulle nedlægges. Og han bakkede helhjertet kommunens nye plejehjem i Assentoft op. Viggo Bjærre udtalte til avisen, at hans plejehjem efterhånden var for dårligt. Bygningen egner sig ikke mere som plejehjem. Så det er godt at vi har fået Assentofthjemmet. Viggo Bjærre håbede, at bygningen kunne anvendes til små lejeboliger eller måske som kollegieværelser, hvis planerne om et gymnasium i byen, kunne blive en realitet.
   Viggo Bjærre forsøg på at afhænde plejehjemmet lykkes først i marts 1979, hvor Sønderhald Kommune køber ejendommen. Diakon Viggo Bjærre, som netop var flytte til Hornslet for at tiltræde en stilling på Amtsplejehjemmet i Hornslet, solgte ejendommen for 500.000 kr.
    De nærliggende butikker bidrager i 1979 med 190.000 kr. for at få revet ejendommen ned og få etableret P-pladser.

Aunings berømte rugbrød

Opskriften kan være 100-200 år

Ingen ved hvor gammel opskriften er, men så meget ved vi med sikkerhed, at bagermester A. Brandt Sørensen, der blev udlært i faget i årene fra 1929 til 1932, fra starten af 1940'erne og i årene der fulgte gjorde Auningbrødet til noget nær verdensberømt i lille Danmark.
    Folk kom kørende til byen fra alle dele af Djursland og Randers-egnen for at sikre sig det ekstremt velsmagende rugbrød.
  I forbindelse med sin 70-års fødselsdag berettede A. Brandt Sørensen beredvilligt om sit begivenhedsrige bagerliv til Mogens Bytoft, lokalredaktør på Randers Amtsavis.
    »Rugbrødet var min fars specialitet. Fra ham har jeg den opskrift, som Auning Bageri stadig kører på og det gør de også i det gamle bageri derhjemme i Skovlund. Men ellers er der ingen andre steder end de to«.
    Brandt Sørensen fortæller, at konkurrencen var meget hård rent lokalt, da man begyndte at bage rugbrød i Auning.
    »Den kom fra bagermestrene i Lime, Hvilsager, Hvilsager, Allingåbro, Fausing m.v. De bagte allesammen rugbrød men konkurrenterne forlod denne metier og gik helt over til finbageriet og så var vi pludselig ene på markedet med det hjemmebaget rubrød, indtil der kom fabriksbrød til. Det var op i 1940èrne og der kom faktisk nogle nerver på. Hvordan ville det nu komme til at gå? Men min kone var meget ferm til at gøre reklame for vort rugbrød. Det blev til et væld af smagsprøver dengang. Vi kom så højt op i efterspørgslen, at vort bageri ikke kunne følge med. Der måtte nye ovne og meltanke til. I de sidste mange år har Auning Bageri bagt så meget rugbrød, at det årligt svarer til forsyning af alle i en by med ca. 25.000 indbyggere«.

Efter omkring 40 år som indehavere af Auning Bageri solgte Brandt Sørensen til sin tidligere mestersvend Harry Iversen, der på tro og love fik overdraget opskriften på det populære Auningbrød, så han kunne køre videre på de stolte rugbrøds-traditioner.
    I 2011 har bagermester Brian Wulff Rasmussen samlet rugbrøds-stafetten op og fundet Brandt Sørensens opskrift på rigtigt rugbrød frem igen.
    Opskriften fik han med sig i forbindelse med han overtog Auning Bageri og i en periode blev han da også ved med at have det på sit repertoire. Men da han oplevede en mindre efterspørgsel på brødet valgte han at stoppe med at bage det.
    »Surdejen er hele hemmeligheden. Det er en meget, meget gammel opskrift. Vi tager hver gang et stykke af surdejen fra, kommer den i en spand, blander den op med vand og sætter den på køl. Næste gang vi så skal lave rugbrød, så kører vi den op og bager de nye brød. Og igen tager vi en portion fra, så den er klar til næste gang. Lidt af en evighedsmaskine«, forklarer Brian Wulff Rasmussen.

Kilde: Folkebladet Djursland 2011 og Randers Amtsavis 1972.

Klip fra Randers Amtsavis 2. december 1972.

Min udgave af bager Brandts "Auning brødet":
2 dl mælk
4 tsk sukker
1 dl vand2 spk. citron el. lemon saft evt. fra flaske
Varmes op til ca. 30 grader.
50 gr gær
250 gr groft rugmel
Røres i og hviler i ca. 5-10 min.
Ca. 250 gr hvedemel og
3 tsk Salt tilsættes

Dejen æltes og der tilsættes hvedemel efter behov indtil den er lind og klæbrig, uden at hænge i/ved. Lad dejen hvile i ca. 5-10 min. Hvorefter det formes eller ligges i en form. Det hæver MEGET! Før dejen har hævet prik huller med en gaffel i toppen af brødet - hvorefter der pensles med vand.
Drys evt. groft salt ovenpå brødet.
Brødet hæver lunt i ca. 30 min.
Bages i varmluft ovn 180 grader.
Alm. ovn 200 grader.
Ca. 50 min.
Morten L. Rothausen

Digt af Morten L. Rothausen:

Bager Brandt
Mit sind er som gammel bager Brandts rugbrød
en hård sprød skorpe, men inden i evig saftig og blød
Folk kom fra nær og fjern, fik endog brødet bragt
alle ville på dette delikate brød, ha` sit pålæg lagt
Et indlært håndværk som dette er ikke at forskrue
og et menneske med disse evner, skal man ikke kue
Auning by er for evigt hvor jeg har investeret min sjæl
verden er stor, men det er her jeg kan føle mig selv
Behøves ikke verden udefra at beskue
Befinder mig sgu okay i min egen lille tue
Man står forevigt ved sin egen byport vagt
Disse byens mennesker, på godt og ondt, er en del af mit liv, så det sagt
Denne, min hjemby, er for altid mit moderskød
Og dette mit sind, er stadig som gammel bager Brandts rugbrød
MLR

Det nostalgiske Hjørne 

I starten af 1990'erne var der en fast rubrik under navnet "Det Nostalgiske Hjørne" i Folkebladet Djursland. De 27 lokalhistoriske tilbageblik var skrevet og redigeret af bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen.

Annette Bering klippede dem ud og har haft dem liggende lige siden. Derfor har vi nu mulighed for at få glæde af dem her på Auning Bymuseum.

Der er flere jernbanehistorier HER

Den omtalte cykeltur til Kalø sker under besættelsen. Det forklare hvorfor de kun mødte et motoriseret køretøj på turen til Kalø. 

Læs mere om Auning Plejehjem HER

 Læs mere om skolerne i Auning HER

Se flere Auning-billeder fra befrielsen i 1945 HER

Læs mere om dette hus samt øvrige huse i Torvegade HER

Læs mere om den møbelfabriks storhed og fald HER

Mere om de første 100 numre og telefoncentralen HER

Mere om de første 100 numre og telefoncentralen HER

Her ligger meget mere om Den Kloge Mand i Auning HER

Mere om besættelsen og personerne på lastbilen HER

Mere om idrætsforeningens historie HER

Mere om Auning Kirke HER

Se de gamle matrikelkort HER

Det omtalte hus er Vestergade 3, læs mere om huset HER

Gå en tur i den gamle Kirkegade HER

Mere om Det gamle Hospital HER

Mere om Auning Kro HER

Mere om af lindetræerne og Torvegade HER

Flere jernbanehistorier HER

Mere om matadoren Gerstrøm HER

Flere gamle fotos af Auning Kro HER

Der er flere andre måder at stave til Auning på, se bare HER

Læs mere om bl.a. tørvekonen HER

Mere om idrætsforeningens historie HER

Mere om bogtrykker Thuesen HER

bottom of page