top of page
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!
1/18
2024loge
Auning IF Fodbold Logen 2024:
Den spæde start
Ungdomshold og talentturnering
Seniorfodbold
Oldboyshold
Portrætter af logens medlemmer
Årsoversigt IF Fodbold
Milepæle for Auning IF Fodbold
Kurt og Torben om pokalkampen i 77
Æresmedlem Laurits Pedersen
Træner Oskar Andersen
Træner Anders Andersen
Hvor lå fodboldbaner i Auning?
Scrapbøger
Velkomsten til det første møde i logen den 21. marts 2024.
Ka´ du så huske dengang?
Klip fra Nyhedsbrevet Stort & Småt nr. 27
“At sidde 12 mænd i et omklædningsrum, kun iført under-fræsere og med sætningen: “Kan du så huske dengang? ” som den mest benyttede sætning. Det er da fantastisk. Duften af deo, våd hund og støvler, der har ligget i tasken i fem måneder. Det er ganske enkelt mandehørm i verdensklasse”.
Kort og godt. Det er det som Kurt Madsen og Torben Olsson, begge 69 år gamle, og med en megalang fortid i Auning IF`s fodboldtrøje, gerne vil give en chance her på deres lidt mere modne dage.
De har begge gået i Auning Skole i samme årgang, men i hver sin klasse. Og så har de spillet fodbold sammen gennem alle børne- og ungdomsrækkerne og i en lang seniorkarriere, der sluttede som oldboys med knap så friske ben.
Auning IF Fodbold Logen 2024
Nu skal kredsen af gamle Auning IF-fodbolddrenge have en overhaling. Det bliver i form af intet ringere end en loge. En lidt løs snak om fodbold-fortiden og de mange skæve og lidt finurlige historier, der knytter sig til fællesskabet, kammeratskabet og samværet omkring fodbolden, blev til mere end løs snak.
Et lidt tilfældigt møde med Tommy Hjorth, iværksætter og eventmager i særklasse i Auning, satte på no time loge-projektet på skinner. Det i en grad og et tempo, der lige var ved at tage pusten fra Madsen og Olsson. Men nu er det så i den grad alvor. Torsdag 21. marts med start kl. 18 i AIF Cafeen med velkomst ved de to gamle drenge, der undfangede ideen. Denne vel første egentlige loge på vores himmelstrøg åbnes officielt af én af de gæve AIF-fod-boldkæmper: Peter Hjulmand, der også udmærker sig ved at være far til landsholdets træner Kasper Hjulmand. Herefter står den på spisning og hygge i cafeen, hvor spillene fra klubbens førstehold serverer for de gamle. Der er udstedt forhåndsgaranti for socialt samvær med hygge i superliga-klasse, gode gedigne røverhistorier, fodbold-quiz og et nostalgisk kig i de støvede arkiver. Klokken 22 lukker logen ned og siger ”Tak for i aften”. For at kunne blive medlem af logen skal man være fyldt 55 år. Og så skal man have spillet fodbold i Auning IFs klubtrøje. Ufravigelige krav, der ikke kan dispenseres fra. Det er tanken, at logen hidkalder sine medlemmer et par gange om året til et logemøde, hvor der som en betingelse altid skal være god mad og drikke som fast punkt på dagsordenen. Hvad der ellers skal skrives ind i kalenderen er der ikke taget stilling til, og her er det de kommende loge-medlemmer, der skal på banen med konkrete ideer.
Yderligere information
om logen kan fås ved:
Kurt Madsen, tlf. 61138070,
mail: khm1954@gmail.com
eller Torben Olsson,
mail: teo.olsson@mail.dk
For vennerne Kurt Madsen og Torben Olsson er det ikke EM-guldet i 1992 eller Champions League-finalen i 1999 der står klarest i erindringen, men derimod en pokalkamp i 1977 på en mudret bane bag Auning Idræts- og Kulturcenter.
Den officielle bane var ubrugelig på grund af vejret, så hjemmeholdet Auning IF fra Serie 2 og gæsterne Bramming BK fra Jyllandsserien måtte spille på en træningsbane.
For de 12 spillere fra Auning, som den efterårsdag i 1977 besejrede Bramming BK 5-4 i DBUs landspokalturnering, blev det en helt usædvanlig god kamp. Spillerne, der huskes fra holdet, var Peter Hjulmand Nielsen, Jens D. Larsen, Palle Erbo, Jørgen 'Jolle' Munk, Torben Olsson, Kurt Madsen, Lars Pedersen, Thøger Brix, Ebbe Bruun, Torben Pedersen, Jørn Johansen og Erik Pedersen.
Gæsterne fra Bramming var favoritter og førte 4-0 med en halv time tilbage. Hjemmeholdets målmand, Jørgen ’Jolle’ Munk, havde hentet bolden ud af nettet fire gange, og hjemmepublikummet havde næsten opgivet håbet.
Men en reducering fra Auning og endnu et mål fik publikum til at vågne. Da stillingen blev 4-3, kom der liv i lægterne, og på banen begyndte Auning at tro på udligning. Anført af den unge Torben Pedersen og med den erfarne måltyv Ebbe Bruun som træner, øgede Auning presset.
Til sidst fik Auning udlignet, og kampen gik i forlænget spilletid. Her lykkedes det hjemmeholdet at score det afgørende mål, og en sensation var en realitet. Det var usædvanligt, at et Serie 2-hold kunne slå et hold fra Jyllandsserien, men det gjorde Auning IF med deres dedikerede trup, der stort set spillede hele sæsonen uden udskiftninger og endte med oprykning til Serie 1.
En af holdets nøglespillere var Peter Hjulmand Nielsen, lærer på Auning Skole og far til Kasper, som muligvis så kampen. Ingen kunne dengang vide, at Kasper Hjulmand en dag ville blive træner for det danske A-landshold.
Portræt af logens medlemmer
Herunder følger nogle små kærlige portrætter af logens medlemmer fra dengang de var på toppen af deres fodboldkarrierer.
Alex Sørensen
Bent Brix
Bjarne Sejersen
Bo Thygesen
Danner
Erik Mønster
Erik Pedersen
Ejvind Peter Almind Sørensen
Hans Peter Hansen
Harry Iversen
Henning Skjødt Nielsen
Henrik "Laur" Laursen
Henrik Thygesen
Jens D. Larsen
Jens Erik Hougesen "Serik"
Jens Krogsgaard
Alex Sørensen
Manden der gik og stadigvæk går op i sport
Han dækker vel de fleste sportsgrene men her på hans ældre dage er det håndbold som holdleder i Skanderborg Hvis vi går tilbage i tiden så var han altid med på de små baner og senere i AIF på forskellige hold altid blæsende rundt på midten af banen.
Man kunne mene at han nok har brugt lige så lang tid liggende og rode rundt på midten af banen efter glidende taklinger som han har været oprejst Det var også tydeligt at det var ham der var på spil når han ikke fik fanget modstanderen for så lød der en stønnen efterfulgt at lyden “saaaaatans“.
Vi er nogle der aldrig glemmer en oldboyskamp hvor han var blevet lovet 3 kasser øl hvis han fik scoret et mål i kampen - (vi havde aftalt at vi ville takle ham hvis han blev fri og kunne score) Nå! Men han snød os med en uventet finte og pludselig var han helt fri foran målet så brændte han skuddet og mistede 3 kasser øl.
Det helt uventede skete hos vores modstandere for de kunne ikke forstå hvorfor vi lå rundt omkring på banen og grinede af vores holdkammerat som ikke fik scoret.
Men en Kriger på banen - var overalt og skånede ingen heller ikke sig selv.
Vi er flere der har mærket ham når vi trænede for vi kunne jo bare lade være med at komme for tæt på.
Bent Brix
Midt på banen er der et bundt modstandere og et sted inde i midten et der en Auningspiller der drejer rundt med bolden. - Lidt tå, lidt hæl, op og træde på bolden, skubbe den lidt frem og lidt tilbage, for så tit at træde ud af klyngen, stadigvæk med bolden eller sommetider sker der det, at han kommer farende ud af klyngen uden bold. Det er altid spændende, man ved aldrig hvad det ender med. - Hvem taler vi om? - Bent Brix!
Da hallerne var nye og Brix var halinspektør havde Bent jo gode muligheder for at træne og lære at bruge banderne til at lave smarte ting og sager. Kan huske hvordan han som barn tryllebandt tilskuerne med de utrolige finter og dygtig udførte tricks så modstanderne ikke vidste hvor bolden var (den lå i målet).
Senere som ungdomsspiller, senior, oldboys så er det en del af Bents fodbold DNA han kan bare ikke lade være med at dreje rundt eller lave en finte og det ser sgu godt ud når det lykkedes.
Der er også somme tider at de forsvarsspillere der lige har kæmpet for at få fat i bolden, råber til ham - så spil da bolden videre, men det er selvfølgelig kun når hans finter ikke virker og han kommer ud af klyngen uden bold.
Nu er vi så nået der til hvor vi spiller Oldboys fodbold og her yder Bent en stor indsats for han er jo en af de spillere der stadigvæk har kondition og kan løbe hvilke tit gør, at han også får scoret nogle mål. Finterne? - Nå ja, de bliver stadig brugt i et tempo, så vi alle kan nå at se hvad der sker.
Den dag Bent Brix skød armen af Steen Taudal
En dejlig forårsdag drog serie 5 mod Øster Alling til et lokalbrag af dimensioner. Med på holdet var bl.a. Bent Brix. Den lille, elegante "Trylle Erik agtige" Brix på midtbanen. En kamp der for Aunings vedkommende blot skulle overstås. Det var ikke et spørgsmål om sejr, blot størrelsen af denne. Men, men, men .... Som det altid var med ØAI stillede de med et hold, der måske teknisk, ikke var på niveau med Aunings. Men det de ikke havde I teknik, det havde de i fight, løben, moslen og en tro på, at Auning skulle ned med nakken.
Kampen bølgede frem og tilbage og bedst som man troede det blev en nullert, trådte Brixen i karakter og svingede venstrebenet. Bent tænker selv den dag i dag, "dommedagsskud" mens andre så bolden lige akkurat kunne trille under Steen Taudal og ind i kassen. 1-0 til Auning og dermed kampens resultat.
Om Steen slog armen i faldet er uvist, men rygtet fortæller det var Bent's drøn der gav Steen en skulderskade. Ja måske endda en brækket arm. Flere mener faktisk at have set armen blev skudt af.
Når man spørger Bent i dag om det var et drøn, svarer Bent, på sin egen stille og rolige facon. "Drøn? Da jeg efterfølgende skød målspark stillede de mur op".
Nå ja overdrivelse fremmer forståelsen.
Bjarne Sejersen
Bjarne har fået sin fodboldopdragelse i den stribede trøje
Den var bare rød og hvid for det skete i Pindstrup. Lidt senere i ungdommen blev den røde farve udskiftet med en blå og så stod der Auning på trøjen.
Første gang Bjarne sådan rigtig dukkede op på den lokale fodbold himmel var i talentturneringen hvor holdet kom i finalen og Bjarne var det nye superkort som Rougsø Alliancens hemmelige våben.
Der blev ham omtalt som en målsluger - en “Bomber”. Det skulle vise sig, at det havde ham tænkt sig at blive ved med i mange år også som senior- og oldboysspiller.
Bjarne kunne ikke rigtig med de forsvarsspillere det var hårde og brutale, for det var ikke Bjarnes livret at blive sparket over benene. Hvad gør man så? Ja, han udviklede en smart teknik, for han havde jo regnet ud, at når sådan en forsvarsspiller kom busende i fuld fart, for at give ham en grov takling, så gav Bjarne bolden et lille puf bag om forsvarsspilleren, for en spiller der kommer brasende har jo svært ved at løbe baglæns - smart tænkt og så var Bjarne i fuld fart mod målet - I guder hvor har han lavet mange mål.
I en periode spillede Bjarne for Dronningborg hvor vi mødte ham nogle gange og vi vidste godt at han ikke skulle have mange muligheder. Så vi satte ham altid “under tæt markering“. Senere vendte han tilbage til Auning, hvor han var en afgørende angriber med sit kloge spil og hurtige ryk mod målet.
En angriber med en målnæse i særklasse.
Bo Thygesen
Gammel Auningdreng som var med til det hele!
Rundt på alle de små baner og skyde på mål i haverne, så der er røget nogle ruder og knækket nogle blomster. Så kom den tid hvor vi blev medlemmer af Auning IF!
Var vi gode? - Næe jae jow, det var vi hvert 2 år for så kom de unge med på holdet og der var Bo altid med og han var så stabil dygtig at han blev udtaget til talentholdet i flere omgange.
På talentholdet for Rougsø Alliancen: 1975 (finalerunden i Auning). Var med på førsteholdet i 1974 da Auning rykkede op fra serie 3 til serie 2.
Derefter på serie 2 de følgende år.
Så skete der en masse i livet noget med at rejse til Norge og arbejde for senere at komme tilbage til Auning og stifte familie og købe hus.
Der har altid været en hobby for Bo som måske nok har været vigtigere end fodbold. Det startede med at hans knallert kunne køre vildt stærkt så blev han gammel nok til motorcykel og udover han selvfølgelig skulle have en af de store så begyndte han at køre race hvor mange af løbene var i udlandet
“Classic Road Racing” Hold øje med den røde Suzuki - det går bare så hurtigt. Det er en sport hvor konditionen skal være i top og du skal være “toptunet”.
Så når han deltog i fodboldkampene var han i så god form at han både var med fremme i angrebet plus han hurtigt vendte om og løb tilbage i forsvaret. Vi så ham stadigvæk på fodboldbanen når han havde tid mest som oldboysspiller både på 11 mands og 7 mands (gammelbold).
Efter kampene blev der diskuteret og snakket så “fanden var løs” og Bo holdt sig ikke tilbage med sjove historier og godmodige drillerier.
Liv og glade dage med fuld knald på.
Danner
Danner er jo en gammel Århusdreng som nu bor i Nørager.
Han er hvad man kalder modstandernes værste mareridt.
Danner er fræk som en slagterhund - går direkte på kassen og laver de mest tætte driblinger plus han rykker med kurs direkte på mål.
Så krydrer han selvfølgelig hans afslutninger med enten et skud omkring målmandens ører eller en finte og selv om han ofte er alene i angrebet så har han også flere gange været topscorer for Aunings Oldboys.
Ejvind Peter Almind Sørensen
Kom til verden i 1947 og allerede som 6-7-årig begyndte han at husere på fodboldbanerne.
Ejvind havde jo nogle gode drenge at spille med, for i det område, hvor han boede, var der flere gode fodboldspillere, og da han senere kom i lære hos Bonnerup som tømrer, kunne han jo springe rundt på byens tage sammen med bl.a. Erik og Per Dannemand Sørensen, men tænker ikke de kunne fange ham, for Ejvind var smidig og hurtig hvilket han også benyttede sig af i fodboldspillet
Han var også en af de udvalgte drengespillere i indendørsfodbold, hvor han spillede sammen med Jørn Johansen, Erling Munk og Per Dannemand Sørensen, så det var vel ikke så underligt at de suverænt vandt stævnerne.
Kom på Aunings førstehold i 1965. Slog hurtigt igennem i angrebet for han var meget teknisk dygtig og super hurtig.
Dem der spillede sammen med ham siger følgende: Han var sgu næsten umulig at tage bolden fra, for han var bare så dygtig til både at finte og drible.
Den første storkamp var en pokalkamp i 1965 mod Ørsted, hvor Auning vandt pokalen med en sejr på 3-2 i Randers Dagblads cup-turnering for ynglinge. På det tidspunkt havde Auning ingen ynglinge hold, så alle spillerne spillede dagligt på seniorholdet i serie 2
Mange mente at Auning på dette tidspunkt spillede lige til kanten, hvilket nok var rigtigt for de var jo blevet noget hærdet af at spille seniorbold.
Men den store kamp og oplevelse var pokalkampen på Auning stadion mod Randers Freja som spillede i 2 division og hele vejen rundt om stadion var der fyldt med tilskuer, som alle ville se hvordan Aunings dygtige spillere ville klare denne store opgave som var en kæmpe mundfuld.
Det viste sig også at holde stik, for Auning tabte 8-1, men havde stor ære af deres indsat for de gav alt hvad de havde i sig.
Ejvind stoppede med fodbold i Auning sidst i 60’erne, hvor uddannelse og job førte ham videre i livet.
Erik Mønster
Denne fodboldmaskine er en af de spillere der har spillet i den rød/hvidstribede trøje for Pindstrup. Som lidt sent skiftede til Auning og fik den blåstribede trukket over hovedet. Men til stor overraskelse for Erik, så opdagede han for ikke så længe siden, at han har spillet længere tid for Auning end han har for Pindstrup. Gad godt vide hvor mange kilometer han har løbet for Auning?
Erik er en fodboldmaskine - han starter med at løbe lige så snart dommeren fløjter kampen i gang. Så er han overalt på banen og vi har da også tit stået udenfor og spurgt hinanden - hvilken plads spiller Erik i dag?
Han giver aldrig op og vi kan tit se, at vores modstandere sukker opgivende og tænker “kommer han nu igen“ - ja det gør han! Kæmper så det fløjter og er fuldstændig utrættelig.
Som oldboys spiller må man jo skifte ud løbende - og det benytter Erik sig af. Vi har tit hørt ham sige når han vil udskiftes - jeg er godt nok træt.
Det er mest på midten af banen vi ser ham “fræse rundt“, så kan han jo hurtigt blande sig i både forsvaret og angrebet og det gør han gladelig, for han vil være med der hvor det sker.
Så er jeg ikke helt klar over om han har set muligheden eller det er tilfældigt, for han har en evne til at snige sig med frem i angrebet og lige få lavet nogle mål eller spille en medspiller fri som så let kan score.
Man kan altid regne med en 100% indsats og så er han jo også hyggelig, når vi vender detaljerne i omklædningsrummet.
Erik Pedersen
Vel nok den dygtigste og mest betydningsfulde spiller igennem tiderne på sin plads
Han fik hurtigt og meget ung fast plads på Aunings bedste seniorhold og det var tydeligt at her var der noget helt specielt for han kunne læse spillet og lod bolden gøre arbejdet plus hans afleveringer var helt i særklasse.
Det skete en gang imellem at han ikke var med i en kamp det kunne være en skade eller andet og så var der noget galt i vores spil for der manglede et vigtigt bindeled. Erik var der hvor han skulle være om det så var i forsvaret eller fremme i angrebet og så kunne han se mulighederne før andre så vi andre blev spillet gode.
Vi har aldrig helt forstået hvordan han kunne løbe så meget i en kamp og bare blive ved med at bygge spillet op og servere den ene " sukkerbold" efter den anden.
Så lige en lille sjov historie: Jeg havde fornøjelsen af at spille for Kristrup i en sæson hvor vi skulle møde Auning som lå i toppen af serie 3 og også rykkede op i serie 2. Vi havde samlet et superhold med nogle spillere fra Jyllandsserien og andre forstærkninger. Så skete det ingen havde forventet! Erik Pedersen dukkede op som en trold i vores forsvar og nikkede bolden i kassen. Det kan jeg bare sige at det skete ikke i hver sæson at han lavede et hovedstødsmål.
Ud over hans evner på græsset så styrede han også Aunings bedste hold i både indendørs og firmafodbold.
Hans Peter Hansen
Han var bare så træls - hvorfor?
Fordi han var den bedste til alt det vi lavede og det var både til højdespring - længdespring - løb - kast - håndbold - bordtennis - og fodbold.
Vi andre havde dog den glæde at når vi spillede på den lille bane nedenfor Porsbakkerne oppe ved Leif og Hans Peter så var det en stor fornøjelse, hvis vi fik Leif og Hans Peter på hvert sit hold for de kunne blive vildt uenige. Det var bare så underholdende når de gik igang med at diskutere selv den mindste detalje - var den bold inde i målet eller var den ikke. Du lavede frispark - nå men du skubbede også lige før. Jow Jow der blev gået til vaflerne!
Da vi senere startede i klubben AIF stod det klart at Hans Peter var vores krumtap for han var bare så dygtig til at styre spillet og det blev han ved med at være helt op til han spillede senior fodbold.
Det var ikke så mange år han spillede senior men det stod klart for alle der så på at han var dygtig og dominerende på holdet. Der blev ikke givet ved dørene. Han var en hård spiller og specielt var han stærk i hovedspillet men han kunne også det der med at forudse hvad der ville ske så han havde de rigtige løb og lavede en del mål når han trak med frem i angrebet.
Hans Peter var aktiv og var med på førsteholdet til flere oprykninger fra serie 3 til serie 2 plus serie 2 til serie 1. - Værdifuld spiller som holdt op alt for tidligt.
Harry Iversen
Hold nu fast!
Harry kommer fra Hampen (ikke helt ude i hampen) det er en lille by ikke langt fra Nørre Snede.
Så rejser han til Byrsted Hjæs (det er stavet rigtigt) her begynder han at spille fodbold på seniorplan og det er tydeligt hvad der kendetegner ham for hvis der er noget som Harry kan - så er det at løbe hurtigt!
Et job som bager trækker Harry til Djursland for han får job i Nørager bageri og spiller fodbold på seniorplan for dem med de gule og sorte striber i serie 3.
Harry bliver lokket til Auning af Bagermester Brandt Sørensen og får job i bageriet samtidig med han spiller fodbold fra 1966 - 1968 på Aunings serie 2.
Nu er Harry jo en klog mand så han sørger hurtigt for at blive træner i håndbold.
Specielt er der noget der trækker på kvindeholdet for her er Ingrid med og det ender jo med at hun bliver gift med Harry og sammen drager de til Spentrup hvor Harry også spiller lidt fodbold.
I 1975 kommer de tilbage til Auning hvor de sammen driver bageriet i byen.
Harry har et par voldsomme historier med i fodboldtasken!
Den ene er fra en kamp på Auning stadion hvor Harry får en slag på næsen og får voldsomt ondt - efter kampen bliver man enige om at han hellere må smutte forbi læge Mehlsen som siger til Harry at det bare er et slag hvorefter Harry bliver puttet på sofaen omme ved Ingrids forældre men kan ikke falde til ro og må søge læge igen. Denne gang bliver det konstateret at næse er brækket.
Så er den næste historie mere klar
Auning skal møde Thorsager Rønde i en topkamp og der er ikke spillet mange minutter før Harry har spurtet fra alt og alle med det resultat at han hurtigt har banket 2 bolde i kassen. Det blev for meget for Thorsager Røndes målmand John Bjerregård Christensen som råber Harry ind i hovedet at nu kunne han sgu godt styre sig for ellers vil han få et par på kassen.
Harry kunne ikke styre sig for der opstår en mulighed for at hoppe op og nikke bolden i mål hvilket gav følgende resultat. Harry ramte bolden og lavede sit 3 mål. Målmanden ramte Harry og som lovet fik han en ordentlig en på kassen.
Henning Skjødt Nielsen
Henning Skjødt Nielsens fodboldhistorie
Første gang vi mødte Henning var han med på et hold fra Silkeborg (Som jeg husker det).
Han var træls, for man så han ikke sådan rigtig før det var for sent. Så havde man lige nøjagtig den tid det tog fra man røg op i luften til man landede i græsset til at fundere over "hvad blev jeg ramt af". Så stod han pludselig til træning i Auning og selvfølgelig røg han lige ind på førsteholdet han passede bare perfekt ind i vores forsvar.
Henning har en lidt specielt ting han gør som forsvarsspiller for han mestrer at snuppe en angriber sådan lidt fra siden så man både kommer ud af balance og slår sig som regel godt og grundigt.
Så var han utroligt stærk i hovedspillet både som forsvarsspiller eller med i angrebet ved frispark og hjørnespark det har han lavet en del mål på Sommetider kunne det ske at der var en spiller fra modstanderne som han havde set sig sur på - så var det bare at vente lidt før det sagde "klask".
Henning var altid med i de gode seniorår og på oldboysholdene. Kan godt huske hans sidste kamp den var lidt speciel. Det kan godt være at han pludselig kom til Auning, men han forlod også pludselig fodboldbanen. Vi spillede en oldboyskamp og han blev skiftet ind på banen, så fik han en fiber uden at have rørt bolden og måtte forlade banen.
Kan man sige? Han kom - Han spillede - Han sejrede - Han gik hjem.
Henrik "Laur" Laursen
Spiller altid kampen færdig selv med en brækket tå.
Henrik "Laur" Laursen, som bor i Horstved, har også meldt sig ind i Logen 2024. Laur har spillet oldboys i Auning mange år, og tidligere spillet på førsteholdet i både Kolind og Grenå. Han er kendt for virkelig at give alt i sig på fodboldbanen og er modstandernes værste mareridt. Oldboysholdets svar på Duracellkaninen.
Henrik Thygesen
Thyge, som han i daglig tale kaldes, huserede på midtbanen på andetholdet.
Henrik var god med bolden og smed mange af de lange til os på fløjene. Henrik havde temperament og rap i replikken. Ofte blev Henrik provokeret af modspillere, der hentydede til det røde hår, men her var Henriks svar. “Jeg kan farve hår, du er ligeså dum i morgen”! Var modstanderen ikke irriteret, så blev han det. Mens Henrik spillede, var der mange trænere gennem butikken. Kun en enkelt så Thyge som troværdig, nemlig Egon Jensen. Egon så et lys i Thyge og et par andre “ukendte” spillere, og spekulerede i en plads på førsteholdet. Da det endelige hold skulle sættes kom de egentlige “trænere” Egon til undsætning og satte holdet som det altid havde været.
En enkelte træner så bestemt ikke lyset i Thyge og ut. hvilket resulterede i vi begge blev kaldt ”Hundehandlere”.
Jens D. Larsen
Igennem hele sin fodboldkarriere har Jens været et kondifænomen!
Han sad godt fast som højre bak på de hold som han var på og det var fra en meget ung alder helt op til Oldboysfodbold.
Som ung har vi tit beundret hans indsats når en hurtig fløj snød ham og stak afsted mod målet for han nåede ikke ret langt så havde Jens fanget ham igen og så var det angreb stoppet.
Tænk engang!
Jens kunne komme i høj fart for så i en glidende takling forsøge at snuppe bolden fra en angriber og hvis han blev snydt så var han oppe igen i samme bevægelse for hurtigt at vende rundt og sætte efter angriberen.
Bare vi kunne vise en film af det - det var meget elegant.
På et tidspunkt havde vi nogle trænere som gerne ville op i skoven og løbe så vi kunne komme i en god form, og når selve løbetræningen var overstået i skoven og vi var helt flade så sagde træneren - frit løb til hallen hvem kommer først?
Så skiftede Jens taktik for han pustede brystkassen op og stak afsted ned over skydebanen med et par stykker efter sig for at komme først ud til hallen.
Vi var en del der stod i skovkanten og nød den flotte natur mens de fræsede afsted i et vildt løb til fare for børn og svagt gående borgere.
Jens har i sin fodboldtid været med til mange op og nedrykninger for han har deltaget med stor dygtighed og energi i mange år.
Han var specielt kendt af pigerne for når vi festede så var han altid på dansegulvet og mens han svingede pigerne hurtigt rundt så sang han så højt at vi slet ikke kunne høre “ Birthe Kjær “
Utroligt hvor han fik den energi fra .!
Jens Erik Hougesen “Serik”
Jens Erik gik på Auning skole, årgang 1958. Han boede i Grund og havde kælenavnet Serik.
Det har været nemt for Jens Erik at være den dygtigste fodboldspiller fra Grund for der var ikke rigtig nogen som kunne det der med bolden,så har det selvfølgelig været naturligt at skolen gav ham lidt fodbold og senere klubben.
Angriber: målfarlig - lynende hurtig og driblestærk
Lidt sjov løbestil når han angreb så var det som om han krummede sig lidt og nærmest gled af på forsvarsspillerne. Svært at beskrive, men det var utroligt effektivt for han var umulig at holde hvilket selvfølgelig var supergodt da han spillede for Auning.
Oldboys = Grundfør = lavede mål mod Auning
Senere mødte vi ham igen som oldboysspiller for Grundfør. Der var så for os det lille problem at han stadigvæk var både driblestærk og hurtig så det lykkedes selvfølgelig for ham at score et par mål mod os og vi kan godt huske at det ødelagde bestemt ikke hans humør.
Men uanset hvordan kampene gik så var han altid storsmilende og kom gerne over i Auning lejren og hyggede sig lidt med historier fra gamle dage som lige blev skyllet ned med en kold øl.
Så tænkte vi at han nok ikke spillede fodbold mere for vi så ham ikke i flere år indtil sæsonen 2024 hvor han nu var skiftet til Hasle oldboys 60+
Som han fortalte til sine gamle fodbold venner at da han fandt ud af at Hasle skulle møde Auning så ville han selvfølgelig deltage i denne kamp. Jens Erik var nu mest opsat på at hygge sig og få noget “gammelsnak”.
Nu har han så meldt sig ind i Logen og vi glæder os til han kommer med i klubben for de gamle løwnhistorier er garanteret ikke blevet dårligere.
Jens Krogsgaard
Nyt medlem af Logen 2024, nemlig tandlægen fra Vivild, Jens Krogsgaard, som har huseret på vores veteranhold. Af samme grund havde de aldrig huller i forsvaret.
Udover medlemskabet vil Jens gerne bidrage med et sponsorat. Han lover en gratis tandudtrækning til det logemedlem, der næste gang modtager Peter Hjulmands vandrepokal. Så døjer du med jævnlig tandpine, så gør noget godt for logen. Så vil du helt sikkert komme i betragtning.
Jens-Ole Johnsen
Denne gamle Auningdreng har lært de gamle tricks på de hårde baner som Marken og den lille bane i bunden af Porsbakkerne (Hans Peter og Leifs bane). Som ungdoms Proff på de gode drenge og ungdomshold udnyttede han sin målnæse og hurtighed til at prikke mange afgørende mål ind for Auning. Modstanderne kunne også godt forberede sig på at de måtte modtage et grin fra ham hvis de gik på nogle af hans finter.
Jørgen Christian Yde
En fodboldspiller ud af en rigtig fodboldfamilie! Jørgens Far: Peter Yde var en utrolig stærk forsvarsspiller. Jørgens storebror: Finn Yde var en rigtig “centerforward” med mål i støvlerne.
Jørgen Yde var en god allround spiller med et specielt talent for at være målmand men også god ude på banen.
1964: RASG og I’s udvalgte juniorhold i fodbold der vandt Landsdelsmesterskabet. Der var udtaget 4 spillere fra Auning. Hvem stod på mål? - Jørgen Yde.
1965: Pokalgyser: Hvor der blev kastet med sten efter en Auning spiller! Auning vandt pokalen uden udskiftningsspiller - han var på ferie. Men Ørsted måtte ned med nakken selv om Erik “Olga” Andersen blev udvist. Så Aunings målmand Jørgen Yde fik en alt afgørende rolle.
Citat fra kampen: ”Det ene angreb efter det andet rullede ned mod Aunings mål hvor målmanden Jørgen Yde fik lejlighed til at brillere. Lykkedes det at placere bolden indenfor målrammen tog Aunings Jørgen Yde sig af det fornødne. Han var sit hold en god målmand!
Kampen bar præg af hårdt spil, men det tændte bare Jørgen Yde yderligere, for han kunne godt lide, når gnisterne sprang.
Når Jørgen ikke var målmand og spillede ude, så blev der ikke givet ved dørene, for han var ikke bange for at få nogle skrammer.
Denne årgang af unge spillere kunne ikke spille som ynglinge, for Auning havde ikke noget ynglingehold så de måtte spille senior fodbold. Dette var ikke noget problem for Jørgen for han var en dygtig og stærk spiller.
Jørn Johansen
Som drengespiller var Jørn allerede et stort talent. Faktisk så stort at Auning IF måtte søge dispensation for at Jørn kunne få lov til allerede som kun 16 år at måtte spille på førsteholdet i seniorrækken. Det fik han tilladelse til og den blev udnyttet fuldt ud for så blev Aunings forsvar forstærket i sådan en grad "at der blev lukket af".
Jørn var udover at være dygtig også en spiller der kunne finde flere tricks frem, når der var brug for det - det var jo fodbold, men han var super dygtig til at klappe armene ud til siderne, så det var meget svært at løbe forbi ham.
Det var dog sværere, hvis han havde fået fat i bolden, for så kunne du ikke komme ind på kroppen af ham og kom du det endeligt, så blev du bare puffet væk. Der blev råbt og kæmpet og givet alt hvad ham kunne, for tabe det ville han ikke.
Jørn syntes, at vi skulle prøve, at have ham som modstander, så han skiftede som oldboys til Kristrup, hvor han huserede og styrede forsvaret. Vi har mødt Kristrup flere gange og så kunne man mærke, at han var tændt for nu skulle vi mærke hvad det ville sige at få det svært som angriber.
Jow, Jow! Fair, men ingen blev skånet, vi kunne jo bare løbe udenom ham, men når han slog armene ud, så havde vi ingen der kunne komme omkring ham
Man kunne virkelig kun respektere ham, for hans indsats på banen.
Kim Overfeldt
Kim startede sin fodboldkarriere som oldboysspiller i AIF! Han har altid spillet for Pindstrup i sine unge dage. Kim var ikke med til at spille oldboys hele tiden men når han var med så var det næsten altid som målmand.
Denne opgave klarede han med en sikker hånd og tog det hele med sindsro og overblik. For han havde jo en lang rækkevidde og behøvede ikke altid at hoppe for at nå bolden. Når så en gang imellem der smuttede en bold i kassen, så sendte han bare os andre et stort smil og sagde: - Nå, nu må I også til at lave nogle flere mål, hvis vi skal vinde kampen.
Det skete også nogen gange at vi havde et par målmænd til kampen, og så ville Kim gerne ud og spille rigtig fodbold på banen og helst helt fremme i angrebet, hvor han rigtig kunne slå sig løs.
Husker en kamp hvor han var kommet helt frem i angrebet og havde et par kæmpe muligheder for at score, men brændte mulighederne. Vi stod på sidelinjen og snakkede om, at det kunne nu være sjovt hvis han havde lavet et mål, nu hvor han ikke var målmand.
Så blev der fløjtet til pause og vi drillede han lidt, men det prellede bare af på ham, for som han sagde: - jeg er altid bedst i den sidste del af kampen, for så er jeg spillet varm.
Kampen blev sat i gang igen og Kim fløj helt frem for nu skulle den ha’ en på hatten. - Bang sagde det, så havde han banket en helt umulig bold i kassen. Bang, Bang - og pludselig havde han lavet 3 mål.
Efter kampen ville vi jo gerne rose ham for den flotte indsats, men han slog det hen mens han nød en kold øl og så kom det tørt: - Ikke alt det snak - LAD STØVLERNE TALE!
Kim Andersen
"Finurlig" og klog klog spiller
Kim var det man kan kalde en ekspert i 2. bølge.
Han vidste, at fra hans normale plads på midten af banen, så var det med at følge med de angribere, der var længere fremme, for de tabte tit bolden i et forsøg på at drible eller så var han en god spillemulighed for en aflevering. Det var stensikkert, at løb en angriber til højre, så kom Kim listende op på venstre side og modsat hvis angriberen gik til venstre. Det fik han lavet en del mål på.
Han ville gerne have at forsvaret brugte han til at bære bolden frem, når de havde erobret bolden fra modstanderen, hvilket gav god mening, for han var god til at se mulighederne for at starte et angreb - dygtig til at udnytte situationerne. Kim kunne det man kalder at flyve under radaren, modstanderen så ham ikke, hvilket ikke var for smart, for når de så opdagede ham - ja så lå bolden i målet.
Knud Erik Kristensen
Hvis man skal bedømme eller vurdere en målmand, så skal man selv prøve det.
Det har jeg prøvet flere gange, og jeg kan bare sige følgende:
- Hold nu kæft hvor er der langt ud til de stolper.
- Få nu de forsvarsspillere længere frem på banen.
- Dæk nu de angribere, de kan jo nemt skyde den i mål.
Knud Erik har som ungdomsspiller været en super målmand, med på de gode hold og sikker målmand på talentholdet.
Jeg ved ikke om en målmand skal have temperament, men det har han! Lige så stille og rolig han kan være udenfor banen, lige så vild og tosset kan han være på banen. De er skøre de målmænd - det skal de være.
Knud Erik har en utrolig høj underholdningsværdi for ud af det blå, så tror han, at han er angriber og sætter kursen op imod modstanderens mål.
Vi har aldrig fundet ud af hvad der sker, om han lige har fået en bold i hovedet eller er blevet stukket af en gal angriber, men så bliver der sgu råbt fra "bænken".
Han har lavet mange utrolige flotte redninger og et par enkelte drop. Men var en god sikker sidste skanse, det er jo sådan at en angriber kan lave mange fejl, men laver en målmand bare en enkelt så koster det.
På et tidspunkt skulle Knud Erik også prøve noget nyt, så han skiftede til Sønderhald, hvor han kom til at vogte målet på deres førstehold. Senere kom han hjem til Auning igen og var med til at lave flotte resultater på vores oldboyshold, både som målmand og holdleder.
Kurt Madsen
Kurt var som ung fast mand på Auning 1. hold udover en afstikker til Kristrup - han har altid været meget et benet på fodboldbanen men sikke et venstre ben han havde det har sørget for adskillige mål og mange af dem langt ude fra - han var jo aldrig bange for at tage et langskud!
Han har jo altid været kendt i vide kredse for sin finte bagom støtte benet og den er blevet brugt flittigt med stort held igennem årerne og de sidste år har det været noget nemmere at følge med hvad han gjorde når det foregår i næsten slowmotion.
Kurt var på et tidspunkt ansat i et større bryggeri som gerne ville sponsorere trøjer og shorts til vores indendørs hold og han mødte stolt op med et sæt i helt sort dog med et lille logo med "Faxe Kondi" meget trendy på den tid - det sæt blev første gang brugt til landsdels mesterskabet i Vingsted hvor vi i første kamp mødte et hold fra Vestsjælland som tog fusen på os med en hel anderledes måde at spille indendørs og vi tabte stort- de kom bagefter og sagde til os at vi ikke spillede så godt men vores tøj var da pænt. (Vi fik dog revanche da vi mødte dem igen i mellem runden og gik videre).
I finale runden stod der 2-2 i sidste kamp med kun et halvt minut tilbage og vi fik indkast - det var Kurt hurtigt til at tage og troede at han kastede til en medspiller, men det var dommeren (selvfølgelig også i sort) som han kastede bagud til og han flyttede sig bare og så var modstanderens mand over midten fuldstændig fri og kun let score (Palle Erboe stod uden for banden og hvis øjne kunne dræbe, havde Kurt ikke været her i dag!).
Kurt har jo altid været en humørbombe og for ikke så lang tiden kom han over på hans tidligere arbejdsplads og fortalte bl.a. at nu var han blevet målmand og at han i helt gul / sort trøje som han en dag ikke lige havde fået rullet helt ned over maven svævede rundt i målet som en humlebi - det syn på nethinden har vores damer på kontoret ikke glemt!
Kurt valgte at gå på fodbold pension kort før hans 70-års fødselsdag og sin titel som oldefar - godt gået. Nu bruger han sin tid på Logen og det er vi mange som er rigtigt glade for.
Lars Ole Sørensen
Drengespiller med talent fra Pindstrup!
Det må have været sådan for lige pludselig var han på det udvalgte talenthold der hed Rougsø Alliancen og som nåede i finalen hvor de bl.a. fik fornøjelsen af at spille mod Preben Elkjær som for øvrigt fik rødt kort og blev smidt ud.
Lars Ole fik ikke noget rødt kort men havde til gengæld langt rødt hår som var hans tydelige kendetegn - tit hørte vi udbrud fra vores modstandere som råbte følgende - så dæk da for fanden ham den rødhårede han styrer jo det hele.
Som senior var der ingen tvivl for Lars Ole skiftede klub til Auning og kom med det samme på førsteholdet hvor han elegant og dygtigt styrede spillet i en stil vi ikke var vant til i Auning for vi kunne godt lide at kommentere og råbe op.
Lars Ole sagde ingenting men spillede bolden klogt rundt til sine medspillere og hvis der blev lavet et groft frispark mod ham så kikkede han bare på modstanderen og gik væk uden at sige noget - klog spiller!
Det var nemt for Lars Ole at blive en del af holdet og klubben for udover at han var dygtig til at spille fodbold så var han også hyggelig og faldt godt ind i den kultur der var i Auning på det tidspunkt. Så lige pludselig stoppede han med at spille fodbold for Auning, og vi så ham ikke i mange år, men heldigvis meldte han sig ind i Logen og deltog da vi åbnede i marts 2024.
Det var jo lidt sjovt for folk kom jo sivende stille og roligt og fik en kold øl mens de stod og kikkede sig lidt omkring - der var flere der kikkede lidt på ham uden at kunne genkende hvem det var - han kunne nu også godt have taget en rød paryk på så havde det været nemmere.
Lars Ole var aktiv i 1974 som var den periode hvor Auning rykkede op fra serie 3 til serie 2 og havde stor andel i denne succes.
Leif Hansen
Varm hilsen til logen fra Mozambique…
I vores søgen efter tidligere spillere i den blå/hvide Auningtrøje, er Kurt endt i det sydøstlige Afrika, nærmere Mozambique. Her bor Leif Hansen, lillebror til et andet logemedlem, Hans Peter. Leif spillede i sine helt unge dage i Auning IF. Han forlod Danmark for mange år siden, men er dog engang imellem på besøg hos sin familie i Danmark og Auning. Så vidt det overhovedet er muligt, vil Leif forsøge at ramme et besøg hjemme i Danmark på én af vores logeaftener.
Han sender de varmeste hilsener til alle i Logen 2024 AIF Fodbold.
Marius Mollerup
Marius Mollerup - eller bare Kaj, som han også reagerer på. Jeg tror faktisk, det var vores gamle træner, Egon Jensen, der spurgte ham, hvorfor nogen kaldte ham Marius.
Der er visse punkter, hvor man kan sammenligne Marius med Franz Beckenbauer. Han er utrolig elegant i sin løbestil - helt oppe på tåspidserne (den er blevet lidt tungere med årene). Der stopper sammenligningen nok også, men Marius var en fantastisk ankermand i forsvaret og var aldrig bange for at have bolden.
Man slog sig på Marius - ikke fordi han var ond eller brutal, men det gjorde bare pokkers ondt at løbe ind i ham.
Marius var en vigtig mand i vores forsvar, så da han for mange år siden skulle på roligantur til VM i Mexico, fandt vi ud af, at det passede fint, hvis han havde karantæne i den periode, da han var ved at have samlet nok strafpoint til, at det ville udløse en karantæne. Så i slutningen af den sidste kamp inden afrejse stillede han sig provokerende op foran modstanderen, da de skulle skyde frispark.
Dommeren - Finn Rør fra Pindstrup - kendte Marius udmærket og bad ham flere gange om at flytte sig, men Marius nægtede. Til sidst blev jeg (som anfører) kaldt hen, og Finn fortalte, at jeg skulle få Marius til at flytte sig, ellers blev han nødt til at smide ham ud. Jeg svarede: "Så smid ham da ud, han er pisse træls!"
Finn så ingen anden udvej end at smide ham ud, og Marius fik sin karantæne Bagefter var vi nødt til at fortælle Finn den rette sammenhæng over en øl i omklædningsrummet.
Til sidst vil jeg også nævne, at Marius uden sammenligning er en af de absolut bedste i Auning IF - i omklædningsrummet. Det er aldrig kedeligt, når Marius er med, og der er altid en god historie, der kan fortælles, og så er han som regel den sidste, der går hjem.
Jeg husker en episode fra vores unge dage, hvor vi dagen i forvejen havde været til bal i H.C. Andersen Huset i Vivild, og på vej hjem gjorde vi stop ved bageren i Gjesing. Her endte Marius - som sædvanlig - i slagsmål med de lokale, hvilket resulterede i, at Villy fra Gjesing plantede sin træskostøvle i skridtet på Marius.
I badet dagen efter var der jubel i omklædningsrummet - aldrig havde vi set en tissemand med så
mange farver.
Michael Schmidt
Hvilken farve har han egentligt?
Vel nok mest rød og hvide striber fra Pindstrup. Så dukkede han pludselig op i indendørsfodbold for Kolind. Kom også til Auning og fik den blå og hvid-stribede trukket over hovedet.
Var en meget underholdende fodboldspiller! Nogle gange utrolig målfarlig for hans løbemønster var ikke noget vi havde set før, han kunne sagtens finde på at løbe på tværs både i den ene og den anden retning og så pludselig stoppe op enten fordi han lige ville se om der var nogen han kunne aflevere bolden til (det var nu ikke så tit) eller om der måske var et lille hul i modstanderens forsvar som han kunne smutte igennem og banke bolden i kassen.
Er der nogen der ved om man på den tid hvor Michael spillede for Auning kunne købe fodboldstøvler med klæbebånd på? Dem der ikke rigtig kunne forstå hvad han ville kunne godt finde på at sige!
Så giv ham da en fodbold, som han kan løbe rundt med, så tager vi andre bare en ny bold og spiller videre med den. Mens de så stod og grinede lidt af den sjove vigtighed så pulsede Michael stadigvæk rundt i modstanderens forsvar og det skal også fortælles at han lavede mange mål og var stærk i troen på at det nok skulle lykkedes.
Michael er et stort naturmenneske, og heldigt for ham, fik han også et job hvor han arbejder med dyr i naturen.
Tror han har forvirret nogen trænere, når de spurgte ham, om han kunne spille en fodboldkamp og han så svarede: Nej det kan jeg desværre ikke, for jeg skal ud og tælle Bævere.
Ole Hansen
Ole Hansens fodboldhistorie
Da Ole begyndte at deltage i vores drenge fodboldkampe i 1960erne nede på Marken - der hvor SuperBrugsen ligger i dag - Ja, da var han “En bette splejs“, men ok, for han var jo også ca. 4 år yngre end de fleste af drengene. Men der var noget over ham som skinnede igennem - han ville spille fodbold.
Ole var en dygtig drengespiller, og han har altid været meget løbestærk og hurtig - senere udviklede han sig til at blive en elegant spiller med indsigt i spillet, for man skulle ikke forvente, at han gik på banen for at takle igennem eller på nogen måde være en hård spiller.
De første år som senior var Ole fast mand på 2. holdet, men han ville noget mere end det, hvilket han også lykkedes med i takt med, at han udviklede sit spil og blev dygtigere til det, som var hans stil.
Lynende hurtig - elegant med bolden og så fik han tilkæmpet sig en fast plads på førsteholdet, fordi han havde et stort løbepensum, plus han kæmpede med alt, hvad han havde af energi - og det var ikke så lidt.
Teknisk klog spiller som brugte sine medspillere på en effektiv måde og det var både på midtbanen og i angrebet for det var der, han var mest. Ole fik også lavet en del mål, man kan vel godt sige en del vigtige mål.
Siden Ole fik bidt sig fast på førsteholdet, har han været en fast del af holdet og har bidraget til mange afgørende resultater, hvilket han også har både i indendørsfodbold og senere på oldboysholdet.
De senere år har Ole været på sidelinjen som holdleder for Oldboys og har udviklet et speciale - han løfter gerne pokalen, når de har vundet turneringen.
Ole Pedersen
Ole Pedersen alias Pyksi kom 1. holdet i en meget ung alder og blev hurtigt etableret som en god målscorer, pga. bl.a. et godt skud og så var den vel den eneste som angriber, der kunne heade til en bold. Desværre var Auning-IF Fodbold på dette tidspunkt lidt i dvale og Ole valgte at tage videre til Nørager, selvom hans far og svoger ikke var helt tilfredse med det skifte - (men Kaj tog det nu pænt og valgte at blive sponsor i Nørager for ham nr. 10 fra Auning, og lige pludselig var hans salon fyldt med Nøragerfolk - de kan altså noget derovre).
For Ole var det godt skifte, hvor han sammen med Jesper Nyholm blev en farlig angrebsduo. Senere blev han lokket til Vivild inden han heldigvis kom hjem til Auning, og sluttede hans senior karriere hvor der igen var grøde i Auning fodbold.
Ole var helt klart veteranen i det selskab, men pga. hans forrygende gode 3. halvlege faldt han fint ind. Han nåede også at blive holdleder og kort tid træner for 1. holdet.
Hans Oldboys karriere blev knap så lang grundet dårlige knæ og hofter, men når han var med, kunne han helt sikkert gøre en forskel og blev ved at høvle mål ind mange gange, assisteret fra fløjen af hans gode kammerat Morten P.
Ole Sloske Nielsen
Ole var ubetinget angriber. Hurtig, en anelse doven og med et venstreben der mindede om et slangehug. Man så ham mest på venstre fløj, hvor han ofte stod og snakkede med tilskuerne, for engang imellem, at spurte ned mod modstandernes mål og så ellers hugge igennem. Man viste aldrig om den ramte målet eller Auninghallen, men afsted det kom den. Spørg bare Erling Munk.
En sjov historie om Ole var kampen mod Mols. Mols stillede i stærkeste opstilling incl. Søren Tromle. En fyr der mindede om en af Bilkas største kundevogne og med en flodhestelignende prusten, når han kom tromlende. I kampens hede kaldte Sloske ham for en tumpe. Søren Tromle kiggede ondskabsfuld på Ole og bekendtgjorde højt - “Jeg slår dig ihjel! Tommy Hjorth, der stod og gabte på den anden fløj råbte til Tromle - “Hold da kæft din idiot”! Tromlen vendte sig om, pegede på Tommy og råbte - “Og du ryger med også”! Sloske og Tommy signalerede straks til holdleder, Lars, at de gerne ville skiftes ud. Var vist begge lidt ”småskadede”. Kom aldrig på banen igen.
Palle Hjorth
Det er ved at være lang tid siden Palle spurtede frem på højre fløj!
Kan se ham for mig når en forsvarsspiller fra modstanderen lagde an til en glidende takling på han så kunne Palle let hoppe 1,5 meter direkte op i luften for han ville ikke takles eller på nogen måde rammes på benene.
Han ville hellere have at vi sendte en lang bold frem som han så kunne løbe op og snyde
et par forsvarsspillere. Det startede altid med at Palle lige tog nogle små hurtige skridt bare sådan for lige at starte inden han kom op i fuld fart.
Efter kampene som vi jo både kunne vinde eller tabe så var det sikkert at der gik ikke lang tid før han sørgede for at stemningen i omklædningsrummet blev god og hyggelig som regel kom han med en del historier så vi helt glemte fodbolden.
Han havde nogle favorithistorier lad mig bare fortælle en Hvis vi havde tabt og hang lidt med mulen så sagde han: Nå, pyt - vil I med til Bangkok og ha nøj!
Palle sov stille ind efter kort tids sygdom mandag den 21. oktober 2024.
Tak for kampen, Palle. Hvil i fred.
Per Dannemand Sørensen
Per har om nogen trådt noget græs ned på banerne i de mange år han har spillet fodbold og så har han haft den oplevelse at spille på Aunings førstehold sammen med sine 2 brødre Erik og Palle.
Uanset om vi taler om Aunings førstehold eller det bedste hold i indendørs, så var det stensikkert, at Per var med på holdet.
Vi snupper lige en tur gennem årerne og resultaterne:
- 1964: RASG og I’s udvalgte juniorhold vinder landsdelsmesterskabet med en meget ung Per på holdet.
- 1965: Pokalfinalen i Randers Dagblads Cup-turnering for ynglinge.
- Auning vandt 3-2 over Ørsted og Aunings anfører Per Dannemand Sørensen kunne hæve pokalen.
- Nordjyske fodbold-mesterskaber - RASG og I.
- Auning vinder i seniorrækken med en finalesejr på 6-1 over Storvorde-Sejlflod.
- Per var i centrum i denne kamp!
- Blev udvist i 15 min for hands - lavede mål på straffespark.
- Blev udvist sammen med bror Erik så Auning spillede med 9 mand.
- 1968: Mødte Randers Freja fra 2 division i landspokalen med Per på holdet.
- Auning var i toppen af serie 2, men oprykningen blev snuppet af Houlbjerg.
- 1969: Auning vandt 3-2 over Vivild og blev Amtsmestre i seniorrækken.
Igen - igen - igen med Erik - Per - Palle på holdet. Per havde igen en hovedrolle i kampen, hvor han ville sparke bolden væk, men den endte i eget net - senere lavede han mål på straffespark.
Per var sådan lidt over det hele på banen, men nok mest på midten og det kunne han tillade sig, for han havde både energien og evnerne, specielt teknisk var hans evner langt over gennemsnittet.
Per Nielsen
Når man spørger de spillere som spillede sammen med Per Nielsen, så kommer de alle med denne kommentar: - Per var elegant og en “gentleman”. Der var ingen svinestreger eller hævnakter, men rent spil.
Per kunne på en klog og listig måde få det optimale ud af situationerne, han var jo med i 1960’erne på et af Aunings stærkeste seriehold igennem tiderne. Per spillede højre innerwing med nummer 8 på ryggen.
Der fortælles også, at han lavede mange mål og nogle af dem var afgørende for resultatet til fordel for Auning.
Eksempler: Randers KFUM havde spillet, men Auning lavede målene! Auning spillede en landspokalkamp mod Randers KFUM, som spillede i serie 1. Kampen bølger frem og tilbage med Randers KFUM som klart spillestyrende pludselig bryder Arne Nielsen igennem og er blank foran målet, men rammer bolden skævt og den flyver himmelhøjt over målet. Efter 25 minutters spil bliver højre innerwing Per Nielsen spillet fri, og han løfter bolden iskoldt hen over hovedet på målmanden og scorer til 1-0. Auning vinder kampen 3-1.
Så vil lodtrækningen det således, at Aunings serie 2 hold trækker Randers Freja fra 2 division og kampen skal spilles på Auning stadion i året 1968. Auning taber 8-1 men flere hundrede fans ser Auning spille en god kamp.
Det er meget tæt på at Auning rykker op i serie 1 i 1968, men det lykkedes ikke så man må blive i serie 2 - hvor man efterhånden har spillet i 12 år.
Per stopper med at være aktiv fodboldspiller men svigter ikke hverken sin klub eller hans fodboldkammerater for når Auning spillede på hjemmebane så kom Per altid ind i omklædningsrummet med 1 kasse kold Thor øl og så gik snakken.
Peter Due
Peter Due er født i 1960 - Det betyder, at han var en ganske ung mand da han fik debut på Aunings førstehold i 1978.
Peter møder op til nytårsappel og træneren hedder Ebbe Bruun. Nu skal det siges, at på dette tidspunkt spiller Auning i Serie 1 og er midt i en meget stærk periode, hvor det var meget svært at spille sig på 1. holdet. Vi kan nærmest sige, at det var “et lukket hold“, men der var jo nogle få af de unge der bankede kraftigt på, for de ville også være med.
Peter er sat på holdet i 1978 som 12. mand - han bliver skiftet ind i kampen og er klar på at snuppe muligheden, hvilket også lykkedes med succes. Herefter er det tydeligt at Peter har tænkt sig at bide sig fast på holdet! Hvordan gør man så det? Han begyndte at lave mange mål, det var ikke ualmindeligt at man kunne læse i avisen f.eks.: Peter Due har lavet 3 mål - “hattrick“.
Jow. Jow - Han var en farlig herre i modstanderens målfelt.
I næsten 10 år huserede Peter i angrebet på Aunings førstehold og lavede gode indsatser og mange mål, men i 1988 skiftede han til Brabrand.
Rygterne fortæller, at Peter også har spillet lidt for Vivild og Hornslet, men det har altid været Auning der har været hans klub, så måske derfor dukkede han op igen i AIF. Denne gang for at spille Oldboys.
Nu skulle han så igennem den svære fase som går ud på følgende: Det du tænker oppe i hovedet skal også helt ned i fodboldstøvlerne. Har fik vi mange gratis grin.
Tydeligt at han stadigvæk kunne noget - men det var også tit vi hørte ham råbe: Det kan da ikke passe jeg ikke kan ramme den bold. Jow Jow - Man skal lære at blive gammel på fodboldbanen!
Peter er stadigvæk med på Oldboysholdet, når benene kan holde.
Peter Hjulmand
Da Peter Hjulmand valgte at flytte til Auning med sin familie, fordi han havde fået job som lærer på Auning Skole, fik han pludselig uventet besøg. Det var Brix, som uanmeldt troppede op og spurgte Peter, om ikke han havde lyst til at spille fodbold i Auning.
Det kunne Peter ikke stå for, så han meldte sig ind i Auning IF og fik hurtigt tilkæmpet sig en fast plads som bagerste styrmand på Aunings førstehold. Prøv at forestille jer, at i fik valget imellem at løbe direkte ind i en betonmur eller blive taklet af Peter Hjulmand, skynd jer at vælge muren. Her taler vi om intet mindre end forsvarsspil i særklasse uanset om det var i luften eller nede på græsset, og så fik vi også den ekstra gevinst, at alle de øvrige forsvarsspillere aldrig var i tvivl om hvad de skulle, for det fik de fortalt på en stille og elegant måde af Peter, for han kunne se det og gik selv forrest. Effektivt og elegant, men først og fremmest stensikker i alt hvad han foretog sig.
Når der så blev fløjtet til pause, så fik han da også lige rettet lidt op, hvis der var noget galt på midtbanen, hvorimod han aldrig blandede sig i angrebet. Nåe ja, man kan vel godt sige at det gjorde han alligevel, for det var jo ikke sjældent han gik med frem på hjørnespark og lavede mål på hovedstød. Kan kun huske en gang hvor han ikke havde nogle gode råd, det var til en oprykningsfest som blev holdt nede hos Peter, da måtte vi på skift løbe og kikke lidt på ham, for at se om der var liv i ham - det var der heldigvis dagen efter.
POP - Torben Juhl Jensen
Nøgleord: Vilje - Energi -Talent - Koncentration
POP har altid spillet fodbold, men nok uden helt at bryde igennem til førsteholdet. Det skulle så vise sig, at han havde andre planer, for i starten/midten af 80’erne begyndte han at være med på Aunings førstehold, og der har han så været siden.
Det er sket flere gange, når vi skulle møde nogen, som vi havde mødt før, og POP kom gående over fra hallen omklædt til kamp, at vores modstandere udbrød: - “Åh nej, er han med igen, så skal vi til at fræse rundt efter ham, for han løber jo konstant og er over det hele”.
Lad os lige snuppe et par nøgleord: Vilje - POP løb maraton - Han cykler på landevej og i skoven - Træner selv i løb - Spiller stadigvæk oldboysfodbold - Koncentration.
Han sad for et par år siden, efter en oldboyskamp, på bænken dybt koncentreret og kikkede på sine ben, mens han stønnede lidt og det var der også grund til, for han havde fået nogle gevaldige knubs og tænker det gjorde ondt. Så var der en der sagde til ham: - Måske du skal springe over den næste kamp. POP sad stille lidt, mens han tænkte sig om - og så kom det! Så sagde han: - Min krop skal ikke bestemme over mig! Woooow - det var lidt af en melding, så den krydrer vi med en lille historie:
Vi er nogle der ikke spiller mere, men vi skal altid ud og se de gamle rulle med bolden. POP var kommet med igen efter en længere pause, og nu ved vi jo ikke, om det var fordi det blæste kraftigt eller om hans krop alligevel var begyndt at bestemme over ham, for det så absolut ikke ud til at det kroppen ville var det samme som POP havde tænkt sig skulle ske.
Tænker det var en af de kampe der skulle “skylles ned”. Jow, Jow, man kan ikke være god i alle kampe og slet ikke hvis kroppen vil til at blande sig, så måske POP er ved at være en ægte Oldboys.
Steen Bjerre
JEG HAR ÆLTET DEJ SÅ LÆNGE JEG KAN MINDES …
Det kan nok ikke overraske Steen var en målmand med krummer i og Steen favnede bredt. Man sagde han havde rugbrødsmotor og franskbrød under armene.
Byens tidligere bagermester boede i Øster Alling og spillede dengang i den blå trøje. Stoppede mere eller mindre karrieren, da bageriet tog over, men efterfølgende lykkedes det at lokke Steen i den blå/hvide AIF trøje. Og så er det ikke helt sandt. Steen var nemlig målmand og spillede derfor i andre farver, men stadig for Auning IF.
Søren Erikstrup
Han var og er stadigvæk en rigtig måltyv med det "knaldhårde tørre hug". Sidste sæson blev han selvfølgelig topscorer på oldboysholdet. Der gik da heller ikke lang tid i går før han slog til og bankede bolden i kassen. Søren spillede i sin ungdom for Vivild. Da Søren startede med at spille oldboys for Auning, havde han svært ved at undvære de grønne fodboldstrømper, som han beholdt samtidig med at han fik den blåstribede trøje på - tror han var lidt modeforvirret.
Søren Hornbæk
Søren har en fodboldteknisk udviklet begavelse.
Det betyder oversat til jysk, at han kan alt med en bold. Og det er samtidig pisse irriterende for det kan ham indenfor flere sportsgrene: tennis - badminton - bordtennis etc. Og så har han jo en hjertelig latter, når vi andre kagler rundt og ikke kan fange hans bolde. Humor er en god ting.
Tilbage til fodbold - Hvis man skulle læse sporten om mandagen, så poppede Søren altid frem i det felt, hvor man kunne læse hvem der havde scoret mål.
Søren har altid været et talent og som ungdomsspiller var han selvfølgelig altid at finde på de bedste hold også på talentholdet. Han var mest at finde midt på banen sådan lidt tilbage, men samtidig også fremme i angrebet - hvordan kan det give mening?
Søren kan løbe solen sort, har også været ude på asfalten og løbet maraton. Så slog han sig lidt ind på træner gerningen og prøvede lidt i forskellige klubber. Pludselig var der en stor motorcykel som skulle ud og køre. Han deltog lidt i Oldboys, sådan lidt on and off uden rigtig at være med.
Tænker på hvad det kunne være blevet til, hvis han havde satset kun på fodbold.
TEO - Torben Olsson
Trøje nummer 3 er svejset fast på hans krop!
Han tager stadigvæk ud og se Oldboys kampene, og efter kampen går han hen til den spiller der har haft trøje nummer 3 på og spørger spilleren? Hvem har givet dig lov til at spille i nummer 3?
I tror det er “løwn” men det er faktisk rigtigt, at selv i seniorrækkerne så sad vi andre pænt på omklædningsbænken og ventede til TEO havde været over og rode i tasken for at finde trøje nummer 3 - så kunne vi gå over og finde en trøje.
Dengang vi spillede senior var det altid sådan, at hvis vores modstandere havde en dygtig angriber, som også kunne løbe stærkt, så blev de altid sat ud på en fløj, for så kunne de angribe den vej og komme ned bag ved forsvaret.
Jeg ved ikke hvor mange gange vi har set en lettere måbende træner fra vores modstander, som hurtig fandt ud af at det var mere end almindeligt dumt. Det var bare så tydeligt, at den stakkels højre fløj, han kom aldrig forbi vores nummer 3 - TEO var ikke bare placeringsmæssigt dygtig, han var super hurtig. Selv de dygtige lokale spillere fra Vivild - Ørsted - Stenvad vidste det.
Så havde han også en klar mening om spillet! Lad nu være med bare at banke bolden fremad - spil rundt og tilbage for så får vi hurtigt pillet energien ud af de angribere.
Vi havde ingen angribere der frygtede at TEO ville snuppe deres plads! Han kunne tit finde på, at starte et angreb helt nede fra hans plads i forsvaret til hurtigt og elegant drible sig op i nærheden af modstanderens mål, for så til sidst at lave det sidste træk for langt = målspark til modstanderen.
Han har altid været rolig og velovervejet i sit spil - men hvis modstanderens angriber lavede en svinestreg som f.eks. at træde ham i hælen, fordi de ikke kunne komme forbi ham - så kom vulkanen i udbrud han blev stik tosset.
Nå! Det gik over, når han kom ind i omklædningsrummet og fik en kold øl, mens han kærligt sad og krammede sin trøje med nummer 3.
Torben var forsvarsspiller og en supergod og dygtig spiller!
Tom Bytoft
Et meget velkomment, men også overraskende medlem af vores loge er, Tom Bytoft
Ingen kan huske Tom nogensinde har haft den blå/hvide trøje over hovedet, men det er altså en realitet, at sådan er det. Når Tom selv fortæller om sin debut, og dermed karriere, kan man roligt konstatere, at det var en ultrakort en af slagsen.
Tom startede på højre fløj og havde fået besked på, af sin træner, han skulle løbe på alt, hvad der kom i nærheden af ham. Det forstod Tom og kort efter kampen var fløjtet i gang, kom der en lang bold til Tom. Tom huskede trænerens taktiske træk og satte i løb med det resultat, at han fik en kæmpe fiber i baglåret. Nu kunne man jo tro det blot skulle gå over og så var Tom klar igen. Det skete dog aldrig. Tom fik ikke flere kampe, men er vel den eneste spiller i AIF, som aldrig nåede, at lave en fejl på banen.
Senere blev Tom holdleder på serie 4 og 5. Og det var vel ikke så underligt han blev bedt om den tjans med den fodbolderfaring han besad. Tom fik ingen kampe på talentholdet, men man kan vel roligt sige Tom var den der kom tættest på Preben Elkjær. Hvordan og hvorfor må han hellere selv fortælle.
Tom fik senere en stor karriere indenfor badminton. Bedst huskes det da han fik posen med sin ketcher i hjulet på cyklen. Nok det bedste slag Tom slog i sin karriere. Hvad det gik ud på? Spørg Tom.
Tony Hansen
Målmanden over alle målmænd!
Gad vide om han havde fået monteret nogle bevægelsessensorer i kroppen!
Det kunne han godt have gjort, for han kommer jo fra Pindstrup egnen, og de kan finde på lidt af hvert.
Det må han have fået, for sikke nogle hurtige reaktioner han havde. Så var det ligegyldigt om der blev skudt højt eller lav. Langt udefra eller tæt på mål.
Når vi endelig fik lokket ham med til en kamp, så måtte alle de andre målmænd bare vige pladsen, og han var da også klart den bedste af alle. Specielt var det en fornøjelse at se hvordan han kunne dække vinklerne så angriberen ikke kunne komme til at lave mål.
Han udstrålede bare en total ro og man var ikke i tvivl om, at han havde styr på situationen, for han plukkede bare bolden stille og roligt så var faren drevet over for denne gang.
Man kunne heller ikke lade være med at smile lidt af ham, for lad os nu forestille os, at han en gang imellem var lidt heldig med at få ravet bolden til sig, så var det sikkert at du kunne forvente et lille listigt smil fra ham, mens han som den naturligste ting i verden stille og roligt ville rulle bolden ud til forsvarsspillerne, for at bygge spillet sikkert op igen.
De fleste målmænd, der har stået for Auning, plejer at råbe op og lave nogle farlige driblinger i målfeltet samtidigt med nogle underlige armbevægelser. Det gør han aldrig - hvorfor skulle han det, når han har styr på det?
Det var ikke så tit at han kunne spille, for han var jo træner for pigerne og der spillede hans datter, hvorfor det så altid var på samme dag og tid, som når vi skulle spille kamp, ja, man kan måske gætte på, at der somme tider var kolde øl og store ristede pølser efter kampene - det har selvfølgelig ikke noget med sagen at gøre - vel?
Tony har altid været super hyggelig i omklædningsrummet og på sin egen stille facon mestret at få plantet nogle tørre bemærkninger og sjove indslag.
Torben Pedersen
Denne elegante og superdygtige fodboldspiller har altid været bedre end det niveau som han har spillet på. Når vi var lidt på den så fik vi ham skudt i stilling og så kan det nok være der skete ting og sager.
Højre fløj var hans plads da han var ung og vel nok klart den bedste på hele Djursland Vi har set ham afgøre så mange kampe enten fordi han selv lavede mål og dem har han lavet mange af eller fordi han brød igennem modstandernes forsvar i topfart men stadigvæk med kontrol over bolden som han tit afleverede til en af vores andre angribere. Han var bare bedre og dygtigere.
Der har været forsøg fra større klubber på at få fat i ham og lokke han til at skifte klub og vi var da også mange der godt ville have set ham i AGF eller Randers Freja selv om vi jo ikke ville undvære ham. Men vi kan også godt forstå det må have været svært at underskrive en kontrakt med en cigaret i den ene hånd og en øl i den anden.
Nu er TP som vi jo kalder ham blevet oldboys spiller og er trukket ned i forsvaret hvor han glad råber lidt at sine medspillere for han mener godt de kan løbe lidt mere Selv om han selv er gået lidt ned i tempo.
Vi ved at der er gode pølser på de store stadions og vi ville gerne have set TP på et højere niveau med bedre medspillere. Er helt sikker på det ville være en succes.
Uffe Hjorth
Et af vores nyeste medlemmer er, Uffe Hjorth. Uffe spillede i den blå/hvide trøje i drengeårene, også de første senior år. Fik ikke mange kampe som senior da håndbolden trak i Uffe og han viede sit idrætsliv til Øster Alling Idrætsforening. Her var han aktiv håndboldspiller, men også en overgang formand for ØAI.
Han nåede dog, som drenge og seniorspiller, at sætte sine fodaftryk aftryk i AIF-fodbold. Uffe var hurtig og ret kreativ med bolden klistret til foden. Særligt én stor oplevelse fik han med, nemlig talentturneringen med Rougsø Alliancen og finalerunden i Auning. På billedet fra dengang, hvor man præsentererede truppen, var Uffe en del af denne. Altså én af de udvalgte, der bl.a. mødte Preben Elkjær. Uffe må dog erkende, han ikke fik spilletid og tilmed mener han det havde afgørende betydning, at hans onkel, Aksel Reimers, som ene mand var udtagelseskomite, coach og holdleder.
Det piner også Tommy, at have spillet to fodboldkampe med Uffe. I den første kamp erklærede Tommy, at hvis Uffe scorede, ville Tommy sælge sine støvler. Uffe scorede tre kasser.
I den anden kamp var Uffe fløj, og fra egen banehalvdel og helt ude ved sidelinjen, lossede Uffe bolden hovedløst afsted. En voldsom blæst hærgede over banerne og bolden sejlede ind over målmanden, der kort forinden havde fået begge hænder skudt af. Den dag i dag påstår Uffe det var med vilje.
Velkommen i logen Uffe, vi glæder os til flere løwnehistorier.
Verner Korgaard
Kongen af luftrummet
Da Verner styrede forsvaret var vi andre altid rolige omkring de høje bolde, dem klarede Verner. Det gjaldt også i den anden ende af banen for han var altid klar til at "støde bolden i kassen" med hovedet på frispark og hjørnespark. Nu hvor vi nævner "frispark" så var Verner også en slags ekspert i at lave sådan nogen på modstanderne, for det kunne jo være at de havde en smart angriber, der gerne ville lave finter eller rulle lidt med bolden. Han blev hurtig klogere, for hvis Verner kunne nå ham, så fik han oplevet en rystelse i hele kroppen, man kan også sige, at der blev taklet igennem, så sand og græs fløj omkring angriberen.
Så også en anden ting! Vi var aldrig i tvivl om Verner var med i kampen, og det var uanset om han var på banen eller fik sig et hvil på sidelinjen. Der blev råbt igennem så man kunne forstå, at han mente man ikke dækkede sin modstander godt nok eller stod og var fraværende.
Verner gik selv 100% til "stålet" og hadede at tabe.
Årsoversigt IF Fodbold
1943: B Rækken - oprykning til A Rækken = Leder Aksel Reimers
1944: A Rækken = leder Aksel Reimers
1945: A Rækken = leder Aksel Reimers
1946: A Rækken = leder Aksel Reimers
1947: A Rækken - oprykning til Mellemrækken = Leder Aksel Reimers
0000: 10 år i Mellemrækken:
1948-1956: Mellemrækken = Leder Aksel Reimers
1957: Mellemrækken - oprykning til Lille Mesterrække (mod Dronningborg)
1958: Serie 1 (Lille Mesterrækken bliver nu kaldt serie 1)
1959: Serie 1
1960: Serie 1 - rykker ned i Serie 2 = Leder Peter Munk
1961: Serie 2 = Leder Peter Munk
1962: Serie 2 = Leder Edmund Pedersen
1963: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen fra Randers
1964: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1965: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1966: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1967: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1968: Serie 2 (Landspokalkamp mod Randers Freja) = Træner Kaj Pedersen
1969: Serie 2 = Træner Kaj “ barber” Pedersen
1970: Serie 2 = Træner Søren Thomasen fra Randers
0000: Ps! Søren Thomasen falder om og dør under træningen (Mindepokal)
1971: Serie 2 = Træner Henning Jørgensen fra Randers
1972: Serie 2 = Træner Kaj Pedersen
1973: Serie 2 - rykker ned i serie 3 = Træner Kaj Pedersen
1974: Serie 3 - rykker op i serie 2 = Træner Ebbe Bruun
1975: Serie 2 = Træner Ebbe Bruun
1976: Serie 2 = Træner Ebbe Bruun
1977: Serie 2 - rykker op i serie 1 = Ebbe Bruun (pokal: Bramminge + Nakskov)
1978: Serie 1 = Træner Ebbe Bruun
1979: Serie 1 - serie 4 rykker op i serie 3 = Træner Lars Holdgård
1980: Serie 1 - rykker ned i serie 2+Serie 3 ned i serie 4=Træner Lars Holdgård
1981: Serie 2 rykker op i serie 1 + Serie 4 ned i serie 5 = Træner Brian Andersen
1982: Serie 1 - rykker ned i serie 2 = Træner Brian Andersen
1983: Serie 2 + serie 4 + serie 5 = Træner Børge Sejersen
1984: Serie 2 = Træner Børge Sejersen
1985: Serie 2 + serie 4 + serie 5 = Træner Børge Sejersen
1986: Serie 2 - rykker ned i serie 3 + Serie 4 + 2xserie 6 = Træner Tommy Willis Ps! Per Erbo +
0000: Erik Leth Pedersen overtager træningen i efteråret 86
1987: Serie 3 - 2 x serie 5 - serie 6 = Træner Erik Leth Pedersen
1988: Serie 3 - Serie 4 - Serie 5 = Træner Erik Leth Pedersen
1989: Serie 3 = Træner Egon Jensen Dronningborg
1990: Serie 3 + Serie 5 = Træner Kim (gartner) Rasmussen
1991: Serie 3 - rykker ned i serie 4 + Serie 5 = Træner Lars Holdgård
1992: 1 x Serie 4 hold = Træner Johnny Jacobsen
1993: 3 x serie 5 hold = Træner Jan Nielsen
1994: 2 x serie 4 hold = Træner Jan Nielsen
1995: 2 x serie 4 hold = Træner Søren Mølgård
1996: 2 x serie 4 hold = Træner Jan Nielsen
1997: 1 x serie 4 hold + serie 5 + serie 6 = Træner Jan Høegh
1998: 1 x serie 4 hold rykker op i serie 3 = Træner Jan Høegh
1999: 1 x serie 3 hold rykker ned i serie 4 = Træner Lars Frank Randers KFUM
2000: 1 x serie 4 hold rykker op i serie 3 = Træner Lars Holdgård + Jan Nielsen +
0000: spillende træner Ole Pykse Pedersen
2001: Serie 3 rykker op i serie 2 + serie 5 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2002: Serie 2 rykker op i serie 1 + serie 5 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2003: Serie 1 rykker ned i serie 2 + serie 4 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2004: Serie 2: Træner Lars Holdgård - serie 5 + serie 5 (2) = Søren Nielsen
2005: Serie 2 + serie 5 + serie 5 (2) = Træner Torben Juhl Jensen “ POP “
2006: Serie 1 + serie 5 + serie 5 (2) = Træner Torben Juhl Jensen “ POP “
2007: Jyllandsserien + serie 4/5 + serie 6 = Træner Henrik Johansen Lystrup
2008: Jyllandsserien + serie 4 + serie 6 = Træner Henrik Johansen Lystrup
2009: Jyllandsserien + serie 4 + serie 6 = Træner Jeppe Friis
2010: Jyllandsserien 2 + serie 3/4 + serie 6 = Træner Jeppe Friis
2011: Jyllandsserien /serie 1 + serie 4/5 = Træner Ingi Thordarsson
2012: Serie 1/2 + serie 4/5 = Træner Ingi Thordarsson (stopper!)
0000: Ingi stopper 4 kampe for afslutning = Trænere Ole Laursen og Morten Bach
2013: Serie 2/1 + serie 4/5 = Træner Kasper Eriksen og Morten Bach
2014: Serie 1 + serie 4 = Træner Kasper Eriksen
2015: Serie 2/3 + serie 5 = Træner Dennis Holdgård
2016: Serie 2 + serie 5 op i serie 4 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2017: Serie 2/3 + serie 4 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2018: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2019: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2020: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2021: Serie 2 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2022: Serie 2: Nedrykning til serie 3 = Træner Dennis Holdgaard
2023: Serie 3: Nedrykning til serie 4 = Træner Dennis Holdgaard
2024: Serie 4: Træner Dennis Holdgaard Serie 4 (2) = Træner Simon Damgaard
2025: Serie 3 + serie 5 ? : Træner
Milepæle for Auning IF Fodbold
2024 Torben Olsson, Kurt Madsen og Tommy Hjorth etablere Auning IF Logen
2014 AIF udsender en folder til hvervning af nye medlemmer
2013 Orla Sundgaard træder tilbage og Hovedbestyrelsen står uden formand
2009 Orla Sundgaard udnævnes til æresmedlem
2004 Auning Idrætsforening fejre 100 års jubilæum
AIF udnævner Lis Andersen, Kaj Pedersen, Thøger Pedersen, Per Sørensen og Palle Hjorth til æresmedlemmer
2001 Auning Idræts- og Kulturcenter etableres som et driftselskab for bådesvømmehallen og idrætshallerne
1999 Stiftes Sponsorudvalget for AIF
1990 AIF udnævner Ejnar Thuesen Johansen til æresmedlemmer
1990 Tove Schøttler udnævnes til det første kvindelige æresmedlem
1991 AIF's nye klubhus på Sdr. Fælledvej indvies
1989 Auning Idrætsforening tilbagekøber idrætshallerne
AIF Hallernes Fond oprettes af AIF
1981 Idrætscenteret udvides med en idrætshal nr. 2 samt et kursuscenter
1977 Stiftes AIF's Venner af Kaj Pedersen, Niels Møgelvang og Palle Hjorth
1967 Aunings første idrætshal tages i brug (Hal A)
1964 Auning Idrætsforening holder 60 års jubilæumsfest i klubhuset, Nyvangsvej 13
1961 AIF flytte ind i eget klubhus på Nyvangsvej 13, som var bygget af foreningens egne folk, dels af
genbrugsmaterialer som blev renset for mørtel, før de igen blev anvendt til facadesten.
1956 Der rejses en mindesten over Den Kloge Mand i Auning
1952 AIF fodbold bliver for første gang Danmarksmestre (juniorfodbold)
1949 AIF får overdraget nyt stadion på Sdr. Fælledvej
1945 Krigsårene 1940-45 med de mange restriktioner, rationeringer og mangel på varer var naturligvis en svær tid.
De sidste par år under besættelsen, måtte lederne allernådigst ansøge værnemagten om tilladelse til at spille
fodboldkampe hjemme, som at rejse til udenbys modstandere.
1935 De mange kriser i 1930’erne satte sit præg på AIF. Det var en vanskelig tid, især økonomisk.
1931 I/S Auning Anlæg og Idrætplads indvies med tilhørende træskur til omklædning og opbevaring af civilt tøj.
Idrætspladsen lå på grunden hvor Møllehjemmet ligger i dag
1929 Tilmeldes Jydsk Boldspil Union og dermed også medlem under Dansk Idræts Forbund
Man begynder at dyrke atletik under betegnelsen fri idræt. Gymnastik og fodbold var dominerende de første 25 år.
1904 AIF blev fra starten medlem af Randers Amts Skytte-, Gymnastik & Idrætsforening
1904 Auning Idrætsforening stiftes med lærer J. Jeppesen som formand
Auning IF Fodbold
Vi har altid spillet fodbold i Auning
I hvert fald i 125 år. Det fremgår af de jubilæumsskrifter, som blev udgivet i anledning af AIF’s 75-års jubilæum i 1979 og 100-års jubilæet i 2004.
Vælg et af menupunkterne herunder og få nogle gode fodboldhistorier fra de første 125 års med fodbold i Auning.
Dette foto fra 1909 er nok det ældste foto af et fodboldhold fra Auning. På fløjen står træneren med stok og bowlerhat. I bagerste række fra venstre: Anton (Baron) Nielsen - Alfred Poulsen, Johan Andersen (sports Johan), Anton Jepsen og Niels Jepsen. I midterste række: Poul Jepsen, Alfred Pedersen og Christian Pedersen. Siddende forrest: Arnold Vester, Laurits Vester og Ingemann Knudsen.
Den spæde start 1904 - 1935
Den spæde start
I jubilæumsskrift fra 1979 har bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen detaljeret beskrevet fodboldens spæde start i Auning. Thuesens historiske afsnit om fodboldens start og frem til jubilæumsåret 1979 blev gentaget 25 år efter i 100-års jubilæumsskrift dog opdateret med fodboldhistorier frem til 2004.
Vi bringer her et lettere redigeret uddrag af Ejnar Thuesens Johansens fortælling om den spæde start i 1904:
Det må være nærliggende at tro, at da Auning Idrætsforening som sådan blev stiftet i 1904, var det netop for at få fodboldspillet ind under organisatoriske rammer. Det er da også ubestrideligt, at fodbold har været den altdominerende faktor i idrætsforeningens historie.
Fodbold i Auning har uden sammenligning dengang været det ideal, som alle andre klubber på Djursland så op til og gerne ville efterligne, men også frygtede i styrkeforhold, for selv om der naturligvis har været nedgangsperioder, har man altid haft evnen til ”at rejse sig ved det træ, hvor man faldt.” Uden at diskriminere Djurslands øvrige fodboldhold viste Auning sig altid som foregangsfigur med stabilitet, mod og organisationstalent.
Fra 1904 til 1918 var lærer Johannes Jeppesen ikke alene formand, spiller og træner, men også foregangsmand for alt, hvad der havde med idræt at gøre. Der var også andre for foreningen betydningsfulde ledere, bl.a. brødrene Niels og Poul Jepsen. De blev boende i Auning og fulgte de kommende generationers fodboldhold med aldrig svigtende interesse, de sidste mange år fra tilskuerpladserne.
Ejnar Thuesen Johansen var som ung en dygtig fodboldspiller og var i en længere periode fast mand på Aunings førstehold.
Fra 1904 til 1918 var lærer Johannes Jeppesen ikke alene formand, spiller og træner, men også foregangsmand for alt, hvad der havde med idræt at gøre.
Om resultaterne i de første 15 år findes der ingen notater, men vi ved, at de stærkeste og mest yndede modstandere var Øster Alling, Lime og Gjesing. Det lyder for nutiden ikke af så meget, men netop disse byer havde dengang de mest jævnbyrdige hold på Djursland, ellers skulle man til Randers, Grenaa og Århus for at finde ligestillede hold. Af mindre jævnbyrdige hold på Djursland kan nævnes Hornslet, Ørsted og Trustrup.
Foreningens første frygtindgydende fodboldhold fra 1919 bestod af: Gustav Møller, Rasmus Jørgensen, Niels Chr. Hansen i bagerste række. I midterste række: Alfred Pedersen, Jens P, Brøgger Jensen, Chr. Nielsen. I forreste række: Niels Bach, Mar. Christoffersen, Alfred Poulsen. Kun Poul Pedersen og Johan Andersen mangler på billedet, og det er en skam, for de hørte til holdets bedste. Ikke mindst om Johan gik der et særligt ry - han sparkede lige så godt til bolden ”i bare tæer” som med støvler, og det første ville han helst, så det var til stor fortrydelse for ham, da det blev forbudt at spille i bare tæer.
Vi kommer nu længere frem i 1920erne, og ”de gamle” kan selvfølgelig ikke blive ved, men en ny generation opstår og så kommer Edmund Pedersen for første gang ind i billedet som det samlende element. Der kom mere plan i tilrettelæggelsen af turneringskampe, idet foreningen i 1929 blev tilmeldt Jydsk Boldspil Union (JBU). Indtil den tid spilledes mest privatkampe og nålestævner.
For at få kampe nok spilledes ofte to kampe samme dag forskellige steder. F.eks. cyklede holdet til Allingåbro på 5-6 cykler, der var altid en ”på stang” - og vandt en tårnhøj sejr. Da de fleste af cyklerne var punkteret, gik holdet derefter af banelinjen til Uggelhuse og spillede sig også her til en komfortabel sejr, inden man vandrede tilbage over Allingåbro og trak cyklerne hjem.
I 1931 rykkede holdet fra B-rækken op i A-rækken, der dengang var den næsthøjeste række. Øverste række: Øjvind Lassen, Aksel Jensen, Harald Hermann, Jacob Drachmann, Poul Søgaard Jensen. 2. række: Edmund Pedersen, Lindhart Carlsen, Folmer Hornbæk, Christian Houlberg Christensen. Forreste række: Jens Blach, Niels J. Pedersen, Holger Jensen
Denne attraktive "fabrikspokal", skænket af N. Chr. Jensen, Auning Møbel- og Madrasfabrik, blev vundet af førsteholdet i 1931. Dette år spilledes kampene på pladsen, hvor nu Nørgård Teknik ligger. Pokalen præsenteres her af en af hotelejer J. Dahl's niecer.
I årene omkring 1931 var fodboldholdet fra Auning komplet dominerende i det Østjyske område, og man skulle have modstandere fra købstæderne for at få jævnbyrdig modstand.
De stadige udvidelser af Auning Møbel- og Madrasfabrik fik på det tidspunkt stor betydning for idrætsforeningen, idet mange unge både faglærte og funktionærer blev ansat her, og da juniorchefen Robert Jensen selv var særdeles aktiv idrætsmand, sørgede man altid for at ansætte fodboldspillere og andre idrætsudøvere, som fik megen betydning i de år.
Af kendte fodboldnavne fra 1930erne må nævnes bl.a. Valdemar Sørensen (smeden), Richard Jensen, Asger Jørgensen (Basse), Peder Korning og Knud Beuschau.
Der spilledes i disse år om den mest berømte pokal i hele Østjylland, nemlig ”Fabrikspokalen”. Dens værdi og størrelse var af så kolossale dimensioner, at de store hold fra Randers, Viborg og Hobro nærmest stod i kø for at spille om denne pokal. Efter mange års berømte fejder endte kopalen i Grenaa som ejendom.
Dette er Fabrikspokalen som blev udsat af personalet på Auning Møbel-og Madrasfabrik. Den blev i 1939 vundet til evigt eje af Grenaa Idrætsforening.
Foto: Jens-Ole Johnsen 2024.
I Auning Idrætsforeningens 75-års jubilæumsskrift er Fabrikspokalen omtalt på følgende måde:
- I 1930'erne spilledes der om den mest berømte pokal i hele Østjylland, nemlig Fabrikspokalen. Dens værdi og størrelse var af så kolossale dimensioner, at de store hold fra Randers, Viborg og Hobro nærmest stod i kø for at være medspillende herom. Dog kom engang et afbud i sidste øjeblik, Peder Korning tog så pokalen med i bilen til Århus for at vise den frem for derefter omgående at få deltagemæssige tilsagn fra Arbejdernes Idrætsklub Aarhus (senere AIA). Det skyldtes iøvrigt Kornings initiativ og energiske indsats med indsamling blandt fabrikkens personale og ledelse, der gjorde det muligt at fremskaffe dette klenodie, der efter mange års berømte fejder endte i Grenaa som ejendom.
Ungdomsfodbold og talentholdene
Uden egentlig at være indenfor idrætsforeningens rammer påbegyndte en lærervikar i Søndre Forskole ved navn Jensen at træne hver eftermiddag efter skoletid med en flok drenge i 10-års alderen. Da han selv var lige kvalificeret på førsteholdet enten han spillede målmand eller cfw. var han selvfølgelig alle drenges idol. Men denne træning blev spiren til den stamme, som foreningen tilmeldte som juniorhold i 1938, og som senere stort set er identisk med oprykningsholdene i 1943 og 47.
Bagerste række: Ukendt, Ib Pedersen, Hans Stig Andersen, Kurt Munk, ukendt og træner Oskar Andersen Midterste række: Børge Riis Rasmussen og Bent Pedersen, Poul Marcussen. Forreste række: ukendt, Aksel Andersen og Leo Høgh Nielsen.
Auning Fodbolddrenge med træner Oskar Andersen, her på den nye Stadion, som blev indviet i 1949. I baggrunden ses den gamle Auning Søndre Skole og byggeriet på den nye skole, på hvilken der var grundstens nedlæggelse i 1950.
Disse drenge udgjorde et stærkt drenge fodboldhold. Holdet blev Danmarksmestre, som junior fodboldspillere ved et stævne i Sønderborg den 7.9.1952, arrangeret af De Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger. Begivenheden blev nævnt i radioen og da holdet med deres træner Oskar Andersen vendte hjem til Auning, blev de modtaget med fejring i Forsamlingshuset.
Dette hold var et af de mange ungdomshold i fodbold, som Oskar Andersen meget kærligt tog sig af i en lang årrække. Han var beskeden og uden særlig kommandotone og havde derfor på et tidspunkt vanskeligt ved at styre de unge mennesker, og det gik så galt, at han meddelte at nu kunne de passe sig selv og han tog hjem! Et par dage senere stillede alle drengene ved hans hjem og bad mindeligt, med megen beklagelse for deres opførsel, om han ville komme igen! - Selvfølgelig kom Oskar tilbage, og nu var der ingen slinger i valsen mere.
Foreningens ledelse blev da klar over, at skulle Auning fortsat kunne holde sig i toppen, var det nødvendigt at tilrettelægge og organisere fodbold for ungdom helt ned til den begyndende skolepligtige alder. Alle mindreårige hold fik igennem mange år, deres første fodboldopdragelse af Oskar Andersen. Når de blev i 12-13-års alderen overlod han gerne talenterne til andre, som han mente, der havde mere tekniske oplæringsegenskaber. Som stabile ledere og trænere for disse i 70'erne må nævnes Herman Bossow, Ejvind Hansen, Karl Thygesen og John Reimers.
Disse herlige fodbolddrenge fra 1965 er Aunings lilleputhold (plus en reserve), deltog ved Jyllandsstævnet Vingsted. De vandt amtmesterskabet hjem til Auning, og som belønning for indsatsen blev de af RASG og I inviteret med til Vingsted.
Bagerste række fra venstre: Kurt Sørensen, Erling Salling Olsen, TP Torben Pedersen, Leif Hansen - Niels Ebbe Bossow og Keld Christensen. Midterste række fra venstre: Søren Hornbech, Hans Peter Hansen og Finn Sørensen. Forreste række fra venstre: John Jensen, Knud Erik Kristensen og Henrik Hansen.
Amtsmester 1970. Bagerste række fra venstre: Henrik Poulsen, Bjarne Nielsen, Leif Hansen, Søren Hornbech, Erik Glerup og Jens-Ole Johnsen. Forreste række fra venstre: Peter Korsgård, Jan Møller, Ivan Jørgensen, Per Møller, Finn Sørensen og Henrik Hansen.
Gennem mange år har Auning haft et anseligt antal hold tilmeldt JBU's turneringer, - sikkert også flere end de fleste andre landklubber, f.eks. var der fra starten af turneringen i 1979 tilmeldt i alt 9 turneringshold fordelt i alle aldersklasser.
Efter en tilværelse i idrætsforeningen som et underudvalg blev ungdomsafdelingen i samråd med børnenes forældre i 1979 en selvstændig afdeling for både piger og drenge. Ungdomslederne ændrede strukturen, således at man arbejdede efter en 5-års plan med det sigte at aflevere nogle sammenspillede og sammenknyttede spillere til seniorafdelingen.
Ynglingehold fra 1972. Et sammensat hold med spillere fra Auning IF og Sønderhald, Assentoft. Øverst fra venstre: Ib Kristiansen Assentoft, Ove Kjærsgård Assentoft, Hans Peter Hansen Auning, Erik Thomasen Assentoft, Torben Pedersen Auning, Kaj Thorndal Auning. Holdleder Laurits Pedersen Auning. Nederst fra venstre: Flemming Villadsen Assentoft, Kurt Madsen Auning, Torben Olsson Auning, Knud Erik Kristensen Auning, John Jensen Auning og Kaj Simonsen Assentoft.
Ungdomsafdelingen udarbejdede en organisationsplan med det formål, at spillere, ledere, trænere og udvalg skulle have så gode arbejdsbetingelser som muligt, opgaverne blev lagt i så faste rammer, at der ikke var tvivl om, hvilke udvalg der tog sig af de enkelte opgaver.Dette var en markering ved 75-års jubilæet, der viste at man ikke kun så tilbage på de 75 år, der var gået i Auning Idrætsforening; men også arbejdede frem i tiden til stadig gavn for børn og unge i Auning og omegn.
Fodbold ungdom havde i 1980'erne mange talentfulde spillere, men som i så mange andre små byer, kunne man ikke holde på dem, mange rejste til de større byer for at uddanne sig. Der forsvandt nok ca. to seniorhold i årene fra 1980 til 1995. Dette var måske en af grundene til den dårlige periode i 1990'erne, hvor der var for få spillere at tage af. Heldigvis var der da også lyspunkter på den ”auningske” fodboldhimmel i 1985 vandt drengene 10-12 år DDSG&I's landsmesterskab.
Omkring 1990 begyndte afdelingen igen at få nogle gode ungdomsspillere, hvilket vi kan se frugten af i dag, da det er nogle af dem, der har været med til at sørge for den gode fremgang i seniorafdelingen sidst i 1990'erne og frem til jubilæumsåret 2004.
Aunings drenge 10-12 år vandt landsmesterskabet 1985 i Dronningborg. Bagerst fra venstre: Træner John Reimers, Max Nielsen, Lars E. Munk, Réne Nielsen, Jacob Damgaard, Nils Reimers, Bo Jensen, John Andersen, Træner Frode J. Jensen Forreste række: Jørgen Sørensen, Jesper Hansen, Kim Rasmussen, Jens P Jensen, Søren Vestergaard, Ole Bech, Anders Randbøll.
Auning Miniputter har vundet amtsmesterskab i 11- og 7-mands fodbold 1992. På billedet ses Per Andersen, Niki Quinland, Casper Hansen, Ulrik Bak, Chr. Jensen, Kristian Næsby, Morten Poulsen, Ulrik Sørensen, Danie Nielsen, Daniel Jensen, Mike Jensen, Brian Pedersen, Steffen Pedersen, Peter Jensen. Trænere er Alex Sørensen og Hans Peter Hansen.
Trænerne Morten Christensen (tv) og Alex Sørensen (th) med ungdomsspillere - formodentlig ved en nytårsappel.
Et stærkt drengehold, der i 1994 spillede sig op i MR. På billedet ses: Øverst fra venstre: Træner Morten Kristensen, Christian Jensen, Casper Hansen, Per Andersen, Jacob Nielsen, Kristian Næsby, Brian Pedersen, holdleder Henning Pedersen, Rene Thorsen, træner Alex Sørensen, Morten Poulsen, Ulrik Sørensen, Nick Acintane, Ulrik Bach, Mike Kirkegård, Daniel Nielsen. Fra holdet mangler: Daniel Juul og Ulrik Hedegård.
2010: Aunings smådrenge 8-9 år. Bagerste række fra venstre: Mads Friis Sørensen, Nicolaj Dinesen, Sander Jacobsen. Forreste række fra venstre: Jonas Dannemand Friis, Sander Kongaard Nørgaard, Frederik Nicolajsen, Andreas Hjøllund Marker og Adam Thulstrup Elgaard. Liggende: Mikkel Ryberg Jensen.
Aunings U15 drenge i A-rækken 2016: Jonas Friis, Frederik Nicolajsen, Rasmus Krause Mouridsen, Andreas H. Marker, Emil Bang Jensen og Lasse Katholm kunne sammen med lederne Morten Nicolajsen, Peter Mouridsen og Søren V. Hougaard lade sig hylde med en tredjeplads ved de Jyske Mesterskaber i indefodbold.
Seniorfodbold
I en nystartet landspokalturnering midt i trediverne nåede Auning langt frem i turneringen og skulle møde Aalborg ”Freja” på hjemmebane. Gæsterne fra Aalborg talte bl.a. landsholdsmålmanden Hermann Christensen, og da Auning tabte 12-0, var det en skuffelse for det hidtil største publikum på Auning Stadion, at de ikke havde set den berømte målmand i aktion. Han tilbød derfor efter kampen at lade samtlige Aunings spillere tage et straffespark mod ham med det resultat, at kun den tids suverænt bedste spiller Aksel Jensen, formåede at score.
Men vi skal igen tilbage til ”katastrofeåret” 1939, da holdet for første gang rykkede tilbage ned 1 B-rækken og næsten var opløst. Der havde ikke været tilgang af megen ungdom, men den var på vej, idet der for første gang et par år tidligere var tilmeldt et hold i JBU's juniorrække.
Fra 1940-41 havde denne ungdom fået lidt ”hår på brystet” og bortset fra et par enkelte af de gamle støtter var alle i alderen 19-21 år. I kraft af energisk indsats og godt sammenhold lykkedes det i 1943 at vinde den sidste oprykningskamp til A-rækken over ”Chang" med 4-3 til trods for, at målmanden den sidste halve time nærmest var halvt bevidstløs efter et sammenstød.
Dette hold rykkede op i A-rækken efter en kamp mod Chang på Allingåbro Stadion i 1943.
Stående fra venstre: Tage Olsson, Egon Rafn, Aksel Mikkelsen, Ejvind Christensen, Poul Søgaard Jensen, Helmuth Jensen og lederen i civil Aksel Reimers. Mellemste række: Leo Rafn, Erik Kirketerp Møller og Carl Thygesen. Siddende forrest: Thorvald Pedersen, Ricard Hansen og Ejner Thuesen Johansen.
I de mellemliggende år var JBU's rækkeinddeling dog forøget til også at omfatte mellemrækken, der så var den næsthøjeste, og målet var selvfølgelig fortsat opad. Det var i flere år også nær ved, men krigsårene forhindrede ofte fuldt hold, det betød en blanding af op- og nedrykning. Men den samme stamme fra holdet i 1943 var stadigvæk intakt, og det lykkedes så i 1947 at blive kredsvindere, men der krævedes 2-3 oprykningskampe for at rykke op. Efter først at have været oversidder mødte holdet Ebeltoft på Grenaa Stadion, hvor det i sidste minut lykkes Poul Søgaard Jensen at skovle bolden ind til en 1-0 sejr. Søndagen efter var der valfart til Randers Stadion til den afgørende sidste oprykningskamp, hvor modstanderen var Havndal.
Nu var det knald eller fald, men nerverne var som blæst bort, og holdet spillede vel nok sin bedste kamp nogensinde og vandt så overbevisende som 5-0. Højresiden Egon Rafn og Tage Olsson var faddere til målene, og forsvaret holdt stand. Auning nåede efterhånden frem til semifinalen om Jyllandsmesterskabet og skulle møde Bedsted fra Thy i Viborg. Men med økonomien sat i højsædet og en tro på spillemæssig overlegenhed solgte man sig til at spille kampen i Bedsted mod den tids kæmpesum på 600 kr.
Efter omkamp tabte vi 3-2 (Bedsted vandt senere finalen meget overlegent), men for første gang i foreningens historie rejste spillerne gratis og fik oven i købet en spisning uden selv at skulle betale. Holdet bestod af følgende fra mål til v.w.: Richard Hansen, Leo Rafn, Ejnar Thuesen, Karl Thygesen, Peter Yde, Anders Andersen, Egon Rafn, Tage Olsson, Søren Stig Andersen, Anders Dahl og Poul Søgaard Jensen. Her må bemærkes, at sidstnævnte figurerer såvel i 1931 som 1943 og 1947, og han spillede en hel del kampe, og dermed har han rekorden i Auning Idrætsforening, selvom Edmund Pedersen og Karl Thygesen kommer tæt herpå. Af andre gode spillere i årene heromkring må nævnes Jørgen Olaf Poulsen, John Koefoed, Karl Andersen og Børge Jepsen.
Auning IF ved oprykning i 1947. Lederen var Aksel Reimers.
1. række: LEO RAFN - RICHARD HANSEN - EJNAR THUESEN JOHANSEN.
2. række: KARL THYGESEN - PETER YDE - ANDERS ANDERSEN (KASTRUP).
3. række: EGON RAFN - TAGE OLSSON - SØREN STIG - ANDERS DAHL - POUL SØGAARD JENSEN - AKSEL REIMERS.
Nu var man klar til at dyste i den næstbedste række, men misforståede dispositioner fra ledelsen splittede holdet, idet man ”købte” en målmand, en forsvarsspiller og en angrebsspiller udefra og det gamle mangeårige sammenhold tog skade, så efterhånden forsvandt flere og flere af den faste flok, og søgte optagelse, der hvor man i løbet af årene var flyttet hen. Så tiden der fulgte blev mest en blød mellemvare, og selv om holdet ikke direkte rykkede ned, var holdet med årene igen kun i den tredjebedste række, idet der var indskudt en ny række - lille mesterrække - som næstbedst, og der kunne Auning ikke placere sig.
Fremsynede ledere forstod heldigvis stadigvæk, hvorfra fornyelsen skulle komme, og et nyt stærkt juniorhold var i 1957 blevet voksne, og forenet med et par af de gamle prøvede, blev holdet hele omegnens skræk i en turnering, der varede i halvanden sæson. I 33 kampe opnåede Auning 54 points og scorede 128 mål mod 52 med over halvdelen fordelt til de to spillere Kaj Pedersen og Knud Hansen.
En enkelt fodboldkamp fra 50-års jubilæet i 1954 må nævnes nemlig kampen mellem divisionsholdene AIA og AB. Førstnævnte med bl.a. landsholdsspillerne brødrene Ernst og Villy Pedersen og svogeren, den senere mest berømte Poul Pedersen og AB med landsholdsmålmanden Kaj Jørgensen, Chr. Brøgger, Frank Rechendorff, Ove Bech Nielsen og den mest berømte, som de fleste af de 3000 tilskuere var kommet for at bese: læge Knud Lundberg. Resultat 3-3.
Samme sidstnævnte geni ”opfandt” egentlig begrebet ”indendørs fodbold” sidst i halvtredserne, og denne fornøjelige vintersport har Auning Idrætsforening deltaget i utallige gange rundt omkring i hele Østjyllands haller, mange gange som cupvindere og amtsmestre, ja endog vindere af DDSG&I's landsmesterskaber i Ollerup.
Dette hold spillede mod Dronningborg i 1957 på Randers Stadion og rykkede op i lille mesterrækken. i forreste række fra venstre ses: Kaj Aage Bjerregaard, Erling Mikkelsen og Kaj Gregersen. Midterste række fra venstre ses: Søren Stig Andersen, Tage Olsson og Arne Nielsen. Bagerste række fra venstre ses: Ove Sommer, Aksel Andersen, Kaj Pedersen, Egon Lindberg og Leo Jensen.
Holdet der mødte Dronningborg 1957 samlet igen i 1979. Øverst fra venstre: Holdleder Aksel Reimers, Ove Sommer, Egon Lindberg, Kaj Åge Bjerregård, John Reimers, Tage Olsson, Per Nielsen, Kaj Pedersen, Leo Jensen samt 2 ukendte. Nederst fra venstre: Søren Stig Andersen, Arne Nielsen, Leif Vogensen, Kaj Gregersen og Børge Riis.
Oprykningskampen på Randers Stadion mod Dronningborg må nok betegnes som alle tiders gyser hvad spænding angår. Efter 1-1 i ordinær kamp og 0-0 i omkampen fulgte straffesparkkonkurrence, hvor Ove Sommer indledte med at ”brænde”, og Auning var straks bagud selv om senere både Arne Nielsen og Egon Jensen scorede, og da Tage Olsson også ”brændte”, var der kun én, der troede på Aunings chancer, og det var heldigvis målmanden Erling Mikkelsen - der klarede resten af Dronningborgs forsøg også det allersidste spark efter Kaj Pedersen havde bragt stillingen op på 4-3. Aunings oprykning til den lille mesterrække var nu en realitet efter en kamp, der havde samlet 1500 tilskuere, og hvor samtlige Randersbladets journalister var enige om, at sejren var fortjent.
JBU havde omtrent samtidig udvidet sine rækker og benævnt disse med fra bunden serie VI op til serie I før Jyllandsserien, og Auning spillede således i serie I, indtil holdet rykkede ned i 1961.
Foto taget ved 60-års jubilæet i 1964. Her spillede årgang 1930-35 mod årgang 1940-50. På billedet ses: Dommer Peter Korning, Knud Beuschau, Erbo Sørensen, Aksel Jensen, Niels Andersen, Rikard Jensen, Folmer Hornbech, Chr. Kreutberg, i civil Jacob Drachmann. Lindhart Carlsen, P. Hermann, Edmund Pedersen, Poul Søgaard Jensen, Holger Jensen og målmand Niels Pedersen.
Aunings førstehold 1961. Bagerste række fra venstre: Leder Peter Munk, Lars Rasmussen, Ring, Per Nielsen, Finn Yde, Poul Erik Grønberg, Hvilsager og John Bundgård Jensen, Grund. Midterste række fra venstre: Jørgen Frederiksen, Erik Dannemand Sørensen og Niels Jørgen Kvist. Forreste række fra venstre: Tage Nielsen, Jørgen Bjerregaard og Erling Mehlsen.
Førsteholdet 1969: Forreste række fra venstre: Jens D. Larsen, Jørgen “Jolle” Munk og Niels Jørgen Quist. Midterste række fra venstre: Per Dannemand Sørensen, Jørn Johansen, Torben Nielsen og Palle Dannemand Sørensen. Bagerste Række fra venstre: John Reimers, Erik Dannemand Sørensen, Jørgen Rasmussen, Erik Leth Pedersen og Erling Munk.
1971: Aunings førstehold i serie 2 i røde udebanetrøjer fra Nørgård Ost. Bagerst fra venstre: Holdleder Laurits Pedersen, Finn Bering, Erik Pedersen, Per Nielsen, Erik Dannemand Sørensen, Jørgen Rasmussen, træner: Henning Jørgensen. Midterste række fra venstre: Per Dannemand Sørensen, Jørn Johansen og John Reimers. Forreste række fra venstre: Palle Dannemand Sørensen, Jens D Larsen, Jørgen Munk og Niels Jørgen Kvist.
Efter utallige nærliggende forsøg i de kommende år - især i 1968 - lykkedes det ikke at rykke videre op, det blev i stedet nedrykning, endda i 1973 helt ned til serie III. Med ansættelse af træneren Ebbe Bruun lykkedes det dog allerede i 1974 igen at rykke op i serie II - nu rykkede man op blot ved at blive kredsvindere - i øvrigt med følgende hold:
Fra venstre i bagerste række: Alex Sørensen, Lars Ole Sørensen, Torben Pedersen, Peter Hjulmand, Søren Hornbæk, Ebbe Bruun og Bjarne Sejersen. Foreste række fra venstre: Thøger Brix, Erik Pedersen, Torben Olsson, Knud Åge Laursen, Bo Thygesen og Hans Peter Hansen.
Da Aunings bedste hold i 1968 igen var fremme at snuse i landspokalturneringen og trak Randers Freja på hjemmebane, som året før havde vundet finalen i samme turnering. Om Auning var stærkere end fordums dage, eller ”Freja” var forholdsvis svagere, er ikke muligt at bedømme, men Randers Freja vandt dog ”kun” med 8-1. Det må nævnes, at Auning's eneste mål blev scoret af revisor Jørgen Rasmussen.
At Aunings succes i landspokalturneringen ikke er en enlig svale, blev bevist igen i 1977, da man nåede lige så langt og trak Nakskovs 2. divisionshold, men på udebane, og det blev et nederlag på kun 4-1.Flere gange har Auning dog vundet amtsmesterskabet og Nordjyllandsmesterskabet og repræsenteret RASG&I ved landsidrætsstævner og flere gange hjemtaget landsmesterskabet både for junior og senior.
Ambitionerne var stadigvæk til stede og med samme hold sikrede man igen oprykning til serie 1.
Bagerste række fra venstre: Lars Pedersen, Thøger Brix, Ebbe Bruun, Torben Pedersen, Jørn Johansen, Erik Pedersen, Peter Hjulmand, Jens D. Larsen, Palle Erbo Sørensen, Jørgen Munk, Torben Olsson og Kurt Madsen.
Aunings førstehold i Serie 1 i 1978. Bagerste række fra venstre: Lars Pedersen, Søren Hornbech, Kurt Madsen, Erik Pedersen, Morten Andersen, Ebbe Bruun og Torben Pedersen. Forreste række fra venstre: Thøger Brix, Palle Erbo Sørensen, Knud Erik Sørensen, Torben Olsson og Peter Hjulmand.
Sæsonen 1978 så længe ud til at give den helt store fremgang med oprykning til Jyllandsserien, men på det sidste glippede det, og Dronningborg blev vel nærmest banemanden og fik således hævn efter 20 års forløb fra før omtalte gyserkamp om oprykning.
Nytårs appel 1979-80. Bagerste række fra venstre: Benno Jensen, Ukendt, Knud Erik Sørensen, Jens Erik Hougesen, Flemming Pedersen, Jess Brix, Aage Jacobsen, Poul Erik Jensen, Kurt Madsen, Morten Andersen, Per Dannemand Sørensen, Henrik Hansen, Jørgen Rasmussen, TEO Torben Olsson og Søren Korsgaard. Forreste række fra venstre: Ole Hansen, Palle Hjorth, Jens-Ole Johnsen, Kurt Sørensen, Erling Munk, Jørn Johansen og Jørn Larsen. Træner: Lars Holdgaard.
Aunings førstehold i Serie 1 - rykker ned i Serie 2 i 1982. Bagerste fra venstre: Jan Busk, Torben Pedersen, Brian Andersen, Torben Rasmussen, Bjarne Sejersen og Henning Skjødt Nielsen. Forreste række fra venstre: Palle Erbo Sørensen, Ole Hansen, Jørn Larsen, Finn Hansen, Bent Brix og Thøger Brix.
Semifinale mod Vodskov. Serie 6. Øverst fra venstre: Ole Bering, Peter Hjulmand, Ivan Enevoldsen, Erik Pedersen, Torben Rasmussen, Torben Olsson og Bjarne Sejersen. Nederst fra venstre: Lars Holdgård, Per Erbo Sørensen, John Nicolaisen, Erling Munk, Jørgen Munk, Jørn Johansen og Palle Erbo Sørensen.
Holdet fra 1976 ved sommerfesten i Vivild 1988. Øverst fra venstre: Jørn Johansen, Torben Olsson, Palle Erbo Sørensen, Bjarne Sejersen, Thøger Brix, Erik Pedersen og Kurt Madsen. Nederst fra venstre: Henning Skjødt Nielsen, Jens D. Larsen, Jørgen "Jolle" Munk, Lars Pedersen, Per Erbo Sørensen og Torben Pedersen.
Auning havde 3 serie 5 hold i 1993. Bagerst fra venstre: Holdleder Lars Sørensen, sponsor: Tommy Hjorth fra Flensborglageret, Morten Ranbøl, Ole Hansen, Ole Laursen, Heine Søndergård og Torben Pedersen. Midten: John Pedersen fra IF Ådalen. Forreste række fra venstre: Søren Nielsen, Mogens Dahl Andersen, Jesper Hansen, Lars Erik Munk, Henrik Thygesen, Ukendt og Knud Dahl Andersen.
Serie 5 1993: Bagerste række fra venstre: Holdleder Lars Sørensen, Niels Reimers, Mads Veje, Peter Greve, Jesper Hansen, Frantz Jensen, Morten Bach og holdleder Verner Korgaard. Bagerst Sponsor Henning Wittrup, Mazda.
Forreste række fra venstre: Morten Randbøll, Heine Pedersen, Samir Desevic, Lars Blach og Troels Juhl Jensen.
Nytårs-appel for Auning IFs førstehold, januar 1995
Spillerne er: 1: Søren Mølgård, træner. 2: Ole Hansen. 3: Troels Jensen 4: Henrik Jeppesen. 5: Henrik Thygesen. 6: Heine Søndergaard Nielsen. 7: Jan Nielsen. 8: Nils Pilgaard Reimers. 9: Ole Pilgaard Rasmussen. 10: Heine Pedersen. 11: Torben Olsen. 12: Mogens Dahl Andersen. 13: Mikael Leth Pedersen. 14: Kim Rasmussen. 15: Søren Nielsen. 16: Knud Dahl Andersen. 17: Samir Desevic. 18: Avni Asuani. Samir og Avni var begge bosniere, der boede i den del af idrætscenteret som Røde Kors havde lejet til indkvartering af flygtninge. Avni er i dag aktiv fodbolddommer i lokalområdet.
Fotograf: Michael Bygballe Christiansen
År 2000: Auning serie 4 rykker op i serie 3. Bagerste fra venstre: Thomas Sørensen, Søren Kvorning, Torben Jensen, Lasse Brix, Peter Johansen, Allan Thorsen, Danni Bjerre, træner Lars Holdgård - forrest: Mads Brix, Nils Reimers, Ole Pedersen, Casper Olsson, Morten B. Larsen, Søren Nielsen, Laust Veje, Mikael Pedersen, Christian Veje, Carsten Laursen.
I 1979 blev Lars Holdgaard ansat som træner. Det lykkedes at få serie IV op i serie III, dermed var fodbold repræsenteret både i serie I og III, den bedste placering i klubbens historie indtil nu. Desværre rykkede begge hold ned i 1980. Således at vi 1981 igen havde et hold i serie II og IV.
I 1981 blev Brian Andersen ansat som træner, han spillede dengang på Randers Frejas førstehold, og nu spillede holdet sig igen til serie I. Auning blev kredsvindere efter omkamp mod Houlbjerg, som de vandt over med 4-3. Kunne man nu holde skansen, nej igen i 1982 rykkede holdet ned i serie I og her spillede holdet så i 1983-84-85 og 86. I 1986 rykkede holdet yderligere en tak nedad til serie III, hvor de så spillede de følgende seks år.
De følgende år blev de hidtil dårligste for fodbolden i nyere tid. 1992 serie IV. 1993 3 serie V hold. 1994 2 serie IV hold. 1995 Il serie IV hold. 1996 2 serie IV hold. 1997 1 serie IV hold. 1998 1 sene IV. 1999 1 serie III hold. 2000 1 serie IV hold.
Samme år blev Lars Holdgaard igen ansat som træner med oprykning fra serie IV i 2000 til serie 1 i 2003, desværre måtte vi ned og spille serie II i 2004.
2001: Auning serie 3 rykker op i serie 2. Bagerst fra venstre: Træner Lars Holdgaard, Henrik Mortensen, “Pyksi” Ole Pedersen, Dennis Nash, Danny Bjerre, Peter Johansen, Casper Hansen, Lasse Brix, Michael Pedersen. Tonny Hansen, Allan Thorsen og holdleder John Nicolajsen. Forreste række fra venstre: Casper Olsson, Mads Brix, Knud Dahl Andersen, Søren Nielsen, liggende Peter Hitz.
2002: Auning serie 2 rykker op i serie 1. Bagerste fra venstre: Træner Lars Holdgård, Peter Johansen, Casper Hansen, Christian Jensen, Søren Vestergård, Mads Brix, Allan Thorsen, Tommy Bonnerup, Holdleder Erik Pedersen, Hjælpetræner Ole Pedersen - forrest: Holdleder John Nicolaisen, Tony Hansen, Ulrik Hedegård, Mike Kirkegård, Daniel Nielsen, Casper Olsson, Christian Veje, Danni Bjerre, Mikael Pedersen.
AIF Oldboys
Rækken fra venstre: Lars Engholm, "Pykse" Ole Pedersen, "Teo" Torben Olsson, "POP" Torben Jensen, Tommy Hjorth, Erik Mønster, "Mulle" Morten Pedersen, "Vestjyden" Søren Nielsen, Søren Erikstrup, Knud Erik Kristensen og Kurt Madsen.
AIF Oldboys Nytårsappel 2013
De ”gamle” fra Auning I.F. kom på græs for første gang i år
Lørdag d. 9. marts 2013 afholdt Auning I.F. fodboldafdeling nytårsappel for oldboys. Og når vi skriver oldboys, så er det fordi det er sådan det er. For første gang i klubbens historie, har AIF tilmeldt et hold i oldboys i rækken plus 50. d.v.s. spillerne på holdet skal være fyldt 50 år.
Dog er det sådan man, når turneringen begynder, har lov at benytte 4 spillere på banen, som endnu ikke er fyldt 50 men dog er over 45 år. 24 spillere var indkaldt til appellen og heraf mødte 12 frem. Flere manglede p.g.a. arbejde, weekendture eller ferier.
Hyggen bredte sig allerede i omklædningsrummet, hvor spillerne var enige om det vist var for koldt at træne. Derfor var alle pakket godt ind i huer, handsker, tørklæder og flere lag tøj. Faktisk så mange lag så de, som måske så ud til at have klaret vinteren, uden at bruge alle deres fedtdepoter, ikke virkede større end de som måske havde knap så meget at slæbe rundt på under første træningspas.
Udover snakken var det eneste man kunne høre, knogler der knagede og bragede, så det var en fryd. Banen blev undersøgt nærmere og man kunne konstatere den ikke var til glidende tacklinger, hvilket en del var temmelig glade for, også undertegnede. Med andre ord, træningen kunne begynde.
Træning er måske et voldsomt ord, da holdet ikke har en egentlig træner, men dog en ansvarlig leder i Knud Erik Kristensen. Stemningen steg voldsomt da eneste udstyr på banen var en bold og de klassiske neongule overtrækstrøjer, hvilket var et signal om der skulle spilles på to mål og ikke en skid andet.
Et kvikt forslag om en løbetur blev hurtigt manet til jorden og der var bred enighed om, at spille sig til varmen, nøjagtig som i kampene. 1 times fodboldkamp på 2 håndboldmål blev det til. Folk fik varmen, ingen fik voldsomme skader og ingen var bare i nærheden af en omgang krampe.
Dagens højdepunkt var det varme bad og ikke mindst en kold øl fra en fødselar i spillertruppen. At sidde 12 mænd i et omklædningsrum, kun iført underræsere og med sætningen ”ka` du så huske dengang” som den mest benyttede, det er da fantastisk. Duften af deo, våd hund og støvler der har ligget i tasken i 5 måneder, det er simpelthen mandehørm i verdensklasse.
Efter badet gik turen til Idrætscentret's café, hvor Henrik's berygtede bøfsandwich ventede. En kæmpe bolle med en mega hakkedreng, bløde løg og hele svineriet. Når man har læst at Auning Idræts & Kulturcenter vil satse på sundere mad, må man blot konstatere, det endnu ikke er trådt i kraft. Mon ikke alle oldboysspillere var glade for det?
Nu venter to gange træning før selve turneringen starter. Holdet er i pulje med både, Århus- og Randersklubber, men også lokale klubber på Djursland. Kampene spilles på onsdage og AIF lægger ud med at møde Randers Freja på hjemmebane. Et hold med alle de tidligere divisionsspillere fra den kronjyske klub med Randers FC som overbygning.
Skulle man gå rundt med en oldboysspiller i maven og vel at mærke have alderen til det, kan man kontakte Knud Erik Kristensen, enten på mail eller mobil. 24 spillere kan lyde af meget, men når først turneringen starter, siger erfaringen der altid opstår en del skader, ligesom flere spillere har skifteholdsarbejde og derfor kun kan spille hver anden uge.
Så er du til bold og mandehørm og har rundet de 45 så er du mere end velkommen.
Oldboyshold fra 2004. Øverst fra venstre: Søren Hornbech, Svend Jørgensen, Henning Skjødt Nielsen, Torben Pedersen, Erik Mønster, Bjarne Sejersen, Jens D. Larsen og Alex Sørensen. Nederst fra venstre: Palle Erbo Sørensen, Ole Hansen, Knud Erik Kristensen, Kurt Madsen, Bo Thygesen, Torben Olsson og Klaus Rothausen.
Oldboyshold. Årstal ukendt. Øverst fra venstre: Alex Sørensen, Søren vestjyde Nielsen, Lars Engholm, Torben Juhl Jensen, Henning Skjødt Nielsen, Morten Pedersen, Torben Olsson, Kurt Madsen og Klaus Rothausen. Nederst fra venstre: Thomas Nicolaisen, Torben Pedersen, Bo Thygesen, Kim Overfeldt og Knud D. Andersen.
Vinder af 60 + A Rækken 2023. De gamle drenge har vundet 40-års rækken for over 20 år siden, og 50-års række for godt 10 år siden i 11 mands turneringen. Siden har holdet bevæget sig i 7-mands rækken for spillere 60+ og det er flere gange lykkedes at vinde A Rækken.
Fra venstre ses: Kurt Madsen, Jess Jensen, TP Torben Pedersen, Knud Dahl Andersen, Søren Erikstrup, Henrik Levring, Bent Brix, Marius Mollerup, Ole Hansen, Claus Rothausen og en repræsentant fra ØOB.
2024 - Oldboys vinder 60+ rækken igen - igen. Fra venstre: TP Torben Pedersen, Henrik Levring, Søren Erikstrup, Bent Brix, “Danner” Dan Thomassen, Marius Mollerup, “Laur” Henrik Laursen, Jens Krogsgaard og Claus “Pylle” Pedersen. Holdledere: Claus Rothausen og Ole Hansen.
De mange fodboldbaner i Auning
Fodboldbaner og idrætsanlæg overalt
Fra kreaturernes græsmark over "grusgraven” på boldbanen - der hvor Møllehjemmet ligger i dag - til en af Jyllands fineste idrætsanlæg
Af Ejnar Thuesen Johansen
Omtrent de første 25 år i foreningens historie, da alene fodboldspillet havde sit tag i ungdommen for udendørs idræt, skiftedes næsten spillested fra år til år. Hvis spillerne f.eks. havde fået tilladelse af en landmand til at spille på dennes græsmark, måtte der selvfølgelig skiftes i takt med landbrugets vekselvirkning for afgrøder på de forskellige marker.
Ifølge udtalelser ved 50-års jubilæet af nu afdøde æresmedlem Niels Jepsen, der var medstifter af Auning Idrætsforening i 1904, var den første fodboldbane en meget ujævn græsmark - nu midt i byen - nemlig arealet mellem Linde Allé og Møllebistroen og derefter umiddelbart syd for hovedvejen overfor den tidligere biograf, nu beboelsesejendom. Senere flyttedes både mod nord, syd, øst og vest, således en overgang på en mark ved Tårup, derefter på et areal øst for Århusvej, der hvor Electromatic gamle fabriksbygninger ligger i dag, så på markerne, hvor Nørgård Teknik nu ligger.
Niels Jepsen nævner også en fodboldbane, hvor banens ene sidelinje var unødvendig, for der var en dyb grøft, der også på behændig måde blev anvendt til at skubbe modstanderne ud i. Spillerne måtte som regel møde et par timer før hver kamp for at fjerne dyrenes efterladenskaber eller dække dem til med jorden fra de mange muldvarpeskud, der også skulle jævnes, så anstændige baneforhold kunne tages i brug.
Fra først i tyverne foregik spillet på den særdeles ujævne mark, der hvor Sønder Skolens cykelskure lå. Istandsættelser af målrammer, opstilling af springstøtter (der var nu også kommet atletik på programmet), udjævning af huller etc. Var ikke noget større problem, for murermester Jørgen Poulsen havde sin byggeplads overfor, og der kunne man frit afhente de materialer, der var brug for. Senere pløjede, harvede, tromlede og besåedes det sydvestlige hjørne af denne mark - og det blev den første nogenlunde planerede fodboldbane i Auning.
Indgang til idrætspladsen, som lå der hvor Møllehjemmet i dag ligger. Pladsen blev også brugt til afholdelse af byfester.Foto fra 1946.
I 1930 indviedes I/S Auning Anlæg og Idrætsplads på et areal opkøbt fra Møllegården. Her var nu i næsten 30 år et udendørs samlingssted for al idræt og underholdning, hvor børn og unge boltrede sig og mange store idrætsbegivenheder fandt sted. Desværre lå fodboldbanen på langs af det skrånende terræn, og da der kun var den samme ene bane til rådighed, fandt al træning sted på samme plads i særdeleshed ved det samme nærmeste mål i den nordlige ende.
Banen blev i de mange år ikke på nogen måde istandsat, så der opstod efterhånden det af modstanderne, så berygtede hul foran nederste mål, at disse satirisk døbte Auning fodboldbane som ”Grusgraven”. Det blev ligesom tidligere, banen med den dybe grøft, en fordel for hjemmeholdet, for klubbens spillere kendte jo ethvert hul og ujævnhed, som sin egen bukselomme og benyttede sig flittigt heraf. Kun hold, der normalt var langt bedre spillende end Auning, havde derfor en chance for blot at klare uafgjort, - alle andre måtte ”ned med nakken” i Grusgraven.
Her ses den omtalte grusgraven foran målet på fodboldbanen.
I efterkrigsårene herskede der stor arbejdsløshed i landet, og der blev vedtaget en lov om statsstøttet beskæftigelsesarbejde. Derved fandt kvikke hoveder i sognerådet ud af at benytte dette tilskud til anlæggelse af et nyt stadion, som frit skulle være til idrætsforeningens rådighed mod, at man afstod den gamle plads til kommunen, for derved at skaffe et centralt byggested for et alderdomshjem Møllehjemmet).
Den 21. august 1949 kunne daværende sognerådsformand Ingemann Knudsen overdrage benyttelsen af det nye stadion til idrætsforeningens formand. Det blev en storslået og meget højtidelig begivenhed med optog fra den gamle plads gennem byen til det nye stadion, af hundredvis af aktive, som omgående skulle tage baneanlæggene i brug. Indvielsestalen holdtes af idrætspræsten Gaarn Larsen, der bl.a. udtalte sin beundring over et af de smukkeste og mest veldisponerede idrætsanlæg i hele Jylland.
Publikum var strømmet til i så stort tal, at der var tætpakket rundt omkring opvisningsbanens rækværk. Et sådant rækværk var i øvrigt en nytænkning på landet, og de aktive kunne nu få bedre plads og føle sig mindre generet af publikums nære tilstedeværelse.
I processionen fra den gamle idrætsplads (hvor Møllehjemmet nu ligger) med orkester og flere hundrede idrætsfolk gennem byen til det nye stadion på Sønder Fælledvej. 21. august 1949.
Desværre varede fornøjelsen over det imponerende stadion i sin helhed ikke i alt for mange år. Skolen skulle udvides, og da sognerådet ikke fandt andre ellers gode løsninger brugbare, inddrog man ret hånligt og pludselig uden så meget som at tænke på idrættens ve og vel, den nordligste del af stadion. Idrætsforeningen havde endda kort tid i forvejen installeret lysanlæg til brug af træning og kampe i den mørke tid. Senere okkuperede man resten af træningsbanerne til samme udvidelsesformål, og nu var der kun opvisningsbanen tilbage, ja selv tennisbanen syntes man lå udvidelsesmulighederne i vejen, så den blev brudt op.
Med øvrige foreningers favorable tilsagn (omtalt under artiklen ”Fællesskab og Samarbejde”) måtte idrætsforeningen så igen selv sørge for træningsbaner, hvilket blev en realitet syd for opvisningsbanen på jord fra ”Karlsminde".
Efter Sønderhald Kommunes oprettelse er der senere tilkøbt og planeret et betydeligt Større areal i forbindelse hermed, alt finansieret af kommunen. Så nu er der tilsyneladende plads nok et stykke tid, men desværre kunne opvisningsbanen ikke holde til den Større belastning, mens de tilstødende baner blev brugbare, så denne måtte i 1978 pløjes op og sås om.
Anders Andersen, fodboldtræner i AIF
Auning IF bedste ungdoms fodboldtræner nogensinde!
Anders Andersen var en meget populær og erfaren fodboldtræner i Auning IF. Han er formodentlig den eneste som er begravet med en fodbold, som var signeret af de fodbolddrenge, som han var træner for.
Efter hans død indspillede Torben Juhl Jensen en hyldestsang til minde om Anders. Den ligger i bunden af denne side.
Hvis man spørge Bent Brix: Hvem var Anders Andersen? Plejer Bent at fortælle denne historie om Anders:
- Jeg var med Anders som hjælper for de små 0-6 år fodboldspillere i Nørager. Vi var der i god tid og Nøragers unger lejede på marken ved siden af i halmballerne og vores kom og spurte om de også måtte lege med.
Da kampen skal til at gå i gang, aftaler jeg med Anders at jeg lige henter ungerne. Da jeg kommer der over legede både vores drenge og drengene fra Nørager helt fantastisk sammen.
Jeg går tilbage til Anders og siger at det bliver ikke let at få den til at skulle stoppe den gode leg. Nå, siger Anders og går hen til Nøragers træner og kommer lidt efter tilbage. Jeg spørger hvad de fandt ud af og Anders svarede, vi skriver 1-1 på holdkortet og lader børnene lege.
Det var en flok glade drenge vi havde med hjem og som huske det som en rigtig god dag til fodbold. Jeg tænkte der er en der har forstået hvad ungdomsfodbold går ud på.
Anders Andersen med bronzeholdet fra Amtsmesterskabet 1994
Med hjælp fra Bymuseets Facebook-side har vi fundet frem til navnene på spillederne: Nr. 1: Kasper Ask Nielsen Nr. 2: Kristoffer Nr. 3: Jacob Sørensen Nr. 4: Lasse Drachmann Pedersen Nr. 5: Martin Rytter Hindbo Nr. 6: Esben Heinze Sørensen Nr. 7: Nikolaj Ertbjerg Hornbek Nr. 8: Jonas Grauslund Nr. 9: Anders Jensen
Uddrag fra reaktionerne et opslag om Anders Andersen på Bymuseets Facebook-side:
Æresmedlem Laurits Pedersen
For at fodboldafdelingen kan fungere er der en masse frivillige, som gør et stort stykke arbejde, dvs formand, bestyrelse, kampfordelere, holdledere, ungdomstrænere samt dem der passer banerne. En person kan i den forbindelse nævnes, nemlig Laurits Pedersen, han har været med i mange år i forskellige funktioner lige fra dirigent ved den årlige generalforsamling til formand, kampfordeler og den som passede banerne.
I jubilæumsåret 2004 har fodboldafdelingen 220 medlemmer, det er både børn og voksne. Bestyrelsen i dag består af: Formand: Lindy Nielsen, kasserer: Anne Worre Jensen og den øvrige bestyrelse: Rita Sørensen, Eva S. Jensen, Christian Veje og Danni Bjerre.
Måske har disse emner også din interesse?
bottom of page