Gl. Estrup Smedelaug lagde sidste hånd på værket allerede i maj 1988, men da hjortene var betalt, var der ikke penge til opstillingen. Det blev der først den 5. maj 1990.
    Handelsudvalget i Auning blev nedsat i foråret 1987, og en af de første ting, man besluttede var, at man ville arbejde på at skaffe Auning et vartegn ved indfaldsvejene.
    Men hvilket vartegn? Adskillige forslag var på bordet, men efter længere tids drøftelser, tegnede et flertal for kronhjortene sig. At beslutningen faldt sådan ud, er der flere grunde til:
    For det første var man i Handelsudvalget stolte over at bo nær et område - Løvenholmskoven - der som et af de få steder i landet stadig har kronvildt, som lever på samme måde som i stenalderen - som det, der kaldes en fritstående stamme.
    For det andet optræder kronhjortens tak i den gamle Sønderhald Kommunes byvåben og for det tredje er kronhjortene som vartegn helt i tråd med betegnelsen "Kronjylland", som området i visse sammenhæng bliver nævnt som. Endelig faldt forslaget til sloganet "Handelsbyen Auning - en tak bedre" i god jord.
    Men én ting er at træffe beslutning om, hvad man vil, noget helt andet er at få ideen realiseret. Det måtte Handelsudvalget sande. Mange timers diskussioner, forhandlinger, planlægning og andet arbejde måtte man igennem, før man nåede så vidt, at man turde fastsætte en dato for den store begivenhed: Afsløring af kronhjortene ved Aunings indfaldsveje.
    Den 5. maj 1990 var dagen altså kommet, og de handlende sætter alle sejl til for at vise, at Auning er en handelsby, der vil noget. En by, der ikke er bange for at tage friske initiativer og bruge utraditionelle metoder.

Hvor lang er en kronhjort? Inden ideen om kronhjortene for alvor havde taget form, besøgte fotograf Kjeld Holm smeden Thøgersen i Den gamle Smedje på Gl. Estrup. Den tidligere borgmester Thøgersen kiggede over brillerne og sagde: Det er godt nok nogle store dyr. Hvor pokker kan vi have dem. De er for store til at kunne være i smedjen. Men han var med på tanken.
    Næste punkt var: Hvordan skal hjortene se ud? Man blev enige om en brølende kronhjort i naturlig størrelse og en tegning blev bestilt hos tegneren Steen Axel Hansen, der tegner til Jagtbladet.
Det var tiden for de fantasifulde ideer. En af dem var, at hjortene skulle udrustes med højttalere, så de kunne brøle livagtigt i brunsttiden. Den blev dog forkastet! Steen Axel Hansens tegning blev omsat til en fotostat, som smedene kunne bruge som udgangspunkt for deres skabelon.
    Næste problem: Præcis hvor lang er en brølende kronhjorts ryglinje? En henvendelse til Naturhistorisk Museum i København gav det nøjagtige mål for kronhjorte på netop vores egn. Og så gik smedene i gang.

Ikke råd til at gennemføre projektet. Allerede i maj 1988 kunne smedene lægge sidste hånd på værket, og Handelsudvalget gik i gang med at undersøge, hvor de skulle opstilles, hvilke omkostninger, der var forbundet med projektet osv. - og det nedslående resultat var: Man havde ikke råd.
    Men den 1. januar 1999 lysnede det. Der blev søgt tilladelser hos amt og kommune samt hos ejerne af den jord, hvor hjortene skulle anbringes på. Alle var velvillige, og så begyndte projektet endelig at ligne noget, der kunne blive til virkelighed.
    Alle indviede havde holdt tæt i al denne tid, så gaven - som planlagte kunne blive en overraskelse.
Først umiddelbart efter afsløringen i Blomsterdalen kom de andre tre hjorte på plads.

Lodsejerne: Jytte og Børge Christensen har stillet en del af deres grund til rådighed ved Østergade, Elsebeth Nielsen og Knud Dahl Andersen ved Vestergade. Frisa Planter gav tilladelse til en opstilling i nord - og Kartoffelmelsfabrikken i syd.

Kilde: Folkebladet artikel i maj 1990.