Jeg mødte Mogens Bytoft første gang den sommerdag i 1972 i de skrækkelige timer, hvor massakren under de Olympiske Lege i München fandt sted. Vi sad i hans og Jyttes stue i huset overfor redaktionen, og fjernsynet kørte, mens vi blev serveret en kop kaffe og en god hjemmebagt kage. Fjernsynet kørte netop på grund af OL, og vi blev alle forfærdede over begivenhederne - den første gang tror jeg, at terror blev sendt direkte på TV. Jeg bemærkede fra første færd Mogens' ganske let sitrende fingre og hans rastløse gemyt. Rastløshed og drivkraft Man fornærmer vist ikke Mogens Bytofts eftermæle ved at konstatere, at han var glad for at ryge cigaretter - Scotchman. Og jeg fandt senere ud af, at de spillede en vigtig i rolle i hans måde at dulme netop den rastløshed, som var så kendetegnende for ham - og som også var en betydelig del af drivkraften i hans enorme foretagsomhed, der indenfor få år satte Auning og Sønderhald kommune på den anden ende. Måden han førte mig ind i journalistikken på var at give mig fri hænder til at forsøge mig frem. Jeg var ung og uerfaren - to ting der ikke fremmer journalistikken. Men jeg blev tildelt Rosenholm Kommune som mit journalistiske arbejdsområde - og havde som sagt stort set frie hænder. I det daglige sagde han ikke så meget om resultaterne - indtil han en dag fortalte mig at svømmehallen i Auning nu var klar til åbning, og at det skulle ske ved en stor åbningsfest. Og - tilføjede han - jeg skulle dække åbningen for Amtsavisen... Og det var jo faktisk en stor anerkendelse - at jeg fik lov til at dække indvielsen af hans altoverskyggende hjertebarn. Det ville jeg selvfølgelig gerne - men var også nervøs for opgaven - fordi jeg vidste, det hele var så vigtigt for ham. Men sådan blev det, og jeg tror, vi ved den lejlighed fik hele to sider i Rougsø/Sønderhald afdelingen i avisen - med masser af billeder grundigt refererede taler. Mogens fik borgmesteren til at springe i vandet fra tre-metervippen i kjole og hvidt - med høj hat. Og jeg dækkede begivenheden, det bedste jeg kunne. Det var en meget vigtig dag i Mogens liv, og han var tilfreds med indsatsen - min altså - og alt var godt. Privatlivet var svært Der var ikke rigtig afstand mellem Mogens Bytofts privatliv og livet som lokalredaktør eller som driftig og initiativrig medborger. Han var altid 100% loyal overfor de ansvar, han påtog sig i forhold til andre mennesker - undertegnede fx. Men ellers handlede Mogens Bytofts privatliv mest om sønnerne. Han elskede sine drenge og var pavestolt af dem, og hver dag kl.14.00 serverede Jytte eftermiddagskaffe i redaktionen - gerne med et par ostemadder til. Det var svært hyggeligt og dejlig jordnært. Men der er ingen tvivl om, at der også - inderst inde i denne foretagsomme mand, der var så medlevende i alt, der foregik omkring ham - også boede en drømmer. Mogens var i øvrigt god til at tackle større og mindre katastrofer... Han havde en vinkælder i sit hus - og når han kørte på ferie med Jytte og drengene i Amtsavisens vissengrønne Morris 1000 - med bindingsværk - var parolen den, at der måtte forbruges et nøje afmålt antal enheder fra bemeldte vinkælder. Inden familien kørte afsted - sagde han rutinemæssigt til os - jeg og Peter Juul, der var min forgænger i elevpladsen, og som var der et par måneder sammen med mig i sommeren 72 - at vi ikke måtte "vælte redaktionen, mens han var væk". Redaktionen væltede Han blev noget overrasket, da han kom hjem og så, at redaktionen netop var væltet... Et mindre trafikuheld på P-pladsen ved redaktionen førte til, at gavlmuren blev trykket ind og toilettet i indgangspartiet blev smadret... Nå men han tog det pænt og sikrede sig først og fremmest, at landbetjent Jens Andersen, der kom tilstede, havde forstået - og noteret til døgnrapporten - at der ikke havde været spiritus indblandet i uheldet. Det samme sikrede han sig, da Morris'en en dybfrossen vintermorgen endte i plejehjemmets have... men det er en anden sag. Sådan var han. Han stod bag sine medarbejdere, og han påtog sig endog at forklare Amtsavisens chefredaktør og ejer, Preben Winge, hvordan det var gået til, at den relativt nyopførte redaktionen i Auning var væltet under hans ferie... Jeg vil - ikke overraskende - generelt beskrive Mogens Bytoft som et sødt og venligt menneske - altid hjælpsom overfor alle, som måtte ønske hans hjælp. Han var uovertruffen imødekommende, energisk og initiativrig og han var både en igangsætter og den, der kørte tingene i mål. De fleste møjes med en af de to egenskaber. Jeg forstår til fulde dem, der mener, at Mogens ikke alene brændte for lokalsamfundet - men også brændte op for det. Det kom der historier ud af Vi sad begge i redaktionslokalet - med ryggen til hinanden, og han havde ansigtet mod døren. Og ind ad den kom der hver dag mange forskellige mennesker med mange forskellige ting, de lige ville berette. Jeg tænkte nogen gange, at det der eller den der nok ikke kunne interessere ret mange - men Mogens anbragte dem i en stol, så fortalte de - mens han griflede. Og det kom der historier ud af. Avishistorier og af en meget fin karat, hvor det var en dyd at få det hele med. Noget af de vigtigste jeg lærte af ham, var at se den journalistiske historie i tingene - uanset om det var stort eller småt. Engang overlod han mig en lokal sag, som blev lærerig for mig. En person ringede og beskrev sin MEGET høje solsikke-plante. Jeg løste opgaven - sendte en fotograf afsted. Så skrev jeg teksten: Danmarks højeste solsikke findes i Auning! Historien blev trykt, og dagen efter - og de kommende dage - fik Amtsavisen 527 breve med billeder af solsikker, der var MEGET højere. Mogens' eneste kommentar: "Husk lige en anden gang - der kommer altid én med noget, der er endnu højere". Den lille ting har været en slags hjørnesten i min journalistik og er det stadig: Der kommer altid noget, der er højere, bedre, sjovere etc.