top of page
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!
1/19
2024loge
Auning IF Fodbold Logen 2024:
Den spæde start
Ungdomshold
Talent- og udvalgte hold
Rougsø-Alliancen 1975
Seniorfodbold
Oldboyshold
Portrætter af logens medlemmer
Årsoversigt IF Fodbold
Milepæle for Auning IF Fodbold
Tidligere arrangementer i Logen
Lørdag 28 februar loge OL.
TP snupper lige en scorepræmie
Teo og Tommy hylder vinderne.
Bedste spiller til OL - Per.
Vinderholdet som tog guldet.
Nummer 2 - sølvmedaljer.
Nummer 3 - Bronchemedaljer.
Nr.sjok - Én havde forladt hallen.
Fra omklædningsrummet.
Hygge med stegt flæsk og persillesovs.
Loge OL: Lørdag 28. februar 2026
Lørdag summede AIK af liv, omend liv i den lidt tungere ende af skalaen. 44 mænd mødte frem, klar til at dyste i flere discipliner. Åbningsceremonien bestod af snak og en kold pils, inden det gik løs. Efter velkomsten blev der dystet i, op ad bakke, stik ham en lang, AIF mod Skive, fodboldcurling, sparket til hjørne, huller i forsvaret og den uundgåelige fodboldquiz om AIF’s historie på godt og ondt. Efter dysterne dagens højdepunkt, 3 timer i AIK’s omklædningsrum, hvor det føg med løwnhistoirer, anekdoter, grin og gamle minder. Herefter overgik alle til stegt flæsk med persillesovs. Og så blev der eller uddelt guld, sølv og bronze, Sur røv pokalen, årets Scorekal og årets quizhold.
Logeaften: Torsdag 2. oktober 2025
Gæst: Cheftræner Rasmus Bertelsen Randers FC - fortalte om livet i en Superliga klub.
Jens - Ole Johnsen: Præsentation af Talentturneringen 1975.
Uddeling af Peter Hjulmands vandrepokal.
Loge OL: Lørdag 1. februar 2025
38 meget aktive medlemmer deltog aktivt om at vinde guld-, sølv- og bronzemedaljer.
Nå ja - så var der jo også en “bar røv medalje” til det hold der blev sidst.
En minderig dag med forstrækninger - fibersprængninger - rutebiler til kaffen.
De aktive vil sent glemme tiden i omklædningsrummet (hvad der sker i omklædningsrummet bliver i rummet).
Logeaften: Torsdag 20. marts 2025
Hvor der var landskamp i Parken, som blev vist på storskærm.
19 medlemmer deltog og gik meget mætte hjem.
Teo havde bestemt at vi skulle have smørrebrød ad libitum - han havde bestilt 5 stykker pr. mand.
Mange Logemedlemmer var taget i Parken og så landskampen live i København.
Logeaften: Torsdag 3. oktober 2024
Tema: Oktoberfestival med store Wienerdrenge og kold fadøl.
37 glade og aktive medlemmer deltog med livlig fodboldsnak og gamle løwnhistorier.
Gamle fodboldvenner dukkede op og der blev ivrigt diskuteret og hygget igennem.
Scrapbogsdag: Lørdag 30. november 2024
11 mand deltog og gamle scrapbøger blev grundigt gennemgået.
Disse er grundlaget for at vi får opsamlet foto og beskrivelser som bliver indsat i Auning Bymuseum.
Åbningen: Torsdag 21. marts 2024
Peter Hjulmand klippede snoren og Logen blev åbnet.
Logen åbnede med 41 deltagere og ideen og værdierne blev præsenteret.
Peter Hjulmand overrækker en vandrepokal til Logen.
2024loge
Ka' du huske dengang?
Velkomsten til det første møde i logen den 21. marts 2024.
Ka´ du så huske dengang?
Klip fra Nyhedsbrevet Stort & Småt nr. 27
“At sidde 12 mænd i et omklædningsrum, kun iført under-fræsere og med sætningen: “Kan du så huske dengang? ” som den mest benyttede sætning. Det er da fantastisk. Duften af deo, våd hund og støvler, der har ligget i tasken i fem måneder. Det er ganske enkelt mandehørm i verdensklasse”.
Kort og godt. Det er det som Kurt Madsen og Torben Olsson, begge 69 år gamle, og med en megalang fortid i Auning IF`s fodboldtrøje, gerne vil give en chance her på deres lidt mere modne dage.
De har begge gået i Auning Skole i samme årgang, men i hver sin klasse. Og så har de spillet fodbold sammen gennem alle børne- og ungdomsrækkerne og i en lang seniorkarriere, der sluttede som oldboys med knap så friske ben.
Auning IF Fodbold Logen 2024
Nu skal kredsen af gamle Auning IF-fodbolddrenge have en overhaling. Det bliver i form af intet ringere end en loge. En lidt løs snak om fodbold-fortiden og de mange skæve og lidt finurlige historier, der knytter sig til fællesskabet, kammeratskabet og samværet omkring fodbolden, blev til mere end løs snak.
Et lidt tilfældigt møde med Tommy Hjorth, iværksætter og eventmager i særklasse i Auning, satte på no time loge-projektet på skinner. Det i en grad og et tempo, der lige var ved at tage pusten fra Madsen og Olsson. Men nu er det så i den grad alvor. Torsdag 21. marts med start kl. 18 i AIF Cafeen med velkomst ved de to gamle drenge, der undfangede ideen. Denne vel første egentlige loge på vores himmelstrøg åbnes officielt af én af de gæve AIF-fod-boldkæmper: Peter Hjulmand, der også udmærker sig ved at være far til landsholdets træner Kasper Hjulmand. Herefter står den på spisning og hygge i cafeen, hvor spillene fra klubbens førstehold serverer for de gamle. Der er udstedt forhåndsgaranti for socialt samvær med hygge i superliga-klasse, gode gedigne røverhistorier, fodbold-quiz og et nostalgisk kig i de støvede arkiver. Klokken 22 lukker logen ned og siger ”Tak for i aften”. For at kunne blive medlem af logen skal man være fyldt 55 år. Og så skal man have spillet fodbold i Auning IFs klubtrøje. Ufravigelige krav, der ikke kan dispenseres fra. Det er tanken, at logen hidkalder sine medlemmer et par gange om året til et logemøde, hvor der som en betingelse altid skal være god mad og drikke som fast punkt på dagsordenen. Hvad der ellers skal skrives ind i kalenderen er der ikke taget stilling til, og her er det de kommende loge-medlemmer, der skal på banen med konkrete ideer.
Yderligere information
om logen kan fås ved:
Kurt Madsen, tlf. 61138070,
mail: khm1954@gmail.com
eller Torben Olsson,
mail: teo.olsson@mail.dk
For vennerne Kurt Madsen og Torben Olsson er det ikke EM-guldet i 1992 eller Champions League-finalen i 1999 der står klarest i erindringen, men derimod en pokalkamp i 1977 på en mudret bane bag Auning Idræts- og Kulturcenter.
Den officielle bane var ubrugelig på grund af vejret, så hjemmeholdet Auning IF fra Serie 2 og gæsterne Bramming BK fra Jyllandsserien måtte spille på en træningsbane.
For de 12 spillere fra Auning, som den efterårsdag i 1977 besejrede Bramming BK 5-4 i DBUs landspokalturnering, blev det en helt usædvanlig god kamp. Spillerne, der huskes fra holdet, var Peter Hjulmand Nielsen, Jens D. Larsen, Palle Erbo, Jørgen 'Jolle' Munk, Torben Olsson, Kurt Madsen, Lars Pedersen, Thøger Brix, Ebbe Bruun, Torben Pedersen, Jørn Johansen og Erik Pedersen.
Gæsterne fra Bramming var favoritter og førte 4-0 med en halv time tilbage. Hjemmeholdets målmand, Jørgen ’Jolle’ Munk, havde hentet bolden ud af nettet fire gange, og hjemmepublikummet havde næsten opgivet håbet.
Men en reducering fra Auning og endnu et mål fik publikum til at vågne. Da stillingen blev 4-3, kom der liv i lægterne, og på banen begyndte Auning at tro på udligning. Anført af den unge Torben Pedersen og med den erfarne måltyv Ebbe Bruun som træner, øgede Auning presset.
Til sidst fik Auning udlignet, og kampen gik i forlænget spilletid. Her lykkedes det hjemmeholdet at score det afgørende mål, og en sensation var en realitet. Det var usædvanligt, at et Serie 2-hold kunne slå et hold fra Jyllandsserien, men det gjorde Auning IF med deres dedikerede trup, der stort set spillede hele sæsonen uden udskiftninger og endte med oprykning til Serie 1.
En af holdets nøglespillere var Peter Hjulmand Nielsen, lærer på Auning Skole og far til Kasper, som muligvis så kampen. Ingen kunne dengang vide, at Kasper Hjulmand en dag ville blive træner for det danske A-landshold.
Portræt af logens medlemmer
Herunder følger nogle små kærlige portrætter af logens medlemmer fra dengang de var på toppen af deres fodboldkarrierer.
Alex Sørensen
Bent Brix
Bjarne Nielsen
Bjarne Sejersen
Bo Thygesen
Claus Rothausen
Danner
Erik Andersen
Erik Mønster
Erik Pedersen
Erling Munk
Ejvind Peter Almind Sørensen
Hans Peter Hansen
Harry Iversen
Henning Skjødt Nielsen
Henrik "Laur" Laursen
Henrik Thygesen
Jens D. Larsen
Jens Erik Hougesen "Serik"
Jens Krogsgaard
Jens-Ole Johnsen
Jes Quist Jensen
John Jensen
John Rasmussen
Jørgen Becker
Jørn Johansen
Jørgen Christian Yde
Kim Andersen
Kim Overfeldt
Knud Dahl Andersen
Knud Erik Kristensen
Kurt Madsen
Lars Ole Sørensen
Leif Hansen
Marius Mollerup
Michael Schmidt
Morten Andersen
Mogens Dahl Andersen
Ole Bering
Ole Hansen
Ole Pedersen
Ole Sloske Nielsen
Alex Sørensen
Manden der gik og stadigvæk går op i sport
Han dækker vel de fleste sportsgrene men her på hans ældre dage er det håndbold som holdleder i Skanderborg Hvis vi går tilbage i tiden så var han altid med på de små baner og senere i AIF på forskellige hold altid blæsende rundt på midten af banen.
Man kunne mene at han nok har brugt lige så lang tid liggende og rode rundt på midten af banen efter glidende taklinger som han har været oprejst Det var også tydeligt at det var ham der var på spil når han ikke fik fanget modstanderen for så lød der en stønnen efterfulgt at lyden “saaaaatans“.
Vi er nogle der aldrig glemmer en oldboyskamp hvor han var blevet lovet 3 kasser øl hvis han fik scoret et mål i kampen - (vi havde aftalt at vi ville takle ham hvis han blev fri og kunne score) Nå! Men han snød os med en uventet finte og pludselig var han helt fri foran målet så brændte han skuddet og mistede 3 kasser øl.
Det helt uventede skete hos vores modstandere for de kunne ikke forstå hvorfor vi lå rundt omkring på banen og grinede af vores holdkammerat som ikke fik scoret.
Men en Kriger på banen - var overalt og skånede ingen heller ikke sig selv.
Vi er flere der har mærket ham når vi trænede for vi kunne jo bare lade være med at komme for tæt på.
Bent Brix
Midt på banen er der et bundt modstandere og et sted inde i midten et der en Auningspiller der drejer rundt med bolden. - Lidt tå, lidt hæl, op og træde på bolden, skubbe den lidt frem og lidt tilbage, for så tit at træde ud af klyngen, stadigvæk med bolden eller sommetider sker der det, at han kommer farende ud af klyngen uden bold. Det er altid spændende, man ved aldrig hvad det ender med. - Hvem taler vi om? - Bent Brix!
Da hallerne var nye og Brix var halinspektør havde Bent jo gode muligheder for at træne og lære at bruge banderne til at lave smarte ting og sager. Kan huske hvordan han som barn tryllebandt tilskuerne med de utrolige finter og dygtig udførte tricks så modstanderne ikke vidste hvor bolden var (den lå i målet).
Senere som ungdomsspiller, senior, oldboys så er det en del af Bents fodbold DNA han kan bare ikke lade være med at dreje rundt eller lave en finte og det ser sgu godt ud når det lykkedes.
Der er også somme tider at de forsvarsspillere der lige har kæmpet for at få fat i bolden, råber til ham - så spil da bolden videre, men det er selvfølgelig kun når hans finter ikke virker og han kommer ud af klyngen uden bold.
Nu er vi så nået der til hvor vi spiller Oldboys fodbold og her yder Bent en stor indsats for han er jo en af de spillere der stadigvæk har kondition og kan løbe hvilke tit gør, at han også får scoret nogle mål. Finterne? - Nå ja, de bliver stadig brugt i et tempo, så vi alle kan nå at se hvad der sker.
Den dag Bent Brix skød armen af Steen Taudal
En dejlig forårsdag drog serie 5 mod Øster Alling til et lokalbrag af dimensioner. Med på holdet var bl.a. Bent Brix. Den lille, elegante "Trylle Erik agtige" Brix på midtbanen. En kamp der for Aunings vedkommende blot skulle overstås. Det var ikke et spørgsmål om sejr, blot størrelsen af denne. Men, men, men .... Som det altid var med ØAI stillede de med et hold, der måske teknisk, ikke var på niveau med Aunings. Men det de ikke havde I teknik, det havde de i fight, løben, moslen og en tro på, at Auning skulle ned med nakken.
Kampen bølgede frem og tilbage og bedst som man troede det blev en nullert, trådte Brixen i karakter og svingede venstrebenet. Bent tænker selv den dag i dag, "dommedagsskud" mens andre så bolden lige akkurat kunne trille under Steen Taudal og ind i kassen. 1-0 til Auning og dermed kampens resultat.
Om Steen slog armen i faldet er uvist, men rygtet fortæller det var Bent's drøn der gav Steen en skulderskade. Ja måske endda en brækket arm. Flere mener faktisk at have set armen blev skudt af.
Når man spørger Bent i dag om det var et drøn, svarer Bent, på sin egen stille og rolige facon. "Drøn? Da jeg efterfølgende skød målspark stillede de mur op".
Nå ja overdrivelse fremmer forståelsen.
Bjarne Nielsen
Som drenge og ungdomsspiller havde Bjarne et fysisk overtag sammenlignet med sine jævnaldrende kammerater. Han var “trimmet” og utrolig kropsstærk samtidig med at han kunne løbe som en hest både hvad angår fart og acceleration - der var knald på drengen!
Uanset hvor mange gange han røg fremad banen eller måtte tilbage i forsvaret og hjælpe, så blev han bare ved med at yde en god holdindsats.
På det tidspunkt var de fleste drenge i byen ikke særlig høje, har tænkt på om det var skoven der tog lyset så drengene ikke kunne gro.
Nu boede Bjarne lige bag ved fodboldbanerne hvor skoven ikke lavede skygge og måske derfor var Bjarne høj sammenlignet med de andre drenge, og samtidig med det besad han en utrolig springkraft, som jo gav ham mulighed for at dominere luftrummet. Måske var vi andre lidt tunge i røven eller så var vi ikke!
Det virkede bare sådan, når han kom springende i fuld fart og knaldede bolden i kassen med et brag af et hovedstød.
Bjarne har ikke spillet fodbold i Auning i mange år, men nu har han meldt sin ankomst i Logen, så måske har han mere at fortælle os om hvad der senere skete i hans fodbold liv - vi er altid klar til en ny løwnhistorie.
Bjarne Sejersen
Bjarne har fået sin fodboldopdragelse i den stribede trøje
Den var bare rød og hvid for det skete i Pindstrup. Lidt senere i ungdommen blev den røde farve udskiftet med en blå og så stod der Auning på trøjen.
Første gang Bjarne sådan rigtig dukkede op på den lokale fodbold himmel var i talentturneringen hvor holdet kom i finalen og Bjarne var det nye superkort som Rougsø-Alliancens hemmelige våben.
Der blev ham omtalt som en målsluger - en “Bomber”. Det skulle vise sig, at det havde ham tænkt sig at blive ved med i mange år også som senior- og oldboysspiller.
Bjarne kunne ikke rigtig med de forsvarsspillere det var hårde og brutale, for det var ikke Bjarnes livret at blive sparket over benene. Hvad gør man så? Ja, han udviklede en smart teknik, for han havde jo regnet ud, at når sådan en forsvarsspiller kom busende i fuld fart, for at give ham en grov takling, så gav Bjarne bolden et lille puf bag om forsvarsspilleren, for en spiller der kommer brasende har jo svært ved at løbe baglæns - smart tænkt og så var Bjarne i fuld fart mod målet - I guder hvor har han lavet mange mål.
I en periode spillede Bjarne for Dronningborg hvor vi mødte ham nogle gange og vi vidste godt at han ikke skulle have mange muligheder. Så vi satte ham altid “under tæt markering“. Senere vendte han tilbage til Auning, hvor han var en afgørende angriber med sit kloge spil og hurtige ryk mod målet.
En angriber med en målnæse i særklasse.
Bo Thygesen
Gammel Auningdreng som var med til det hele!
Rundt på alle de små baner og skyde på mål i haverne, så der er røget nogle ruder og knækket nogle blomster. Så kom den tid hvor vi blev medlemmer af Auning IF!
Var vi gode? - Næe jae jow, det var vi hvert 2 år for så kom de unge med på holdet og der var Bo altid med og han var så stabil dygtig at han blev udtaget til talentholdet i flere omgange.
På talentholdet for Rougsø-Alliancen: 1975 (finalerunden i Auning). Var med på førsteholdet i 1974 da Auning rykkede op fra serie 3 til serie 2.
Derefter på serie 2 de følgende år.
Så skete der en masse i livet noget med at rejse til Norge og arbejde for senere at komme tilbage til Auning og stifte familie og købe hus.
Der har altid været en hobby for Bo som måske nok har været vigtigere end fodbold. Det startede med at hans knallert kunne køre vildt stærkt så blev han gammel nok til motorcykel og udover han selvfølgelig skulle have en af de store så begyndte han at køre race hvor mange af løbene var i udlandet
“Classic Road Racing” Hold øje med den røde Suzuki - det går bare så hurtigt. Det er en sport hvor konditionen skal være i top og du skal være “toptunet”.
Så når han deltog i fodboldkampene var han i så god form at han både var med fremme i angrebet plus han hurtigt vendte om og løb tilbage i forsvaret. Vi så ham stadigvæk på fodboldbanen når han havde tid mest som oldboysspiller både på 11 mands og 7 mands (gammelbold).
Efter kampene blev der diskuteret og snakket så “fanden var løs” og Bo holdt sig ikke tilbage med sjove historier og godmodige drillerier.
Liv og glade dage med fuld knald på.
Claus Rothausen
Som det tit har været så har der altid været kamp om at spille sig på de bedste hold, sådan var det også da Claus var dreng i Auning.
Startede op som angriber på drenge og ungdomsholdene og kunne let finde sig tilrette med at være det man kalder “en flakkende angriber” hvilket er en meget fornem betegnelse for det betyder at Claus kunne spille alle pladserne.
Han har altid været god til at udnytte muligheden både for at rykke fri eller spille en medspiller fri.
Skulle modstanderne glemme at dække ham tæt så faldt straffen hurtigt for så var han smuttet fra dem og så fik modstanderens målmand travlt.
Hans kendetegn var en god kondition plus en vilje og evne som også gav sig udslag i et temperament der godt kunne slå gnister.
Claus var også med på indendørsholdene op igennem tiderne, man kunne have ham mistænkt for altid at have en fodboldtaske pakket klar til et landsstævne eller hvad han nu skulle deltage i.
Senere i karrieren trak han sig længere tilbage på banen og spillede ofte bagerste mand i forsvaret hvor han udviklede et speciale som bestod i at han var eminent til at lokke modstanderne i offside og skulle dommeren misse situationen og glemme at fløjte så skete der altid 2 ting.
Claus råbte efter dommeren imens han satte turbo på så han fik indhentet den angriber der troede at vejen var åben ned mod målet.
Det var den ikke - hvilket mange har mærket når han indhentede spilleren.
Claus endte sin aktive fodboldkarriere på Oldboysholdet og gled over i rollen som holdleder fordi hans ryg ikke ville spille med mere.
Her har han fejret mange sejre med de forskellige hold og vundet de forskellige alderstrin. Lige nu gælder det veteranholdet 60+ og hvis de også vinder turneringen i sæson 2025 så har de vundet pokalen til ejendom for så er det 3 gang i træk og lur mig om ikke de gør det igen - igen - igen.
Danner
Danner er jo en gammel Århusdreng som nu bor i Nørager.
Han er hvad man kalder modstandernes værste mareridt.
Danner er fræk som en slagterhund - går direkte på kassen og laver de mest tætte driblinger plus han rykker med kurs direkte på mål.
Så krydrer han selvfølgelig hans afslutninger med enten et skud omkring målmandens ører eller en finte og selv om han ofte er alene i angrebet så har han også flere gange været topscorer for Aunings Oldboys.
Ejvind Peter Almind Sørensen
Kom til verden i 1947 og allerede som 6-7-årig begyndte han at husere på fodboldbanerne.
Ejvind havde jo nogle gode drenge at spille med, for i det område, hvor han boede, var der flere gode fodboldspillere, og da han senere kom i lære hos Bonnerup som tømrer, kunne han jo springe rundt på byens tage sammen med bl.a. Erik og Per Dannemand Sørensen, men tænker ikke de kunne fange ham, for Ejvind var smidig og hurtig hvilket han også benyttede sig af i fodboldspillet
Han var også en af de udvalgte drengespillere i indendørsfodbold, hvor han spillede sammen med Jørn Johansen, Erling Munk og Per Dannemand Sørensen, så det var vel ikke så underligt at de suverænt vandt stævnerne.
Kom på Aunings førstehold i 1965. Slog hurtigt igennem i angrebet for han var meget teknisk dygtig og super hurtig.
Dem der spillede sammen med ham siger følgende: Han var sgu næsten umulig at tage bolden fra, for han var bare så dygtig til både at finte og drible.
Den første storkamp var en pokalkamp i 1965 mod Ørsted, hvor Auning vandt pokalen med en sejr på 3-2 i Randers Dagblads cup-turnering for ynglinge. På det tidspunkt havde Auning ingen ynglinge hold, så alle spillerne spillede dagligt på seniorholdet i serie 2
Mange mente at Auning på dette tidspunkt spillede lige til kanten, hvilket nok var rigtigt for de var jo blevet noget hærdet af at spille seniorbold.
Men den store kamp og oplevelse var pokalkampen på Auning stadion mod Randers Freja som spillede i 2 division og hele vejen rundt om stadion var der fyldt med tilskuer, som alle ville se hvordan Aunings dygtige spillere ville klare denne store opgave som var en kæmpe mundfuld.
Det viste sig også at holde stik, for Auning tabte 8-1, men havde stor ære af deres indsat for de gav alt hvad de havde i sig.
Ejvind stoppede med fodbold i Auning sidst i 60’erne, hvor uddannelse og job førte ham videre i livet.
Erik Andersen
Erik boede strategisk godt for han kunne tillade sig at spille bold både for “Bette Auning” og Storbyen Auning idet han boede lige i svinget ved vejen til kirken.
Når han mindes sine drengeår med bolden så er det grusbanen ved Nordre skole der bliver nævnt inden han bliver en del af Auning IF og får den blå stribede trøje på og finder sin plads på midtbanen mest i venstre side.
Nu er det jo altid lidt sjovt hvem der husker hvad eller hvad man vil huske !
Hvis man finder de gamle fodbold historier frem så finder man Erik som en spiller der ikke “giver ved dørene” han går til den og er en god og dygtig midtbanespiller faktisk så dygtig at han bliver udvalgt til talentholdene.
Der er så en anden side af historien “bagsiden af medaljen” for det lykkedes jo den unge mand at få tildelt nogle gule og røde kort.
Det er så her at Erik hæver stemmen og klart understreger at det var f…… også nogle ringe dommere der var på den tid men de skal jo også tilgives for som Erik siger så var det jo altid i et utroligt højt tempo når han havde bolden eller gik til den på banen.
1974: Her forlader Erik Auning og rejser til Frederikshavn. Spiller fodbold for Bangsbo i serie 2. Skifter klub på et tidspunkt og spiller for Sæby.
Senere rejser han til Ebeltoft hvor han køber en isenkræmmer butik eller hvad man nu kalder sådan en? Spiller nogle få Oldboys kampe for Ebeltoft men det bliver ikke rigtig til noget.
Nu er Erik så vendt tilbage til sin ungdomsklub Auning og deltager i Logen med sit gode humør og en fantastisk viden om tiden i byen og klubben.
Han nåede også at blive smittet af den specielle Auning humor for Løwnhistorierne er ikke blevet ringere.
Erik Mønster
Denne fodboldmaskine er en af de spillere der har spillet i den rød/hvidstribede trøje for Pindstrup. Som lidt sent skiftede til Auning og fik den blåstribede trukket over hovedet. Men til stor overraskelse for Erik, så opdagede han for ikke så længe siden, at han har spillet længere tid for Auning end han har for Pindstrup. Gad godt vide hvor mange kilometer han har løbet for Auning?
Erik er en fodboldmaskine - han starter med at løbe lige så snart dommeren fløjter kampen i gang. Så er han overalt på banen og vi har da også tit stået udenfor og spurgt hinanden - hvilken plads spiller Erik i dag?
Han giver aldrig op og vi kan tit se, at vores modstandere sukker opgivende og tænker “kommer han nu igen“ - ja det gør han! Kæmper så det fløjter og er fuldstændig utrættelig.
Som oldboys spiller må man jo skifte ud løbende - og det benytter Erik sig af. Vi har tit hørt ham sige når han vil udskiftes - jeg er godt nok træt.
Det er mest på midten af banen vi ser ham “fræse rundt“, så kan han jo hurtigt blande sig i både forsvaret og angrebet og det gør han gladelig, for han vil være med der hvor det sker.
Så er jeg ikke helt klar over om han har set muligheden eller det er tilfældigt, for han har en evne til at snige sig med frem i angrebet og lige få lavet nogle mål eller spille en medspiller fri som så let kan score.
Man kan altid regne med en 100% indsats og så er han jo også hyggelig, når vi vender detaljerne i omklædningsrummet.
Erling Munk
Hvad skete der først? Fik han monteret et par fodboldstøvler på sine små drengefødder? Eller måtte han aflevere sin sutteflaske til dommeren?
Ingen kan helt huske det, hvilket er helt ok, for han kravlede rundt med en bold og da han lærte at gå, så begyndte han at spille fodbold.
Erling var med hvor det skete og et af de første billeder viser at han var med til at vinde et indendørs stævne i 1961 for drenge indtil 15 år sammen med bl.a. Jørn Johansen - Ejvind Sørensen - Jørgen Becker - Leif Jensen så man kan roligt sige at han var kommet på et stærkt hold.
Det er tydeligt at han bider sig fast på de forskellige førstehold op igennem 1960erne hvor der er stor konkurrence, men det lykkedes for ham at være med i kredsen af vigtige spillere for hvis der er noget en træner godt kan bruge så er det en stabil spiller som seriøst træner og aktivt deltager i de roller han får.
Det var altid lidt underligt da os der lige var blevet seniorspillere skulle til at møde Erling på fodboldbanen for han havde en udsøgt evne til altid lige at få sig stillet i vejen eller skubbe og mase sig til at nappe bolden for flytte sig det gjorde han ikke, og du skulle ikke prøve at være smart for han “høvlede igennem”.
Senere i karrieren havde de gamle førsteholdsspillere lavet et mere eller mindre lukket hold i serie 6 hvor Erling rigtig kunne spille og hygge sig.
De havde også stor morskab hvert år for de rykkede som regel op i serie 5, men de gad ikke at rykke op så de byttede plads med serie 5 for det var de unge og de rykkede som regel ned i serie 6.
Det var en smart ting de der havde fundet ud af for så kunne dem der kendte hinanden blive ved med at hygge sig og spille på hold sammen. Det var det samme serie 6 hold som gik igennem forskellige kredskampe og endte i finalen om at blive Jysk mester. De tabte dog til Nordals i finalen med 4-0 men fik en flot modtagelse da de kom tilbage til Auning med deres sølvmedaljer.
Man siger tit om fodboldspillere der har været med i mange år at det er de gamle kæmpere, og det er lige hvad Erling altid har været.
Erik Pedersen
Vel nok den dygtigste og mest betydningsfulde spiller igennem tiderne på sin plads
Han fik hurtigt og meget ung fast plads på Aunings bedste seniorhold og det var tydeligt at her var der noget helt specielt for han kunne læse spillet og lod bolden gøre arbejdet plus hans afleveringer var helt i særklasse.
Det skete en gang imellem at han ikke var med i en kamp det kunne være en skade eller andet og så var der noget galt i vores spil for der manglede et vigtigt bindeled. Erik var der hvor han skulle være om det så var i forsvaret eller fremme i angrebet og så kunne han se mulighederne før andre så vi andre blev spillet gode.
Vi har aldrig helt forstået hvordan han kunne løbe så meget i en kamp og bare blive ved med at bygge spillet op og servere den ene " sukkerbold" efter den anden.
Så lige en lille sjov historie: Jeg havde fornøjelsen af at spille for Kristrup i en sæson hvor vi skulle møde Auning som lå i toppen af serie 3 og også rykkede op i serie 2. Vi havde samlet et superhold med nogle spillere fra Jyllandsserien og andre forstærkninger. Så skete det ingen havde forventet! Erik Pedersen dukkede op som en trold i vores forsvar og nikkede bolden i kassen. Det kan jeg bare sige at det skete ikke i hver sæson at han lavede et hovedstødsmål.
Ud over hans evner på græsset så styrede han også Aunings bedste hold i både indendørs og firmafodbold.
Hans Peter Hansen
Han var bare så træls - hvorfor?
Fordi han var den bedste til alt det vi lavede og det var både til højdespring - længdespring - løb - kast - håndbold - bordtennis - og fodbold.
Vi andre havde dog den glæde at når vi spillede på den lille bane nedenfor Porsbakkerne oppe ved Leif og Hans Peter så var det en stor fornøjelse, hvis vi fik Leif og Hans Peter på hvert sit hold for de kunne blive vildt uenige. Det var bare så underholdende når de gik igang med at diskutere selv den mindste detalje - var den bold inde i målet eller var den ikke. Du lavede frispark - nå men du skubbede også lige før. Jow Jow der blev gået til vaflerne!
Da vi senere startede i klubben AIF stod det klart at Hans Peter var vores krumtap for han var bare så dygtig til at styre spillet og det blev han ved med at være helt op til han spillede senior fodbold.
Det var ikke så mange år han spillede senior men det stod klart for alle der så på at han var dygtig og dominerende på holdet. Der blev ikke givet ved dørene. Han var en hård spiller og specielt var han stærk i hovedspillet men han kunne også det der med at forudse hvad der ville ske så han havde de rigtige løb og lavede en del mål når han trak med frem i angrebet.
Hans Peter var aktiv og var med på førsteholdet til flere oprykninger fra serie 3 til serie 2 plus serie 2 til serie 1. - Værdifuld spiller som holdt op alt for tidligt.
Harry Iversen
Hold nu fast!
Harry kommer fra Hampen (ikke helt ude i hampen) det er en lille by ikke langt fra Nørre Snede.
Så rejser han til Byrsted Hjæs (det er stavet rigtigt) her begynder han at spille fodbold på seniorplan og det er tydeligt hvad der kendetegner ham for hvis der er noget som Harry kan - så er det at løbe hurtigt!
Et job som bager trækker Harry til Djursland for han får job i Nørager bageri og spiller fodbold på seniorplan for dem med de gule og sorte striber i serie 3.
Harry bliver lokket til Auning af Bagermester Brandt Sørensen og får job i bageriet samtidig med han spiller fodbold fra 1966 - 1968 på Aunings serie 2.
Nu er Harry jo en klog mand så han sørger hurtigt for at blive træner i håndbold.
Specielt er der noget der trækker på kvindeholdet for her er Ingrid med og det ender jo med at hun bliver gift med Harry og sammen drager de til Spentrup hvor Harry også spiller lidt fodbold.
I 1975 kommer de tilbage til Auning hvor de sammen driver bageriet i byen.
Harry har et par voldsomme historier med i fodboldtasken!
Den ene er fra en kamp på Auning stadion hvor Harry får en slag på næsen og får voldsomt ondt - efter kampen bliver man enige om at han hellere må smutte forbi læge Mehlsen som siger til Harry at det bare er et slag hvorefter Harry bliver puttet på sofaen omme ved Ingrids forældre men kan ikke falde til ro og må søge læge igen. Denne gang bliver det konstateret at næse er brækket.
Så er den næste historie mere klar
Auning skal møde Thorsager Rønde i en topkamp og der er ikke spillet mange minutter før Harry har spurtet fra alt og alle med det resultat at han hurtigt har banket 2 bolde i kassen. Det blev for meget for Thorsager Røndes målmand John Bjerregård Christensen som råber Harry ind i hovedet at nu kunne han sgu godt styre sig for ellers vil han få et par på kassen.
Harry kunne ikke styre sig for der opstår en mulighed for at hoppe op og nikke bolden i mål hvilket gav følgende resultat. Harry ramte bolden og lavede sit 3 mål. Målmanden ramte Harry og som lovet fik han en ordentlig en på kassen.
Henning Skjødt Nielsen
Henning Skjødt Nielsens fodboldhistorie
Første gang vi mødte Henning var han med på et hold fra Silkeborg (Som jeg husker det).
Han var træls, for man så han ikke sådan rigtig før det var for sent. Så havde man lige nøjagtig den tid det tog fra man røg op i luften til man landede i græsset til at fundere over "hvad blev jeg ramt af". Så stod han pludselig til træning i Auning og selvfølgelig røg han lige ind på førsteholdet han passede bare perfekt ind i vores forsvar.
Henning har en lidt specielt ting han gør som forsvarsspiller for han mestrer at snuppe en angriber sådan lidt fra siden så man både kommer ud af balance og slår sig som regel godt og grundigt.
Så var han utroligt stærk i hovedspillet både som forsvarsspiller eller med i angrebet ved frispark og hjørnespark det har han lavet en del mål på Sommetider kunne det ske at der var en spiller fra modstanderne som han havde set sig sur på - så var det bare at vente lidt før det sagde "klask".
Henning var altid med i de gode seniorår og på oldboysholdene. Kan godt huske hans sidste kamp den var lidt speciel. Det kan godt være at han pludselig kom til Auning, men han forlod også pludselig fodboldbanen. Vi spillede en oldboyskamp og han blev skiftet ind på banen, så fik han en fiber uden at have rørt bolden og måtte forlade banen.
Kan man sige? Han kom - Han spillede - Han sejrede - Han gik hjem.
Henrik "Laur" Laursen
Spiller altid kampen færdig selv med en brækket tå.
Henrik "Laur" Laursen, som bor i Horstved, har også meldt sig ind i Logen 2024. Laur har spillet oldboys i Auning mange år, og tidligere spillet på førsteholdet i både Kolind og Grenå. Han er kendt for virkelig at give alt i sig på fodboldbanen og er modstandernes værste mareridt. Oldboysholdets svar på Duracellkaninen.
Henrik Thygesen
Thyge, som han i daglig tale kaldes, huserede på midtbanen på andetholdet.
Henrik var god med bolden og smed mange af de lange til os på fløjene. Henrik havde temperament og rap i replikken. Ofte blev Henrik provokeret af modspillere, der hentydede til det røde hår, men her var Henriks svar. “Jeg kan farve hår, du er ligeså dum i morgen”! Var modstanderen ikke irriteret, så blev han det. Mens Henrik spillede, var der mange trænere gennem butikken. Kun en enkelt så Thyge som troværdig, nemlig Egon Jensen. Egon så et lys i Thyge og et par andre “ukendte” spillere, og spekulerede i en plads på førsteholdet. Da det endelige hold skulle sættes kom de egentlige “trænere” Egon til undsætning og satte holdet som det altid havde været.
En enkelte træner så bestemt ikke lyset i Thyge og ut. hvilket resulterede i vi begge blev kaldt ”Hundehandlere”.
Jens D. Larsen
Igennem hele sin fodboldkarriere har Jens været et kondifænomen!
Han sad godt fast som højre bak på de hold som han var på og det var fra en meget ung alder helt op til Oldboysfodbold.
Som ung har vi tit beundret hans indsats når en hurtig fløj snød ham og stak afsted mod målet for han nåede ikke ret langt så havde Jens fanget ham igen og så var det angreb stoppet.
Tænk engang!
Jens kunne komme i høj fart for så i en glidende takling forsøge at snuppe bolden fra en angriber og hvis han blev snydt så var han oppe igen i samme bevægelse for hurtigt at vende rundt og sætte efter angriberen.
Bare vi kunne vise en film af det - det var meget elegant.
På et tidspunkt havde vi nogle trænere som gerne ville op i skoven og løbe så vi kunne komme i en god form, og når selve løbetræningen var overstået i skoven og vi var helt flade så sagde træneren - frit løb til hallen hvem kommer først?
Så skiftede Jens taktik for han pustede brystkassen op og stak afsted ned over skydebanen med et par stykker efter sig for at komme først ud til hallen.
Vi var en del der stod i skovkanten og nød den flotte natur mens de fræsede afsted i et vildt løb til fare for børn og svagt gående borgere.
Jens har i sin fodboldtid været med til mange op og nedrykninger for han har deltaget med stor dygtighed og energi i mange år.
Han var specielt kendt af pigerne for når vi festede så var han altid på dansegulvet og mens han svingede pigerne hurtigt rundt så sang han så højt at vi slet ikke kunne høre “ Birthe Kjær “
Utroligt hvor han fik den energi fra .!
Jens Erik Hougesen “Serik”
Jens Erik gik på Auning skole, årgang 1958. Han boede i Grund og havde kælenavnet Serik.
Det har været nemt for Jens Erik at være den dygtigste fodboldspiller fra Grund for der var ikke rigtig nogen som kunne det der med bolden,så har det selvfølgelig været naturligt at skolen gav ham lidt fodbold og senere klubben.
Angriber: målfarlig - lynende hurtig og driblestærk
Lidt sjov løbestil når han angreb så var det som om han krummede sig lidt og nærmest gled af på forsvarsspillerne. Svært at beskrive, men det var utroligt effektivt for han var umulig at holde hvilket selvfølgelig var supergodt da han spillede for Auning.
Oldboys = Grundfør = lavede mål mod Auning
Senere mødte vi ham igen som oldboysspiller for Grundfør. Der var så for os det lille problem at han stadigvæk var både driblestærk og hurtig så det lykkedes selvfølgelig for ham at score et par mål mod os og vi kan godt huske at det ødelagde bestemt ikke hans humør.
Men uanset hvordan kampene gik så var han altid storsmilende og kom gerne over i Auning lejren og hyggede sig lidt med historier fra gamle dage som lige blev skyllet ned med en kold øl.
Så tænkte vi at han nok ikke spillede fodbold mere for vi så ham ikke i flere år indtil sæsonen 2024 hvor han nu var skiftet til Hasle oldboys 60+
Som han fortalte til sine gamle fodbold venner at da han fandt ud af at Hasle skulle møde Auning så ville han selvfølgelig deltage i denne kamp. Jens Erik var nu mest opsat på at hygge sig og få noget “gammelsnak”.
Nu har han så meldt sig ind i Logen og vi glæder os til han kommer med i klubben for de gamle løwnhistorier er garanteret ikke blevet dårligere.
Jens Krogsgaard
Nyt medlem af Logen 2024, nemlig tandlægen fra Vivild, Jens Krogsgaard, som har huseret på vores veteranhold. Af samme grund havde de aldrig huller i forsvaret.
Udover medlemskabet vil Jens gerne bidrage med et sponsorat. Han lover en gratis tandudtrækning til det logemedlem, der næste gang modtager Peter Hjulmands vandrepokal. Så døjer du med jævnlig tandpine, så gør noget godt for logen. Så vil du helt sikkert komme i betragtning.
Jens-Ole Johnsen
Denne gamle Auningdreng har lært de gamle tricks på de hårde baner som Marken og den lille bane i bunden af Porsbakkerne (Hans Peter og Leifs bane). Som ungdoms Proff på de gode drenge og ungdomshold udnyttede han sin målnæse og hurtighed til at prikke mange afgørende mål ind for Auning. Modstanderne kunne også godt forberede sig på at de måtte modtage et grin fra ham hvis de gik på nogle af hans finter.
Jes Quist Jensen
Nu er der skrevet mange eksempler på, at der var en del der kom fra en klubtrøje der var rød/hvid = Pindstrup. Nogen er grønne = Vivild. Her har vi fat i en rigtig forsvarsspiller der kommer fra de gul/sorte = Nørager.
Hvordan det er lykkedes ham at komme ud på den anden side af byskiltet, det ved vi ikke! Gætter på at der nok er nogen der har glemt at lukke “leddet“.
Nå Jes fandt en sti som førte ham til Auning og der bamlede han lige ind i Oldboysholdet som jo på den tid nærmest var uovervindeligt (flot ord ik’).
Jes har været en stabil forsvarsspiller for Nørager i mange år og fortæller gladeligt om de store triumfer de lavede i Nørager og det vælger vi at tro på for om nogen så er han loyal og stabil og giver den en “skalle” på grønsværen.
Lille sjov historie: Jeg havde den blandede fornøjelse at blive udvalgt til målmand i 7 mands fodbold på Oldboysholdet - Det havde jeg ikke nogen forstand på overhovedet! Så jeg valgte selvfølgelig at råbe og kommandere med de nærmeste forsvarsspillere herunder Jes. Han fik følgende tilråb = dæk nu op - længere frem - længere tilbage - kom nu i gang! En dag blev det åbenbart for meget for ham, for han vendte sig roligt om, og kiggede mig dybt i øjnene og sagde på “Nøragersk“ - Ja -- det hele var nok noget nemmere, hvis der ingen bold var! Det var bare så smukt. Han kunne jo også have valgt at sige - hold nu kæft din idiot og pas dit mål.
Jes kæmper altid med alt hvad han har og uanset hvordan det går på banen, så er han rolig og helt afklaret helt ind til den kasse øl der venter i omklædningsrummet - for som han siger “det er jo bare fodbold”.
Han er stadigvæk aktiv på vores Oldboyshold, og så er det jo, jeg tænker, at jeg lige vil give ham et godt råd: Slut nu din karriere af med at stå på mål. Så vil jeg komme ud og kikke og høre, om du måske råber lidt af dine forsvarsspillere, og hvis du ikke gør - så skal jeg nok gøre det for dig.
John Jensen
Når man bevægede sig ned i det område som blev kaldt “Lille Auning”. Så kom man op til de iltre drenge som for alt i verden ikke ville tabe til dem oppe fra “Storbyen Auning”
Lad os lige nævne nogle drenge “Lille Auning” fra den årgang: Leif og Hans Peter Hansen, Brødrene Hjorth, Erling Salling Olsen, Mogens Andersen, Tommy Almind Sørensen og John Jensen.
Kunne altid høre om John var med - slog en stor latter op bare der var det mindste at grine af, somme tider brugte han det til at få os andre til at tabe koncentrationen hvilket tit lykkedes, og så kom ham storgrinende susende forbi og nappede bolde
Var med til de vilde kampe som dreng - Leif og Hans Peter’s bane og husker ham som en der var lidt ligeglad med om han slog sig eller tumlede rundt i et stort bundt af ivrige drenge der ville vinde.
Det var jo altid sådan at dem der vandt gik videre og skulle møde dem der sad og ventede på græsskråningen ivrige efter at få lov til at deltage.
Taberne måtte slukøret slaske op på skråningen og vente en kamp indtil de kunne deltage igen.
1972: John var en dygtig og energifyldt spiller der som sagt “gik til vaflerne” hvilket medførte at han spillede sig til en plads på det sammensatte ynglingehold Auning havde sammen med Sønderhald.
Typisk for John så snupper han på hans første deltagelse i Loge Ol både hæderspokalen og en flot Surrøv Pokal for at styre hans hold til en meget klar sidste plads - altså nummer 7 ud af 7.
Hvis du syntes du mangler en god historie eller noget at grine af, så prøv at spørge ham om han kan fortælle lidt fra hans oplevelser med fodbolden i Auning og de ture som han deltog på.
Her taler vi nemlig om “Løwnhistorier” i verdensklasse.
John Rasmussen
Et af de logemedlemmer vi endnu ikke har set på vores logeaftener er, John Rasmussen, eller John Gartner, som han altid blev kaldt som dreng og ung. John rejser en del i sit job og har desværre endnu ikke haft mulighed for at deltage.
Sammen med sin bror, Kim, var John en bærende kraft på drengeholdene i Auning i mange år. John var lynende hurtig og når John havde bolden var der kun én vej. Fremad! John var teknisk, måske ikke nogen Messi, men havde til gengæld alt det andet. Farten, fysikken og troen på, at nu går jeg mod mål og scorer. Dette bar også John videre på seniorplan, hvor han, særligt under træner Egon Jensen, viste noget af det der tidligere er beskrevet. Ja faktisk så meget, så Egon som ham som spydspids på førsteholdet. Her fik han også chancen, men kun i træningskampene. Da turneringen gik i gang satte "disciplinærudvalget" sig sammen med Egon, og så var John tilbage på andetholdet, hvor han for øvrigt var én af de bærende. Som sin bror, Kim, rejste John til Randers Freja, hvor Kim fik kampe på førsteholdet, mens John måtte tage til takke med lavere rangerende hold. John var altid hyggelig og rar, at være sammen med og én af de spillere der var med til, at sprede godt humør i omklædnings rummet.
Noget af det der står tydeligt ift. drengeårene var, når farmand, Knud Gartner, var tilskuer til kampene. Knud er selv tidligere spiller på Auning's førstehold og han fulgte. sine drenge hver gang de spillede. Uanset om der var straffe eller målspark til Auning lød det højlydt fra Knud's mund. "Lad John skyde". Var John i et hurtig fremrykning mod mål lød Knud's gjalden allerede, inden John nåede midterlinien. "SKYD JOHN!"
Vi håber, at se dig i logen John, selv om du er en travl mand.
Jørgen Christian Yde
En fodboldspiller ud af en rigtig fodboldfamilie! Jørgens Far: Peter Yde var en utrolig stærk forsvarsspiller. Jørgens storebror: Finn Yde var en rigtig “centerforward” med mål i støvlerne.
Jørgen Yde var en god allround spiller med et specielt talent for at være målmand men også god ude på banen.
1964: RASG og I’s udvalgte juniorhold i fodbold der vandt Landsdelsmesterskabet. Der var udtaget 4 spillere fra Auning. Hvem stod på mål? - Jørgen Yde.
1965: Pokalgyser: Hvor der blev kastet med sten efter en Auning spiller! Auning vandt pokalen uden udskiftningsspiller - han var på ferie. Men Ørsted måtte ned med nakken selv om Erik “Olga” Andersen blev udvist. Så Aunings målmand Jørgen Yde fik en alt afgørende rolle.
Citat fra kampen: ”Det ene angreb efter det andet rullede ned mod Aunings mål hvor målmanden Jørgen Yde fik lejlighed til at brillere. Lykkedes det at placere bolden indenfor målrammen tog Aunings Jørgen Yde sig af det fornødne. Han var sit hold en god målmand!
Kampen bar præg af hårdt spil, men det tændte bare Jørgen Yde yderligere, for han kunne godt lide, når gnisterne sprang.
Når Jørgen ikke var målmand og spillede ude, så blev der ikke givet ved dørene, for han var ikke bange for at få nogle skrammer.
Denne årgang af unge spillere kunne ikke spille som ynglinge, for Auning havde ikke noget ynglingehold så de måtte spille senior fodbold. Dette var ikke noget problem for Jørgen for han var en dygtig og stærk spiller.
Jørgen Becker
Født: 1948 i “ Bette Auning”. Startede med at spille fodbold 1957 - 1958
11. Marts 1961: Vandt indendørs stævne for drenge i Allingåbro:
Aunings drenge vandt rækken indtil 15 år: RASG & I stævne
På holdet sammen med = Erling Munk - Jørn Johansen - Leif Jensen - Ejvind Almind Sørensen
Det var lidt sjovt for Jørn Johansen - Ejvind Almind Sørensen - Jørgen Becker
De boede alle lige ved siden af hinanden på sandvejen i “Bette Auning”
Så man kan godt forestille sig at der er blevet rullet noget bold i området - Og hvad var der så for et område ?
Drengene fra Bette Auning spillede fodbold om dagen på grusbanen ved Nordre skole den var dengang uden mål og selvom drengene spurgte pænt om de måtte få sat et par mål op så fik de et klart nej.
Men alle fra den tid kan jo godt huske at et par krøllede trøjer eller hvad man nu kunne finde så kunne det være “stolper” og det skulle ikke ødelægge glæde ved at spille fodbold, det gav selvfølgelig nogle store diskussioner om nu bolden var indenfor “stolpen” eller ej.
Spiller Ungdomsfodbold i Auning - mest som højre ving som var en god position for Jørgen var meget hurtig og målfarlig.
Jørgen havde en anden prioritet end fodbold han var nemlig supergod til badminton og det var en sport han dyrkede sammen med fodbolden indtil det blev for meget så blev fodbolden lagt på hylden.
Så var der også sket et par andre ting i livet! Det var noget med nogle piger og en Saab
Jow Jow - kunne man ikke rulle med “klatten” på fodboldbanen!
Så kunne han da gøre det på en anden måde
1963: Slutter sin fodbold tid i Auning.
Jørn Johansen
Som drengespiller var Jørn allerede et stort talent. Faktisk så stort at Auning IF måtte søge dispensation for at Jørn kunne få lov til allerede som kun 16 år at måtte spille på førsteholdet i seniorrækken. Det fik han tilladelse til og den blev udnyttet fuldt ud for så blev Aunings forsvar forstærket i sådan en grad "at der blev lukket af".
Jørn var udover at være dygtig også en spiller der kunne finde flere tricks frem, når der var brug for det - det var jo fodbold, men han var super dygtig til at klappe armene ud til siderne, så det var meget svært at løbe forbi ham.
Det var dog sværere, hvis han havde fået fat i bolden, for så kunne du ikke komme ind på kroppen af ham og kom du det endeligt, så blev du bare puffet væk. Der blev råbt og kæmpet og givet alt hvad ham kunne, for tabe det ville han ikke.
Jørn syntes, at vi skulle prøve, at have ham som modstander, så han skiftede som oldboys til Kristrup, hvor han huserede og styrede forsvaret. Vi har mødt Kristrup flere gange og så kunne man mærke, at han var tændt for nu skulle vi mærke hvad det ville sige at få det svært som angriber.
Jow, Jow! Fair, men ingen blev skånet, vi kunne jo bare løbe udenom ham, men når han slog armene ud, så havde vi ingen der kunne komme omkring ham
Man kunne virkelig kun respektere ham, for hans indsats på banen.
Kim Overfeldt
Kim startede sin fodboldkarriere som oldboysspiller i AIF! Han har altid spillet for Pindstrup i sine unge dage. Kim var ikke med til at spille oldboys hele tiden men når han var med så var det næsten altid som målmand.
Denne opgave klarede han med en sikker hånd og tog det hele med sindsro og overblik. For han havde jo en lang rækkevidde og behøvede ikke altid at hoppe for at nå bolden. Når så en gang imellem der smuttede en bold i kassen, så sendte han bare os andre et stort smil og sagde: - Nå, nu må I også til at lave nogle flere mål, hvis vi skal vinde kampen.
Det skete også nogen gange at vi havde et par målmænd til kampen, og så ville Kim gerne ud og spille rigtig fodbold på banen og helst helt fremme i angrebet, hvor han rigtig kunne slå sig løs.
Husker en kamp hvor han var kommet helt frem i angrebet og havde et par kæmpe muligheder for at score, men brændte mulighederne. Vi stod på sidelinjen og snakkede om, at det kunne nu være sjovt hvis han havde lavet et mål, nu hvor han ikke var målmand.
Så blev der fløjtet til pause og vi drillede han lidt, men det prellede bare af på ham, for som han sagde: - jeg er altid bedst i den sidste del af kampen, for så er jeg spillet varm.
Kampen blev sat i gang igen og Kim fløj helt frem for nu skulle den ha’ en på hatten. - Bang sagde det, så havde han banket en helt umulig bold i kassen. Bang, Bang - og pludselig havde han lavet 3 mål.
Efter kampen ville vi jo gerne rose ham for den flotte indsats, men han slog det hen mens han nød en kold øl og så kom det tørt: - Ikke alt det snak - LAD STØVLERNE TALE!
Kim Andersen
"Finurlig" og klog klog spiller
Kim var det man kan kalde en ekspert i 2. bølge.
Han vidste, at fra hans normale plads på midten af banen, så var det med at følge med de angribere, der var længere fremme, for de tabte tit bolden i et forsøg på at drible eller så var han en god spillemulighed for en aflevering. Det var stensikkert, at løb en angriber til højre, så kom Kim listende op på venstre side og modsat hvis angriberen gik til venstre. Det fik han lavet en del mål på.
Han ville gerne have at forsvaret brugte han til at bære bolden frem, når de havde erobret bolden fra modstanderen, hvilket gav god mening, for han var god til at se mulighederne for at starte et angreb - dygtig til at udnytte situationerne. Kim kunne det man kalder at flyve under radaren, modstanderen så ham ikke, hvilket ikke var for smart, for når de så opdagede ham - ja så lå bolden i målet.
Knud Dahl Andersen
Det står helt fast at vi her taler om en spiller der både i sit privatliv og på fodboldbanen har nogle stærke fællesnævnere. Når Knud først har besluttet sig for noget så kommer det til at ske for han giver sig ikke før det lykkedes.
Nu er det jo en fodboldhistorie og selv om der er stærke tegn imellem hvordan han dygtigt har opbygget Gl. Estrup Gartneri og hvordan han begår sig både på en cykel i skoven og ude på landevejen og med en bold på banen så er det “klokkeklart” når først han har besluttet sig så er det fuld fart fremad.
Lad os bare lige runde den med at cykle! Dem der kører sammen med Knud siger alle følgende. Vi kan simpelthen ikke følge med ham han er f…… sej.
Det er selvfølgelig en skæg tanke hvorfor han som yngre næsten aldrig lavede mål, men altid med en utrolig energi farede frem og tilbage på banen ivrigt kæmpende og var alle vegne i fuld fart.
Man kunne jo tro hans løbemønster stammede fra en gang selvtræning mellem rækkerne med gulerødderne for de er jo lange og kræver en god kondition.
Senere dukker han jo op omkring Auning’s førstehold da det begynder at gå godt igen efter holdet har været nede i rækkerne.
Vi sniger lige lidt data ind i historien!
Find Knud: Bare et lille udpluk - og han spiller i 2025 stadigvæk!
1993 = Auning har 3 x serie 5 (Knud er med)
2001 = Auning serie 3 op i serie 2 (Knud er med)
2015 = 2018: 11 mands oldboys (Knud er med - vinder flere årgange)
2023 = 7 mands oldboys hvor Auning vinder A rækken (Knud er med)
Det helt store synlige gennembrud for os på sidelinjen kommer da Knud for alvor brænder igennem som oldboysspiller hvor han udvikler sig både som målscorer og midtbanemotoren som man tydeligt kan se at modstanderne er godt trætte af for de kan simpelt hen ikke matche hans energi.
Det er derimod en fryd at se Knud på banen når man holder med Auning for der bliver både taklet igennem og rykket godt igennem på kryds og tværs.
Knud vil vinde og giver alt det han kan bidrage med og man må sige at han stadigvæk er en meget vigtig spiller på Auning Oldboys 60+
Knud Erik Kristensen
Hvis man skal bedømme eller vurdere en målmand, så skal man selv prøve det.
Det har jeg prøvet flere gange, og jeg kan bare sige følgende:
- Hold nu kæft hvor er der langt ud til de stolper.
- Få nu de forsvarsspillere længere frem på banen.
- Dæk nu de angribere, de kan jo nemt skyde den i mål.
Knud Erik har som ungdomsspiller været en super målmand, med på de gode hold og sikker målmand på talentholdet.
Jeg ved ikke om en målmand skal have temperament, men det har han! Lige så stille og rolig han kan være udenfor banen, lige så vild og tosset kan han være på banen. De er skøre de målmænd - det skal de være.
Knud Erik har en utrolig høj underholdningsværdi for ud af det blå, så tror han, at han er angriber og sætter kursen op imod modstanderens mål.
Vi har aldrig fundet ud af hvad der sker, om han lige har fået en bold i hovedet eller er blevet stukket af en gal angriber, men så bliver der sgu råbt fra "bænken".
Han har lavet mange utrolige flotte redninger og et par enkelte drop. Men var en god sikker sidste skanse, det er jo sådan at en angriber kan lave mange fejl, men laver en målmand bare en enkelt så koster det.
På et tidspunkt skulle Knud Erik også prøve noget nyt, så han skiftede til Sønderhald, hvor han kom til at vogte målet på deres førstehold. Senere kom han hjem til Auning igen og var med til at lave flotte resultater på vores oldboyshold, både som målmand og holdleder.
Kurt Madsen
Kurt var som ung fast mand på Auning 1. hold udover en afstikker til Kristrup - han har altid været meget et benet på fodboldbanen men sikke et venstre ben han havde det har sørget for adskillige mål og mange af dem langt ude fra - han var jo aldrig bange for at tage et langskud!
Han har jo altid været kendt i vide kredse for sin finte bagom støtte benet og den er blevet brugt flittigt med stort held igennem årerne og de sidste år har det været noget nemmere at følge med hvad han gjorde når det foregår i næsten slowmotion.
Kurt var på et tidspunkt ansat i et større bryggeri som gerne ville sponsorere trøjer og shorts til vores indendørs hold og han mødte stolt op med et sæt i helt sort dog med et lille logo med "Faxe Kondi" meget trendy på den tid - det sæt blev første gang brugt til landsdels mesterskabet i Vingsted hvor vi i første kamp mødte et hold fra Vestsjælland som tog fusen på os med en hel anderledes måde at spille indendørs og vi tabte stort- de kom bagefter og sagde til os at vi ikke spillede så godt men vores tøj var da pænt. (Vi fik dog revanche da vi mødte dem igen i mellem runden og gik videre).
I finale runden stod der 2-2 i sidste kamp med kun et halvt minut tilbage og vi fik indkast - det var Kurt hurtigt til at tage og troede at han kastede til en medspiller, men det var dommeren (selvfølgelig også i sort) som han kastede bagud til og han flyttede sig bare og så var modstanderens mand over midten fuldstændig fri og kun let score (Palle Erboe stod uden for banden og hvis øjne kunne dræbe, havde Kurt ikke været her i dag!).
Kurt har jo altid været en humørbombe og for ikke så lang tiden kom han over på hans tidligere arbejdsplads og fortalte bl.a. at nu var han blevet målmand og at han i helt gul / sort trøje som han en dag ikke lige havde fået rullet helt ned over maven svævede rundt i målet som en humlebi - det syn på nethinden har vores damer på kontoret ikke glemt!
Kurt valgte at gå på fodbold pension kort før hans 70-års fødselsdag og sin titel som oldefar - godt gået. Nu bruger han sin tid på Logen og det er vi mange som er rigtigt glade for.
Lars Ole Sørensen
Drengespiller med talent fra Pindstrup!
Det må have været sådan for lige pludselig var han på det udvalgte talenthold der hed Rougsø-Alliancen og som nåede i finalen hvor de bl.a. fik fornøjelsen af at spille mod Preben Elkjær som for øvrigt fik rødt kort og blev smidt ud.
Lars Ole fik ikke noget rødt kort men havde til gengæld langt rødt hår som var hans tydelige kendetegn - tit hørte vi udbrud fra vores modstandere som råbte følgende - så dæk da for fanden ham den rødhårede han styrer jo det hele.
Som senior var der ingen tvivl for Lars Ole skiftede klub til Auning og kom med det samme på førsteholdet hvor han elegant og dygtigt styrede spillet i en stil vi ikke var vant til i Auning for vi kunne godt lide at kommentere og råbe op.
Lars Ole sagde ingenting men spillede bolden klogt rundt til sine medspillere og hvis der blev lavet et groft frispark mod ham så kikkede han bare på modstanderen og gik væk uden at sige noget - klog spiller!
Det var nemt for Lars Ole at blive en del af holdet og klubben for udover at han var dygtig til at spille fodbold så var han også hyggelig og faldt godt ind i den kultur der var i Auning på det tidspunkt. Så lige pludselig stoppede han med at spille fodbold for Auning, og vi så ham ikke i mange år, men heldigvis meldte han sig ind i Logen og deltog da vi åbnede i marts 2024.
Det var jo lidt sjovt for folk kom jo sivende stille og roligt og fik en kold øl mens de stod og kikkede sig lidt omkring - der var flere der kikkede lidt på ham uden at kunne genkende hvem det var - han kunne nu også godt have taget en rød paryk på så havde det været nemmere.
Lars Ole var aktiv i 1974 som var den periode hvor Auning rykkede op fra serie 3 til serie 2 og havde stor andel i denne succes.
Leif Hansen
Varm hilsen til logen fra Mozambique…
I vores søgen efter tidligere spillere i den blå/hvide Auningtrøje, er Kurt endt i det sydøstlige Afrika, nærmere Mozambique. Her bor Leif Hansen, lillebror til et andet logemedlem, Hans Peter. Leif spillede i sine helt unge dage i Auning IF. Han forlod Danmark for mange år siden, men er dog engang imellem på besøg hos sin familie i Danmark og Auning. Så vidt det overhovedet er muligt, vil Leif forsøge at ramme et besøg hjemme i Danmark på én af vores logeaftener.
Han sender de varmeste hilsener til alle i Logen 2024 AIF Fodbold.
Marius Mollerup
Marius Mollerup - eller bare Kaj, som han også reagerer på. Jeg tror faktisk, det var vores gamle træner, Egon Jensen, der spurgte ham, hvorfor nogen kaldte ham Marius.
Der er visse punkter, hvor man kan sammenligne Marius med Franz Beckenbauer. Han er utrolig elegant i sin løbestil - helt oppe på tåspidserne (den er blevet lidt tungere med årene). Der stopper sammenligningen nok også, men Marius var en fantastisk ankermand i forsvaret og var aldrig bange for at have bolden.
Man slog sig på Marius - ikke fordi han var ond eller brutal, men det gjorde bare pokkers ondt at løbe ind i ham.
Marius var en vigtig mand i vores forsvar, så da han for mange år siden skulle på roligantur til VM i Mexico, fandt vi ud af, at det passede fint, hvis han havde karantæne i den periode, da han var ved at have samlet nok strafpoint til, at det ville udløse en karantæne. Så i slutningen af den sidste kamp inden afrejse stillede han sig provokerende op foran modstanderen, da de skulle skyde frispark.
Dommeren - Finn Rør fra Pindstrup - kendte Marius udmærket og bad ham flere gange om at flytte sig, men Marius nægtede. Til sidst blev jeg (som anfører) kaldt hen, og Finn fortalte, at jeg skulle få Marius til at flytte sig, ellers blev han nødt til at smide ham ud. Jeg svarede: "Så smid ham da ud, han er pisse træls!"
Finn så ingen anden udvej end at smide ham ud, og Marius fik sin karantæne Bagefter var vi nødt til at fortælle Finn den rette sammenhæng over en øl i omklædningsrummet.
Til sidst vil jeg også nævne, at Marius uden sammenligning er en af de absolut bedste i Auning IF - i omklædningsrummet. Det er aldrig kedeligt, når Marius er med, og der er altid en god historie, der kan fortælles, og så er han som regel den sidste, der går hjem.
Jeg husker en episode fra vores unge dage, hvor vi dagen i forvejen havde været til bal i H.C. Andersen Huset i Vivild, og på vej hjem gjorde vi stop ved bageren i Gjesing. Her endte Marius - som sædvanlig - i slagsmål med de lokale, hvilket resulterede i, at Villy fra Gjesing plantede sin træskostøvle i skridtet på Marius.
I badet dagen efter var der jubel i omklædningsrummet - aldrig havde vi set en tissemand med så
mange farver.
Michael Schmidt
Hvilken farve har han egentligt?
Vel nok mest rød og hvide striber fra Pindstrup. Så dukkede han pludselig op i indendørsfodbold for Kolind. Kom også til Auning og fik den blå og hvid-stribede trukket over hovedet.
Var en meget underholdende fodboldspiller! Nogle gange utrolig målfarlig for hans løbemønster var ikke noget vi havde set før, han kunne sagtens finde på at løbe på tværs både i den ene og den anden retning og så pludselig stoppe op enten fordi han lige ville se om der var nogen han kunne aflevere bolden til (det var nu ikke så tit) eller om der måske var et lille hul i modstanderens forsvar som han kunne smutte igennem og banke bolden i kassen.
Er der nogen der ved om man på den tid hvor Michael spillede for Auning kunne købe fodboldstøvler med klæbebånd på? Dem der ikke rigtig kunne forstå hvad han ville kunne godt finde på at sige!
Så giv ham da en fodbold, som han kan løbe rundt med, så tager vi andre bare en ny bold og spiller videre med den. Mens de så stod og grinede lidt af den sjove vigtighed så pulsede Michael stadigvæk rundt i modstanderens forsvar og det skal også fortælles at han lavede mange mål og var stærk i troen på at det nok skulle lykkedes.
Michael er et stort naturmenneske, og heldigt for ham, fik han også et job hvor han arbejder med dyr i naturen.
Tror han har forvirret nogen trænere, når de spurgte ham, om han kunne spille en fodboldkamp og han så svarede: Nej det kan jeg desværre ikke, for jeg skal ud og tælle Bævere.
Mogens Dahl Andersen
Mogens har altid været en meget elegant og teknisk spiller som samtidigt havde en god fart i sit spil. Han var ikke nogen hård spiller ej heller ekspert i hverken hovedstød eller glidende taklinger. Derimod brugte han sin hurtighed og sin teknik meget effektivt for når først han fik bolden så var det typisk for ham at han trak bolden til sig og hurtigt rundede en spiller eller 2 og satte kursen mod målet.
Mogens var både at finde på midtbanen og i angrebet han havde nemlig en god kondition og ville gerne blande sig i spillet og være med der hvor kampen foregik for han var supergod til at lure situationen og snuppe bolden for så hurtigt at stikke afsted. De fleste år var han at finde på Auning’s serie 4 indtil han brød igennem til førsteholdet i starten af 80’erne.
Måske var det en blanding af at den nye træner Børge Sejersen klart så hans talent og så at Auning fik en ny spilledragt fra sponsor Auning Boligmontering.
Den “Bolsjestribede” dragt hvilket betød både trøje og bukser var tyndstribede og når man ser foto fra dengang, så var Mogens klog nok til at sætte sig i første række så striberne var delvis dækket.
Året var 1984 og Mogens har spillet sig på Auning’s førstehold i serie 2.
1993: Der har Auning spillet sig godt ned i rækkerne og har 3 serie 5 hold.
Mogens var med på et af holdene og de fik oprejsning igen ved at rykke op i serie 4. Træneren var Jan Nielsen som godt vidste at de gamle skulle trække læsset for dem kunne man stole på og de svigtede heller ikke men rykkede op.
1995: Auning har nu 2 serie 4 hold og Mogens er stadigvæk en “giftig herre” så han deltager stadigvæk på førsteholdet under den nye træner Søren Mølgård
Stille og roligt nedtrapper Mogens sit fodboldspil og deltager ikke så meget mere for arbejdet tager mere og mere af hans tid.
Morten Andersen
I 1978 var Auning lige rykket op i serie 1. Pludselig skete der noget på Aunings førstehold! Der var kommet en ny spiller på pladsen som højre back. Han lignede en uskyldig ung og glad mand, når han stod der i hans flotte Auning-trøje og spændt ventede på, at dommeren skulle fløjte kampen i gang, og så havde han små krøller og fald i håret.
Jeg kan huske at jeg tænkte - hvem er hende pigen der! Så fløjtede dommeren og så forsvandt “hende pigen der”. Vi ved ikke, om det var dommerens fløjten, der satte ham i gang, men pludselig var “Fanden løs i Laksegade”. Stakkels, stakkels de angribere fra modstanderne, som skulle spille over for Morten. - Han havde ild i støvlerne!
Godt nok har vi haft mange forsvarsspillere der kunne fighte og tackle igennem, men det var det “Rene vand” ved siden af det vi nu skulle opleve. Det var helt vanvittigt hvordan der blev gået til den, og så var det også på en måde lidt underligt, for modsat hvad Auning spillere normalt plejede at gøre, nemlig at råbe og kommentere lidt på alting, så blev der ikke sagt noget.
Jeg havde fornøjelsen at spille lige foran Morten, og når han fik kæmpet sig til at snuppe bolden fra modstanderen, så rullede han den stille til nærmeste medspiller, så kunne vi jo opbygge et angreb, hvis vi havde lyst til det.
Morten ville helst ikke med fremad, for hans opgave var at passe sin mand og her taler vi om tæt markering. Modstanderne var godt trætte af hans stil, for han nærmest kravlede op af angriberen, og skulle de finde på at ville løbe en tur ned mod vores mål, så kunne de godt regne med at de fik smagt på “Gruset”.
Han var her og der og alle vegne - somme tider fik han besked fra vores midterste forsvarsspillere, hvis han var kommet for langt ind på banen. Så lød der en melding - Moooorten skrub ud og pas din fløj.
Man siger somme tider om en fodboldspiller, at han gav hvad han kunne - det gjorde Morten plus en 10-20 procent ekstra.
Woooow for en indsats.
Ole Bering
Som dreng var han altid med når der blev spillet fodbold på den gamle bane hvor plejehjemmet er i dag. Allerede dengang havde han et forrygende temperament hvis f.eks. han blev sparket eller der ikke blev dømt som han syntes. Så er det måske her vi skal have afklaret - hvem var dommer?
Det var alle der var med i kampen, men Ole var altid meget overbevist om at han havde ret, hvis derimod det var andre der var oppe at “toppes” så kunne han gode finde på at gå og komme med smarte bemærkninger og han kunne blive ved længe indtil han fik sin vilje.
Der var et særligt kendetegn omkring ham - uanset om han havde været fremme og nikke til bolden eller han havde været en tur nede i gruset så var det første han gjorde lige at rette på håret specielt fik pandelokken lige et sving så den sad som den skulle igen.
Senere i klubben AIF søgte Ole som regel ud på højre fløj hvor det passede bedst til hans spillestil for han var meget hurtig og god til at lure på om ikke der skulle opstå en situation som han kunne udnytte og få scoret et mål.
Senere som senior var det tit at han måtte udgå af en kamp for han led lidt af “fiber og andre benskader”
Midt i 70’erne havde Auning det berømte serie 6 hold som ud over at vinde kredsen også spillede sig i finalen om det jydske mesterskab som de dog tabte til NordAls men det var selvfølgelig med Ole på højre fløj.
Der er jo også den berømte “3 halvleg “. Her er Ole i sit rette element og han har gennem tiden kommet med mange gode historier og er selv med på et godt grin.
Ud over selve fodboldspillet så er Ole en af dem der altid har lavet en stor indsats for klubben specielt som den der har styr på finanserne.
Håret? - Jamen det ser stadigvæk godt ud og pandelokken er på plads!
Ole Hansen
Ole Hansens fodboldhistorie
Da Ole begyndte at deltage i vores drenge fodboldkampe i 1960erne nede på Marken - der hvor SuperBrugsen ligger i dag - Ja, da var han “En bette splejs“, men ok, for han var jo også ca. 4 år yngre end de fleste af drengene. Men der var noget over ham som skinnede igennem - han ville spille fodbold.
Ole var en dygtig drengespiller, og han har altid været meget løbestærk og hurtig - senere udviklede han sig til at blive en elegant spiller med indsigt i spillet, for man skulle ikke forvente, at han gik på banen for at takle igennem eller på nogen måde være en hård spiller.
De første år som senior var Ole fast mand på 2. holdet, men han ville noget mere end det, hvilket han også lykkedes med i takt med, at han udviklede sit spil og blev dygtigere til det, som var hans stil.
Lynende hurtig - elegant med bolden og så fik han tilkæmpet sig en fast plads på førsteholdet, fordi han havde et stort løbepensum, plus han kæmpede med alt, hvad han havde af energi - og det var ikke så lidt.
Teknisk klog spiller som brugte sine medspillere på en effektiv måde og det var både på midtbanen og i angrebet for det var der, han var mest. Ole fik også lavet en del mål, man kan vel godt sige en del vigtige mål.
Siden Ole fik bidt sig fast på førsteholdet, har han været en fast del af holdet og har bidraget til mange afgørende resultater, hvilket han også har både i indendørsfodbold og senere på oldboysholdet.
De senere år har Ole været på sidelinjen som holdleder for Oldboys og har udviklet et speciale - han løfter gerne pokalen, når de har vundet turneringen.
Ole Pedersen
Ole Pedersen alias Pyksi kom 1. holdet i en meget ung alder og blev hurtigt etableret som en god målscorer, pga. bl.a. et godt skud og så var den vel den eneste som angriber, der kunne heade til en bold. Desværre var Auning-IF Fodbold på dette tidspunkt lidt i dvale og Ole valgte at tage videre til Nørager, selvom hans far og svoger ikke var helt tilfredse med det skifte - (men Kaj tog det nu pænt og valgte at blive sponsor i Nørager for ham nr. 10 fra Auning, og lige pludselig var hans salon fyldt med Nøragerfolk - de kan altså noget derovre).
For Ole var det godt skifte, hvor han sammen med Jesper Nyholm blev en farlig angrebsduo. Senere blev han lokket til Vivild inden han heldigvis kom hjem til Auning, og sluttede hans senior karriere hvor der igen var grøde i Auning fodbold.
Ole var helt klart veteranen i det selskab, men pga. hans forrygende gode 3. halvlege faldt han fint ind. Han nåede også at blive holdleder og kort tid træner for 1. holdet.
Hans Oldboys karriere blev knap så lang grundet dårlige knæ og hofter, men når han var med, kunne han helt sikkert gøre en forskel og blev ved at høvle mål ind mange gange, assisteret fra fløjen af hans gode kammerat Morten P.
Ole Sloske Nielsen
Ole var ubetinget angriber. Hurtig, en anelse doven og med et venstreben der mindede om et slangehug. Man så ham mest på venstre fløj, hvor han ofte stod og snakkede med tilskuerne, for engang imellem, at spurte ned mod modstandernes mål og så ellers hugge igennem. Man viste aldrig om den ramte målet eller Auninghallen, men afsted det kom den. Spørg bare Erling Munk.
En sjov historie om Ole var kampen mod Mols. Mols stillede i stærkeste opstilling incl. Søren Tromle. En fyr der mindede om en af Bilkas største kundevogne og med en flodhestelignende prusten, når han kom tromlende. I kampens hede kaldte Sloske ham for en tumpe. Søren Tromle kiggede ondskabsfuld på Ole og bekendtgjorde højt - “Jeg slår dig ihjel! Tommy Hjorth, der stod og gabte på den anden fløj råbte til Tromle - “Hold da kæft din idiot”! Tromlen vendte sig om, pegede på Tommy og råbte - “Og du ryger med også”! Sloske og Tommy signalerede straks til holdleder, Lars, at de gerne ville skiftes ud. Var vist begge lidt ”småskadede”. Kom aldrig på banen igen.
Palle Hjorth
Det er ved at være lang tid siden Palle spurtede frem på højre fløj!
Kan se ham for mig når en forsvarsspiller fra modstanderen lagde an til en glidende takling på han så kunne Palle let hoppe 1,5 meter direkte op i luften for han ville ikke takles eller på nogen måde rammes på benene.
Han ville hellere have at vi sendte en lang bold frem som han så kunne løbe op og snyde
et par forsvarsspillere. Det startede altid med at Palle lige tog nogle små hurtige skridt bare sådan for lige at starte inden han kom op i fuld fart.
Efter kampene som vi jo både kunne vinde eller tabe så var det sikkert at der gik ikke lang tid før han sørgede for at stemningen i omklædningsrummet blev god og hyggelig som regel kom han med en del historier så vi helt glemte fodbolden.
Han havde nogle favorithistorier lad mig bare fortælle en Hvis vi havde tabt og hang lidt med mulen så sagde han: Nå, pyt - vil I med til Bangkok og ha nøj!
Palle sov stille ind efter kort tids sygdom mandag den 21. oktober 2024.
Tak for kampen, Palle. Hvil i fred.
Peder Carlo Babis
Tænk jer bare! Vi har alle en opstart på vores fodboldhistorie, nogle har haft en let start andre en lidt svære, og jeg tror, vi har fat i en historie her, hvor han har kæmpet sig igennem for at få succes, som han jo endte med at få.
Det startede som en lille bleg dreng i Pindstrup, hvor han på grænsen til “Texas” løb og sparkede til bolden sammen med Erik Mønster og de andre blege drenge.
Senere endte han selvfølgelig i Pindstrup fodboldklub og fik trukket en hvid og rødstribet trøje over hovedet plus et par hvide bukser som ingen kan huske, om de var korte eller lange, for de faldt i et med farven på hans ben.
Men ingen var i tvivl om at han deltog i kampen, for Peder har altid været en spiller der fyldte noget på banen, og så er han jo en af de få fodboldspillere der kan give en læderkugle sådan et los at den laver en fløjtelyd når den suser forbi ørerne på os andre - han hamrer igennem på fuld drøn.
En dag, hvor han ramte bolden helt skævt, måtte han over bygrænsen og hente bolden og der ramte skæbnen ham, for han var kommet mod Auning og det var måske Peders held, for han blev opdaget og røg med det samme ind på det udvalgte talenthold som en af de bærende spillere.
Pludselig var han ikke så bleg mere, måske fordi han fik lidt blå farve på kroppen og han har givet mange gode oplevelser på grønsværen til både rød og blåstribede spillere og tilskuer som elsker en spiller der fighter med krop og sjæl.
Nu er han heldigvis en del af Logen og bidrager stadigvæk med godt humør.
Godt gået af sådan en lille bleg dreng!
Per Dannemand Sørensen
Per har om nogen trådt noget græs ned på banerne i de mange år han har spillet fodbold og så har han haft den oplevelse at spille på Aunings førstehold sammen med sine 2 brødre Erik og Palle.
Uanset om vi taler om Aunings førstehold eller det bedste hold i indendørs, så var det stensikkert, at Per var med på holdet.
Vi snupper lige en tur gennem årerne og resultaterne:
- 1964: RASG og I’s udvalgte juniorhold vinder landsdelsmesterskabet med en meget ung Per på holdet.
- 1965: Pokalfinalen i Randers Dagblads Cup-turnering for ynglinge.
- Auning vandt 3-2 over Ørsted og Aunings anfører Per Dannemand Sørensen kunne hæve pokalen.
- Nordjyske fodbold-mesterskaber - RASG og I.
- Auning vinder i seniorrækken med en finalesejr på 6-1 over Storvorde-Sejlflod.
- Per var i centrum i denne kamp!
- Blev udvist i 15 min for hands - lavede mål på straffespark.
- Blev udvist sammen med bror Erik så Auning spillede med 9 mand.
- 1968: Mødte Randers Freja fra 2 division i landspokalen med Per på holdet.
- Auning var i toppen af serie 2, men oprykningen blev snuppet af Houlbjerg.
- 1969: Auning vandt 3-2 over Vivild og blev Amtsmestre i seniorrækken.
Igen - igen - igen med Erik - Per - Palle på holdet. Per havde igen en hovedrolle i kampen, hvor han ville sparke bolden væk, men den endte i eget net - senere lavede han mål på straffespark.
Per var sådan lidt over det hele på banen, men nok mest på midten og det kunne han tillade sig, for han havde både energien og evnerne, specielt teknisk var hans evner langt over gennemsnittet.
Per Nielsen
Når man spørger de spillere som spillede sammen med Per Nielsen, så kommer de alle med denne kommentar: - Per var elegant og en “gentleman”. Der var ingen svinestreger eller hævnakter, men rent spil.
Per kunne på en klog og listig måde få det optimale ud af situationerne, han var jo med i 1960’erne på et af Aunings stærkeste seriehold igennem tiderne. Per spillede højre innerwing med nummer 8 på ryggen.
Der fortælles også, at han lavede mange mål og nogle af dem var afgørende for resultatet til fordel for Auning.
Eksempler: Randers KFUM havde spillet, men Auning lavede målene! Auning spillede en landspokalkamp mod Randers KFUM, som spillede i serie 1. Kampen bølger frem og tilbage med Randers KFUM som klart spillestyrende pludselig bryder Arne Nielsen igennem og er blank foran målet, men rammer bolden skævt og den flyver himmelhøjt over målet. Efter 25 minutters spil bliver højre innerwing Per Nielsen spillet fri, og han løfter bolden iskoldt hen over hovedet på målmanden og scorer til 1-0. Auning vinder kampen 3-1.
Så vil lodtrækningen det således, at Aunings serie 2 hold trækker Randers Freja fra 2 division og kampen skal spilles på Auning stadion i året 1968. Auning taber 8-1 men flere hundrede fans ser Auning spille en god kamp.
Det er meget tæt på at Auning rykker op i serie 1 i 1968, men det lykkedes ikke så man må blive i serie 2 - hvor man efterhånden har spillet i 12 år.
Per stopper med at være aktiv fodboldspiller men svigter ikke hverken sin klub eller hans fodboldkammerater for når Auning spillede på hjemmebane så kom Per altid ind i omklædningsrummet med 1 kasse kold Thor øl og så gik snakken.
Peter Due
Peter Due er født i 1960 - Det betyder, at han var en ganske ung mand da han fik debut på Aunings førstehold i 1978.
Peter møder op til nytårsappel og træneren hedder Ebbe Bruun. Nu skal det siges, at på dette tidspunkt spiller Auning i Serie 1 og er midt i en meget stærk periode, hvor det var meget svært at spille sig på 1. holdet. Vi kan nærmest sige, at det var “et lukket hold“, men der var jo nogle få af de unge der bankede kraftigt på, for de ville også være med.
Peter er sat på holdet i 1978 som 12. mand - han bliver skiftet ind i kampen og er klar på at snuppe muligheden, hvilket også lykkedes med succes. Herefter er det tydeligt at Peter har tænkt sig at bide sig fast på holdet! Hvordan gør man så det? Han begyndte at lave mange mål, det var ikke ualmindeligt at man kunne læse i avisen f.eks.: Peter Due har lavet 3 mål - “hattrick“.
Jow. Jow - Han var en farlig herre i modstanderens målfelt.
I næsten 10 år huserede Peter i angrebet på Aunings førstehold og lavede gode indsatser og mange mål, men i 1988 skiftede han til Brabrand.
Rygterne fortæller, at Peter også har spillet lidt for Vivild og Hornslet, men det har altid været Auning der har været hans klub, så måske derfor dukkede han op igen i AIF. Denne gang for at spille Oldboys.
Nu skulle han så igennem den svære fase som går ud på følgende: Det du tænker oppe i hovedet skal også helt ned i fodboldstøvlerne. Har fik vi mange gratis grin.
Tydeligt at han stadigvæk kunne noget - men det var også tit vi hørte ham råbe: Det kan da ikke passe jeg ikke kan ramme den bold. Jow Jow - Man skal lære at blive gammel på fodboldbanen!
Peter er stadigvæk med på Oldboysholdet, når benene kan holde.
Peter Hjulmand
Da Peter Hjulmand valgte at flytte til Auning med sin familie, fordi han havde fået job som lærer på Auning Skole, fik han pludselig uventet besøg. Det var Brix, som uanmeldt troppede op og spurgte Peter, om ikke han havde lyst til at spille fodbold i Auning.
Det kunne Peter ikke stå for, så han meldte sig ind i Auning IF og fik hurtigt tilkæmpet sig en fast plads som bagerste styrmand på Aunings førstehold. Prøv at forestille jer, at i fik valget imellem at løbe direkte ind i en betonmur eller blive taklet af Peter Hjulmand, skynd jer at vælge muren. Her taler vi om intet mindre end forsvarsspil i særklasse uanset om det var i luften eller nede på græsset, og så fik vi også den ekstra gevinst, at alle de øvrige forsvarsspillere aldrig var i tvivl om hvad de skulle, for det fik de fortalt på en stille og elegant måde af Peter, for han kunne se det og gik selv forrest. Effektivt og elegant, men først og fremmest stensikker i alt hvad han foretog sig.
Når der så blev fløjtet til pause, så fik han da også lige rettet lidt op, hvis der var noget galt på midtbanen, hvorimod han aldrig blandede sig i angrebet. Nåe ja, man kan vel godt sige at det gjorde han alligevel, for det var jo ikke sjældent han gik med frem på hjørnespark og lavede mål på hovedstød. Kan kun huske en gang hvor han ikke havde nogle gode råd, det var til en oprykningsfest som blev holdt nede hos Peter, da måtte vi på skift løbe og kikke lidt på ham, for at se om der var liv i ham - det var der heldigvis dagen efter.
POP - Torben Juhl Jensen
Nøgleord: Vilje - Energi -Talent - Koncentration
POP har altid spillet fodbold, men nok uden helt at bryde igennem til førsteholdet. Det skulle så vise sig, at han havde andre planer, for i starten/midten af 80’erne begyndte han at være med på Aunings førstehold, og der har han så været siden.
Det er sket flere gange, når vi skulle møde nogen, som vi havde mødt før, og POP kom gående over fra hallen omklædt til kamp, at vores modstandere udbrød: - “Åh nej, er han med igen, så skal vi til at fræse rundt efter ham, for han løber jo konstant og er over det hele”.
Lad os lige snuppe et par nøgleord: Vilje - POP løb maraton - Han cykler på landevej og i skoven - Træner selv i løb - Spiller stadigvæk oldboysfodbold - Koncentration.
Han sad for et par år siden, efter en oldboyskamp, på bænken dybt koncentreret og kikkede på sine ben, mens han stønnede lidt og det var der også grund til, for han havde fået nogle gevaldige knubs og tænker det gjorde ondt. Så var der en der sagde til ham: - Måske du skal springe over den næste kamp. POP sad stille lidt, mens han tænkte sig om - og så kom det! Så sagde han: - Min krop skal ikke bestemme over mig! Woooow - det var lidt af en melding, så den krydrer vi med en lille historie:
Vi er nogle der ikke spiller mere, men vi skal altid ud og se de gamle rulle med bolden. POP var kommet med igen efter en længere pause, og nu ved vi jo ikke, om det var fordi det blæste kraftigt eller om hans krop alligevel var begyndt at bestemme over ham, for det så absolut ikke ud til at det kroppen ville var det samme som POP havde tænkt sig skulle ske.
Tænker det var en af de kampe der skulle “skylles ned”. Jow, Jow, man kan ikke være god i alle kampe og slet ikke hvis kroppen vil til at blande sig, så måske POP er ved at være en ægte Oldboys.
Steen Bjerre
JEG HAR ÆLTET DEJ SÅ LÆNGE JEG KAN MINDES …
Det kan nok ikke overraske Steen var en målmand med krummer i og Steen favnede bredt. Man sagde han havde rugbrødsmotor og franskbrød under armene.
Byens tidligere bagermester boede i Øster Alling og spillede dengang i den blå trøje. Stoppede mere eller mindre karrieren, da bageriet tog over, men efterfølgende lykkedes det at lokke Steen i den blå/hvide AIF trøje. Og så er det ikke helt sandt. Steen var nemlig målmand og spillede derfor i andre farver, men stadig for Auning IF.
Søren Erikstrup
Han var og er stadigvæk en rigtig måltyv med det "knaldhårde tørre hug". Sidste sæson blev han selvfølgelig topscorer på oldboysholdet. Der gik da heller ikke lang tid i går før han slog til og bankede bolden i kassen. Søren spillede i sin ungdom for Vivild. Da Søren startede med at spille oldboys for Auning, havde han svært ved at undvære de grønne fodboldstrømper, som han beholdt samtidig med at han fik den blåstribede trøje på - tror han var lidt modeforvirret.
Søren Hornbæk
Søren har en fodboldteknisk udviklet begavelse.
Det betyder oversat til jysk, at han kan alt med en bold. Og det er samtidig pisse irriterende for det kan ham indenfor flere sportsgrene: tennis - badminton - bordtennis etc. Og så har han jo en hjertelig latter, når vi andre kagler rundt og ikke kan fange hans bolde. Humor er en god ting.
Tilbage til fodbold - Hvis man skulle læse sporten om mandagen, så poppede Søren altid frem i det felt, hvor man kunne læse hvem der havde scoret mål.
Søren har altid været et talent og som ungdomsspiller var han selvfølgelig altid at finde på de bedste hold også på talentholdet. Han var mest at finde midt på banen sådan lidt tilbage, men samtidig også fremme i angrebet - hvordan kan det give mening?
Søren kan løbe solen sort, har også været ude på asfalten og løbet maraton. Så slog han sig lidt ind på træner gerningen og prøvede lidt i forskellige klubber. Pludselig var der en stor motorcykel som skulle ud og køre. Han deltog lidt i Oldboys, sådan lidt on and off uden rigtig at være med.
Tænker på hvad det kunne være blevet til, hvis han havde satset kun på fodbold.
Søren Korsgaard
Søren spillede drenge- og ungdomsårene i den blå/hvide trøje, men nåede ikke den store seniorkarriere, da han valgte at forlade Auning som ganske ung. Men hvem er han så den Søren?
Søren var nem at huske for modstanderne. Hans lange, tynde skikkelse, det store krøllede hår og det helt uundværlige pandebånd. Dertil var Søren en spiller man altid kunne høre på banen. Dels som motivator for vi andre, som måske ikke havde samme gejst og vilje som Søren, men også overfor modstanderne. Søren havde altid en frisk bemærkning, hvis der var spillere fra modstanderholdet, der mente Søren skulle have en kommentar med på vejen. En ting kunne de være sikre på, der kom en igen og temmelig hurtigt.
Søren var rimelig hurtig, teknisk god og ikke bange for at pande til bolden, når der var brug for det. På det tidspunkt Søren spillede, var fodbold ene og alene det man levede for. Træning to gange om ugen, kamp en gang om ugen og alle ugens eftermiddage og aftener på banerne. Indimellem var det banen hos Torben Juhl der lagde græs til. Perioderne for brug af denne afhang lidt af, hvor mange vinduer der røg på en uge. Der blev stort set altid spillet ræv og her var der flere rævspecialister, der samtidig spillede i den blå trøje. Her kan nævnes rævspecialisten, Chaplin Bros, Jan Hartvig m.fl.
Noget af det Søren især huskes for, var da han som ung knægt blev hjælpetræner for Ebbe Bruun. En sjov konstellation med en så erfaren træner og en ung knægt. Ikke altid lige sjovt for de ældre spillere Søren skulle koste rundt med. Men det fungerede fint og Ebbe Bruun var glad for en assistent til det praktiske. Søren fik tilnavnet Helmut Søren med henvisning til den legendariske tyske landstræner.
Søren var en god kammerat og personligt for ut. en rigtig god ven. Søren kunne man altid regne med, når man havde brug for ham. Som skrevet rejste Søren som ganske ung fra byen. Om fodboldkarrieren fortsattes vides ikke, men tænker man tilbage, så stillede Søren op til en jubilæumskamp i Øster Alling mellem to udvalgte hold fra henholdsvis OAI og AIF. Mange på holdene havde ikke spillet i flere år, så det kneb lidt med teknikken. Fortællingen siger det kneb endnu mere med at komme op næste morgen.
På det seneste er Søren vendt hjem til området grundet sin musikalske karriere. Vi håber bestemt også på at se Søren i logen i nærmeste fremtid.
TEO - Torben Olsson
Trøje nummer 3 er svejset fast på hans krop!
Han tager stadigvæk ud og se Oldboys kampene, og efter kampen går han hen til den spiller der har haft trøje nummer 3 på og spørger spilleren? Hvem har givet dig lov til at spille i nummer 3?
I tror det er “løwn” men det er faktisk rigtigt, at selv i seniorrækkerne så sad vi andre pænt på omklædningsbænken og ventede til TEO havde været over og rode i tasken for at finde trøje nummer 3 - så kunne vi gå over og finde en trøje.
Dengang vi spillede senior var det altid sådan, at hvis vores modstandere havde en dygtig angriber, som også kunne løbe stærkt, så blev de altid sat ud på en fløj, for så kunne de angribe den vej og komme ned bag ved forsvaret.
Jeg ved ikke hvor mange gange vi har set en lettere måbende træner fra vores modstander, som hurtig fandt ud af at det var mere end almindeligt dumt. Det var bare så tydeligt, at den stakkels højre fløj, han kom aldrig forbi vores nummer 3 - TEO var ikke bare placeringsmæssigt dygtig, han var super hurtig. Selv de dygtige lokale spillere fra Vivild - Ørsted - Stenvad vidste det.
Så havde han også en klar mening om spillet! Lad nu være med bare at banke bolden fremad - spil rundt og tilbage for så får vi hurtigt pillet energien ud af de angribere.
Vi havde ingen angribere der frygtede at TEO ville snuppe deres plads! Han kunne tit finde på, at starte et angreb helt nede fra hans plads i forsvaret til hurtigt og elegant drible sig op i nærheden af modstanderens mål, for så til sidst at lave det sidste træk for langt = målspark til modstanderen.
Han har altid været rolig og velovervejet i sit spil - men hvis modstanderens angriber lavede en svinestreg som f.eks. at træde ham i hælen, fordi de ikke kunne komme forbi ham - så kom vulkanen i udbrud han blev stik tosset.
Nå! Det gik over, når han kom ind i omklædningsrummet og fik en kold øl, mens han kærligt sad og krammede sin trøje med nummer 3.
Torben var forsvarsspiller og en supergod og dygtig spiller!
Tom Bytoft
Et meget velkomment, men også overraskende medlem af vores loge er, Tom Bytoft
Ingen kan huske Tom nogensinde har haft den blå/hvide trøje over hovedet, men det er altså en realitet, at sådan er det. Når Tom selv fortæller om sin debut, og dermed karriere, kan man roligt konstatere, at det var en ultrakort en af slagsen.
Tom startede på højre fløj og havde fået besked på, af sin træner, han skulle løbe på alt, hvad der kom i nærheden af ham. Det forstod Tom og kort efter kampen var fløjtet i gang, kom der en lang bold til Tom. Tom huskede trænerens taktiske træk og satte i løb med det resultat, at han fik en kæmpe fiber i baglåret. Nu kunne man jo tro det blot skulle gå over og så var Tom klar igen. Det skete dog aldrig. Tom fik ikke flere kampe, men er vel den eneste spiller i AIF, som aldrig nåede, at lave en fejl på banen.
Senere blev Tom holdleder på serie 4 og 5. Og det var vel ikke så underligt han blev bedt om den tjans med den fodbolderfaring han besad. Tom fik ingen kampe på talentholdet, men man kan vel roligt sige Tom var den der kom tættest på Preben Elkjær. Hvordan og hvorfor må han hellere selv fortælle.
Tom fik senere en stor karriere indenfor badminton. Bedst huskes det da han fik posen med sin ketcher i hjulet på cyklen. Nok det bedste slag Tom slog i sin karriere. Hvad det gik ud på? Spørg Tom.
Tommy Hjorth
Tommy har spillet fodbold i Auning i mange år. På et tidspunkt var han et smut i Øster Alling (han var nok kørt forkert).
Han var angriber og lynhurtig, så modstanderne havde store problemer med at fange ham når han stak afsted for han “huserede på fløjen”.
Det var ikke grove taklinger eller flotte hovedstød man så fra hans side så en episode fra en kamp mod Gjerrild Bønnerup står stadigvæk klart.
Thøger Brix fløj rundt og bundtacklede tre-fire modstandere - imens stod Tommy og Henrik Thygesen lidt ved siden af og iagttog scenariet. I pausen sagde Thøger, at hvis de ikke var beskidte efter kampen fik de ballade.
Tommy scorede en del mål på hans hurtighed og i en træningskamp scorede han 3 mål i første halvleg. Vores træner Egon Jensen var fyr og flamme af begejstring, så han besluttede at Tommy skulle rykkes op på første holdet. Kom han så det? - næææææe!
Den rigtige udtagelseskomite var de mere etablerede spillere, som helt klart fik overbevist Egon Jensen, om at 2 holdet ikke kunne klare sig uden Tommy, så han måtte pænt blive på 2 holdet.
Han har altid været god til at se det sjove i situationen! Så når kampen er spillet og der skal hygges i omklædningsrummet, så er han i sit rette element og altid god for en kvik bemærkning og en historie, han står heller ikke tilbage for at drille lidt i en god kammeratlig tone.
Tommy har et kreativt talent for at udfordre sig selv, hvilket Auning by har stor glæde af, for han kan ikke lade være - det skal bare prøves! Gælder både det seriøse, men i høj grad også det skæve med en god portion humor og en kæmpe energi, som smitter af på omgivelserne.
Man tænker altid - gad vide hvad han nu finder på!
Tony Hansen
Målmanden over alle målmænd!
Gad vide om han havde fået monteret nogle bevægelsessensorer i kroppen!
Det kunne han godt have gjort, for han kommer jo fra Pindstrup egnen, og de kan finde på lidt af hvert.
Det må han have fået, for sikke nogle hurtige reaktioner han havde. Så var det ligegyldigt om der blev skudt højt eller lav. Langt udefra eller tæt på mål.
Når vi endelig fik lokket ham med til en kamp, så måtte alle de andre målmænd bare vige pladsen, og han var da også klart den bedste af alle. Specielt var det en fornøjelse at se hvordan han kunne dække vinklerne så angriberen ikke kunne komme til at lave mål.
Han udstrålede bare en total ro og man var ikke i tvivl om, at han havde styr på situationen, for han plukkede bare bolden stille og roligt så var faren drevet over for denne gang.
Man kunne heller ikke lade være med at smile lidt af ham, for lad os nu forestille os, at han en gang imellem var lidt heldig med at få ravet bolden til sig, så var det sikkert at du kunne forvente et lille listigt smil fra ham, mens han som den naturligste ting i verden stille og roligt ville rulle bolden ud til forsvarsspillerne, for at bygge spillet sikkert op igen.
De fleste målmænd, der har stået for Auning, plejer at råbe op og lave nogle farlige driblinger i målfeltet samtidigt med nogle underlige armbevægelser. Det gør han aldrig - hvorfor skulle han det, når han har styr på det?
Det var ikke så tit at han kunne spille, for han var jo træner for pigerne og der spillede hans datter, hvorfor det så altid var på samme dag og tid, som når vi skulle spille kamp, ja, man kan måske gætte på, at der somme tider var kolde øl og store ristede pølser efter kampene - det har selvfølgelig ikke noget med sagen at gøre - vel?
Tony har altid været super hyggelig i omklædningsrummet og på sin egen stille facon mestret at få plantet nogle tørre bemærkninger og sjove indslag.
Torben Pedersen
Denne elegante og superdygtige fodboldspiller har altid været bedre end det niveau som han har spillet på. Når vi var lidt på den så fik vi ham skudt i stilling og så kan det nok være der skete ting og sager.
Højre fløj var hans plads da han var ung og vel nok klart den bedste på hele Djursland Vi har set ham afgøre så mange kampe enten fordi han selv lavede mål og dem har han lavet mange af eller fordi han brød igennem modstandernes forsvar i topfart men stadigvæk med kontrol over bolden som han tit afleverede til en af vores andre angribere. Han var bare bedre og dygtigere.
Der har været forsøg fra større klubber på at få fat i ham og lokke han til at skifte klub og vi var da også mange der godt ville have set ham i AGF eller Randers Freja selv om vi jo ikke ville undvære ham. Men vi kan også godt forstå det må have været svært at underskrive en kontrakt med en cigaret i den ene hånd og en øl i den anden.
Nu er TP som vi jo kalder ham blevet oldboys spiller og er trukket ned i forsvaret hvor han glad råber lidt at sine medspillere for han mener godt de kan løbe lidt mere Selv om han selv er gået lidt ned i tempo.
Vi ved at der er gode pølser på de store stadions og vi ville gerne have set TP på et højere niveau med bedre medspillere. Er helt sikker på det ville være en succes.
Uffe Hjorth
Et af vores nyeste medlemmer er, Uffe Hjorth. Uffe spillede i den blå/hvide trøje i drengeårene, også de første senior år. Fik ikke mange kampe som senior da håndbolden trak i Uffe og han viede sit idrætsliv til Øster Alling Idrætsforening. Her var han aktiv håndboldspiller, men også en overgang formand for ØAI.
Han nåede dog, som drenge og seniorspiller, at sætte sine fodaftryk aftryk i AIF-fodbold. Uffe var hurtig og ret kreativ med bolden klistret til foden. Særligt én stor oplevelse fik han med, nemlig talentturneringen med Rougsø-Alliancen og finalerunden i Auning. På billedet fra dengang, hvor man præsenterede truppen, var Uffe en del af denne. Altså én af de udvalgte, der bl.a. mødte Preben Elkjær. Uffe må dog erkende, han ikke fik spilletid og tilmed mener han det havde afgørende betydning, at hans onkel, Aksel Reimers, som ene mand var udtagelseskomite, coach og holdleder.
Det piner også Tommy, at have spillet to fodboldkampe med Uffe. I den første kamp erklærede Tommy, at hvis Uffe scorede, ville Tommy sælge sine støvler. Uffe scorede tre kasser.
I den anden kamp var Uffe fløj, og fra egen banehalvdel og helt ude ved sidelinjen, lossede Uffe bolden hovedløst afsted. En voldsom blæst hærgede over banerne og bolden sejlede ind over målmanden, der kort forinden havde fået begge hænder skudt af. Den dag i dag påstår Uffe det var med vilje.
Velkommen i logen Uffe, vi glæder os til flere løwnehistorier.
Verner Korgaard
Kongen af luftrummet
Da Verner styrede forsvaret var vi andre altid rolige omkring de høje bolde, dem klarede Verner. Det gjaldt også i den anden ende af banen for han var altid klar til at "støde bolden i kassen" med hovedet på frispark og hjørnespark. Nu hvor vi nævner "frispark" så var Verner også en slags ekspert i at lave sådan nogen på modstanderne, for det kunne jo være at de havde en smart angriber, der gerne ville lave finter eller rulle lidt med bolden. Han blev hurtig klogere, for hvis Verner kunne nå ham, så fik han oplevet en rystelse i hele kroppen, man kan også sige, at der blev taklet igennem, så sand og græs fløj omkring angriberen.
Så også en anden ting! Vi var aldrig i tvivl om Verner var med i kampen, og det var uanset om han var på banen eller fik sig et hvil på sidelinjen. Der blev råbt igennem så man kunne forstå, at han mente man ikke dækkede sin modstander godt nok eller stod og var fraværende.
Verner gik selv 100% til "stålet" og hadede at tabe.
Årsoversigt IF Fodbold
1943: B Rækken - oprykning til A Rækken = Leder Aksel Reimers
1944: A Rækken = leder Aksel Reimers
1945: A Rækken = leder Aksel Reimers
1946: A Rækken = leder Aksel Reimers
1947: A Rækken - oprykning til Mellemrækken = Leder Aksel Reimers
0000: 10 år i Mellemrækken:
1948-1956: Mellemrækken = Leder Aksel Reimers
1957: Mellemrækken - oprykning til Lille Mesterrække (mod Dronningborg)
1958: Serie 1 (Lille Mesterrækken bliver nu kaldt serie 1)
1959: Serie 1 = Træner Carl Lundsteen fra AGF/Landsholdsspiller
1960: Serie 1 - rykker ned i Serie 2 = Leder Peter Munk
1961: Serie 2 = Leder Peter Munk
1962: Serie 2 = Leder Edmund Pedersen
1963: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen fra Randers
1964: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1965: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1966: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1967: Serie 2 = Træner Villy Jørgensen
1968: Serie 2 (Landspokalkamp mod Randers Freja) = Træner Kaj Pedersen
1969: Serie 2 = Træner Kaj “ barber” Pedersen
1970: Serie 2 = Træner Søren Thomasen fra Randers
0000: Ps! Søren Thomasen falder om og dør under træningen (Mindepokal)
1971: Serie 2 = Træner Henning Jørgensen fra Randers
1972: Serie 2 = Træner Kaj Pedersen
1973: Serie 2 = rykker ned i serie 3 = Træner Kaj Pedersen
1974: Serie 3 = Træner Ebbe Bruun
1975: Serie 3 rykker op i serie 2 = Træner Ebbe Bruun
1976: Serie 2 = Træner Ebbe Bruun
1977: Serie 2 rykker op i serie 1 = Ebbe Bruun (pokal: Bramminge + Nakskov)
1978: Serie 1 = Træner Ebbe Bruun
1979: Serie 1 serie 4 rykker op i serie 3 = Træner Lars Holdgård
1980: Serie 1 rykker ned i serie 2+Serie 3 ned i serie 4=Træner Lars Holdgård
1981: Serie 2 rykker op i serie 1 + Serie 4 ned i serie 5 = Træner Brian Andersen
1982: Serie 1 rykker ned i serie 2 = Træner Brian Andersen
1983: Serie 2 + serie 4 + serie 5 = Træner Børge Sejersen
1984: Serie 2 = Træner Børge Sejersen
1985: Serie 2 + serie 4 + serie 5 = Træner Børge Sejersen
1986: Serie 2 rykker ned i serie 3 + Serie 4 + 2xserie 6 = Træner Tommy Willis Ps! Per Erbo +
0000: Erik Leth Pedersen overtager træningen i efteråret 86
1987: Serie 3 - 2 x serie 5 - serie 6 = Træner Erik Leth Pedersen
1988: Serie 3 - Serie 4 - Serie 5 = Træner Erik Leth Pedersen
1989: Serie 3 = Træner Egon Jensen Dronningborg
1990: Serie 3 + Serie 5 = Træner Kim (gartner) Rasmussen
1991: Serie 3 rykker ned i serie 4 + Serie 5 = Træner Lars Holdgård
1992: 1 x Serie 4 hold = Træner Johnny Jacobsen
1993: 3 x serie 5 hold = Træner Jan Nielsen
1994: 2 x serie 4 hold = Træner Jan Nielsen
1995: 2 x serie 4 hold = Træner Søren Mølgård
1996: 2 x serie 4 hold = Træner Jan Nielsen
1997: 1 x serie 4 hold + serie 5 + serie 6 = Træner Jan Høegh
1998: 1 x serie 4 hold rykker op i serie 3 = Træner Jan Høegh
1999: 1 x serie 3 hold rykker ned i serie 4 = Træner Lars Frank Randers KFUM
2000: 1 x serie 4 hold rykker op i serie 3 = Træner Lars Holdgård + Jan Nielsen +
0000: spillende træner Ole Pykse Pedersen
2001: Serie 3 rykker op i serie 2 + serie 5 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2002: Serie 2 rykker op i serie 1 + serie 5 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2003: Serie 1 rykker ned i serie 2 + serie 4 + serie 6 = Træner Lars Holdgård
2004: Serie 2: Træner Lars Holdgård - serie 5 + serie 5 (2) = Søren Nielsen
2005: Serie 2 + serie 5 + serie 5 (2) = Træner Torben Juhl Jensen “ POP “
2006: Serie 1 + serie 5 + serie 5 (2) = Træner Torben Juhl Jensen “ POP “
2007: Jyllandsserien + serie 4/5 + serie 6 = Træner Henrik Johansen Lystrup
2008: Jyllandsserien + serie 4 + serie 6 = Træner Henrik Johansen Lystrup
2009: Jyllandsserien + serie 4 + serie 6 = Træner Jeppe Friis
2010: Jyllandsserien 2 + serie 3/4 + serie 6 = Træner Jeppe Friis
2011: Jyllandsserien /serie 1 + serie 4/5 = Træner Ingi Thordarsson
2012: Serie 1/2 + serie 4/5 = Træner Ingi Thordarsson (stopper!)
0000: Ingi stopper 4 kampe for afslutning = Trænere Ole Laursen og Morten Bach
2013: Serie 2/1 + serie 4/5 = Træner Kasper Eriksen og Morten Bach
2014: Serie 1 + serie 4 = Træner Kasper Eriksen
2015: Serie 2/3 + serie 5 = Træner Dennis Holdgård
2016: Serie 2 + serie 5 op i serie 4 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2017: Serie 2/3 + serie 4 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2018: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2019: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2020: Serie 3 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2021: Serie 2 + serie 5 = Træner Claus Buchtrup Svenningsen
2022: Serie 2: Nedrykning til serie 3 = Træner Dennis Holdgaard
2023: Serie 3: Nedrykning til serie 4 = Træner Dennis Holdgaard
2024: Serie 4: Træner Dennis Holdgaard Serie 4 (2) = Træner Simon Damgaard
2025: Serie 3: Oprykning til serie 2: Træner Dennis Holdgaard
Milepæle for Auning IF Fodbold
2024 Torben Olsson, Kurt Madsen og Tommy Hjorth etablere Auning IF Logen
2014 AIF udsender en folder til hvervning af nye medlemmer
2013 Orla Sundgaard træder tilbage og Hovedbestyrelsen står uden formand
2009 Orla Sundgaard udnævnes til æresmedlem
2004 Auning Idrætsforening fejre 100 års jubilæum
AIF udnævner Lis Andersen, Kaj Pedersen, Thøger Pedersen, Per Sørensen og Palle Hjorth til æresmedlemmer
2001 Auning Idræts- og Kulturcenter etableres som et driftselskab for bådesvømmehallen og idrætshallerne
1999 Stiftes Sponsorudvalget for AIF
1990 AIF udnævner Ejnar Thuesen Johansen til æresmedlemmer
1990 Tove Schøttler udnævnes til det første kvindelige æresmedlem
1991 AIF's nye klubhus på Sdr. Fælledvej indvies
1989 Auning Idrætsforening tilbagekøber idrætshallerne
AIF Hallernes Fond oprettes af AIF
1981 Idrætscenteret udvides med en idrætshal nr. 2 samt et kursuscenter
1977 Stiftes AIF's Venner af Kaj Pedersen, Niels Møgelvang og Palle Hjorth
1967 Aunings første idrætshal tages i brug (Hal A)
1964 Auning Idrætsforening holder 60 års jubilæumsfest i klubhuset, Nyvangsvej 13
1961 AIF flytte ind i eget klubhus på Nyvangsvej 13, som var bygget af foreningens egne folk, dels af
genbrugsmaterialer som blev renset for mørtel, før de igen blev anvendt til facadesten.
1956 Der rejses en mindesten over Den Kloge Mand i Auning
1952 AIF fodbold bliver for første gang Danmarksmestre (juniorfodbold)
1949 AIF får overdraget nyt stadion på Sdr. Fælledvej
1945 Krigsårene 1940-45 med de mange restriktioner, rationeringer og mangel på varer var naturligvis en svær tid.
De sidste par år under besættelsen, måtte lederne allernådigst ansøge værnemagten om tilladelse til at spille
fodboldkampe hjemme, som at rejse til udenbys modstandere.
1935 De mange kriser i 1930’erne satte sit præg på AIF. Det var en vanskelig tid, især økonomisk.
1931 I/S Auning Anlæg og Idrætplads indvies med tilhørende træskur til omklædning og opbevaring af civilt tøj.
Idrætspladsen lå på grunden hvor Møllehjemmet ligger i dag
1929 Tilmeldes Jydsk Boldspil Union og dermed også medlem under Dansk Idræts Forbund
Man begynder at dyrke atletik under betegnelsen fri idræt. Gymnastik og fodbold var dominerende de første 25 år.
1904 AIF blev fra starten medlem af Randers Amts Skytte-, Gymnastik & Idrætsforening
1904 Auning Idrætsforening stiftes med lærer J. Jeppesen som formand
Auning IF Fodbold
Vi har altid spillet fodbold i Auning
I hvert fald i 125 år. Det fremgår af de jubilæumsskrifter, som blev udgivet i anledning af AIF’s 75-års jubilæum i 1979 og 100-års jubilæet i 2004.
Vælg et af menupunkterne herunder og få nogle gode fodboldhistorier fra de første 125 års med fodbold i Auning.
Dette foto fra 1909 er nok det ældste foto af et fodboldhold fra Auning. På fløjen står træneren med stok og bowlerhat. I bagerste række fra venstre: Anton (Baron) Nielsen - Alfred Poulsen, Johan Andersen (sports Johan), Anton Jepsen og Niels Jepsen. I midterste række: Poul Jepsen, Alfred Pedersen og Christian Pedersen. Siddende forrest: Arnold Vester, Laurits Vester og Ingemann Knudsen.
Den spæde start 1904 - 1935
Den spæde start
I jubilæumsskrift fra 1979 har bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen detaljeret beskrevet fodboldens spæde start i Auning. Thuesens historiske afsnit om fodboldens start og frem til jubilæumsåret 1979 blev gentaget 25 år efter i 100-års jubilæumsskrift dog opdateret med fodboldhistorier frem til 2004.
Vi bringer her et lettere redigeret uddrag af Ejnar Thuesens Johansens fortælling om den spæde start i 1904:
Det må være nærliggende at tro, at da Auning Idrætsforening som sådan blev stiftet i 1904, var det netop for at få fodboldspillet ind under organisatoriske rammer. Det er da også ubestrideligt, at fodbold har været den altdominerende faktor i idrætsforeningens historie.
Fodbold i Auning har uden sammenligning dengang været det ideal, som alle andre klubber på Djursland så op til og gerne ville efterligne, men også frygtede i styrkeforhold, for selv om der naturligvis har været nedgangsperioder, har man altid haft evnen til ”at rejse sig ved det træ, hvor man faldt.” Uden at diskriminere Djurslands øvrige fodboldhold viste Auning sig altid som foregangsfigur med stabilitet, mod og organisationstalent.
Fra 1904 til 1918 var lærer Johannes Jeppesen ikke alene formand, spiller og træner, men også foregangsmand for alt, hvad der havde med idræt at gøre. Der var også andre for foreningen betydningsfulde ledere, bl.a. brødrene Niels og Poul Jepsen. De blev boende i Auning og fulgte de kommende generationers fodboldhold med aldrig svigtende interesse, de sidste mange år fra tilskuerpladserne.
Ejnar Thuesen Johansen var som ung en dygtig fodboldspiller og var i en længere periode fast mand på Aunings førstehold.
Fra 1904 til 1918 var lærer Johannes Jeppesen ikke alene formand, spiller og træner, men også foregangsmand for alt, hvad der havde med idræt at gøre.
Om resultaterne i de første 15 år findes der ingen notater, men vi ved, at de stærkeste og mest yndede modstandere var Øster Alling, Lime og Gjesing. Det lyder for nutiden ikke af så meget, men netop disse byer havde dengang de mest jævnbyrdige hold på Djursland, ellers skulle man til Randers, Grenaa og Århus for at finde ligestillede hold. Af mindre jævnbyrdige hold på Djursland kan nævnes Hornslet, Ørsted og Trustrup.
Foreningens første frygtindgydende fodboldhold fra 1919 bestod af: Gustav Møller, Rasmus Jørgensen, Niels Chr. Hansen i bagerste række. I midterste række: Alfred Pedersen, Jens P, Brøgger Jensen, Chr. Nielsen. I forreste række: Niels Bach, Mar. Christoffersen, Alfred Poulsen. Kun Poul Pedersen og Johan Andersen mangler på billedet, og det er en skam, for de hørte til holdets bedste. Ikke mindst om Johan gik der et særligt ry - han sparkede lige så godt til bolden ”i bare tæer” som med støvler, og det første ville han helst, så det var til stor fortrydelse for ham, da det blev forbudt at spille i bare tæer.
Vi kommer nu længere frem i 1920erne, og ”de gamle” kan selvfølgelig ikke blive ved, men en ny generation opstår og så kommer Edmund Pedersen for første gang ind i billedet som det samlende element. Der kom mere plan i tilrettelæggelsen af turneringskampe, idet foreningen i 1929 blev tilmeldt Jydsk Boldspil Union (JBU). Indtil den tid spilledes mest privatkampe og nålestævner.
For at få kampe nok spilledes ofte to kampe samme dag forskellige steder. F.eks. cyklede holdet til Allingåbro på 5-6 cykler, der var altid en ”på stang” - og vandt en tårnhøj sejr. Da de fleste af cyklerne var punkteret, gik holdet derefter af banelinjen til Uggelhuse og spillede sig også her til en komfortabel sejr, inden man vandrede tilbage over Allingåbro og trak cyklerne hjem.
I 1931 rykkede holdet fra B-rækken op i A-rækken, der dengang var den næsthøjeste række. Øverste række: Øjvind Lassen, Aksel Jensen, Harald Hermann, Jacob Drachmann, Poul Søgaard Jensen. 2. række: Edmund Pedersen, Lindhart Carlsen, Folmer Hornbæk, Christian Houlberg Christensen. Forreste række: Jens Blach, Niels J. Pedersen, Holger Jensen
Denne attraktive "fabrikspokal", skænket af N. Chr. Jensen, Auning Møbel- og Madrasfabrik, blev vundet af førsteholdet i 1931. Dette år spilledes kampene på pladsen, hvor nu Nørgård Teknik ligger. Pokalen præsenteres her af en af hotelejer J. Dahl's niecer.
I årene omkring 1931 var fodboldholdet fra Auning komplet dominerende i det Østjyske område, og man skulle have modstandere fra købstæderne for at få jævnbyrdig modstand.
De stadige udvidelser af Auning Møbel- og Madrasfabrik fik på det tidspunkt stor betydning for idrætsforeningen, idet mange unge både faglærte og funktionærer blev ansat her, og da juniorchefen Robert Jensen selv var særdeles aktiv idrætsmand, sørgede man altid for at ansætte fodboldspillere og andre idrætsudøvere, som fik megen betydning i de år.
Af kendte fodboldnavne fra 1930erne må nævnes bl.a. Valdemar Sørensen (smeden), Richard Jensen, Asger Jørgensen (Basse), Peder Korning og Knud Beuschau.
Der spilledes i disse år om den mest berømte pokal i hele Østjylland, nemlig ”Fabrikspokalen”. Dens værdi og størrelse var af så kolossale dimensioner, at de store hold fra Randers, Viborg og Hobro nærmest stod i kø for at spille om denne pokal. Efter mange års berømte fejder endte popalen i Grenaa som ejendom.
Dette er Fabrikspokalen som blev udsat af personalet på Auning Møbel-og Madrasfabrik. Den blev i 1939 vundet til evigt eje af Grenaa Idrætsforening.
Foto: Jens-Ole Johnsen 2024.
I Auning Idrætsforeningens 75-års jubilæumsskrift er Fabrikspokalen omtalt på følgende måde:
- I 1930'erne spilledes der om den mest berømte pokal i hele Østjylland, nemlig Fabrikspokalen. Dens værdi og størrelse var af så kolossale dimensioner, at de store hold fra Randers, Viborg og Hobro nærmest stod i kø for at være medspillende herom. Dog kom engang et afbud i sidste øjeblik, Peder Korning tog så pokalen med i bilen til Århus for at vise den frem for derefter omgående at få deltagemæssige tilsagn fra Arbejdernes Idrætsklub Aarhus (senere AIA). Det skyldtes iøvrigt Kornings initiativ og energiske indsats med indsamling blandt fabrikkens personale og ledelse, der gjorde det muligt at fremskaffe dette klenodie, der efter mange års berømte fejder endte i Grenaa som ejendom.
Ungdomsfodbold
Uden egentlig at være indenfor idrætsforeningens rammer påbegyndte en lærervikar i Søndre Forskole ved navn Jensen at træne hver eftermiddag efter skoletid med en flok drenge i 10-års alderen. Da han selv var lige kvalificeret på førsteholdet enten han spillede målmand eller cfw. var han selvfølgelig alle drenges idol. Men denne træning blev spiren til den stamme, som foreningen tilmeldte som juniorhold i 1938, og som senere stort set er identisk med oprykningsholdene i 1943 og 47.
Nålestævne 04.09.1949. Bagerste række: Karl Schmidt, Ivan Rasmussen, Egon Lindberg, Sv. Aa. Laursen og Paul Marcussen. Midsterste række: Leo Nielsen, Knud Rasmussen og Jens Chr. Andersen. Foreste række: Kaj Petersen, Axel Andersen og Kaj Gregersen. Nålen til venstre var den drengene tilegnede sig i 1949.
AIF's Juniorhold 1950-51. Holdleder Oskar Andersen. Bagerste række: Gunnar Jensen, Ib Pedersen, Hans Stig Andersen, Kurt Munk og Erik Allermann. Midsterste række: Børge Riis, Bent Petersen og Paul Marcussen. Foreste række: Svend Brøsted, Axel Andersen og Leo Høegh Nielsen.
Auning Fodbolddrenge med træner Oskar Andersen, her på den nye Stadion, som blev indviet i 1949. I baggrunden ses den gamle Auning Søndre Skole og byggeriet på den nye skole, på hvilken der var grundstens nedlæggelse i 1950.
Disse drenge udgjorde et stærkt drenge fodboldhold. Holdet blev Danmarksmestre, som junior fodboldspillere ved et stævne i Sønderborg den 7.9.1952, arrangeret af De Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger. Begivenheden blev nævnt i radioen og da holdet med deres træner Oskar Andersen vendte hjem til Auning, blev de modtaget med fejring i Forsamlingshuset.
Dette hold var et af de mange ungdomshold i fodbold, som Oskar Andersen meget kærligt tog sig af i en lang årrække. Han var beskeden og uden særlig kommandotone og havde derfor på et tidspunkt vanskeligt ved at styre de unge mennesker, og det gik så galt, at han meddelte at nu kunne de passe sig selv og han tog hjem! Et par dage senere stillede alle drengene ved hans hjem og bad mindeligt, med megen beklagelse for deres opførsel, om han ville komme igen! - Selvfølgelig kom Oskar tilbage, og nu var der ingen slinger i valsen mere.
Aunings første Danmarksmestre!
I anledning af Auning Idrætsforenings 100-års jubilæum i 2004, skrev Paul Marcussen om sine oplevelser i 1952, hvor han var med til at Aunings 1. hold for første gang blev Danmarksmestre.
Med en mere end 60 år lang karriere som aktiv fodboldspiller ville det være falsk beskedenhed at sige, at jeg ikke er bare lidt stolt af præstationen. Ikke fordi jeg kan prale med spil på højere plan, men oplevelsen og glæden ved spillet og kammeratskabet har samme værdi uanset niveau. Én af de største oplevelser skriver sig godt et halvt århundrede tilbage til weekenden den 5. og 7. september 1952, hvor jeg var med på det daværende juniorhold, der bragte det første danmarksmesterskab hjem til Auning Idrætsforening. Danmarksmester? OK - det korrekte er landsmester indenfor DDSGI, men euforien, affødt af omtale af præstationen under sporten i Pressens Radioavis, tiltog byen sig retten til at titulerer holdet som danmarksmestre.
AIF's Juniorhold 1951-52. Bagerste række: Børge Hansen, Axel Andersen, Hans Stig Andersen, Leo Nielsen og Børge Riis. Midterste række: Paul Marcussen, Bent Petersen og Erik Allermann. Foreste række: Svend Brøsted, Kurt Munk og Leif Christiansen.
Denne medalje tilhører Paul Marcussen, som var en af despillere, som var med i Sønderborg i 1952.
Min erindring rækker desværre ikke til præcist at nævne hverken navne på alle medspillere eller resultater. Men af hyldestsangen fra den efterfølgende fest for holdet fremgår det, at der åbenbart har været tale om to afgørende sejre i slutrunden, hver med et resultat på 2-1 i vores favør. Noget billede af holdet findes heller ikke, men jeg er i besiddelse af to billeder fra ca. samme periode og jeg er sikker på flere af dem som medspillere på holdet, men må desværre afstå fra at kunne navngive holdet præcist.
Til gengæld kan jeg huske den fra det ordinære hold, der ikke deltog i slutrunden ved landsmesterskaberne. Holdets normale centerhalf, Bent Petersen, og jeg selv var begge butikslærlinge hos købmand Gerstrøm og kun den ene af os kunne få fri og en salomonisk afgørelse med basis i anciennitet faldt ud til fordel for mig som 2. års lærling, hvor Bent først netop var tiltrådt 1 måned tidligere.
Landsmesterskaberne var henlagt til Sønderborg og omfattede foruden fodbold tillige håndbold, hvor Randers Amt var repræsenteret med herreholdet fra Langkastrup og naturligt nok var der arrangeret fællestransport med rutebil (begrebet bus var noget, der var forbeholdt de større byer) fra Esbensens Rutebiler, Vivild. Chauffør var den på dette tidspunkt navnkundige "Peter" med efternavnet Hansen og sine rødder i Auning, hvor hans forældre Hans og Marie Hansen drev et røgeri og hans lillebror Richard Hansen havde været målmand på det hold, der midt i fyrrerne spillede sig op i mellemrækken og havde været genstand for vi drenges store beundring.
Med som holdleder havde vi Peter Munk og fredag eftermiddag drog vi af sted fra stationspladsen, lidet anende at vi godt 60 timer senere ville vende tilbage til samme sted til en modtagelse, der i min erindring ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til den, der bliver nutidens nationale sportshelte til del.
Indtrykkene fra busturen ned gennem Jylland og dagene i Sønderborg står noget vage i min erindring. At pladsen i bussen var trang og køreturen lang - "rutebilen" var jo ikke af nyere dato og motorveje havde landet endnu til gode - står dog helt klart i hukommelsen, ligesom det var en særlig oplevelse at gennemkøre byernes smalle gader i moderat tempo med mange trafikstop undervejs, hvilket gav en fornemmelse af fremmede forhold, som man oplever det på sin første udlandsrejse.
Landsstævnet blev afviklet ved Sønderborg Idrætshøjskole, hvor vi også var indkvarteret i en stor gymnastiksal med vore medbragte soveposer/vattæpper og enhver, der har prøvet det, kender den helt specielle atmosfære af løssluppenhed, konstant uro og diverse afdunstninger, som gør det uforståeligt for andre, at man overhovedet kan finde hvile i sådanne omgivelser. Selve Idrætshøjskolen og dens faciliteter var fascinerende, ikke mindst svømmehallen, som for de fleste var en førstegangsoplevelse.
Hjemturen var som jeg husker det endnu længere med flere trafikstop og nu også flere gange udenfor byerne. Naturligvis var vi trætte; thi udover de idrætslige udfoldelser havde vi selvfølgelig også taget forskud på søndagens sejrsrus allerede lørdag aften. Som altid, når man som hold har lavet en præstation, var vi de første par timer af turen meget opstemte, men snart medførte bevidstheden om mandagens pligter og dagligdagen en vis sløvhed og da vi godt midnat nærmede os hjembyen sov alle på trods af de ikke specielt magelige sæder.
Stor var derfor overraskelsen, da vi steg ud af bussen og blev mødt af en god part af byens borgere, unge og gamle. Vi anede på dette tidspunkt intet om, at holdet var blevet omtalt i radioen. Man må huske på, at på disse tider var det ikke hverdagskost, at begivenheder tilknyttet en mindre lokalitet som Auning blev omtalt i den eneste eksisterende landsdækkende radio. Når det nu var sket måske for første gang i byens historie - ja, så var det noget stort og så måtte man på stikkerne for at hylde de unge mennesker, der havde sat byen på landkortet.
Melodi: En vaskeægte Cowboy
Hvor er det godt at feste for noget, der er godt,
og det er alt det bedste, der er begyndt lidt smaat.
Se, nu i Dag, hvor vi skal fejre
et Hold med rigtig mange Sejre,
de Danmarksmestre nu er blevet,
skønt de har ej saa længe levet.
Var Vejen ej til >>Skabet<< mon af og til lidt trang? -i Uggelhuse hørtes om en Protest en Gang,nej, slig en Bane I ej klarer,for Linie Fløjte ofte narrer,med to-nul >>Allingaa<< blev slagen,nu blev der gaaet frisk til Sagen.
Og Kredsen den blev vundet, selv om det holdt lidt haardt,
paa bedre Average kom >>Allingaa<< til kort,
til Sønderborg I kunde drage
af Sted i skønne Sommerdage,
vi haabed, at I kunde klare,
et Auning-Fodboldry bevare.
Det blev til tvende Kampe med Sejren to mod eet,
og Søndag Aften >>Pressen<< os klart fortalte det.
Fra Klokken ti de hjem ku' ventes,
til Velkomstfest de skulde hentes,
først efter eet de arrivered,
af Søvn og Træthed godt generet.
For Danmarksmesterskabet til vores kære Stad,
I ønskes her til Lykke i dette lille Kvad;
en Skaal for jer vi her vil bringe
lad Hurraraabet kraftigt klinge:
men og for ham der blev herhjemme,
ham skal vi heller ikke glemme.
Forfatter: Ejnar Thuesen
Når et så forholdsvis stort antal mennesker modtog os, skyldes det nok i nogen grad den omstændighed, at D.U.I i samme weekend afviklede den årlig fest og basar i Forsamlingshuset, der efterfølgende blev rammen om hyldesttaler og hurraråb, sådan at vi på det nærmeste følte os som helte, der vendte hjem efter udstået dåd på en slagmark i det fremmede.
Men hermed var det ikke slut med hyldesten. Den efterfølgende lørdag blev der inviteret til åben fest på Auning Kro med kaffebord, taler, musik og dans og ej heller en hyldestsang, tilegnet Aunings første Danmarksmestre, forfattet af Ejnar Thuesen, manglede.
Så kom ikke her! Auning bys borgere forstod at værdsætte vores i en større sammenhæng beskedne præstation og selv i dag mere end et halvt århundrede efter, og næsten ligeså lang tid siden jeg er flyttet fra barndomsbyen, er det et fremtrædende minde om en opvækst, præget af mange lederpersonligheder i Auning Idrætsforening. Personligheder, som udover at drive og udvikle foreningen også mere eller mindre bevidst har inspireret mange af os til at efterleve deres holdning til frivilligt foreningsarbejde. I stor taknemmelighed til disse unavngivne personer ønsker jeg tillykke med 100-året.
Paul Marcussen
Foreningens ledelse blev da klar over, at skulle Auning fortsat kunne holde sig i toppen, var det nødvendigt at tilrettelægge og organisere fodbold for ungdom helt ned til den begyndende skolepligtige alder. Alle mindreårige hold fik igennem mange år, deres første fodboldopdragelse af Oskar Andersen. Når de blev i 12-13-års alderen overlod han gerne talenterne til andre, som han mente, der havde mere tekniske oplæringsegenskaber. Som stabile ledere og trænere for disse i 70'erne må nævnes Herman Bossow, Ejvind Hansen, Karl Thygesen og John Reimers.
1961 Drengehold 10-12 år: Bagerste række fra venstre: Jens Brandt Sørensen, Henning Jensen og Valdemar Johansen, Lars Bak Andersen og Erik Leth Pedersen. Forreste række fra venstre: Kurt Sørensen, Jørgen “Træskomand” Sørensen, Ole Nielsen (Tårup), Palle Hjorth og Niels Jørgen Vestergård.
Disse herlige fodbolddrenge fra 1965 er Aunings lilleputhold (plus en reserve), deltog ved Jyllandsstævnet Vingsted. De vandt amtmesterskabet hjem til Auning, og som belønning for indsatsen blev de af RASG og I inviteret med til Vingsted.
Bagerste række fra venstre: Kurt Sørensen, Erling Salling Olsen, TP Torben Pedersen, Leif Hansen - Niels Ebbe Bossow og Keld Christensen. Midterste række fra venstre: Søren Hornbech, Hans Peter Hansen og Finn Sørensen. Forreste række fra venstre: John Jensen, Knud Erik Kristensen og Henrik Hansen.
Amtsmester 1970. Bagerste række fra venstre: Henrik Poulsen, Bjarne Nielsen, Leif Hansen, Søren Hornbech, Erik Glerup og Jens-Ole Johnsen. Forreste række fra venstre: Peter Korsgård, Jan Møller, Ivan Jørgensen, Per Møller, Finn Sørensen og Henrik Hansen.
Gennem mange år har Auning haft et anseligt antal hold tilmeldt JBU's turneringer, - sikkert også flere end de fleste andre landklubber, f.eks. var der fra starten af turneringen i 1979 tilmeldt i alt 9 turneringshold fordelt i alle aldersklasser.
Efter en tilværelse i idrætsforeningen som et underudvalg blev ungdomsafdelingen i samråd med børnenes forældre i 1979 en selvstændig afdeling for både piger og drenge. Ungdomslederne ændrede strukturen, således at man arbejdede efter en 5-års plan med det sigte at aflevere nogle sammenspillede og sammenknyttede spillere til seniorafdelingen.
1970/71: Auning's Drengehold 10-12 år. Bagerste række fra venstre: "Serik" Jens Erik Hougesen, Søren Ole Bjerre, Mogens, Bjarne K Jensen, Jørn D Larsen, Træner: Ejvind Hansen. Midterste række fra venstre: Steen Højgaard Madsen, Henrik, Flemming Thorslund, Jan Torben Jensen, Marius Mollerup. Forreste række fra venstre: Lars Sørensen, Finn "Anton" Hansen, Bent Brix.
Ynglingehold fra 1971. Et sammensat hold med spillere fra Auning IF og Sønderhald, Assentoft. Øverst fra venstre: Ib Kristiansen Assentoft, Ove Kjærsgård Assentoft, Hans Peter Hansen Auning, Erik Thomasen Assentoft, Torben Pedersen Auning, Kaj Thorndal Auning. Holdleder Laurits Pedersen Auning. Nederst fra venstre: Flemming Villadsen Assentoft, Kurt Madsen Auning, Torben Olsson Auning, Knud Erik Kristensen Auning, John Jensen Auning og Kaj Simonsen Assentoft.
Ungdomsafdelingen udarbejdede en organisationsplan med det formål, at spillere, ledere, trænere og udvalg skulle have så gode arbejdsbetingelser som muligt, opgaverne blev lagt i så faste rammer, at der ikke var tvivl om, hvilke udvalg der tog sig af de enkelte opgaver.Dette var en markering ved 75-års jubilæet, der viste at man ikke kun så tilbage på de 75 år, der var gået i Auning Idrætsforening; men også arbejdede frem i tiden til stadig gavn for børn og unge i Auning og omegn.
Indendørs - Auning's førstehold 1978. Bagerste række: Jan Jensen, Jørn Larsen, Flemming Pedersen. Forreste række: Ukendt, Steen H Madsen, Bent Brix.
Auning's 2 hold ynglinge 1978. Bagerste række fra venstre: Peter Due, Leif Herlev, Claus Rothausen, Steffen Adamsen. Forreste række fra venstre: Mogens Dahl Andersen, Marius Mollerup og Bent Nielsen.
1978: Auning's ynglingehold. Auning Cafeteria sponsorede nye fodboldtrøjer til Auning IF. Til venstre ses fru Pedersen, som gik under navnet "Bedste", hun var mor til Lis Halle. Holdet er øverst fra venstre: Bent Brix, Arne Poulsen, Jørn Larsen, Flemming Pedersen, Peter Due, Jan Torben Jensen og holdleder Flemming Thygesen. Nederst fra venstre: Ole Krogsbæk, Steen Madsen, Marius Mollerup, Finn "Anton" Hansen, Jan Nielsen og Mogens Andersen
1981 Auning’s Junior A hold. Drengene er årgang 1965/1966. Bagerst fra venstre: Træner Kaj Pedersen, John Rasmussen, Knud Erik Hansen, Jesper Loft, Søren Busse, Heine Søndergaard og træner Torben Høgh. Forrest fra venstre: John Nikolajsen, Henrik Thygesen, Kim Rasmussen, Jan Høgh, Johnny Manø Jensen, Torsten Ruus og Svend Petterson.
Fodbold ungdom havde i 1980'erne mange talentfulde spillere, men som i så mange andre små byer, kunne man ikke holde på dem, mange rejste til de større byer for at uddanne sig. Der forsvandt nok ca. to seniorhold i årene fra 1980 til 1995. Dette var måske en af grundene til den dårlige periode i 1990'erne, hvor der var for få spillere at tage af. Heldigvis var der da også lyspunkter på den ”auningske” fodboldhimmel i 1985 vandt drengene 10-12 år DDSG&I's landsmesterskab.
1989 Miniputterne. Mads, Rune, Jacob, Tommy, Søren, Peter, Heine, Dennis, Mogens, Mikkel, Brian, Danny, Michael, Martin og Allan, som blev landsmestre i 1989 - DDSU&I.
Omkring 1990 begyndte afdelingen igen at få nogle gode ungdomsspillere, hvilket vi kan se frugten af i dag, da det er nogle af dem, der har været med til at sørge for den gode fremgang i seniorafdelingen sidst i 1990'erne og frem til jubilæumsåret 2004.
I 1984 vandt "Tvebakkerne" deres fodboldkreds for 4-6 årige i en RASGI turnering. Øverst træner Anders Andersen. I bagerste række ses fra venstre: Jacob Nielsen, Dennis Nielsen, Mads Brix, Allan Thorsen og Peter Johansen. I forreste række ses fra venstre: Heine Rasmussen, Martin Madsen, Tommy Bonnerup, Niels og Christoffer.
1985 Aunings drenge 10-12 år vandt landsmesterskabet i Dronningborg. Bagerst fra venstre: Træner John Reimers, Max Nielsen, Lars E. Munk, Réne Nielsen, Jacob Damgaard, Nils Reimers, Bo Jensen, John Andersen, Træner Frode J. Jensen Forreste række: Jørgen Sørensen, Jesper Hansen, Kim Rasmussen, Jens P Jensen, Søren Vestergaard, Ole Bech, Anders Randbøll.
1991 Drengehold. Stående fra venstre: Træner: Erling Jeppesen, Mads Brix, Allan Thorsen, Kevin M. Andersen, Mogens Andersen, Brian Jeppesen, Thomas Laursen og holdleder Henrik Jeppesen. Siddende fra venstre: Martin Madsen, Jakob Nielsen, Casper Olsson, Michael Juul Petersen, Danni Bjerre, Mikkel Salling og Morten Østergaard.
1992 Auning Miniputter har vundet amtsmesterskab i 11- og 7-mands fodbold. På billedet ses Per Andersen, Niki Quinland, Casper Hansen, Ulrik Bak, Chr. Jensen, Kristian Næsby, Morten Poulsen, Ulrik Sørensen, Danie Nielsen, Daniel Jensen, Mike Jensen, Brian Pedersen, Steffen Pedersen, Peter Jensen. Trænere er Alex Sørensen og Hans Peter Hansen.
Trænerne Morten Christensen (tv) og Alex Sørensen (th) med ungdomsspillere - formodentlig ved en nytårsappel.
1994 Skolefodbold: Bagerste række: Træner Keld Hviid, Søren Kvorning, Jesper Nielsen, Brian Jeppesen, Allan Thorsen, Søren Hoedgaard og Peter Johansen. Foreste række: Morten Østergaard, Martin Madsen, Laust Veje, Carsten Laursen, Mogens Laursen, Mads Brix og Jacob Nielsen.
1994 Et stærkt drengehold, der spillede sig op i MR. På billedet ses: Øverst fra venstre: Træner Morten Kristensen, Christian Jensen, Casper Hansen, Per Andersen, Jacob Nielsen, Kristian Næsby, Brian Pedersen, holdleder Henning Pedersen, Rene Thorsen, træner Alex Sørensen, Morten Poulsen, Ulrik Sørensen, Nick Acintane, Ulrik Bach, Mike Kirkegård, Daniel Nielsen. Fra holdet mangler: Daniel Juul og Ulrik Hedegård.
1998 Auning's miniputter blev Jydsk Mester sæson 1998. Stående fra venstre: Træner Søren Hornbek, anfører Rasmus Beck, Nikolaj Hornbek, Casper Grønlund, Mikkel Juhl, Lasse Pedersen, Casper Nielsen, Michael Sejersen og Knud Andersen. Siddende fra venstre: Jonas Grauslund, Esben Sørensen, Martin Rytter, Morten Meldgård og Andreas Andersen.
2010 Aunings smådrenge 8-9 år. Bagerste række fra venstre: Mads Friis Sørensen, Nicolaj Dinesen, Sander Jacobsen. Forreste række fra venstre: Jonas Dannemand Friis, Sander Kongaard Nørgaard, Frederik Nicolajsen, Andreas Hjøllund Marker og Adam Thulstrup Elgaard. Liggende: Mikkel Ryberg Jensen.
2016 Aunings U15 drenge i A-rækken: Jonas Friis, Frederik Nicolajsen, Rasmus Krause Mouridsen, Andreas H. Marker, Emil Bang Jensen og Lasse Katholm kunne sammen med lederne Morten Nicolajsen, Peter Mouridsen og Søren V. Hougaard lade sig hylde med en tredjeplads ved de Jyske Mesterskaber i indefodbold.
Talent- og udvalgte hold
Ved Byfesten i 1949 var der arrangeret en kampen mod AGF, som endte 4-4. Her det lokale hold, hvor følgende var udtaget: P.E. Hausborg, Ørsted - Peder Yde, Auning - Hermann Sørensen, Ø. Alling - Karl Thygesen, Auning - Verner Pedersen, Ryomgaard - Hans Hviid, Allingaabro - Egon Rafn, Auning - Tage Olsson, Auning - Chr. Enevoldsen, Allingaabro - Børge Ernstsen, Nimtofte. Reserve: Anton Bay Nielsen, Allingaabro - Knud Simonsen, Ørsted - Jørgen Olaf Poulsen, Auning.
1964 RASG&I udvalgte juniorhold. Bagerste række fra venstre: Ukendt, ukendt, ukendt, Valdemar Johansen, ukendt, ukendt, Per Dannemand Sørensen. Forreste række fra venstre: Ukendt, ukendt, ukendt, Jørgen Yde, Erik Andersen.
Rougsø Alliancens vindende mandskab 1967/68. Bagerste fra venstre: Jens Jørgen Jensen, Ørsted. Finn Sørensen, Vivild. Valdemar Johansen, Auning. Kaj Larsen, Ørsted. Peter Langballe, Allingåbro. Midterste række fra venstre: Jens D. Larsen, Auning. Erik Pedersen, Auning. Forreste række fra venstre: Mogens Søndergård, Pindstrup. Finn "Rør" Andersen, Pindstrup. Poul Erik Pasciak. Målmand: Hans Busk, Vivild.
1969 Jyllands stævne Vingsted. Rougsø-Alliancen. Bagerst fra venstre: Lars Haslund, Allingåbro - Jesper Hansen, Pindstrup – Frandsen, Ørsted - Peter Langballe, Allingåbro - Jens Friis, Ørsted - Erik Pedersen, Auning - Kurt Kempel, Ørsted. Forreste række fra venstre:Jens Jensen, Ørsted - Jørn Johansen, Auning - Holger Poulsen, Allingåbro - Finn “Rør” Andersen, Pindstrup og Enevoldsen, Nørager.
Talentturneringen i 1975 med Rougsø-Alliancen
DBU's Talentturneringen i 1975 var den største fodboldbegivenhed i Auning nogensinde, med massiv pressedækning. En begivenhed som aldrig mere vil kunne arrangeres i en lille by som Auning.
Talenturnering var for spillere mellem 16 og 20 år. Den var lavet for at udfylde tipskuponen i sommermånederne og var derfor finansieret af tipsmidlerne. Ved indførsel af Toto-turneringen i 70’ erne, bortfaldt tipsmidlerne og talentturneringen lukkede.
Rougsø-Alliancen var et sammensat hold fra klubberne i Vivild, Ørsted, Nørager, Pindstrup og Auning. Holdet blev ledet af Aksel Reimers og Finn “Rør” Andersen, Pindstrup.
Man havde tilmeldt hele to hold, det ene blev dog slået ud i de indledende kampe. Det andet gik hele vejen og endte med at være mellem de fire sidste hold, som foruden Rougsø-Alliancen var: FB København, Brønshøj og Vejle.
Den indledende runde
Før finalestævnet
Finalestævnet den 19.-20. juli
Efterspillet
Hørespillet - få historien ind i ørene!
Fra venstre Knud Erik Kristensen, Auning - Alex Rasmussen, Pindstrup - Ole Mårtensen, Ørsted - Bjarne Sejersen, Pindstrup - Peder Carlo Babis, Pindstrup - Lars Ole Sørensen, Pindstrup - Søren Hornbek, Auning - Thøger Brix, Auning - Bo Thygesen, Auning - Uffe Hjorth Auning - Jens-Ole Johnsen, Auning.
Den indledende runde
Den indledende runde til talentturneringen 1975, blev spillet i juni og juli måned.Der var tilmeldt to hold fra Rougsø-Alliancen i turneringen, og de var i hver deres pulje.Man spillede hjemmekampene, på skift ved de klubber, som leverede spillere til holdene.Rougsø-Alliancen I blev slået ud af turneringen i puljekampene, medens Rougsø-Alliancen II, formåede at spille sig helt igennem til finalerunden.
Herunder en række referater fra kampene.
Kampe for Rougsø-Alliancen I
Omtalt i Randers Amtsavis 18. juni 1975
Omtalt i Randers Amtsavis 25. juni 1975
Omtalt i Randers Amtsavis 28. juni 1975
Kampe for Rougsø-Alliancen II
Omtalt i Randers Amtsavis 6. juni 1975
Omtalt i Randers Amtsavis 11. juli 1975
Århus Stiftstidende 14. juli 1975.
På billedt ses Bjarne Sejersen i kamp mod en Lyseng-spiller. Randers Amtsavis 14. juli 1975.
Før finalestævnet
Da det blev en realitet, at Rougsø-Alliancen gik i finalerunden, tilbød AIF og Auning-Hallerne, DBU at arrangere finalestævnet. DBU tog imod invitationen, så derefter stod Auning som arrangør af finalestævnet.
Finalestævnet var omgivet af et stort presseopbud. Alle landets aviser som: B.T, Jyllands-Posten, Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis, skrev artikler om de forskellige hold og spillere. Mange aviser ville også gerne have holdfotos. - Nu skulle der prøves kræfter mod de helt store.
Se her de forskellige artikler og fotos:
Århus Stiftstidende 15. juli 1975.
Randers Amtsavis 16. juli 1975
FB's talenthold i 1975: Stående fra venstre: Preben Elkjær, hans storebror Flemming, Bo Blaaberg, Bo Karmann, Erling Hansen, Michael Johansen, Jan Hansen. Siddende fra venstre: Jørgen Poulsen, Bo Pedersen, Jørgen Andersen, Bent Have, Bjarne Hansen.
Århus Stiftstidende 16. juli 1975.
BT den 17. juli 1975.
Øverst fra venstre: Søren Hornbæk, Poul Erik Nielsen, Bjarne Sejersen, Gert Enevoldsen, Lars Ole Sørensen, Ole Mårtensen, Uffe Hjort. Nederste fra venstre: Thøger Brix, Bo Thygesen, Knud Erik Kristensen, Peter Carlo Babis, Alex Rasmussen, Jens-Ole Johnsen. Randers Amtsavis 18. juli 1975.
Randers Amtsavis 18. juli 1975.
Århus Stiftstidende 19. juli 1975.
Randers Amtsavis 19. juli 1975.
Finalestævnet den 19.-20. juli 1975
De fire hold ankom til Auning-Hallerne lørdag formiddag, hvor DBU var vært for en middag. Senere lørdag eftermiddag spillede man semifinalerne, først Rougsø-Alliancen - FB, København, derefter fulgte Brønshøj - Vejle.
Søndag spillende man først kampen om 3. pladsen, der var: Rougsø-Alliancen - Brønshøj. Derefter fulgte finalen, der var: FB, København - Vejle.
Efter finalen var der middag og præmieoverrækkelse i Auning-Hallerne.
Modstanden var nok lidt for voldsom for det lokale hold, selvom det ydede en flot præstation. De andre hold mødte op med spillere, som man de næste mange år genkendte i 1. Division ( i dag superliga ), navne som: Per Jørgensen, Steen Juulsen og Ulrick Thychosen, Vejle, Verner Erichsen, Brønshøj, Michael Johansen og Bo Blåberg, FB.
Det største talent af dem alle, var trods alt FB’s 17-årige københavnerflab, Preben E. Larsen. I 1976 spillede han i 1. division for Vanløse og allerede i 1977 blev han professionel i den tyske klub 1.FC Köln. Hvem skulle dengang tro, at han nærmest blev nationalhelt ved EM 1984 og VM 1986 med navnet Preben Elkjær.
Se her referater og billeder fra de fire kampe:
Brevet som DBU sendte ud til deltagerne inden finalestævnet i Auning.
Semifinale: Rougsø-Alliancen - FB København:
FB's målmand Jørgen Andersen griber bolden for næsen af Bjarne Sejersen. Foto fra Jyllands-Posten.
Overskrift fra kampen mellem Rougsø-Alliancen og FB i Jyllands-Postens 20. juli 1975.
Søren Hornbæk og Lars Ole Sørensne i kamp med en FB-spiller. Århus Stiftstidende 21. juli 1975.
Øverst dribler FB's Erling Hansen sig fri af Alex Rasmussen. Næste billede runder han målmanden Knud Erik Kristensen og scorer til 1-0. Randers Amtsavis 21. juli 1975.
Semifinale: Vejle - Brønshøj:
Randers Amtsavis 21. juli 1975.
Kampen om 3. pladsen: Rougsø-Alliancen - Brønshøj
Randers Amtsavis 21. juli 1975.
Bjarne Sejersen i angreb på Brønshøjmålet. Foto fra Jyllands-Posten.
Finalekampen: Vejle - FB København:
Fra forsiden af Randers Amtsavis 21. juli 1975.
Randers Amtsavis 21. juli 1975.
Resultatet af talentturneringen 1975:
1. Vejle Boldklub
2. FB København
3. Brønshøj
4. Rougsø-Alliancen
Præmien for 4. pladsen: En kuglepen med inskription til alle spillerne.
Efterspillet
Efter finalerunden var der en del kritik af dommere og lederne, især i forbindelse med udvisningen af Preben E. Larsen i finalen.
Desværre lukkede DBU talentturneringen i 1975, grundet manglende økonomisk grundlag.
Følg her de forskellige udsagn:
BT den 21. juli 1975.
Randers Amtsavis den 21. juli 1975.
Randers Amtsavis den 21. juli 1975.
Randers Amtsavis den 26. juli 1975.
Fra årbogen "Årets bedste fodboldkampe 1975"
Hørespillet om DBU's talentturnering
Skru op for lyden! Klik på billedet herunder - og i de næste ca. 15 minutter kan du høre en spændende fortælling om talentturneringen i 1975 på Auning Stadion.
Denne podcast er produceret ved hjælp af en række softwareprogrammer, der anvender kunstig intelligens. De skriftlige kilder, som er anvendt, er hentet fra Auning Bymuseum.
Seniorfodbold
I en nystartet landspokalturnering midt i trediverne nåede Auning langt frem i turneringen og skulle møde Aalborg ”Freja” på hjemmebane. Gæsterne fra Aalborg talte bl.a. landsholdsmålmanden Hermann Christensen, og da Auning tabte 12-0, var det en skuffelse for det hidtil største publikum på Auning Stadion, at de ikke havde set den berømte målmand i aktion. Han tilbød derfor efter kampen at lade samtlige Aunings spillere tage et straffespark mod ham med det resultat, at kun den tids suverænt bedste spiller Aksel Jensen, formåede at score.
Men vi skal igen tilbage til ”katastrofeåret” 1939, da holdet for første gang rykkede tilbage ned 1 B-rækken og næsten var opløst. Der havde ikke været tilgang af megen ungdom, men den var på vej, idet der for første gang et par år tidligere var tilmeldt et hold i JBU's juniorrække.
Fra 1940-41 havde denne ungdom fået lidt ”hår på brystet” og bortset fra et par enkelte af de gamle støtter var alle i alderen 19-21 år. I kraft af energisk indsats og godt sammenhold lykkedes det i 1943 at vinde den sidste oprykningskamp til A-rækken over ”Chang" med 4-3 til trods for, at målmanden den sidste halve time nærmest var halvt bevidstløs efter et sammenstød.
1943 Aksel Reimer
1943 Dette hold rykkede op i A-rækken efter en kamp mod Chang på Allingåbro Stadion.
Stående fra venstre: Tage Olsson, Egon Rafn, Aksel Mikkelsen, Ejvind Christensen, Poul Søgaard Jensen, Helmuth Jensen og lederen i civil Aksel Reimers. Mellemste række: Leo Rafn, Erik Kirketerp Møller og Carl Thygesen. Siddende forrest: Thorvald Pedersen, Ricard Hansen og Ejner Thuesen Johansen.
I de mellemliggende år var JBU's rækkeinddeling dog forøget til også at omfatte mellemrækken, der så var den næsthøjeste, og målet var selvfølgelig fortsat opad. Det var i flere år også nær ved, men krigsårene forhindrede ofte fuldt hold, det betød en blanding af op- og nedrykning. Men den samme stamme fra holdet i 1943 var stadigvæk intakt, og det lykkedes så i 1947 at blive kredsvindere, men der krævedes 2-3 oprykningskampe for at rykke op. Efter først at have været oversidder mødte holdet Ebeltoft på Grenaa Stadion, hvor det i sidste minut lykkes Poul Søgaard Jensen at skovle bolden ind til en 1-0 sejr. Søndagen efter var der valfart til Randers Stadion til den afgørende sidste oprykningskamp, hvor modstanderen var Havndal.
Nu var det knald eller fald, men nerverne var som blæst bort, og holdet spillede vel nok sin bedste kamp nogensinde og vandt så overbevisende som 5-0. Højresiden Egon Rafn og Tage Olsson var faddere til målene, og forsvaret holdt stand. Auning nåede efterhånden frem til semifinalen om Jyllandsmesterskabet og skulle møde Bedsted fra Thy i Viborg. Men med økonomien sat i højsædet og en tro på spillemæssig overlegenhed solgte man sig til at spille kampen i Bedsted mod den tids kæmpesum på 600 kr.
Efter omkamp tabte vi 3-2 (Bedsted vandt senere finalen meget overlegent), men for første gang i foreningens historie rejste spillerne gratis og fik oven i købet en spisning uden selv at skulle betale. Holdet bestod af følgende fra mål til v.w.: Richard Hansen, Leo Rafn, Ejnar Thuesen, Karl Thygesen, Peter Yde, Anders Andersen, Egon Rafn, Tage Olsson, Søren Stig Andersen, Anders Dahl og Poul Søgaard Jensen. Her må bemærkes, at sidstnævnte figurerer såvel i 1931 som 1943 og 1947, og han spillede en hel del kampe, og dermed har han rekorden i Auning Idrætsforening, selvom Edmund Pedersen og Karl Thygesen kommer tæt herpå. Af andre gode spillere i årene heromkring må nævnes Jørgen Olaf Poulsen, John Koefoed, Karl Andersen og Børge Jepsen.
1947 Aksel Reimers
1947 Auning IF ved oprykning. Lederen var Aksel Reimers.
1. række: LEO RAFN - RICHARD HANSEN - EJNAR THUESEN JOHANSEN.
2. række: KARL THYGESEN - PETER YDE - ANDERS ANDERSEN (KASTRUP).
3. række: EGON RAFN - TAGE OLSSON - SØREN STIG - ANDERS DAHL - POUL SØGAARD JENSEN - AKSEL REIMERS.
Nu var man klar til at dyste i den næstbedste række, men misforståede dispositioner fra ledelsen splittede holdet, idet man ”købte” en målmand, en forsvarsspiller og en angrebsspiller udefra og det gamle mangeårige sammenhold tog skade, så efterhånden forsvandt flere og flere af den faste flok, og søgte optagelse, der hvor man i løbet af årene var flyttet hen. Så tiden der fulgte blev mest en blød mellemvare, og selv om holdet ikke direkte rykkede ned, var holdet med årene igen kun i den tredjebedste række, idet der var indskudt en ny række - lille mesterrække - som næstbedst, og der kunne Auning ikke placere sig.
Fremsynede ledere forstod heldigvis stadigvæk, hvorfra fornyelsen skulle komme, og et nyt stærkt juniorhold var i 1957 blevet voksne, og forenet med et par af de gamle prøvede, blev holdet hele omegnens skræk i en turnering, der varede i halvanden sæson. I 33 kampe opnåede Auning 54 points og scorede 128 mål mod 52 med over halvdelen fordelt til de to spillere Kaj Pedersen og Knud Hansen.
En enkelt fodboldkamp fra 50-års jubilæet i 1954 må nævnes nemlig kampen mellem divisionsholdene AIA og AB. Førstnævnte med bl.a. landsholdsspillerne brødrene Ernst og Villy Pedersen og svogeren, den senere mest berømte Poul Pedersen og AB med landsholdsmålmanden Kaj Jørgensen, Chr. Brøgger, Frank Rechendorff, Ove Bech Nielsen og den mest berømte, som de fleste af de 3000 tilskuere var kommet for at bese: læge Knud Lundberg. Resultat 3-3.
Samme sidstnævnte geni ”opfandt” egentlig begrebet ”indendørs fodbold” sidst i halvtredserne, og denne fornøjelige vintersport har Auning Idrætsforening deltaget i utallige gange rundt omkring i hele Østjyllands haller, mange gange som cupvindere og amtsmestre, ja endog vindere af DDSG&I's landsmesterskaber i Ollerup.
1957 Mellemrækken
1957 Dette hold spillede mod Dronningborg på Randers Stadion og rykkede op i lille mesterrækken. i forreste række fra venstre ses: Kaj Aage Bjerregaard, Erling Mikkelsen og Kaj Gregersen. Midterste række fra venstre ses: Søren Stig Andersen, Tage Olsson og Arne Nielsen. Bagerste række fra venstre ses: Ove Sommer, Aksel Andersen, Kaj Pedersen, Egon Lindberg og Leo Jensen.
Holdet der mødte Dronningborg 1957 samlet igen i 1979. Øverst fra venstre: Holdleder Aksel Reimers, Ove Sommer, Egon Lindberg, Kaj Åge Bjerregård, John Reimers, Tage Olsson, Per Nielsen, Kaj Pedersen, Leo Jensen samt 2 ukendte. Nederst fra venstre: Søren Stig Andersen, Arne Nielsen, Leif Vogensen, Kaj Gregersen og Børge Riis.
Oprykningskampen på Randers Stadion mod Dronningborg må nok betegnes som alle tiders gyser hvad spænding angår. Efter 1-1 i ordinær kamp og 0-0 i omkampen fulgte straffesparkkonkurrence, hvor Ove Sommer indledte med at ”brænde”, og Auning var straks bagud selv om senere både Arne Nielsen og Egon Jensen scorede, og da Tage Olsson også ”brændte”, var der kun én, der troede på Aunings chancer, og det var heldigvis målmanden Erling Mikkelsen - der klarede resten af Dronningborgs forsøg også det allersidste spark efter Kaj Pedersen havde bragt stillingen op på 4-3. Aunings oprykning til den lille mesterrække var nu en realitet efter en kamp, der havde samlet 1500 tilskuere, og hvor samtlige Randersbladets journalister var enige om, at sejren var fortjent.
JBU havde omtrent samtidig udvidet sine rækker og benævnt disse med fra bunden serie VI op til serie I før Jyllandsserien, og Auning spillede således i serie I, indtil holdet rykkede ned i 1961.
Foto taget ved 60-års jubilæet i 1964. Her spillede årgang 1930-35 mod årgang 1940-50. På billedet ses: Dommer Peter Korning, Knud Beuschau, Erbo Sørensen, Aksel Jensen, Niels Andersen, Rikard Jensen, Folmer Hornbech, Chr. Kreutberg, i civil Jacob Drachmann. Lindhart Carlsen, P. Hermann, Edmund Pedersen, Poul Søgaard Jensen, Holger Jensen og målmand Niels Pedersen.
1961 Peter Munk
Aunings førstehold 1961. Bagerste række fra venstre: Leder Peter Munk, Lars Rasmussen, Ring, Per Nielsen, Finn Yde, Poul Erik Grønberg, Hvilsager og John Bundgård Jensen, Grund. Midterste række fra venstre: Jørgen Frederiksen, Erik Dannemand Sørensen og Niels Jørgen Kvist. Forreste række fra venstre: Tage Nielsen, Jørgen Bjerregaard og Erling Mehlsen.
Auning’s serie 2 (Ynglingehold) 1963/1964. Bagerste række fra venstre. Holdleder: Tage Nielsen, Finn Bering, Torben Pedersen, Valdemar Johansen, Ejvind Almind Sørensen og Jens D Larsen. Midterste række fra venstre: Preben Thomsen, Jørn Johansen og Per Dannemand Sørensen. Forreste række fra venstre: Villy Nygård, Jørgen Yde og Erik Andersen.
Førsteholdet 1969: Forreste række fra venstre: Jens D. Larsen, Jørgen “Jolle” Munk og Niels Jørgen Quist. Midterste række fra venstre: Per Dannemand Sørensen, Jørn Johansen, Torben Nielsen og Palle Dannemand Sørensen. Bagerste Række fra venstre: John Reimers, Erik Dannemand Sørensen, Jørgen Rasmussen, Erik Leth Pedersen og Erling Munk.
1971: Aunings førstehold i serie 2 i røde udebanetrøjer fra Nørgård Ost. Bagerst fra venstre: Holdleder Laurits Pedersen, Finn Bering, Erik Pedersen, Per Nielsen, Erik Dannemand Sørensen, Jørgen Rasmussen, træner: Henning Jørgensen. Midterste række fra venstre: Per Dannemand Sørensen, Jørn Johansen og John Reimers. Forreste række fra venstre: Palle Dannemand Sørensen, Jens D Larsen, Jørgen Munk og Niels Jørgen Kvist.
1974 Ebbe Bruun
Efter utallige nærliggende forsøg i de kommende år - især i 1968 - lykkedes det ikke at rykke videre op, det blev i stedet nedrykning, endda i 1973 helt ned til serie III. Med ansættelse af træneren Ebbe Bruun lykkedes det dog allerede i 1975 igen at rykke op i serie II - nu rykkede man op blot ved at blive kredsvindere - i øvrigt med følgende hold:
1975 Auning’s førstehold i serie 3. Bagerste fra venstre: TP Torben Pedersen, Bjarne Sejersen, Peter Hjulmand, Leif Hansen, Erik Pedersen, Lars Ole Sørensen og Jørgen Rasmussen. Forreste række fra venstre: Thøger Brix, TEO Torben Olsson, Knud Åge Laursen og Bo Thygesen. Træner og spiller: Ebbe Bruun.
1975. Auning serie 3 rykker op i serie 2. Fra venstre i bagerste række: Alex Sørensen, Lars Ole Sørensen, Torben Pedersen, Peter Hjulmand, Søren Hornbæk, Ebbe Bruun og Bjarne Sejersen. Foreste række fra venstre: Thøger Brix, Erik Pedersen, Torben Olsson, Knud Åge Laursen, Bo Thygesen og Hans Peter Hansen.
Da Aunings bedste hold i 1968 igen var fremme at snuse i landspokalturneringen og trak Randers Freja på hjemmebane, som året før havde vundet finalen i samme turnering. Om Auning var stærkere end fordums dage, eller ”Freja” var forholdsvis svagere, er ikke muligt at bedømme, men Randers Freja vandt dog ”kun” med 8-1. Det må nævnes, at Auning's eneste mål blev scoret af revisor Jørgen Rasmussen.
At Aunings succes i landspokalturneringen ikke er en enlig svale, blev bevist igen i 1977, da man nåede lige så langt og trak Nakskovs 2. divisionshold, men på udebane, og det blev et nederlag på kun 4-1.Flere gange har Auning dog vundet amtsmesterskabet og Nordjyllandsmesterskabet og repræsenteret RASG&I ved landsidrætsstævner og flere gange hjemtaget landsmesterskabet både for junior og senior.
Ambitionerne var stadigvæk til stede og med samme hold sikrede man igen oprykning til serie 1.
1977. Bagerste række fra venstre: Lars Pedersen, Thøger Brix, Ebbe Bruun, Torben Pedersen, Jørn Johansen, Erik Pedersen, Peter Hjulmand, Jens D. Larsen, Palle Erbo Sørensen, Jørgen Munk, Torben Olsson og Kurt Madsen.
1978 Ebbe Brun
1978 Aunings førstehold i Serie 1. Bagerste række fra venstre: Lars Pedersen, Søren Hornbech, Kurt Madsen, Erik Pedersen, Morten Andersen, Ebbe Bruun og Torben Pedersen. Forreste række fra venstre: Thøger Brix, Palle Erbo Sørensen, Knud Erik Sørensen, Torben Olsson og Peter Hjulmand.
Sæsonen 1978 så længe ud til at give den helt store fremgang med oprykning til Jyllandsserien, men på det sidste glippede det, og Dronningborg blev vel nærmest banemanden og fik således hævn efter 20 års forløb fra før omtalte gyserkamp om oprykning.
Nytårs appel 1979-80. Bagerste række fra venstre: Benno Jensen, Ukendt, Knud Erik Sørensen, Jens Erik Hougesen, Flemming Pedersen, Jes Brix, Aage Jacobsen, Poul Erik Jensen, Kurt Madsen, Morten Andersen, Per Dannemand Sørensen, Henrik Hansen, Jørgen Rasmussen, TEO Torben Olsson og Søren Korsgaard. Forreste række fra venstre: Ole Hansen, Palle Hjorth, Jens-Ole Johnsen, Kurt Sørensen, Erling Munk, Jørn Johansen og Jørn Larsen. Træner: Lars Holdgaard.
1979. Auning serie 4. Bagerste række fra venstre: John Pedersen, Per Dannemand Sørensen, Jørn Johansen, "Serik" Jens Erik Hougesen, Flemming Thorslund, Henrik Hansen, Lars Holdgård, sponsor Bent Nielsen, Flensborglageret. Forreste række fra venstre: Jens D Larsen, Ole Hansen, Finn " Anton" Hansen, Benno Jensen, Bo Thygesen.
1982 Brian
1982 Serie 4. Bagerste række fra venstre: Bjarne Sejersen, Ebbe Kristensen, Claus Rothausen, Ole Bering, Tommy Hjorth, Jesper Hansen, Knud Erik Hansen og holdleder Flemming Thygesen. Forrest fra venstre: Jan Kristensen, Henrik Thygesen, Jens Jørgen Hjortshøj, Knud Dahl Andersen, Kurt Sørensen og Ole Nielsen.
1982 Aunings førstehold i Serie 1 - rykker ned i Serie 2. Bagerste fra venstre: Jan Busk, Torben Pedersen, Brian Andersen, Torben Rasmussen, Bjarne Sejersen og Henning Skjødt Nielsen. Forreste række fra venstre: Palle Erbo Sørensen, Ole Hansen, Jørn Larsen, Finn Hansen, Bent Brix og Thøger Brix.
1984: Auning’s serie 2 hold. Bagerst fra venstre: Holdleder: Flemming Dahl Andersen, “Teo” Torben Olsson, “TP” Torben Leth Pedersen, Torben Rasmussen, Peter Due, “Pop” Torben Juul Jensen, “Mulle” Morten Leth Pedersen - Sponsor: Lars Martinussen, Auning Boligmontering og træner Børge Sejersen. Forreste række fra venstre: Ole Hansen, Mogens Dahl Andersen, Knud Erik Kristensen, Bo Thygesen, Palle Dannemand Sørensen og Thøger Brix.
1986: AIF serie 6 Semifinale mod Vodskov. Øverst fra venstre: Ole Bering, Peter Hjulmand, Ivan Enevoldsen, Erik Pedersen, Torben Rasmussen, Torben Olsson og Bjarne Sejersen. Nederst fra venstre: Lars Holdgård, Per Erbo Sørensen, John Nicolaisen, Erling Munk, Jørgen Munk, Jørn Johansen og Palle Erbo Sørensen.
1986: Auning’s serie 6 oprykning til serie 5. Bagerste række fra venstre: TEO Torben Olsson, Jesper Drostgaard (tidligere Jensen), Kim Andersen, Henning Skjødt, Johnny Manø Jensen, Ole Bering, Claus Høj. Holdleder Leon Broch. Forreste række fra venstre: Morten Christensen, "Fætter" Erling Thomsen, Jørn Johansen, Peter Pedersen, Erik Pedersen.
Holdet fra 1976 ved sommerfesten i Vivild 1988. Øverst fra venstre: Jørn Johansen, Torben Olsson, Palle Erbo Sørensen, Bjarne Sejersen, Thøger Brix, Erik Pedersen og Kurt Madsen. Nederst fra venstre: Henning Skjødt Nielsen, Jens D. Larsen, Jørgen "Jolle" Munk, Lars Pedersen, Per Erbo Sørensen og Torben Pedersen.
Ugens kamp - Serie 3: Sæson 1987-1988. Bagerst fra venstre: Holdleder Flemming Thygesen, “ Mulle” Morten Pedersen, “Pyksi” Ole Pedersen, Jakob Hansen, Jørn Larsen, Michael Schmidt, Lars Engholm og træner Erik Pedersen. Forreste række fra venstre: TP Torben Pedersen, Ole Hansen, Jan Nielsen, “Vestjyden” Søren Nielsen, Finn “Anton” Hansen, “Pop” Torben Juhl Jensen og Søren Hornbek.
Auning serie 3 1988. Bagerst fra venstre: Ukendt, Heini Nielsen, TP Torben Leth Pedersen, "Pop" Torben Juhl Jensen, Kasper Hjulmand, Ole Pilgaard Rasmussen, Dennis. Forreste række fra venstre: Træner Erik Leth Pedersen, Jan Nielsen, Ole Hansen, Ebbe Pedersen, John Nicolajsen, Morten Randbøll.
1993 Auning havde 3 serie 5 hold. Bagerst fra venstre: Holdleder Lars Sørensen, sponsor: Tommy Hjorth fra Flensborglageret, Morten Ranbøl, Ole Hansen, Ole Laursen, Heine Søndergård og Torben Pedersen. Midten: John Pedersen fra IF Ådalen. Forreste række fra venstre: Søren Nielsen, Mogens Dahl Andersen, Jesper Hansen, Lars Erik Munk, Henrik Thygesen, Kim Jeppesen og Knud Dahl Andersen.
1993 Serie : Bagerste række fra venstre: Holdleder Lars Sørensen, Niels Reimers, Mads Veje, Peter Greve, Jesper Hansen, Frantz Jensen, Morten Bach og holdleder Verner Korgaard. Bagerst Sponsor Henning Wittrup, Mazda.
Forreste række fra venstre: Morten Randbøll, Heine Pedersen, Samir Desevic, Lars Blach og Troels Juhl Jensen.
Nytårs-appel for Auning IFs førstehold, januar 1995
Spillerne er: 1: Søren Mølgård, træner. 2: Ole Hansen. 3: Troels Jensen 4: Henrik Jeppesen. 5: Henrik Thygesen. 6: Heine Søndergaard Nielsen. 7: Jan Nielsen. 8: Nils Pilgaard Reimers. 9: Ole Pilgaard Rasmussen. 10: Heine Pedersen. 11: Torben Olsen. 12: Mogens Dahl Andersen. 13: Mikael Leth Pedersen. 14: Kim Rasmussen. 15: Søren Nielsen. 16: Knud Dahl Andersen. 17: Samir Desevic. 18: Avni Asuani. Samir og Avni var begge bosniere, der boede i den del af idrætscenteret som Røde Kors havde lejet til indkvartering af flygtninge. Avni er i dag aktiv fodbolddommer i lokalområdet.
Fotograf: Michael Bygballe Christiansen
År 2000: Auning serie 4 rykker op i serie 3. Bagerste fra venstre: Thomas Sørensen, Søren Kvorning, Torben Jensen, Lasse Brix, Peter Johansen, Allan Thorsen, Danni Bjerre, træner Lars Holdgård - forrest: Mads Brix, Nils Reimers, Ole Pedersen, Casper Olsson, Morten B. Larsen, Søren Nielsen, Laust Veje, Mikael Pedersen, Christian Veje, Carsten Laursen.
I 1979 blev Lars Holdgaard ansat som træner. Det lykkedes at få serie IV op i serie III, dermed var fodbold repræsenteret både i serie I og III, den bedste placering i klubbens historie indtil nu. Desværre rykkede begge hold ned i 1980. Således at vi 1981 igen havde et hold i serie II og IV.
I 1981 blev Brian Andersen ansat som træner, han spillede dengang på Randers Frejas førstehold, og nu spillede holdet sig igen til serie I. Auning blev kredsvindere efter omkamp mod Houlbjerg, som de vandt over med 4-3. Kunne man nu holde skansen, nej igen i 1982 rykkede holdet ned i serie I og her spillede holdet så i 1983-84-85 og 86. I 1986 rykkede holdet yderligere en tak nedad til serie III, hvor de så spillede de følgende seks år.
De følgende år blev de hidtil dårligste for fodbolden i nyere tid. 1992 serie IV. 1993 3 serie V hold. 1994 2 serie IV hold. 1995 Il serie IV hold. 1996 2 serie IV hold. 1997 1 serie IV hold. 1998 1 sene IV. 1999 1 serie III hold. 2000 1 serie IV hold.
Samme år blev Lars Holdgaard igen ansat som træner med oprykning fra serie IV i 2000 til serie 1 i 2003, desværre måtte vi ned og spille serie II i 2004.
2001: Auning serie 3 rykker op i serie 2. Bagerst fra venstre: Træner Lars Holdgaard, Henrik Mortensen, “Pyksi” Ole Pedersen, Dennis Nash, Danny Bjerre, Peter Johansen, Casper Hansen, Lasse Brix, Michael Pedersen. Tonny Hansen, Allan Thorsen og holdleder John Nicolajsen. Forreste række fra venstre: Casper Olsson, Mads Brix, Knud Dahl Andersen, Søren Nielsen, liggende Peter Hitz.
2002: Auning serie 2 rykker op i serie 1. Bagerste fra venstre: Træner Lars Holdgård, Peter Johansen, Casper Hansen, Christian Jensen, Søren Vestergård, Mads Brix, Allan Thorsen, Tommy Bonnerup, Holdleder Erik Pedersen, Hjælpetræner Ole Pedersen - forrest: Holdleder John Nicolaisen, Tony Hansen, Ulrik Hedegård, Mike Kirkegård, Daniel Nielsen, Casper Olsson, Christian Veje, Danni Bjerre, Mikael Pedersen.
Auning serie 3 oprykning til serie 2 2025. Med en 2-1 sejr over Østdjurs sikrede vores 1. hold sig oprykning til Serie 2 – og endda med hele to spillerunder tilbage!
På billedet ses øverst fra venstre: Andreas Frederiksen, Rasmus Knudsen, Emil Dalby, Simon Stampe, Mads Storgaard, Nikolaj Sølver, Sebastian Sørensen, Sebastian Lundstrøm, Kristian Korgaard, Emil Engmann, Ebbe Pedersen (træner), Dennis Holdgaard (træner), Brian Jacobsen (træner) og Frederik Holdgaard (søn af Dennis Holdgaard). Siddende fra venstre: Jacob Callermann Blak, Milan Nielsen, Simon Rasmussen, Simon Vest, Morten Meldgaard (træner) og Jimmy Højholdt (liggende foran).
AIF Oldboys
Rækken fra venstre: Lars Engholm, "Pykse" Ole Pedersen, "Teo" Torben Olsson, "POP" Torben Jensen, Tommy Hjorth, Erik Mønster, "Mulle" Morten Pedersen, "Vestjyden" Søren Nielsen, Søren Erikstrup, Knud Erik Kristensen og Kurt Madsen.
AIF Oldboys Nytårsappel 2013
De ”gamle” fra Auning I.F. kom på græs for første gang i år
Lørdag d. 9. marts 2013 afholdt Auning I.F. fodboldafdeling nytårsappel for oldboys. Og når vi skriver oldboys, så er det fordi det er sådan det er. For første gang i klubbens historie, har AIF tilmeldt et hold i oldboys i rækken plus 50. d.v.s. spillerne på holdet skal være fyldt 50 år.
Dog er det sådan man, når turneringen begynder, har lov at benytte 4 spillere på banen, som endnu ikke er fyldt 50 men dog er over 45 år. 24 spillere var indkaldt til appellen og heraf mødte 12 frem. Flere manglede p.g.a. arbejde, weekendture eller ferier.
Hyggen bredte sig allerede i omklædningsrummet, hvor spillerne var enige om det vist var for koldt at træne. Derfor var alle pakket godt ind i huer, handsker, tørklæder og flere lag tøj. Faktisk så mange lag så de, som måske så ud til at have klaret vinteren, uden at bruge alle deres fedtdepoter, ikke virkede større end de som måske havde knap så meget at slæbe rundt på under første træningspas.
Udover snakken var det eneste man kunne høre, knogler der knagede og bragede, så det var en fryd. Banen blev undersøgt nærmere og man kunne konstatere den ikke var til glidende tacklinger, hvilket en del var temmelig glade for, også undertegnede. Med andre ord, træningen kunne begynde.
Træning er måske et voldsomt ord, da holdet ikke har en egentlig træner, men dog en ansvarlig leder i Knud Erik Kristensen. Stemningen steg voldsomt da eneste udstyr på banen var en bold og de klassiske neongule overtrækstrøjer, hvilket var et signal om der skulle spilles på to mål og ikke en skid andet.
Et kvikt forslag om en løbetur blev hurtigt manet til jorden og der var bred enighed om, at spille sig til varmen, nøjagtig som i kampene. 1 times fodboldkamp på 2 håndboldmål blev det til. Folk fik varmen, ingen fik voldsomme skader og ingen var bare i nærheden af en omgang krampe.
Dagens højdepunkt var det varme bad og ikke mindst en kold øl fra en fødselar i spillertruppen. At sidde 12 mænd i et omklædningsrum, kun iført underræsere og med sætningen ”ka` du så huske dengang” som den mest benyttede, det er da fantastisk. Duften af deo, våd hund og støvler der har ligget i tasken i 5 måneder, det er simpelthen mandehørm i verdensklasse.
Efter badet gik turen til Idrætscentret's café, hvor Henrik's berygtede bøfsandwich ventede. En kæmpe bolle med en mega hakkedreng, bløde løg og hele svineriet. Når man har læst at Auning Idræts & Kulturcenter vil satse på sundere mad, må man blot konstatere, det endnu ikke er trådt i kraft. Mon ikke alle oldboysspillere var glade for det?
Nu venter to gange træning før selve turneringen starter. Holdet er i pulje med både, Århus- og Randersklubber, men også lokale klubber på Djursland. Kampene spilles på onsdage og AIF lægger ud med at møde Randers Freja på hjemmebane. Et hold med alle de tidligere divisionsspillere fra den kronjyske klub med Randers FC som overbygning.
Skulle man gå rundt med en oldboysspiller i maven og vel at mærke have alderen til det, kan man kontakte Knud Erik Kristensen, enten på mail eller mobil. 24 spillere kan lyde af meget, men når først turneringen starter, siger erfaringen der altid opstår en del skader, ligesom flere spillere har skifteholdsarbejde og derfor kun kan spille hver anden uge.
Så er du til bold og mandehørm og har rundet de 45 så er du mere end velkommen.
Oldboyshold fra 2004. Øverst fra venstre: Søren Hornbech, Svend Jørgensen, Henning Skjødt Nielsen, Torben Pedersen, Erik Mønster, Bjarne Sejersen, Jens D. Larsen og Alex Sørensen. Nederst fra venstre: Palle Erbo Sørensen, Ole Hansen, Knud Erik Kristensen, Kurt Madsen, Bo Thygesen, Torben Olsson og Klaus Rothausen.
Oldboyshold fra 2008. Øverst fra venstre: Alex Sørensen, Søren vestjyde Nielsen, Lars Engholm, Torben Juhl Jensen, Henning Skjødt Nielsen, Morten Pedersen, Torben Olsson, Kurt Madsen og Klaus Rothausen. Nederst fra venstre: Thomas Nicolaisen, Torben Pedersen, Bo Thygesen, Kim Overfeldt og Knud D. Andersen.
2018 Auning Oldboys 50. Bagerste række fra venstre: Ole Danielsen, Henrik Levring, Søren Erikstrup, Tony “Kat” Hansen, Marius Mollerup, “Laur” Henrik Laursen, “Mulle” Morten Pedersen, Jens Krogsgaard og Thomas Nicolajsen. Forrest fra venstre: “Ozzy” Brian Søgaard, Claus Rosenkilde, TP Torben Pedersen, Anders Bakmand, Frank Gregersen, Knud Dahl Andersen og Kim Fisker.
Vinder af 60 + A Rækken 2023. De gamle drenge har vundet 40-års rækken for over 20 år siden, og 50-års række for godt 10 år siden i 11 mands turneringen. Siden har holdet bevæget sig i 7-mands rækken for spillere 60+ og det er flere gange lykkedes at vinde A Rækken.
Fra venstre ses: Kurt Madsen, Jess Jensen, TP Torben Pedersen, Knud Dahl Andersen, Søren Erikstrup, Henrik Levring, Bent Brix, Marius Mollerup, Ole Hansen, Claus Rothausen og en repræsentant fra ØOB.
2024 - Oldboys vinder 60+ rækken igen - igen. Fra venstre: TP Torben Pedersen, Henrik Levring, Søren Erikstrup, Bent Brix, “Danner” Dan Thomassen, Marius Mollerup, “Laur” Henrik Laursen, Jens Krogsgaard og Claus “Pylle” Pedersen. Holdledere: Claus Rothausen og Ole Hansen.
Scrapbøger
Denne scrapbog fortsættes i næste dokument.
Denne scrapbog fortsættes i næste dokument.
De mange fodboldbaner i Auning
Fodboldbaner og idrætsanlæg overalt
Fra kreaturernes græsmark over "grusgraven” på boldbanen - der hvor Møllehjemmet ligger i dag - til en af Jyllands fineste idrætsanlæg
Af Ejnar Thuesen Johansen
Omtrent de første 25 år i foreningens historie, da alene fodboldspillet havde sit tag i ungdommen for udendørs idræt, skiftedes næsten spillested fra år til år. Hvis spillerne f.eks. havde fået tilladelse af en landmand til at spille på dennes græsmark, måtte der selvfølgelig skiftes i takt med landbrugets vekselvirkning for afgrøder på de forskellige marker.
Ifølge udtalelser ved 50-års jubilæet af nu afdøde æresmedlem Niels Jepsen, der var medstifter af Auning Idrætsforening i 1904, var den første fodboldbane en meget ujævn græsmark - nu midt i byen - nemlig arealet mellem Linde Allé og Møllebistroen og derefter umiddelbart syd for hovedvejen overfor den tidligere biograf, nu beboelsesejendom. Senere flyttedes både mod nord, syd, øst og vest, således en overgang på en mark ved Tårup, derefter på et areal øst for Århusvej, der hvor Electromatic gamle fabriksbygninger ligger i dag, så på markerne, hvor Nørgård Teknik nu ligger.
Niels Jepsen nævner også en fodboldbane, hvor banens ene sidelinje var unødvendig, for der var en dyb grøft, der også på behændig måde blev anvendt til at skubbe modstanderne ud i. Spillerne måtte som regel møde et par timer før hver kamp for at fjerne dyrenes efterladenskaber eller dække dem til med jorden fra de mange muldvarpeskud, der også skulle jævnes, så anstændige baneforhold kunne tages i brug.
Fra først i tyverne foregik spillet på den særdeles ujævne mark, der hvor Sønder Skolens cykelskure lå. Istandsættelser af målrammer, opstilling af springstøtter (der var nu også kommet atletik på programmet), udjævning af huller etc. Var ikke noget større problem, for murermester Jørgen Poulsen havde sin byggeplads overfor, og der kunne man frit afhente de materialer, der var brug for. Senere pløjede, harvede, tromlede og besåedes det sydvestlige hjørne af denne mark - og det blev den første nogenlunde planerede fodboldbane i Auning.
Indgang til idrætspladsen, som lå der hvor Møllehjemmet i dag ligger. Pladsen blev også brugt til afholdelse af byfester.Foto fra 1946.
I 1930 indviedes I/S Auning Anlæg og Idrætsplads på et areal opkøbt fra Møllegården. Her var nu i næsten 30 år et udendørs samlingssted for al idræt og underholdning, hvor børn og unge boltrede sig og mange store idrætsbegivenheder fandt sted. Desværre lå fodboldbanen på langs af det skrånende terræn, og da der kun var den samme ene bane til rådighed, fandt al træning sted på samme plads i særdeleshed ved det samme nærmeste mål i den nordlige ende.
Banen blev i de mange år ikke på nogen måde istandsat, så der opstod efterhånden det af modstanderne, så berygtede hul foran nederste mål, at disse satirisk døbte Auning fodboldbane som ”Grusgraven”. Det blev ligesom tidligere, banen med den dybe grøft, en fordel for hjemmeholdet, for klubbens spillere kendte jo ethvert hul og ujævnhed, som sin egen bukselomme og benyttede sig flittigt heraf. Kun hold, der normalt var langt bedre spillende end Auning, havde derfor en chance for blot at klare uafgjort, - alle andre måtte ”ned med nakken” i Grusgraven.
Her ses den omtalte grusgraven foran målet på fodboldbanen.
I efterkrigsårene herskede der stor arbejdsløshed i landet, og der blev vedtaget en lov om statsstøttet beskæftigelsesarbejde. Derved fandt kvikke hoveder i sognerådet ud af at benytte dette tilskud til anlæggelse af et nyt stadion, som frit skulle være til idrætsforeningens rådighed mod, at man afstod den gamle plads til kommunen, for derved at skaffe et centralt byggested for et alderdomshjem Møllehjemmet).
Den 21. august 1949 kunne daværende sognerådsformand Ingemann Knudsen overdrage benyttelsen af det nye stadion til idrætsforeningens formand. Det blev en storslået og meget højtidelig begivenhed med optog fra den gamle plads gennem byen til det nye stadion, af hundredvis af aktive, som omgående skulle tage baneanlæggene i brug. Indvielsestalen holdtes af idrætspræsten Gaarn Larsen, der bl.a. udtalte sin beundring over et af de smukkeste og mest veldisponerede idrætsanlæg i hele Jylland.
Publikum var strømmet til i så stort tal, at der var tætpakket rundt omkring opvisningsbanens rækværk. Et sådant rækværk var i øvrigt en nytænkning på landet, og de aktive kunne nu få bedre plads og føle sig mindre generet af publikums nære tilstedeværelse.
I processionen fra den gamle idrætsplads (hvor Møllehjemmet nu ligger) med orkester og flere hundrede idrætsfolk gennem byen til det nye stadion på Sønder Fælledvej. 21. august 1949.
Desværre varede fornøjelsen over det imponerende stadion i sin helhed ikke i alt for mange år. Skolen skulle udvides, og da sognerådet ikke fandt andre ellers gode løsninger brugbare, inddrog man ret hånligt og pludselig uden så meget som at tænke på idrættens ve og vel, den nordligste del af stadion. Idrætsforeningen havde endda kort tid i forvejen installeret lysanlæg til brug af træning og kampe i den mørke tid. Senere okkuperede man resten af træningsbanerne til samme udvidelsesformål, og nu var der kun opvisningsbanen tilbage, ja selv tennisbanen syntes man lå udvidelsesmulighederne i vejen, så den blev brudt op.
Med øvrige foreningers favorable tilsagn (omtalt under artiklen ”Fællesskab og Samarbejde”) måtte idrætsforeningen så igen selv sørge for træningsbaner, hvilket blev en realitet syd for opvisningsbanen på jord fra ”Karlsminde".
Efter Sønderhald Kommunes oprettelse er der senere tilkøbt og planeret et betydeligt Større areal i forbindelse hermed, alt finansieret af kommunen. Så nu er der tilsyneladende plads nok et stykke tid, men desværre kunne opvisningsbanen ikke holde til den Større belastning, mens de tilstødende baner blev brugbare, så denne måtte i 1978 pløjes op og sås om.
Anders Andersen, fodboldtræner i AIF
Auning IF bedste ungdoms fodboldtræner nogensinde!
Anders Andersen var en meget populær og erfaren fodboldtræner i Auning IF. Han er formodentlig den eneste som er begravet med en fodbold, som var signeret af de fodbolddrenge, som han var træner for.
Efter hans død indspillede Torben Juhl Jensen en hyldestsang til minde om Anders. Den ligger i bunden af denne side.
Hvis man spørge Bent Brix: Hvem var Anders Andersen? Plejer Bent at fortælle denne historie om Anders:
- Jeg var med Anders som hjælper for de små 0-6 år fodboldspillere i Nørager. Vi var der i god tid og Nøragers unger lejede på marken ved siden af i halmballerne og vores kom og spurte om de også måtte lege med.
Da kampen skal til at gå i gang, aftaler jeg med Anders at jeg lige henter ungerne. Da jeg kommer der over legede både vores drenge og drengene fra Nørager helt fantastisk sammen.
Jeg går tilbage til Anders og siger at det bliver ikke let at få den til at skulle stoppe den gode leg. Nå, siger Anders og går hen til Nøragers træner og kommer lidt efter tilbage. Jeg spørger hvad de fandt ud af og Anders svarede, vi skriver 1-1 på holdkortet og lader børnene lege.
Det var en flok glade drenge vi havde med hjem og som huske det som en rigtig god dag til fodbold. Jeg tænkte der er en der har forstået hvad ungdomsfodbold går ud på.
Dette brev skrev Anders til Martin Madsen i 1986. Det viser klart, hvilken omhu og kærlighed Anders havde for sine små drenge. Martin er med på Tvebakkeholdet, som er de helt små drenge, og skal til at rykke et alderstrin op og spille drengefodbold. Der syntes Anders, at det var på sin plads at skrive et brev til Martin med gode råd, så han kunne klare sig blandt de store drenge.
I 1984 vandt "Tvebakkerne" deres fodboldkreds for 4-6 rige i en RASGI turnering.
Anders Andersen med bronzeholdet fra Amtsmesterskabet 1994
Med hjælp fra Bymuseets Facebook-side har vi fundet frem til navnene på spillederne: Nr. 1: Kasper Ask Nielsen Nr. 2: Kristoffer Nr. 3: Jacob Sørensen Nr. 4: Lasse Drachmann Pedersen Nr. 5: Martin Rytter Hindbo Nr. 6: Esben Heinze Sørensen Nr. 7: Nikolaj Ertbjerg Hornbek Nr. 8: Jonas Grauslund Nr. 9: Anders Jensen
Tvebakkerne er blevet voksen og stille gerne op til bl.a. Brix Cup'en som Pundusdrengene. Fra venstre ses Martin Madsen, Mikkel Salling, Tommy Bonnerup. Peter Johansen, Mogens Lauersen,Laust Veje og Mads Brix.
Æresmedlem Laurits Pedersen
For at fodboldafdelingen kan fungere er der en masse frivillige, som gør et stort stykke arbejde, dvs formand, bestyrelse, kampfordelere, holdledere, ungdomstrænere samt dem der passer banerne. En person kan i den forbindelse nævnes, nemlig Laurits Pedersen, han har været med i mange år i forskellige funktioner lige fra dirigent ved den årlige generalforsamling til formand, kampfordeler og den som passede banerne.
I jubilæumsåret 2004 har fodboldafdelingen 220 medlemmer, det er både børn og voksne. Bestyrelsen i dag består af: Formand: Lindy Nielsen, kasserer: Anne Worre Jensen og den øvrige bestyrelse: Rita Sørensen, Eva S. Jensen, Christian Veje og Danni Bjerre.
Bjarne Andersen
1958 - 1975
Steen H. Madsen
1961 - 1979
Finn Bering Nielsen 1947 - 1980
Søren Stig Andersen 1930 - 1988
Birger Madsen
1961 - 1990
Erbo Dannemand Sørensen
1916 - 1991
Aksel Reimers
1907 - 1991
Karl Thygesen
1919 - 1992
Jes Brix
1957 - 1995
Poul Søgaard Jensen
1919 - 1997
Ejner Thuesen Johansen
1920 - 1998
Ove Hjorth
1952 - 1998
Erik Dannemand Sørensen
1945 - 2000
Svend Madsen
1938 - 2001
Svend Stig Andersen
1932 - 2001
Kurt Erik Munk
1936 - 2003
Valdemar Johansen
1948 - 2003
Tage Olsson
1924 - 2003
Niels Møgelvang
1945 - 2004
Tommy Almind Sørensen
1958 - 2005
Ivan Jørgensen
1958 - 2006
Arne Nielsen
1938 - 2007
Henning Jensen
1948 - 2007
Palle Dannemand Sørensen
1952 - 2009
Jørgen Rasmussen
1946 - 2012
Torben Høeg Nielsen
1943 - 2012
John Reimers
1942 - 2014
Heini M. Andersen
1969 - 2016
Bjarne K. Jensen
1960 - 2016
Svend Erling Mehlsen
1944 - 2018
Leo Jensen
1934 - 2019
Finn Hansen
1960 - 2021
Egon Lindberg
1938 - 2021
Morten Leth Pedersen
1966 - 2022
.jpg)
Kaj Gregersen
1938 - 2022
Villy Nygaard
1948 - 2022
Tony Bæk Petersen
1947 - 2023
Kaj Pedersen
1935 - 2023
Lars Bach Andersen
1948 - 2023
Palle Hjorth
1949 - 2024
Finn Yde
1943 - 2019
Peter Yde
1923 - 2012
Kaj Aage Bjerregaard
1931 - 2013
Lars Pedersen
1952 - 2009
Vilhelm Jensen
1933 - 2023
Leo Rafn
1918 - 1998
Egon Rafn
1922 - 2003
Niels Pedersen
1907 - 1978
Niels Jørgen Vestergård
1950 - 2011
Laurits Pedersen
1923 - 2006
Måske har disse emner også din interesse?
bottom of page