top of page
Auning Biograf Vestergade 34
Denne bungalow er opført af Egon Stenfeldt i 1936 til byens biograf.
Biografen er ombygget til 4 lejligheder i 1987. Fra Google Street View 2023.
Egon Stenfeldt havde privatbolig på 1. sal i 1936. I kælderen stod et centralvarmeanlæg, hvor der blev fyret med tørv.
Fra Google Street View 2009.
Kort om biografen i Auning:
1937: Egon Stenfeldt starter Auning Bio som ejer og biografdirektør.
1938: Egon Stenfeldt kører samtid rundt i Vestjylland med sin rejsebiograf.
1939: Første større renovering.
1952: Endnu en større renovering står færdig.
1969: Kirsten Stenfeldt overtager biografen efter sine forældres død.
1973: Biografen genåbner efter en større renovering.
1983: Kirsten Stenfeldt forsøger at skabe et kulturhus i samarbejde med Sønderhald Kommunen.
1983: Hobro Bio forsøger med enkelte eftermiddagsforestillinger for børn.
1981: Auning Aktørforening forsøger at etablere et kulturhus med filmklub.
1985: Biografen lukker endeligt. Inventaret sælges til en biograf i Mariager
1981: Bygningen sælges til investorer fra Randers. Kirsten Stenfeldt flytter fra Auning.
1987: Bygningen ombygges til 4 lejligheder.
1998: Ole Bernhard Kristensen, Dansk Bygnings Service køber huset.
En dag i maj 2016 kom Kirsten Stenfeldt til Auning for at fortælle historien om Auning Bio til Auning Bymuseum: Min far, Egon Stenfeldt var født i 1912, og inden han blev 21 år i 1933 købte han biografen i Mørke. Så han måtte snyde med sin alder for at få en bevilling, som man skulle være over 21 for at få.
Flere billeder og historier om biografen i denne PDF-fil:
Tom Bytoft fortæller lidt om vilkårene for at drive biograf i Auning i midt 80'erne:
Fastelavnssoldater i Auning
Disse fastelavnssoldater er fra Hørning, 1956.
Vi fik både penge og fastelavnsboller i Tværsige hos Den kloge Mand
Poul Henning Thuesen, Århus har send denne beretning, som er oplevet i årene fra ca. 1951 til 1955 i Auning. Poul Henning Thuesen boede i de år Tjørnevej 6. Det blev senere til Søndergade 2 og i dag hedder det Århusvej 2.
Som dreng var der var en tradition for at nogle af os drenge ville være ”Fastelavnssoldater”. Det gik i al sin enkelthed ud på at samle penge ind til et sammenskudsgilde i det lokale forsamlingshus. Men inden da var der nogle forberedelser som skulle gøres.
Som navnet siger, var vi soldater og til en soldat hører der et våben og i dette tilfælde en sabel af træ. Der var en lokal snedker som var ret god til at lave dens slags ”våben”, det holdt sædvanligvis ikke mere end en sæson. Men der var også arbejde til mor. Hun skulle sy det skærf der gik fra venstre skulder og ned til taljen. Der var altid en vis ”hukommelsessvigt” om det gik fra venstre eller højre skulder og ned til bæltestedet. Om bæltestedet var det mere enkelt, der skulle det bare rundt. Det var ca. 10 cm brede bånd.
Det var et arrangement der varede 2 dage. Vi startede Fastelavns- søndag, over middag med at gå rundt og synge ved hvert hus. Det var nationalsangen: Der er et yndigt land, Jylland mellem tvende have og Boller op boller ned. Vi var vel omkring 20 drenge i alderen fra 10 til 14 år som i 2 hold gik fra hus til hus og samlede penge ind.
I hvert hold var der en som var klædt ud som klovn. Det var hans opgave og ringe eller banke på dørene og spørge efter penge. Ud over klovnen havde vi også en fanebærer med og med Dannebrog i spidsen drog vi byen rundt. For at vi ikke skulle gå ind det samme sted to gange var der en fast skillelinje og det var hovedvej 16.
Det var dog ikke alle steder vi blev lige godt modtaget. Men rigtigt mange steder blev vi virkelig godt modtaget. Der var dog et sted at vi gik ind til begge hold og det var ved ”Den Kloge Mand” i Auning. Han boede og drev sin praksis på et nedlagt landbrug i Tværsige, lidt øst for Auning. Der var det ikke blot pengene vi gik efter. De ventede os. At serverer fastelavnsboller til ca. 20 altid sultende drenge er jo noget ud over den sædvanlige husholdning.
Festen blev holdt i forsamlingshuset. Der var nogle af forældrene som sørgede for sodavand, kaffe, kage og hvad der ellers hører sig til sådan et arrangement. Musik og dans skulle der også til. En der spillede harmonika og en på violin.
Vi var jo drenge og det er drengene der inviterer pigerne, der havde jeg lidt af et ”problem” hvem jeg skulle invitere med, der var en i gaden der hed Inger Lise som jeg havde ”leget” med, men mine større søskende drillede mig med at jeg var ”kærester” med en der hed Dina. Måske fordi de gik i klasse med hendes storesøster. Vi havde end ikke mødt hinanden.
Jeg fik lært at danse ”rheinlænder”. Festen blev holdt og hele herligheden gentog sig året efter. Nogle vil sikkert kalde det tiggeri. Så mange år efter har det været en positiv oplevelse, som jeg håber, bliver videreført.
Poul Henning Thuesen, Vestervang, Århus
bottom of page