
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!





Gå på opdagelse her og find sjove og spændende historier om Auning før og nu!
- Auning Elektricitetsværk
- Auning Frysehus
- Auning Kart Park's historie
- Auning-Hallens 50-års jubilæum
- Auning IF Fodbold Logen 2024
- Auningstenen
- Aunings berømte rugbrød
- Aunings private plejehjem
- Benzinforhandlere
- Borgmestre og sognerådsformænd
- Byvandring med håndholdt kamera
- Floes Teglværk
- Fodboldpigerne 1992
- Gamle bykort
- Glimt fra idrætsforeningens historie
- Historisk valgannonce
- Hovedlandevejen i 500 år
- Huse og gårde med navne
- Instagram
- Kongeparrets besøg i Auning 2011
- Kronhjortene ved indfaldsvejene
- Landbetjente og sognefogeder
- Landsgarderstævnerne 1975 til 1988
- Luftfotografier fra Auning
- Mandskabsvogn på afveje
- Middelaldervej ved Lykkegården
- Milepæle for Auning
- Mændene bag vejnavnene
- Møllehjemmet
- Møllehjemmets Julemærker 1983-1990
- Målestationen på Helligbjerg
- Ophørte firmaer
- Ophørte foreninger fra byen
- Præster og lærere
- Pølsevognskrigen
- Skoles 100-års jubilæumsskrift
- Stationsbyen Auning
- Stenbordet i Lunden
- Svend Nielsens gadebilleder fra 1981
- Sønderhald Kommunes historie
Stenbordet i Lunden

Det originale stenbord blev ikke fundet. I 2021 fik Herregårdsmuseet fremstillet en copy som nu står på den sokkel som det originale stenbord stod på.

Hvem har en stor sten liggende i have?
Tidligere landbetjent Søren Dyrskjøt kan ikke rigtig slippe en gammel sag om tyveriet af et historisk stenbord med et kongemonogram fra 1840. Så Dyrskjøt er stadig interesseret i oplysninger, der kan finde frem til det manglende stenbord.
Sagen startede i 1986 med en opringning til Dyrskjøt om et lidt specielt tyveri. Anmelderen havde nemlig observeret, at stenbordet i skoven overfor Gl. Estrup slot var væk og kun stensoklen stod tilbage. Hvornår stenbordet var fjernet, stod lidt uklart. Daværende skovrider Johan Due mente, at stenbordet måske allerede var blevet fjernet i starten af 1970’erne. Det historiske stenborde er stadig – her i 2018 – ikke dukket op.
Pladsen hvor stenbordet har stået, har tidligere været et yndet udflugtsmål - et sted, hvor unge piger og karle fra omegnen samledes om foråret og sommeren. I barken på de store bøgetræer på pladsen, kan man stadig se kærligheds-erklæringer, årstal og forbogstaver som ”DL 1927” ridset ind i barken.
I dag er der ikke mange der kender stedet, som ligger på et 60 meter højt bakkedrag. Det er nok mest skovens folk og jægere, der kommer forbi den højtliggende plads. Måske uden at kende stedets historie og historie om stenbordet.
Folk, som kan huske stenbordet, vurdere at det måler ca. 1 x 2 meter og af en halv snes tommers tykkelse. Vægten må derfor være flere tons. Ikke sådan lige at tage med sig selvom bordpladen mangler det ene hjørne.
Det mest spændende ved stenbordet er, at der i bordpladen er indhugget Frederik den VII’s monogram samt initialerne GCS, der antages at stå for Grev Christian Scheel. Under monogrammet og initialerne stå årstallet 1840.
Tilbage i 1970’erne undersøgt amatørarkæolog Marius Saaby lidt om historien og fandt frem til, at kronprins Frederik den VII netop i 1840 besøgte Gl. Estrup Skov for at foretage arkæologiske udgravninger. Muligvis på det sted, hvor stenbordet har stået. Frederik den VII blev først konge i 1848. I 1840 hed greven på Gl. Estrup faktisk Grev Christen Scheel. Så initialerne GCS passer fint.
Tidligere museumsdirektør på herregårdsmuseet, Andreas Bjerre, gættede på to muligheder: Enten var stenens inskription lavet i 1848 i forbindelse med kronprinsens overtagelse af tronen. Eller også er den lavet i 1862, da kong Frederik den VII sammen med grevinde Danner gæstede Gl. Estrup igen.
Bordpladen skulle meget gerne på plads igen. Derfor opfordrer Søren Dyrskjøt folk til at kigge efter en stor flad firkantet sten, hvor det ene hjørne mangler eller ligger løst. Den skulle også gerne have en inskription, men inskriptionen kan være meget utydelig, da den formodentlig ikke er malet op som på det foto, vi har af inskriptionen fra 1970’erne.
Har man oplysninger om bordpladen, er man meget velkommen til at kontakte Søren Dyrskjøt på 2362 6000.
Målestationen på Helligbjerg
Målestationen på Helligbjerg

På toppen af Helligbjerg, der ligger mellem Lundby og Gl. Estrup, står der en granitsokkel. Denne granitsokkel er en trigonometriske station. I Danmark findes ca. 330 trigonometriske stationer på velvalgte høje punkter.
På toppen af granitsoklen er indstøbt en metalknap, som angiver den nøjagtige position og placering af måleinstrumentet. Disse målestationer er et stykke Danmarkshistorie. Spredt omkring i hele landet står disse sten, der markerer fikspunkter, som har været anvendt til opmålingen og kortlægningen af Danmark. Målestationerne er rejst over en periode fra 1830'erne til 1930'erne. For Sønderjyllands vedkommende dog først fra tiden efter genforeningen.


Et af UNESCOS verdensarv er en kæde af trigonometriske stationer, der strækker sig fra Hammerfest i Norge til Sortehavet, gennem 10 lande og over 2.820 km. Disse stationer blev anlagt fra 1816 til 1855 af astronomen Friedrich Georg Wilhelm Struve, som derved kunne præstere den første nøjagtige måling af en meridian. Disse målinger kunne bl.a. bruges til at fastlægge jordens krumning og jordens størrelse.
Her kan man læse mere om trigonometriske stationer eller postamenter, som de også benævnes:
http://www.frisker.dk/postamenter/
http://postamenter.dk/
Tørvekonen


Tørvekonen symboliserer de mange kvinder, der under 2. verdenskrig arbejdede i egnes mange tørvemoser.
Når mændene havde skåret tørvene, var det kvindernes arbejde at vende og stable de tørrede tørv - et arbejde, der var meget hårdt og slidsomt.
Den tids børnepasning tog kvinderne sig af, idet børnene var med på arbejde. De yngste blev passet i barnevognen og de ældste hjalp med tørvene efter evne.
Tørvekonen skulle stå der hvor tørvekonerne mødtes for at gå samlet ud af den gamle vej til tørvemoserne. Tørvekonen blev afsløret af borgmester Kirsten Wyrtz i 1998 på Kr. Himmelfartsdag.
Projektet er gennemført af Auning Borgerforening med støtte fra bla.a Arne M. Christensens Kunstfond, Djurslands Bank, Pindstrup Mosebrug og Sønderhald Kommune.



Tørvekonen afsløres af borgmester Kirsten Wyrtz med hjælp fra Aksel Rasmussen.






Tørvekonen som logo på Facebook-side.


Tidens tand begynder at sætte sit præg på Tørvekonen.

Tørvekonen klædt i sne.

Folkebladet 14. december 2010.

Bjarne Jensen fortæller om tørvekonernes mødested inden de gik til mosen i Tværsige.


Med julebelysning bliver hun pludselig lidt hekseagtig.


Den 9. nov. 2013 køres Tørvekonen væk efter 15 år på pladsen. i 2018 erstattes hun af Auningstenen.
Auningstenen

Alle er klar til afsløringen af Auningstenen den 30. juni 2018.
Afsløringen af Auningstenen 30. juni 2018
Auningstenen blev under festlige former afsløret af 20-25 børn den 30. juni 2018. Auningstenen står nu på den plads, hvor Tørvekonen stod fra 1989 til 2013. Tørvekonen var at træ og efter 15 år på pladsen foran Kulturperronen var den rådnet op og lige ved at vælte.
Auning Borgerforeningen havde derfor lige siden2013 søgt efter en værdig afløser for Tørvekonen. En løsning kom da Norddjurs Kommune gik i gang med at planlægge en længe ønsket byfornyelsen, hvori indgik etablering af et nyt trafikknudepunkt på Bytorvet og renovering af torvet foran Djurslands Bank. På dette torv havde Borgerforeningen opstillet en større stenskulptur i 2001.
Efter mange overvejelser, blev Borgerforeningen bestyrelse enig om at give denne sten en ny udformning. Det blev stenhuggerne Eigil Madsen og Steen Djervad som påtog sig opgaven med at tilhugge den 10 tons tunge sten.
Motiverne som Auningstenen skulle indeholde blev drøftet på et møde, hvor følgende deltog: Wallin Feder, Bent Juhl Jensen, Niels Bundgaard, Bjarne Jensen fra Kunstforeningen Sønderhald, Helle Ingerslev fra Gammel Estrup, Maria Skøtt Nicolaisen fra Norddjurs Kommune, stenhuggerne Egil Madsen og Steen Djervad samt Margit Møller og Henning Millard fra Borgerforeningen.
Den kunstneriske udformning blev overladt til Steen Djervad. Stenen blev transporteret ud til Egil Madsen på Lyngroden, hvor den blev opstillet og bearbejdet i omkring 8 måneder.

20-25 børn står klar til at afsløres Auningstenen ved at trække regnbue af.

Auningstenen er åbenbaret og de glatte flader kalder på en berøring.
Vandstenen ved Djurslands Bank fik nyt liv og ny placering
Auning Borgerforening og Norddjurs Kommune satte i 2017 et spændende projekt i gang med at få givet "Vandstenen" nyt liv som Auningstenen i forbindelse med en byfornyelse flere steder i byen.

Tanke om at stenen altid skulle holdes våd gav mange udfordringer. Så et ny projekt uden vand var oplagt.

Folkebladet skrev i oktober 2017 om projektet.

Stenen skal have nye ny placering, men inden da skal den til forarbejdning i Ejgild Madsens have på Lyngroden.

Stenen er ankommet til Ejgild Madsens have på Lyngroden.

De første motiver begynder at dukke frem af stenen.

Lokalavisen den 24. april 2018.

Steen Djervad i gang med et af hovedmotiverne.

De to svaner med guldringen er en del af Gl. Estrups våbenskjold.

Siddestenene er gamle kantsten som Norddjurs Kommune har doneret.

Lokalavisen den 8. maj 2018.

Auningstenen er færdig og køres væk fra Eigils have.

Auningstenen løftets på plads..







Video om stenen fra 2011.
Stenen blev også indviet den 19. maj 2001
Auning Borgerforening fik i 2001 hentet stenen i en grusgrav og gennemborede den, sådan at det fra toppen kunne løbe vand ned over stenen. Niels Bundgaard havde tilhugget stenen med nogle enkle dekorationen. Stenen blev opstillet på det nyetablerede C.F. Gerstrøms Plads.

Tidligere isenkræmmer Niels Bundgaard holder tale ved afsløringen i 2001.

Borgmester Kirsten Wyrtz holder tale inden afsløringen.

Samme dag fik den nyetablerede plads navn.

Stenen er på plads og vandforsyningen monteres færdig.

Stenen sætte på plads, godt overvåget af kyndige folk..

Efter Bundgaards dekorering og gennemboring til vandledningen, er den klar til at blive kørt på plads.



Julekalenderen fra 2016
Følgende julemærker kom som en julekalender på Auning Bymuseums Facebook-side fra den 1. til den 24. december i 2017. Julemærkerne var inspireret af julemærkerne fra Møllehjemmet, der udkom fra 1983 til 1990.

Julebelysning fik en gevaldig opgradering i 2016. Centervej har også gennemgået en løbende opgradering fra markvej til et spirende butikscenter i midten af 1970erne.
AuningBymuseum arbejder på at fastholde hvilke butikker og virksomheder der er og har ligget på Centervej. Kan du f.eks. huske Kontoret, Den Grønne Skobutik, Lille Trold eller Frisør Kaj?
Se tidligere og nuværende butikkerne på Centervej her!

Motivet på dette gamle julemærker er den tidligere stationsbygningen som i en årrække blev anvendt som posthus. Stationsbygningen stod færdig i 1876. Persontransporten ophørte den 22. maj 1971. Godstransporten stoppede i 1992 efter hård konkurrence med landevejstrafikken. Men hvornår lukkede posthuset? Jernbanens betydning for Auning er detaljeret beskrevet her: Jernbanes betydning.
De gamle julemærke er udgivet af Møllehjemmet. Motiverne til Møllehjemmes julemærkerne blev udvalgt af kunstneren i samråd med en julemærkekomite, som stod for udgivelsen. Overskuddet ved salg af julemærket blev anvendt til udfoldelses- og ferieformål for plejehjemmets beboere, herunder drift af beboernes egen handicapbus.

Kan du huske det privat plejehjem, som lå på P-pladsen ved Auning Boligmontering? Auning Bymuseum har beskrevet alt hvad vi har læst og fået at vide om husene og butikkerne i Østergade. Måske kan du også bidrage med oplysninger om Østergade?
Klik her for at komme til huse, butikker og virksomheder i Østergade
Jørn Gudmann Nielsen fortæller om nisseorkesteret: Det var spejderorkestret fra Hammel, der spillede og man startede ved posthuset, gik gennem byen og sluttede på Møllehjemmet. Det var diakon Axel Østergaard (som var den første bestyrer på Møllehjemmet) og Handelsstandsforeningen som stod for arrangementet. Årstallet er jeg i tvivl om, men omkring 1973-1974.

Denne kronhjort står ved det grønne bælte som går ned til Byparken og Hundeskoven. Kan du huske dengang der var Rock i Parken eller kan du huske dengang Byparken blev etableret efter at lossepladsen var blevet sløjfet? Det har Auning Bymuseum beskrevet her: Byparkens historie.

Disse fotos er sakset fra en julekonkurrence i Folkebladet Djursland engang i 1990’erne. Kan du se hvem der gemmer sig bag skægget? Løsninger står her:
A: Rita Ditlevsen, B: Knud Rasmussen, C: Bendt Nielsen, D: Lars Martinussen, E: Erik Holm og F: Arne Christensen.

Samtlige gårdmænd i Auning by underskrev i 1846 en taksigelse til grevinden på Gl. Estrup. Taksigelsen blev bragt i Randers Amtsavis den 10. oktober 1846 under ”Bekendtgørelser” og havde følgende ordlyd:
"Vi føler os opfordrede til offentlig at bevidne deres nåde, fru lensgrevinde v. Scheel til Estrup vor oprigtige taknemmelighed for den store velgerning, De har vist os ved at gøre os hoverifrie på så overmådelig billige vilkår, som vi selv nogensinde turde have ønsket eller håbet. En sådan gunst fordrer taknemmelighed, ikke alene i hjertet, men også i ord og gerning.
Gud give Dem et langt og lykkeligt liv, til glæde for alle Deres undergivne! og gid De må se de gode frugter af Deres gode gerning deri, at Auning by kan skride fremad i timelig velvære! Dette har De haft til hensigt – og dertil ville vi ved ordentlig, fornuftig og flittig brug af vor tid og vore kræfter stræbe!
Underskrevet af samtlige gårdmænd i Auning by. Se mere om hoveriet på Gl. Estrup her

I de strenge vintre under besættelsen foregik Mehlsens sygebesøg med en hestetrukket slæde kørt af en kusk. Jens Erik Mehlsen fortæller: - Min far var læge i Auning, Østergade 8 (nu Klippehjørnet) og havde en automobil af mærket Opel Super Six fra 1939 med nummerplade: V 3461. Senere købte han en anden bil af mærket Vanguard Phase, med samme indregistreringsnummer.
Mere om læge Mehlsen og byens andre læger her

Den første skole i Auning blev bygget i 1742 lige over for Auning Kirke. Den var betalt og bygget af greven på Gl. Estrup. Ikke fordi han var specielt interesseret i almueundervisning, men mere fordi kongen havde påbud alle større godsejere, at bygge skoler.
Efter 121 år blev denne skole for lille og der blev i 1862 bygget en helt ny ”stor” skole ved siden af den gamle stråtækte. Denne skolebygning blev for lille efter 44 år. Derfor besluttede sognerådet at bygge Nordre Skole og Søndre Skole. De 2 skole blev indviet i 1907.
Mere om skolerne i Auning her

På billedet ses familien Christensen foran deres urmagerbutik i Torvegade 18. Senere blev forretningen og boligen flyttet til Vestergade 13 hvor sønnen urmager Sved Christensen overtog butikken. Arne Kruse Christensen overtog forretningen efter sin far. Urmagerbutikken blev lukket i 2009.
Urmager og elektriker Chr. Christensen oprettede omkring 1908 et elektricitetsværk ved sin bopæl Torvegade 18. Dette jævnstrømsværk kom til at hedder Auning Elektricitetsværk og virkede frem til 1918 hvor Randers kommunale Elektricitetsværk overtog byens strømforsyning efter at Auning Elektricitetsværk var gået konkurs.
Man kan læse mere om dengang elektriciteten kom til Auning her

Efter 370 år var den gamle kirkeklokke stærkt præget af de mange års brug. Og menighedsrådet var bekymret for at den en dag vil revne og derved fuldstændig miste sin lyd. Derfor ansøgt man A. P. Møllers Fonden og La Cour Fonden om midler til at få en ny kirkeklokke.
Torsdag d. 11. september 2014 blev den nye kirkeklokke sat på plads. Søndagen efter kaldte klokken for første gang til gudstjeneste. Den gamle kirkeklokke kan bruges sammen med den nye ved særlige lejligheder, da de er afstemt efter hinanden.
Læs mere om klokken og Auning Kirke her.

AuningBymuseum.dk har beskrevet historien bag træskulpturen "Tørvekonen". Her kan man bl.a. læse: - Tørvekonen symboliserer de mange kvinder, der under 2. verdenskrig arbejdede i egnes mange tørvemoser. Når mændene havde skåret tørvene, var det kvindernes arbejde at vende og stable de tørrede tørv - et arbejde, der var meget hårdt og slidsomt.
Den tids børnepasning tog kvinderne sig af, idet børnene var med på arbejde. De yngste blev passet i barnevognen og de ældste hjalp med tørvene efter evne.
Tørvekonen stod der hvor tørvekonerne mødtes for at gå samlet ud af den gamle vej til tørvemoserne. Tørvekonen blev afsløret af borgmester Kirsten Wyrtz i 1998 på Kr. Himmelfartsdag. Den 9. nov. 2013 var det slut med Tørvekonen. Det blev til 15 år, men så havde tidens tand også gravet sig godt igennem konen. I 2018 blev Auningstenen indviet som afløser for Tørvekonen klar.
Få mere at vide om Tørvekonerne her.

Det vi i dag kalder Det gamle Hospital var oprindeligt en middelalderlig kirkelade, som rigsmarsk Jørgen Skeel inden sin død i 1631, nåede at få indrettet som et mindre godshospital, dvs. fattiggård. Det gamle Hospital fungerede som hjem for ”ærlige fattige” helt frem til ca. 1914. Altså samme funktion i næsten 300 år!
Der er masser af spændende detaljer om Det gamle Hospital HER.

Det er en festlig oplevelse at gå en aftentur rundt i byen og nyde de flotte julelys i haverne og ved butikkerne. - Eller prøv en tur rund og se flotte billeder af julelys her på bymuseet.

Jørn Gudmann Nielsen fortæller om nisseorkesteret: - Det var spejderorkestret fra Hammel, der spillede og man startede ved posthuset, gik gennem byen og sluttede på Møllehjemmet. Det var diakon Axel Østergaard (som var den første bestyrer på Møllehjemmet) og Handelsstandsforeningen som stod for arrangementet. Årstallet er jeg i tvivl om, men omkring 1973-1974.

Kalkmalerier i Auning Kirke er malet i 1562. Og det er ganske vist, for det er udtrykkeligt skrevet på kalken sammen med malerens navn, Rasmus Roter. Kalkmalerier har næppe været synlige ret længe, før de blev kalket over.
Omkring 300 år efter blev en del af kalkmalerierne afdækket igen. Det var faktisk planen, at de skulle kalkes over igen efter endt undersøgelse. Men det blev de dog ikke, da Nationalmuseets, amtmanden og sognepræsten pastor Ring i 1902 blev enige om, at de skulle bevares fremme. I 1955 blev endnu flere kalkmalerier afdækket.
Flere flotte billeder af kalkmalerierne HER.

Aunings første stadion lå der hvor bl.a. Møllehjemmet ligger. I en periode gav kroejer Dahl lov til at spillerne kunne klæde om og bade på kroen. I 1961 fik Idrætsforeningen sit første egentlige klubhus på Nyvangsvej 13. Huset blev senere solgt og omdannet til et almindeligt parcelhus, som står der endnu. I 1991 blev så det nyeste klubhus bygget på Sdr. Fælledvej 5. I dag er klubhuset en del af Auning Idræts- og Kulturcenter.
Se Auning-Hallens 50-års jubilæumsskrift HER.

Kvinderne havde ifølge vedtægterne fra 1919 ikke stemmeret i Auning Brugsforening. På generalforsamlingerne i 1933 og igen i 1935 drøftede man om kvinderne skulle have stemmeret. Men der var ingen særlig stemning for, at kvinder skulle have stemmeret, så det fik de ikke. På generalforsamlingen i 1967, efter 48 års tilløb, blev den første kvinde valgt ind i bestyrelsen. Det var Kirsten Wyrtz, der senere blev borgmester for Sønderhald Kommune fra 1998 til 2007. Og i 1989 blev Else Schmidt valgt som den første kvindelige formand for Auning Brugsforening.
Læs SuperBrugsens 100-års jubilæumsskrift HER.

Bytorvet blev næsten kun brugt til byens store fælles juletræ, i de 23 år Bytorvet eksisterede. Det nye Bytorv med busterminalen, er blevet brugt meget mere. Og har være med til at binde byen lidt mere sammen og gøre butikkerne på Centervej lidt mere synlige for dem der bare kører igennem byen. Se det nye Bytorv HER.

Porsbakkerne blev købt for 250.000 kr. Det var Løvenholmfonden, der solgte den 10 hektar store naturperle til Sønderhald Kommune med overtagelse 1. juli 1980.
Den daværende borgmester Gunner Kirk Thøgersen, udtalte efter købet: - De 250.000 plus 10.000 i sagsomkostninger, er en meget favorabel pris. Porsbakkerne er et område, der ikke må gå tabt, og nu får skoven lov at stå, som den er. Porsbakkerne er blevet en fredskov, da den har en værdifuld herlighedsværdi for hele egnen.
Thøgersen fortæller også, at der bliver lagt et mindre beløb på de kommende byggegrunde, der sælges i Auning i de nærmeste par år, indtil de 250.000 kr. til købet er hjemme.
At Porsbakkerne er "fredskov" betyder at skoven er beskyttes mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.m., og at arealet altid skal være skov. Så der må f.eks. godt anlægges nye stier mm. hvis kommunen giver lov. MTB-sporet er godkendt af kommunen.
Meget mere om Porsbakkerne HER.

- Auning Kirke - en »hønemorkirke« - en af dem der ligger der i landskabet og venter på, at man skal komme hjem og krybe ind under dens vinger.
Sådan beskrev Vibeke Nielsen Auning Kirke i Sønderhald Egnsarkivs årsskrift fra 1990.
Vibeke Nielsen var museumsinspektør på Herregårdsmuseet Gl. Estrup fra 1981-2012. Vibeke Nielsen var gift med Svend Nielsen, som var museumsdirektør på nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum fra 1969 til sin død i 1994. Ægteparret boede i Auning på Skovdalsvej.
Artikel om "hønemorkirken" kan læses i kirkens 100-års jubilæumsskrift HER.

I 1914, da indremissionær Valdemar Hansen flyttede til Auning, besluttede man på hans initiativ at bygge Auning Missionshus, hvor der frem til 2002 har været afholdt utallige møder, bibelkredse og søndagsskole for børn. Tyskerne tog Missionshuset til brug for indkvartering i december 1944. Tyskerne betalte 102,75 kr. pr. måned i leje af Missionshuset. Efter krigen har en lokal Vurderingskommission opgjort besættelsesmagtens skaderne på bygningen og inventaret til 1.944,93 kr.
Bestyrelsen for Missionshuset måtte optage et lån for at klare istandsættelsen efter tyskernes skader på bygning og inventar. Først da man 3 år senere fik erstatningen udbetalt kunne man få gælde ud af verden. Indre Mission var i 1969 repræsenteret med 4 medlemmer i Menighedsrådet. Socialdemokratisk Vælgerforening havde 1 repræsentant og den fælleskirkelige liste havde 3 medlemmer.
Læs mere om Missionshuset her

Møllehjemmets første julemærker kom i 1983 og det sidste udkom i 1990. Motiverne til Møllehjemmes julemærkerne blev udvalgt af kunstneren i samråd med en julemærkekomite, som stod for udgivelsen. Overskuddet ved salg af julemærket blev anvendt til udfoldelses- og ferieformål for plejehjemmets beboere, herunder drift af beboernes egen handicapbus.
Mere om julemærkerne fra Møllehjemmet her.

Erik Friis-Andersen startede Blomsterdalen i 1963 med at producere småplanter til salg gennem grossister. I begyndelsen i mindre drivhuse med 3-4 medarbejdere. Drivhuskapaciteten blev udvidet flere gange under Friis-Andersens ledelse.
I slutningen af 1989 afstod Friis-Andersen de 5000 kvadratmeter drivhus til 4 medarbejdere, der navngav firmaet Frisa Planter. Bent Petersen blev direktør for firmaet.
Friis-Andersen og hans kone havde ved salget betinget sig at de kunne blive boende i villaen midt i gartneriet frem til år 2000. Desværre nåede Friis-Andersen ikke at nyde sit otium, da han døde 2 uger efter salget af gartneriet. Enken var langt op i 90'erne, da det blev år 2000. De daværende ejere håndhævede, at enken skulle flytte. Det blev til Møllehjemmet.
I 1992 var der ansat 20-25 medarbejdere og i højsæsonen var der tæt på 50 ansatte. Frisa købte frø bl.a. i Japan, fik dem til at spire og eksporterede småplanterne tilbage til Fjernøsten, mere præcist Taiwan. Småplanterne blev også solgt til gartnerier i Danmark og resten af Europa.
Da Asger Bertram overtog direktørposten fra Bent Petersen i 1998 blev der årligt produceret 40-50 millioner småplanter på gartneriet i Auning. 25% blev eksporteret. ”Råvaren” hos Frisa er frø. Nogle så små, at de ikke kan skelnes med det blotte øje.
Frø til knoldbegonier hostede i 1998 ca. 5.000 kr. pr. gram. Det var altså frø, som var dyrere end guld! Frøene blev sået via computerstyrede maskiner og spirede i specielle ”opvågningsstuer” med høj temperatur og luftfugtighed. I 1998 var Frisa det eneste gartneri i Danmark, som anvendte denne teknologi.
Læs mere om Blomsterdalen her

Den omtalte PDF-version af Thuesens bog kan endnu hentes HER.
Hoveriet ophør i 1846

I denne udgave af Randers Amtsavis og Avertissementstidende fra lørdag den 10. oktober 1846, er nedenstående bekendtgørelse offentliggjort.

Samtlige gårdmænd i Auning by underskrev i 1846 en taksigelse til grevinden på Gl. Estrup. Taksigelsen blev bragt i Randers Amtsavis den 10. oktober 1846 under ”Bekendtgørelser” og havde følgende ordlyd:
Vi føler os opfordrede til offentlig at bevidne deres nåde, fru lensgrevinde v. Scheel til Estrup vor oprigtige taknemmelighed for den store velgerning, De har vist os ved at gøre os hoverifrie på så overmådelig billige vilkår, som vi selv nogensinde turde have ønsket eller håbet. En sådan gunst fordrer taknemmelighed, ikke alene i hjertet, men også i ord og gerning. Gud give Dem et langt og lykkeligt liv, til glæde for alle Deres undergivne! og gid De må se de gode frugter af Deres gode gerning deri, at Auning by kan skride fremad i timelig velvære! Dette har De haft til hensigt – og dertil ville vi ved ordentlig, fornuftig og flittig brug af vor tid og vore kræfter stræbe!
Underskrevet af samtlige gårdmænd i Auning by.
Denne taksigelse skyldes formodentlig, at gårdmændene købte sig fri af del sidste rest af hoveriet. Allerede ved en aftale mellem bønder og godsejer i 1837 blev det fastsat, at hver gård skulle give 18 rigsdaler i det første år og derefter 20 for at slippe med kun nogle få dages hoveri.
I 1846 blev denne aftalen genforhandlet, og på grund af de gode tider for landbruget sættes afgiften op til 30 rigsdaler per gård og noget tyder på, at de da er blevet fri for den sidste del af hoveriet.
Selvom gårdmændene fik mulighed for at købe sig fri for hoveri, var de stadig fæstebønder. Først i 1851 kom der en lov, som lader grevskaber, baronier og stamhuse (som Gammel Estrup er) sælge bøndergårde fra.
I perioden 1837 til 1850 havde Gl. Estrup 208 fæstegårde, som dyrkede 94% af al Gl. Estrups jord. I 1852 startede salget af Gl. Estrups fæstegårde og efter 2,5 år var 52 gårde – eller 1/4 af godset blevet solgt fra. Og i 1872, tyve år efter den første gård var solgt, var der kun 1/10 af godset tilbage.
Kilder:
Randers Amtsavis 10. oktober 1846 (set på Randers Stadsbibliotek)
Marie Aaberg Andersen, museumsinspektør, Gammel Estrup Herregårdsmuseum
Artikel om Lykkegården i Sønderhald Egnsarkivs Årsskrift 2002 skrevet af Wallin Feder

Matrikelkort over Auning med nærmeste omegn fra 1864. Netop det år som landevejen mellem Randers og Grenå var etableret. Jernbanen kom først til byen i 1876 og må derfor være påtegnet senere.

Denne mindesten over kammerherre lensgreve Jørgen Scheel vidner også om stor taknemmelighed overfor grevskabet på Gl. Estrup. Stenen står lidt gemt mellem karpedammene og landevejen.
Auning Elektricitetsværk
Vi ved faktisk ikke præcist hvornår Auning fik elektricitet. Men vi ved at urmager og elektriker Chr. Christensen i 1907 annoncerede med ”udførelse af elektriske anlæg”.
Forhenværende urmager Arne Kruse Christensen har i sin barndom hørt, at hans bedstefar bl.a. har installeret elektricitet på Skaføgård.

Annonce fra ”Vejviser for Randers Amt” 1907-09.

Urmager og elektriker Chr. Christensen med sin familie foran urmagerforretningen i Torvegade 18. Ejendommen er ifølge BBR-registeret opført i 1927.

Chr. Kjeldsen, der som barn boede i ledvogterhuset Vestergade 1, fortæller i sin bog ”En ledvogterdreng 1909-1920” at familien Gerstrøm, der boede oven på købmands- forretningen, nok var dem, der boede bedst i hele byen. Men selv i deres hus var der ikke indlagt rindende vand eller rigtigt wc.
Derimod havde de elektrisk lys som enkelte andre familier i byen. De fik strøm fra et lille privat jævnstrømsværk, der blev passet af byens urmager og hans sønner. Det var dem, der havde mest mekanisk snilde i Auning, skriver Chr. Kjeldsen i 1984 om sin barndom i Auning.

I en artikel i Randers Amtsavis fra 1908 bliver det nævnt at ”det hvide lys” stråler ud fra en del butikker og større privatboliger. Men at strømmen langtfra er kommet ind i hos alle på det tidspunkt.
I artiklen fra 1908 får vi også vide, at det er urmager og elektriker Chr. Christensen, der har bygget elværket i umiddelbar nærhed af hans ejendom lige overfor Auning Station. Ifølge forhenværende urmager Arne Kruse Christensen, lå anlægget i baghuset af hans bedstefars hus, Torvegade 18. Her var der støbt en større cementsokkel til den ret store maskine med et kraftigt svinghjul, som producerede vekselstrøm.

I denne notits fra Berlinske den 17. april 1909 fremgår det at Auning Elektricitetsværk blev dannet den 6. april 1909 med en bestyrelse på 3 medlemmer. Den ene var urmager Christensen, som havde startet elværket.

Efter indførelse af den elektriske høvl i 1912 fik snedkermester Niels Chr. Jensen tilføjet "elekt." til firmanavnet.

Artikel i Randers Amtsavis 24. februar 1915.
I løbet af foråret og sommeren 1915 er det kommunale Randers Højspændingsværk klar til at nå ud til de større byer på Djursland med strøm. Vi ved at Allingåbro Transformatorkreds i 1914 tegner en 25-årig aftale om levering af strøm fra Randers Højspændingsværk (Randers Elektricitetsværk).

I 1916 optræder navnet ”Elektricitetsværket i Auning” i en annonce i Jyllands Posten. I denne annonce har elektricitetsværket en brugt læderdrivrem til salg. Den er 14 meter lang og 20 cm bred. Så det har været et stort maskineri og formodentlig et ret stort drivhjul.

Hvorfor Auning Elektricitetsværk kom på tvangsauktion vides ikke. Heldigvis stå Randers kommunale elektricitetsværk klar til at overtage forsyningen fra den 7. marts 1918.
