top of page

Oldtiden og middelalderen

Historier fra Aunings oldtid og middelalder er ikke mange, men rummer dog alligevel flere spændende historier. 
Oldtid vare indtil år 1050 og dækker perioderne: Jægerstenalder, bondestenalder, bronzealder, ældre jernalder, yngre jernalder og vikingetiden.
Middelalder dækker perioden år 1000 til 1536.

Fund og fortidsminder i og omkring Auning
De røde markeringer er fredede og de blå er ikke fredede fund og fortidsminder.
Kilde: https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Kort/

Urokse kraniet fundet ved Lykkegården i 1942

Uroksen, sådan som den blev udstillet i 2022 på Det Grønne Museum.

Auning-kvinden fundet i Dønmosen i 1886

Sådan så Auning-kvinden ud
Først har hun ligget et par tusinde år i en mose ved Auning. Dernæst godt 100 år på museum. Og nu har Auning-kvinden været en tur på hospitalet for at blive scannet.
    En skulptør og en retsmediciner har efterfølgende genskabt ansigtet på Auning kvinden, et 2000 år gammelt moselig, som er udstillet på Kulturhistorisk Museum i Randers.
    Hendes ansigt er hverken særligt kønt eller særligt grimt, og umiddelbart ligner det blot endnu et ansigt i mængden.
    Blandt hendes jordiske rester er de krympede stumper af et dårligt bevaret kranie, og på baggrund af dem er det lykkedes retsmediciner Niels Lynnerup fra Panum Instituttet på Københavns Universitet og skulptør Bjørn Skaarup at genskabe Auning-kvindens ansigt, så det »kommer tæt på virkeligheden«, som Niels Lynnerup udtrykker det.

Auning-pigen der blev til Auning-kvinden

Denne artikel om Auning-kvinden blev første gang bragt i Sønderhald Egnsarkivs årsskrift 1978. AuningBymuseum.dk har i denne version fra 2014 foretaget en lettere redigering og tilføjet flere fotos. PDF'en er lige til at printe eller læse online

I Nationaltiden fra den 18. juni 1886 er der tre præcise oplysning om findestedet: Parcel 1h (matrikel 1h), stedbetegnelsen ”Dønmosen” og ”30 alen vest for Aunings markskel”. (Vi forudsætter at markskellet er lig med sognegrænsen. Denne grænse er nem at finde på gamle kort).
     Beskrivelsen i Nationaltidende rummer også to meget upræcise oplysninger: ”3-4000 alen sydvest for Auning Kirke” og ”sydvest for Hovedgaarden Gammel Estrup”. Fra kirken til Dønmosen er der ikke meget mere end 1500 alen.

Anke imod Thuesens antagelse (markeret med rød prik på kortet):
1. Stedet ligger ca. 100 m øst for markskellet. Og ikke ca. 20 m vest for markskel som beskrevet i Nationaltidende. 2. Stedet ligger langt fra parcel 1h og Dønmosen.
Mulig placering ud fra de 3 præcise angivelser i Nationaltidende er markeret med grøn prik på kortet.
     De to kompasretninger krydser hinanden midt mellem Dønmosen og Thuesens antagelse, men parcel 1h (matrikel 1h), stedbetegnelsen ”Dønmosen” og ”30 alen vest for Aunings markskel” passer bedre med den grønne prik end den røde prik, som er Thuesens antagelse.
     Ovenstående kort er sammensat af et nutidigt kort og to ældre kort. Disse to er brugt til at få begge sider af sogneskellet med.

Saabys høj der blev fredet i 1945

De fleste, der har kørt ad landevejen mellem Auning og Gjesing, har nok bemærket den smukke gravhøj, der ligger vest for vejen lige nord for Porsbakkerne. Gravhøjen burde hedde "Saabys Høj". Højen står på privat grund og kan ikke besøges uden tilladelse fra ejeren.

Saabys høj blev fredet i 1945

Da Anna og Marius Saaby i 1926 købte deres statshusmandssted, lige nord for Porsbakkerne, blev de også »ejere« af gravhøjen, som ses på billedet herover.

Allerede i 1893 blev højen beskrevet af lærer Nissen fra Ramten, som rejste rundt for Nationalmuseet for at registrere oldtidsminder. Han noterer sig bl.a. at højen er meget smuk og formodentlig ubrudt.
Højen er en rundhøj fra bronzealderen (3100 år før f.Kr. til 300 år f.Kr.) som er kultur-perioden mellem stenalderen og jernalderen. Det højeste punkt på højen ligger 42 meter over havets overflade. Selve højen er ca. 1,8 meter på det højeste sted.

Saaby blev snydt af falsk opkøber
Gravhøjen var det allerførste sted Saaby foretog en egentlig udgravning. I vinteren 1926-27 havde Saaby sat sig for at bryde sten ved gravhøjen. Men da der hurtigt dukkede flere oldsager frem, blev stenbrydningen indstillet, og Saaby fik assistance fra en mere erfaren amatørarkæolog, lærer Andersen fra Vester Alling. De foretog en delvis udgravning af højen.
     I gravhøjen - en kvindegrav fra den ældre bronzealder - udgravede Saaby en smuk spiral-ornamenteret bælteplade med tap og øsken, en armring og et hårspænde, to kraftige dolke med nitter, hvor selve skæfterne var opløst og forsvundet. Oldsagerne i bronze betegnedes som meget velbevarede.
    Disse oldsager blev opbevaret hos Saaby indtil en dag i 1930, hvor der kom en mand som fortalte, at han opkøbte oldsager for museet i Randers. Saaby erfarede senere, at Kulturhistorisk Museum i Randers ikke kendte til denne opkøber og ikke havde fået indleveret oldsager, som svarede til Saabys beskrivelser. At Saaby blev snydt på denne måde, har uden tvivl redet ham, som en mare i rigtig mange år.

Træerne på højen
Lærer Nissen nævner i sin registrering, at rødderne fra store ege og bøgetræer har skærmet højen for ødelæggelser fra gravrøvere, da træernes rødder har holdt godt fast på stensætningen. Da Saaby købte ejendommen, var de træer, som Nissen omtalte, allerede fældet. I 1977 fortæller Saaby til Randers Amtsavis: - Stubbene var i 1927 allerede godt i gang med at sætte nye skud. Og 25 år efter var træerne atter anvendelige til brændsel og blev fældet. Og nu 50 år efter jeg købte højen, er der atter skov på højen. Her i 2022 står disse træer der stadig.

Saaby fik højen fredet i 1945
I 1930’erne sendte Saaby en begæring til Nationalmuseet om at få tinglyst en fredning af højen. Saaby fik umiddelbart ikke noget svar på sin henvendelse, men en dag i 1945 stod der en inspektør fra Nationalmuseet for at besigtige højen. Dette resulterede i en fredning. I fredningsdeklarationen står der,- at højen er fredningsværdig, da kun centralgraven var fjernet og resten af højen lå – og ligger stadig – urørt, og kan indeholde flere grave.

Ingen offentlig adgang til højen
I dag er det ejeren af Mørkholm, Gjesingvej 20, som ejer marken med Saabys Høj.

Kilder: https://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder og Randers Amtsavis 20. juli 1977

Winnie Steens tegning af Saabys høj bragt i Randers Amtsavis 20. juli 1977  i forbindelse med en omtale af højen.

Bronzealder-smykke på 300 g fra eng ved Auning 

Den smukke halsring - en såkaldt "Wendelring" - vejer 300 gram. Er sandsynligvis importeret sydfra. Halsringen kan i dag ses på Museum Østjylland i Randers.

Endnu et sjældent bronzefund i mose ved Auning

De to avisomtaler er fra 1968.

Middelalderligt vejanlæg ved Lykkegården

Den violette streg på kortet markerer den middelalderlige vejføring. Den øverste lyserøde markering er fabrikken som i dag rummer Jydsk Formulartryk. Den lyserøde markering ved Christensminde, er den nuværende Lykkegården.

Under tørvegravningen øst for Gl. Estrup Hovedgård fandt Martinus Christensen den 4. april 1945 et mærkeligt stykke vej på omkring 60 meter. Førstelærer H. P. Nielsen blev kontaktet for at se nærmere på vejanlægget. H. P. Nielsen kunne se, at her var noget interessant og telefonerede til Randers Museum.
    4 dage senere kom Randers Museum ud for at undersøge vejanlægget ved Gl. Estrup Hovedgård. Denne gård hed dengang Christensminde. I dag kender vi den som Lykkegården.
    Økonomisk må vejføringen have været meget bekosteligt og derfor må den være anlagt af en herremand på Gl. Estrup eller på et kongebud for at kunne passerer dette vådområde. 
    Omkring 1 km længere mod syd løber Vejle Å, som også må have været vanskeligt at passerer. Om der også her har været anlagt en stabil vej vides ikke.
    Forfatteren til artiklen, lidt længere ned på siden, konkludere, at der ikke er tvivl om at anlægget er fra middelalderen. Middelalderen i Danmark strækker sig fra år 500 til år 1500. De første herremænd på Gl. Estrup, man har informationer om, er fra starten af år 1300. Men der har givet været magtfulde mænd på stedet endnu længere tilbage, men man har ingen skriftligt på disse folk. 

Vejanlægget er omhyggeligt beskrevet af Povl von Spreckelsen i Randers Amts historiske årbog fra 1945. Artiklen er gengivet her:

Teglværket der leverede mursten til kirken og Gl. Estrup

Teglværket der leverede mursten til kirken og Gl. Estrup

Gravhøjene i Porsbakkerne

I Porsbakkerne findes fire frede gravhøje. Nr. 1 og 2 er rundhøje fra oldtiden. Nr. 3 er en tvillinghøj også fra oldtiden. Efter Nationalmuseets beskrivelser er tvillingehøjen nok nærmere 3 rundhøje meget tæt på hinanden. 
    Nordvest for på Porsbakkerne ligger yderligere to frede gravhøje. Den ene ligger i privat have (5) og den anden (4) er "Saabys høj", som kan ses milevidt omkring. 

På tvillinghøjen ligger en sagnsten, kaldet Kællingestenen. Under Kællingestenen. Sagnet siger, at her ligger en heks begravet. Banker man 3 gange på stenen kommer heksen frem og hævner sig på den, der har forstyrret hende. Den gule blinkende prik markere Kællingestenens placering.

Saaby ved Kællingestenen.

Kløft mellem 2 bakker med hver sit oldtidsminde.

Langhus fra bronzealderen fundet på Bakkesvinget

Landmålerstokkene markerer stolpehullerne fra bronzealderhuset. De har haft god udsigt, dem der boede her. Foto fra 2006.

Langhus fra bronzealderen og fortidens Webergrill

I 2006 fandt Museum Østjylland et 18 meter langt hus fra bronzealderen ca. midtvejs på stien mellem Tårupvej og Bakkesvinget. Derudover fandt man et par kogestensgruber, der har været brugt til madlavning. De fungere efter samme princip som en grill, det er bare et hul i jorden med en masse varme sten i. I dag er der ingen synlige spor at dette bronzealderhus. Gravhøjene i og omkring Porsbakkerne er fra samme periode som dette langhus.

Om Marius Saaby virke som amatør arkæolog 

Artiklerne herunder om Marius Saaby er hentet fra Sønderhald Egnsarkivs årsskrift 2021.

En beskeden kirke de første 400-500 år 

Sådan har Auning Kirke nogenlunde set ud de første 400-500 år. Apsis er tilbygget af ukløvede marksten og ikke som skib og kor bygget af granitkvadre. Kirkeklokken har formodentlig siddet i vestgavlen eller på en klokkestabel ved siden af kirken. 

En beskeden kirke de første 400-500 år 

Kirken stammer fra 1100-tallet og blev opført i kvadersten, men er senere blevet ombygget til sin nuværende form. Omkring 1500 blev det flade bjælkeloft således erstattet af hvælvinger – en krydshvælving i koret og to stjernehvælvinger i skibet – mens tårn, våbenhus og et tredje fag i skibet – alt sammen i munkesten – blev tilføjet i 1616 af en bygmester ved navn Mathias, der for Eske Brock også ombyggede den nærliggende herregård Gammel Estrup, hvis ejer også ejede kirken indtil den i 1921 gik over til selveje.

For at gøre plads til hvælvede lofter øgede man omkring år 1500 højden på kirkens 
ydermure med munkesten. Munkestenene ses tydeligst udvendigt på kirkens nordside. 

Stemningsbillede fra det ældste kirkerum

Arkitekt Preben Hansen fortæller i 1930 om Auning Kirke: - Lav og fattig var den første granitkirke fra 1100-tallet, man kan endnu se dens omrids i de nuværende mure. En ganske forunderlig virkning må dette lavloftede, nattemørke rum have haft, når kerterne under gudstjenesten sparsomt oplyste den snævre apsis. Det var dengang urolige tider med krig og plyndring, og her bag de tykke mure med de smalle vinduer og trange dørhuller havde Auningbønderne deres fristed, når uvejret trak henover egnen og vindebroen på Estrup var hejst.
     De hvælvede lofter kom først til omkring 400 år efter opførelsen. Bygherren var formodentlig herremanden Lave Brock på Gl. Estrup. Ved den lejlighed øgede man højden på kirkens ydermure med munkesten. Disse munkesten ses tydeligt udvendigt på kirkens nordside. Korbuen blev også udvidet. Derved blev to store granitsten, som understøttede buen mellem skib og kor, overflødige. Disse granitsten med tovsnoninger kan i dag ses udenfor på hver side af våbenhuset. 
     I 1616 blev kirken udvidet til næsten det dobbelte af herremanden Eske Brock på Gl. Estrup. Eske Brocks bygmester hed Maties, han har formodentlig også stået for denne udvidelse af kirken i 1616. Kirkeskibet blev udvidet med et ekstra fag, og kirken fik sit nuværende klokketårn og våbenhus med kamtakkede gavle. Gavlene på skibet og koret blev ligeledes kamtakkede, som det også ses på Gl. Estrup. 

Mandsdøren er næppe synlig

Og dog. Kigger man godt efter kan man på sydsiden, lidt til venstre for våbenhuset, se en samling af hvidkalkede kvadersten samt nogle ujævnheder i midten. Man aner en vindueskarm foroven og småsten neden for soklen. Fra kirkens allerførste dage for ca. 800 år siden har det været den oprindelige mandsindgang indtil udvidelse af kirken med tårn og våbenhus i 1616. Kvindeindgangen på nordsiden findes der ingen rester af pga. kapellet. 

Auning Kirke er nærmere beskrevet HER

Ornamenteret hjortetaksskaft fra Auning mose

Artiklen herunder er hentet fra Sønderhald Egnsarkivs årsskrift 1982.

Skåltegnsstenen på Gl. Estrup

Det er den almindeligste opfattelse, at skåltegnene er frugtbarhedssymboler. 

Sten nr. 1: Skåltegnsstenen er placeret indendørs i en af udstillingerne. Sten nr. 2 ligger udendørs, godt gemt i skovbunden.

Stor skåltegnssten fundet på Gl. Estrups marker i 1972

Fundet af skåltegnsstenen betød at Landbrugsmuseet direktør, Svend Nielsen overvejede et udendørs anlæg med flere sten med tilknytning til landbruget. Dette anlæg blev dog aldrig en realitet. Skåltegnsstenen indgår dog i en af Det Grønne Museums udstillinger, men uden nogen form for oplysninger om denne enestående sten med skåltegn.
    Den første, der foretog nærmere undersøgelse at skåltegnsstenen på Gl. Estrup, efter at den var fundet at traktorfører Søren Børgesen, Auning, var amatørarkæologen Marius Saaby, og han udtaler til avisen, at det absolut kan have sin berettigelse, at stenen bevares på Gl. Estrup, idet stenen er fundet på gårdens marker, og den med sin særegne ornamentik er et minde om et kultisk indslag hos den landbrugsbefolkning, som for ca. 3000 ar siden dyrkede den jord, som siden blev til Gl. Estrup gods.
    Marius Saaby har haft nærmere kontakt med museumsinspektør Svend Nielsen, og det er Svend Nielsens plan at lade skåltegnsstenen indgå som et led i et udendørs anlæg sammen med andre sten med tilknytning til landbruget gennem tiderne, f.eks. kværnstene fra oldtiden op til vore dage. I den forbindelse har Marius Saaby ladet nogle gamle kværnsten fra Oustrup Mølle ved Øster Alling reserverer for landbrugsmuseet.

Søren Børgesen fandt også en anden interessant sten

I et sådant anlæg for „mindesten" vil skåltegnsstenen blive grundstenen, alene i kraft sin alder, men der er også anden mindesten parat til et sådant anlæg, idet der på Estrups enemærker, nær forvalterboligen, slår en smuk og regelmæssig natursten. Denne sten er en meter høj og en halv meter bred. Den har foroven Indhugget initialerne I. H. J. og M. R. D. og 1609. Midt på den nederste halvdel ses desuden et indhugget ligebenet kors, knap en snes centimeter i tværmål.
    Det var i øvrigt også Søren Børgesen, der gjorde opmærksom på denne sten, fortæller Marius Saaby. Den stod nedgravet så dybt, at korstegnet var dækket af jord. Det kan være vanskeligt at tolke denne stens historie. Ser man nøje efter, er der en tydelig forskel på indhugningsteknikken i korset og den øvrige tekst. Korset er hugget langt finere og regelmæssigt, og der er sikkert ingen forbindelse mellem initialerne samt årstal og korset. 
     Engang i året 1609 er denne sten udvalgt og rejst som et minde over en begivenhed i godsets historie. Mere kan der i øjeblikket Ikke siges herom. Hvad angår korset har det utvivlsomt sin egen historie. Dette symbol er kendt fra vikingetiden under forskellige forhold, og det er sandsynligt, at stenen førte gang er rejst som en bautasten, altså et minde om en person eller andet. Der kan altså teoretisk godt være henved tusinde års mellem stenens to faser. 

Randers Amtsavis 27. juni 1972.

Guldhornene på Auning Skole

I 1980 fik Auning Skole foræret en rekonstruktion af guldhornene. Giveren var familien Buch-Jepsen.
Anders Buch-Jensen fortælle, at guldkornen var en gave til skolen fra Anders Buch-Jepsens mor.
Rekonstruktionen er fremstillet i 1945 af Anders Buch-Jepsens morfar, S. A. Andersen.

Randers Amtsavis 21. juni 1980.

bottom of page