top of page

Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!




1/20

Oldtiden og middelalderen
Historier fra Aunings oldtid og middelalder er ikke mange, men rummer dog alligevel flere spændende historier.
Oldtid vare indtil år 1050 og dækker perioderne: Jægerstenalder, bondestenalder, bronzealder, ældre jernalder, yngre jernalder og vikingetiden.
Middelalder dækker perioden år 1000 til 1536.
Urokse kraniet fundet ved Lykkegården i 1942
Saabys høj der blev fredet i 1945
Auning-kvinden fundet i Dønmosen i1886
Bronzealder-smykke på 300 g fra eng ved Auning
Middelaldervejen ved Lykkegården
Teglværket der leverede sten til kirken og Gl. Estrup
Gravhøjene i Porsbakkerne
Langhus fra bronzealderen fundet på Bakkesvinget
Skåltegnsstenen på Gl. Estrup
Om Marius Saaby virke som amatør arkæolog
Ornamenteret hjortetaksskaft fra Auning mose
En beskeden kirke de første 400-500 år
Guldhornene på Auning Skole

Fund og fortidsminder i og omkring Auning
De røde markeringer er fredede og de blå er ikke fredede fund og fortidsminder.
Kilde: https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Kort/

Urokse kraniet fundet ved Lykkegården i 1942

Uroksen, sådan som den blev udstillet i 2022 på Det Grønne Museum.
Auning-kvinden fundet i Dønmosen i 1886
Sådan så Auning-kvinden ud
Først har hun ligget et par tusinde år i en mose ved Auning. Dernæst godt 100 år på museum. Og nu har Auning-kvinden været en tur på hospitalet for at blive scannet.
En skulptør og en retsmediciner har efterfølgende genskabt ansigtet på Auning kvinden, et 2000 år gammelt moselig, som er udstillet på Kulturhistorisk Museum i Randers.
Hendes ansigt er hverken særligt kønt eller særligt grimt, og umiddelbart ligner det blot endnu et ansigt i mængden.
Blandt hendes jordiske rester er de krympede stumper af et dårligt bevaret kranie, og på baggrund af dem er det lykkedes retsmediciner Niels Lynnerup fra Panum Instituttet på Københavns Universitet og skulptør Bjørn Skaarup at genskabe Auning-kvindens ansigt, så det »kommer tæt på virkeligheden«, som Niels Lynnerup udtrykker det.

Auning-pigen der blev til Auning-kvinden
Denne artikel om Auning-kvinden blev første gang bragt i Sønderhald Egnsarkivs årsskrift 1978. AuningBymuseum.dk har i denne version fra 2014 foretaget en lettere redigering og tilføjet flere fotos. PDF'en er lige til at printe eller læse online

I Nationaltiden fra den 18. juni 1886 er der tre præcise oplysning om findestedet: Parcel 1h (matrikel 1h), stedbetegnelsen ”Dønmosen” og ”30 alen vest for Aunings markskel”. (Vi forudsætter at markskellet er lig med sognegrænsen. Denne grænse er nem at finde på gamle kort).
Beskrivelsen i Nationaltidende rummer også to meget upræcise oplysninger: ”3-4000 alen sydvest for Auning Kirke” og ”sydvest for Hovedgaarden Gammel Estrup”. Fra kirken til Dønmosen er der ikke meget mere end 1500 alen.
Anke imod Thuesens antagelse (markeret med rød prik på kortet):
1. Stedet ligger ca. 100 m øst for markskellet. Og ikke ca. 20 m vest for markskel som beskrevet i Nationaltidende. 2. Stedet ligger langt fra parcel 1h og Dønmosen.
Mulig placering ud fra de 3 præcise angivelser i Nationaltidende er markeret med grøn prik på kortet.
De to kompasretninger krydser hinanden midt mellem Dønmosen og Thuesens antagelse, men parcel 1h (matrikel 1h), stedbetegnelsen ”Dønmosen” og ”30 alen vest for Aunings markskel” passer bedre med den grønne prik end den røde prik, som er Thuesens antagelse.
Ovenstående kort er sammensat af et nutidigt kort og to ældre kort. Disse to er brugt til at få begge sider af sogneskellet med.
Saabys høj der blev fredet i 1945

De fleste, der har kørt ad landevejen mellem Auning og Gjesing, har nok bemærket den smukke gravhøj, der ligger vest for vejen lige nord for Porsbakkerne. Gravhøjen burde hedde "Saabys Høj". Højen står på privat grund og kan ikke besøges uden tilladelse fra ejeren.
Saabys høj blev fredet i 1945
Da Anna og Marius Saaby i 1926 købte deres statshusmandssted, lige nord for Porsbakkerne, blev de også »ejere« af gravhøjen, som ses på billedet herover.
Allerede i 1893 blev højen beskrevet af lærer Nissen fra Ramten, som rejste rundt for Nationalmuseet for at registrere oldtidsminder. Han noterer sig bl.a. at højen er meget smuk og formodentlig ubrudt.
Højen er en rundhøj fra bronzealderen (3100 år før f.Kr. til 300 år f.Kr.) som er kultur-perioden mellem stenalderen og jernalderen. Det højeste punkt på højen ligger 42 meter over havets overflade. Selve højen er ca. 1,8 meter på det højeste sted.
Saaby blev snydt af falsk opkøber
Gravhøjen var det allerførste sted Saaby foretog en egentlig udgravning. I vinteren 1926-27 havde Saaby sat sig for at bryde sten ved gravhøjen. Men da der hurtigt dukkede flere oldsager frem, blev stenbrydningen indstillet, og Saaby fik assistance fra en mere erfaren amatørarkæolog, lærer Andersen fra Vester Alling. De foretog en delvis udgravning af højen.
I gravhøjen - en kvindegrav fra den ældre bronzealder - udgravede Saaby en smuk spiral-ornamenteret bælteplade med tap og øsken, en armring og et hårspænde, to kraftige dolke med nitter, hvor selve skæfterne var opløst og forsvundet. Oldsagerne i bronze betegnedes som meget velbevarede.
Disse oldsager blev opbevaret hos Saaby indtil en dag i 1930, hvor der kom en mand som fortalte, at han opkøbte oldsager for museet i Randers. Saaby erfarede senere, at Kulturhistorisk Museum i Randers ikke kendte til denne opkøber og ikke havde fået indleveret oldsager, som svarede til Saabys beskrivelser. At Saaby blev snydt på denne måde, har uden tvivl redet ham, som en mare i rigtig mange år.
Træerne på højen
Lærer Nissen nævner i sin registrering, at rødderne fra store ege og bøgetræer har skærmet højen for ødelæggelser fra gravrøvere, da træernes rødder har holdt godt fast på stensætningen. Da Saaby købte ejendommen, var de træer, som Nissen omtalte, allerede fældet. I 1977 fortæller Saaby til Randers Amtsavis: - Stubbene var i 1927 allerede godt i gang med at sætte nye skud. Og 25 år efter var træerne atter anvendelige til brændsel og blev fældet. Og nu 50 år efter jeg købte højen, er der atter skov på højen. Her i 2022 står disse træer der stadig.
Saaby fik højen fredet i 1945
I 1930’erne sendte Saaby en begæring til Nationalmuseet om at få tinglyst en fredning af højen. Saaby fik umiddelbart ikke noget svar på sin henvendelse, men en dag i 1945 stod der en inspektør fra Nationalmuseet for at besigtige højen. Dette resulterede i en fredning. I fredningsdeklarationen står der,- at højen er fredningsværdig, da kun centralgraven var fjernet og resten af højen lå – og ligger stadig – urørt, og kan indeholde flere grave.
Ingen offentlig adgang til højen
I dag er det ejeren af Mørkholm, Gjesingvej 20, som ejer marken med Saabys Høj.
Kilder: https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder og Randers Amtsavis 20. juli 1977

Winnie Steens tegning af Saabys høj bragt i Randers Amtsavis 20. juli 1977 i forbindelse med en omtale af højen.
Bronzealder-smykke på 300 g fra eng ved Auning



Den smukke halsring - en såkaldt "Wendelring" - vejer 300 gram. Er sandsynligvis importeret sydfra. Halsringen kan i dag ses på Museum Østjylland i Randers.
Endnu et sjældent bronzefund i mose ved Auning
De to avisomtaler er fra 1968.


Middelalderligt vejanlæg ved Lykkegården

Den violette streg på kortet markerer den middelalderlige vejføring. Den øverste lyserøde markering er fabrikken som i dag rummer Jydsk Formulartryk. Den lyserøde markering ved Christensminde, er den nuværende Lykkegården.
Under tørvegravningen øst for Gl. Estrup Hovedgård fandt Martinus Christensen den 4. april 1945 et mærkeligt stykke vej på omkring 60 meter. Førstelærer H. P. Nielsen blev kontaktet for at se nærmere på vejanlægget. H. P. Nielsen kunne se, at her var noget interessant og telefonerede til Randers Museum.
4 dage senere kom Randers Museum ud for at undersøge vejanlægget ved Gl. Estrup Hovedgård. Denne gård hed dengang Christensminde. I dag kender vi den som Lykkegården.
Økonomisk må vejføringen have været meget bekosteligt og derfor må den være anlagt af en herremand på Gl. Estrup eller på et kongebud for at kunne passerer dette vådområde.
Omkring 1 km længere mod syd løber Vejle Å, som også må have været vanskeligt at passerer. Om der også her har været anlagt en stabil vej vides ikke.
Forfatteren til artiklen, lidt længere ned på siden, konkludere, at der ikke er tvivl om at anlægget er fra middelalderen. Middelalderen i Danmark strækker sig fra år 500 til år 1500. De første herremænd på Gl. Estrup, man har informationer om, er fra starten af år 1300. Men der har givet været magtfulde mænd på stedet endnu længere tilbage, men man har ingen skriftligt på disse folk.
Vejanlægget er omhyggeligt beskrevet af Povl von Spreckelsen i Randers Amts historiske årbog fra 1945. Artiklen er gengivet her:
Teglværket der leverede mursten til kirken og Gl. Estrup
Teglværket der leverede mursten til kirken og Gl. Estrup
Gravhøjene i Porsbakkerne
I Porsbakkerne findes fire frede gravhøje. Nr. 1 og 2 er rundhøje fra oldtiden. Nr. 3 er en tvillinghøj også fra oldtiden. Efter Nationalmuseets beskrivelser er tvillingehøjen nok nærmere 3 rundhøje meget tæt på hinanden.
Nordvest for på Porsbakkerne ligger yderligere to frede gravhøje. Den ene ligger i privat have (5) og den anden (4) er "Saabys høj", som kan ses milevidt omkring.
På tvillinghøjen ligger en sagnsten, kaldet Kællingestenen. Under Kællingestenen. Sagnet siger, at her ligger en heks begravet. Banker man 3 gange på stenen kommer heksen frem og hævner sig på den, der har forstyrret hende. Den gule blinkende prik markere Kællingestenens placering.


Saaby ved Kællingestenen.

Kløft mellem 2 bakker med hver sit oldtidsminde.
Langhus fra bronzealderen fundet på Bakkesvinget
