top of page
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!
1/18
Auning Kirke - en væsentlig del af Aunings historie
- Om Auning Kirke
- Ældre fotos af Auning Kirke
- Billeder af kirken fra malerens lift i 2017
- Beskrivelse af inventar og bygningen
- Auning Sognehus, der blev indviet i 2002
- Kirkens kalkmalerier
- 100 år med selveje
- Den nye kirkeklokke
- Videoer med præsten Ulla Pedersen
- En beskeden kirke de første 400-500 år
- Planchen Auning sognekort fra 1923
- Kirkestien til Gl. Estrup via Åhuset
- Det gamle Hospital
- Indre Mission i Auning
- Konfirmationsbilleder
- Nyere konfirmationsbilleder
Om Auning Kirke
- Granitkirke blev i 1100-tallet formodentlig opført på bispens initiativ.
- I 1300-tallet var kirken formodentlig ejet af herremanden på Gl. Estrup.
- Før reformationen var Auning Kirke katolsk og underlagt bispen og paven.
- Fra reformationen i 1536 til 1668 var Auning Kirke ejet af kongen.
- Fra 1650 til 1921 var Auning Kirke ejet af greverne på Gl. Estrup.
- Fra 1921 og til i dag har kirke haft selveje, understøttet af staten og forvaltet af et folkevalgt menighedsråd.
Kirkestien til Gl. Estrup via Åhuset
Der har været to kirkestier mellem Auning Kirke og Gl. Estrup. Her skal det mest handle om den sydgående sti, som udgik fra Åhuset til Auning Kirke. Måske har det ikke været alle beskåret at anvende den fine bro over Alling Å tæt på selve slottet?
Vi kender ikke den præcise vej den norlige sti over Klibo har taget. Derfor er den stiblet en delt af vejen.
Pilen viser hvor den sydlige kirkesti gik over banen. På stedet står endnu et skilt og en "karussel". Skiltet er en formaning om ikke at passere sporet, hvis man kunne se eller hører toget. Det lille foto til højre viser resterne af "karussellen", der sikrede at kun een fodgænger kunne passere ad gangen.
Stien i forgrunden, med 3 gående personer, er kirkestien der første ned til Åhuset. Dette maleri hænger på Sønderhald Egnsarkiv. Det er malet af 2. lærer Peder Christensen omkring 1900. Det er Auning gl. Skole med de 3 skorstene. Peder Christensen har malet sig selv stående i døråbningen. I venstre side ses Gjesingvejen gennem Porsbakkerne.
Lige efter Gl. Estrup Møllegård lå tidligere Gl. Estrup Kro og købmandshandel eller høkerforretning. Kroen her blev også kaldt "Åhuset" og fungerede som posthus hvor folk kunne hente post. Korrespondancen har nok været minimal. Den gamle landevej og kirkestien gik over træbroen som ses i højre side.
På dette farvefoto, taget af Sylvest Jensen Luftfoto i 1956, er kirkestien markeret med gult fra jernebaneoverskæringen ned til hovedvejen og videre ud bag tankstationen, ned mod Åhuset.
Billeder af kirken taget fra malerens lift i 2017
En venlig maler gav fotografen en tur op i liften. Det gav billeder fra helt nye vinkler - se bare her:
Videoer med præsten Ulla Pedersen
I 2010 gik Ulla Pedersen, som dengang var sognepræst i Auning og Fausing kirke, med til at fortælle om Auning Kirke. Det kom der 7 små videoer ud af.
En beskeden kirke de første 400-500 år
Sådan har Auning Kirke nogenlunde set ud de første 400-500 år. Apsis er tilbygget af ukløvede marksten og ikke som skib og kor bygget af granitkvadre. Kirkeklokken har formodentlig siddet i vestgavlen eller på en klokkestabel ved siden af kirken.
En beskeden kirke de første 400-500 år
Kirken stammer fra 1100-tallet og blev opført i kvadersten, men er senere blevet ombygget til sin nuværende form. Omkring 1500 blev det flade bjælkeloft således erstattet af hvælvinger – en krydshvælving i koret og to stjernehvælvinger i skibet – mens tårn, våbenhus og et tredje fag i skibet – alt sammen i munkesten – blev tilføjet i 1616 af en bygmester ved navn Mathias, der for Eske Brock også ombyggede den nærliggende herregård Gammel Estrup, hvis ejer også ejede kirken indtil den i 1921 gik over til selveje.
For at gøre plads til hvælvede lofter øgede man omkring år 1500 højden på kirkens
ydermure med munkesten. Munkestenene ses tydeligst udvendigt på kirkens nordside.
Stemningsbillede fra det ældste kirkerum
Arkitekt Preben Hansen fortæller i 1930 om Auning Kirke: - Lav og fattig var den første granitkirke fra 1100-tallet, man kan endnu se dens omrids i de nuværende mure. En ganske forunderlig virkning må dette lavloftede, nattemørke rum have haft, når kerterne under gudstjenesten sparsomt oplyste den snævre apsis. Det var dengang urolige tider med krig og plyndring, og her bag de tykke mure med de smalle vinduer og trange dørhuller havde Auningbønderne deres fristed, når uvejret trak henover egnen og vindebroen på Estrup var hejst.
De hvælvede lofter kom først til omkring 400 år efter opførelsen. Bygherren var formodentlig herremanden Lave Brock på Gl. Estrup. Ved den lejlighed øgede man højden på kirkens ydermure med munkesten. Disse munkesten ses tydeligt udvendigt på kirkens nordside. Korbuen blev også udvidet. Derved blev to store granitsten, som understøttede buen mellem skib og kor, overflødige. Disse granitsten med tovsnoninger kan i dag ses udenfor på hver side af våbenhuset.
I 1616 blev kirken udvidet til næsten det dobbelte af herremanden Eske Brock på Gl. Estrup. Eske Brocks bygmester hed Maties, han har formodentlig også stået for denne udvidelse af kirken i 1616. Kirkeskibet blev udvidet med et ekstra fag, og kirken fik sit nuværende klokketårn og våbenhus med kamtakkede gavle. Gavlene på skibet og koret blev ligeledes kamtakkede, som det også ses på Gl. Estrup.
Auning Sognehus
Auning Sognehus, Kirkevej 15 er opført i 2002 og udvidet med en ekstra sal 2012. Den nye sale kan slås sammen med den eksisterende, sådan at det opleves som en sal. Her har præsterne kontor og salen anvendes til konfirmationsforberedelse og kirken kor øver i salen. Desuden bliver flere gange ugenligt holdt møde, foredrag mm.
I Kirkebladet for Fausing og Auning Sogne foråret 2002 skriver menighedsrådsformand Kell Andersen bl.a. dette om det nye sognehus der blev indviet den 7. april 2002:
En lang årrække er gået, siden der første gang blev talt om et sognehus i Auning - ja man må betegne det som værende utilfredsstillende, at der er gået så lang tid, men nu er Sognehuset i Auning en realitet.
Forløbet i forbindelse med tilblivelsen af dette hus startede i vinteren 1996/97, hvor der i det nyvalgte menighedsråd meget hurtigt blev enighed om, at nu skulle det være, og der blev nedsat et byggeudvalg, som i løbet af et halv års tid fik udarbejdet to forslag til et sognehus. Herefter gik der ca. 4 år med forhandlinger med provsti-udvalget og stiftsøvrigheden. Disse forhandlinger har primært gået på, hvilken størrelse huset skulle have. Menighedsrådet ønskede et hus på ca. 250 m, så der var plads til undervisningslokale for konfirmander, mødesal, køkken, toiletter og kontorer, hvorimod myndighederne startede med at tale om 60 m2 og i hvert tilfælde ikke over 90 m2, så det blev noget af et forhandlingsforløb vi måtte Igennem.
Resultatet er blevet et hus på 150 m2 uden kontorer og med et mindre mødelokale end vi ønskede, men det er så bygget således, at mødelokalet kan udvides til det dobbelte, uden at der skal ændres i konstruktionerne. Når alt dette er nævnt, så vil jeg gerne sige at vi i menighedsrådet er glade og tilfredse med det nye hus, da vi har fået hvad der var mulighed for. Vi skal nu I gang med at bruge huset aktivt, og der har været nævnt en lang række forslag til, hvad vi skal bruge huset til. Det er konfirmandundervisning, minikonfirmandundervisning, foredrag, sang og musik, mindesammenkomster, arrangementer for unge familier - og der er mulighed for endnu flere ting. Det er nu op til alle os, som bor i sognet, at sørge for, at disse ting bliver en realitet i det nye nus.
Kirkens kalmalerier
Laurentius med risten, han blev brændt på.
I koret ses dette kalkmaleri - ukendt motiv.
Maria, Kristus og Johannes på regnbuen.
Ved reformationen i 1536 begyndte man at overkalke de mange middelalderlige kalkmalerier i danske kirker. Det helt enkle udseende stemte bedre med den tidlige lutherdoms strenghed, malerierne opfattedes som katolske. Men de gotiske malerier på hvælvingkapperne i Auning Kirke er malet i 1562. Og det er ganske vist, for det er udtrykkeligt skrevet på kalken sammen med malerens navn, Rasmus Roter.
Ret længe har man næppe kunnet nyde dem, før de blev kalket over. Nu er der imidlertid i de senere år fremdraget en del efter-reformatoriske kalkmalerier, så Auning Kirkes står ikke længere som et næsten isoleret fænomen. Forklaringen er vel, at alt det nye ikke sådan slog igennem lige med det samme. Der var både en reaktionstid og en bremselængde, før igangværende processer var standset. Det er troligt, at mens de første middelalderlige kalkmalerier forsvandt under tyk kalk, malede man endnu nye et andet sted i landet.
Malerierne i Auning blev for en dels vedkommende fremdraget af Magnus Petersen i 1885, men han syntes, det meste burde overkalkes igen efter undersøgelsen, hvad de dog ikke blev. Anderledes så Ivar Hertzsprung, der var her på Nationalmuseets vegne i 1902, på sagen. Han og den daværende sognepræst, pastor Ring, var enige om, at de skulle bevares fremme, og minsandten om ikke de fik støtte af amtmanden.
Det er imidlertid først i 1956, at konservator Harald Borre dels genrestaurerer de af Magnus Petersen fremdragne billeder, dels fremdrager og restaurerer næsten lige så mange til, så det færdige resultat er det, vi kender i dag.
Maleren har her sat sit navn og årstallet 1562.
Dette postkort fra 1940’erne viser kirkerummet næsten uden kalkmalerier. Kalkmalerierne stammer fra 1500-tallet. Det vides ikke, hvornår kalkmalerierne er blevet kalket over, men vi ved, at der blev foretaget en delvis afdækning i 1885, i 1902 blev de atter overkalket, og derefter en genafdækning i 1953 og 1955.
Den nye kirkeklokke
Torsdag den 11. september 2014 blev den nye kirkeklokke sat på plads. Søndagen efter kaldte klokken for første gang til gudstjeneste. Den nye klokke er skænket af A. P. Møller og Chastine MC-Kinney Møllers Fond og støbt i Frankrig af bronzestøberiet Paccard.
I kirkebladet fra september/november 2014 skriver Kell Andersen, formand for Auning Menighedsråd:
Auning Kirkes gamle klokke er støbt i 1640 af klokkestøberen Francois Rackle. Rackle virkede i Lothringen og i sommeren 1640 var han øjensynligt på egen hånd i Danmark, hvor han støbte klokken til Auning kirke. Støbningen er bekostet af de daværende ejer på Gl. Estrup, det fremgår af en inskription på klokken:
ANNO 1640 LOD ERLIG OC WELBYRDIG FRW IYTTE BROCK TIL ESTRUP TIL GVDS ERE HINDERS SALIG HOSBOND SIGSELV OC HINDERS KLERE SON TIL EWIG HWKOMMELSE MIG OMSTOBE OC FORBEDRE OC DERFOR BETALDE ARBEDSLONIT
(Frit oversat til: I år 1640 lod den god fru Jytte Brock (fra Gl. Estrup) til Guds ære og hendes afdøde mand, sig selv og hendes kære søns evige hukommelse, betale arbejdet med at omstøbe og forbedre denne klokke).
Efter 370 år er den gamle klokke imidlertid stærkt præget af de mange års brug, hvorfor menighedsrådet er bekymret for klokkens fremtidige anvendelse og frygter, at den en dag vil revne og derved fuldstændig miste sin lyd.
I 2010 ansøgte menighedsrådet A.P. Møller og Hustru Chastine Marsk Mc-Kinneys fond til almene Formaal om midler til en ny klokke og klokkestol. Denne bevilling modtog vi et positiv svar på i november 2010. Dog manglede vi stadig midler til automatisk ringning m.m. Derfor ansøgte vi også Margrethe og Johs. F. la Cours Fond, hvorfra vi også fik positivt svar i maj 2012.
Tiden siden 2012 er gået med at finde frem til den rigtige klokke, og få godkendelse af Nationalmuseet og Århus Stift til at monterer en ekstra klokke. Den nye klokke skal bruges til dagligt, og ved højtiderne skal begge klokker bruges samtidigt.
Den nye klokke er blevet støbt i Frankrig af bronzestøberiet Paccard og vil i forbindelse med høstgudstjenesten i september markere ibrugtagningen af klokken.
Klokken har inskriptionen:
Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den. Citat fra salmen ”Herre, du vandrer forsoningens vej” med tekst af Tore Littmarck. Dansk tekst: Holger Lissner.
Vis os da vejen, du Himmelens Herre, og giv os mod til at gå den
Den gamle klokke fik en ny placering i klokketårnet og skal spille sammen med den nye ved særlige lejligheder.
Fem specialister skulle der til for at få klokken sikkert på plads. Yderst til højre ses Carlo Jensen, Wallin Feder og sognepræst Hanne Louise Eyermann.
Der er ikke meget plads i det gamle klokketårn. Et gammelt urværk fylder også op. Det hedder sig nemlig, at man ikke må fjerne noget fra et klokketårn.
I 2017 blev tårnuret efterset, renoveret og malet.
100 år med selveje
Den 1. juli 2021 fejrede Auning Kirke 100-året for overdragelsen til selveje. Selvejet betød, at det nu var menighedsrådet, som havde ansvaret for kirkens administration og vedligeholdelse. Indtil den 30. juni 1921 havde det været den siddende greve på Gammel Estrup, som havde ansvaret for kirkens vedligeholdelse og desuden skulle dække omkostningerne hertil.
I dag tager de fleste det nok for givet, at Auning Kirke er selvejende, godt nok understøttet af staten, men styret af menighedsrådet – dog overvåget af provsten, Kirkeministeriet og Nationalmuseet, men sådan har det faktisk kun været de seneste 100 år.
Graver man lidt i baggrunden for overgangen til selveje, dukker der flere spændende historier op om Auning Kirke og dermed også om egnshistorie og Danmarkshistorie. I nedenstående skrift vil vi prøve at sætte fokus på nogle af disse historier.
Indre Mission i Auning
Kirkegade 9D er ifølge BBR-oplysninger opført i 1915 som missionshus. I 2002 sælges missionshuset til murermester Anders Hviid Bach, som deler det op i to lejemål.
Et foto af Missionshuset imens det stadig var i brugs som missionshus. Og et foto af huset fra 2023.
Planchen Auning sognekort fra 1923
Hvor stammer de historiske sognekort fra? Med opbakning fra det daværende Dansk Skolemuseum, satte Trøst-Hansen i 1917 et arbejde i gang, som skulle dokumentere samtlige sogne i Danmark både hvad angik kirker og skoler og de ansatte præster og lærer. Herunder Aunings sognekort, som er opdateret frem til 1923.
Sognekortene blev solgt i stor stil, der er i hvert fald blevet indleveret sognekort for stort set alle sogne i den tidligere Sønderhald Kommune. Sognekortene kunne købes med forskellige kunstfærdige indramninger.
Flere af lærerne på sognekortet for Auning Sogn, er nærmere præsenteret her på Auning Bymuseum. Det er:
1. lærer på Sdr. Skole J. K. Rasmussen, 1. lærer på Ndr. Skole Stefan Nedergaard og to 1. lærere på Auning nye Skole: P. M. Juhl og Jens Marius Laursen samt 2. lærer på Auning nye Skole Peder Christensen.
Arbejde med at dokumentere samtlige sogne i Danmark blev aldrig fuldendt, men Danmarks Pædagogiske Bibliotek er i besiddelse af 854 sognekort ud af de godt 2.000 sogne som fandtes dengang.
Christian Glenstrup skrev i 1990 en artikel som fortæller mere om sognekortenes historie. Artiklens kan hentes på Danmarks Pædagogiske Bibliotek.
Danmarks Pædagogiske Bibliotek har digitaliseret de 854 sognekort, de kan ses her
Her hele tekste, som står i bundet af sognekortet:
Sognekortet indeholder billeder af præster og lærere 1839-1923:
Sognekortet indeholder 7 billeder interessante foto:
Dette foto af Auning Kirke er et af de få fotos fra før 1923. Bemærk at tårnet dengang ikke var kalket hvidt i stil med våbenhuset, som det er i dag. Og bemærk den lille skorsten, der stod nemlig en større kakkelovn midt i kirken dengang. De to små loftvinduer er også blevet sløjfet på et tidspunkt.
Bemærk kirkens runde kakkelovnen i venstre side af billedet. Hvad er der mon blevet af denne flotte kakkelovnen, da den blev erstattet af en anden varmekilde? I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var kakkelovne meget mere end noget, der gav varme. De var statussymboler, ligesom dyre biler og fladskærme er det i dag. Det hang sammen med, at ovnene var meget dyre. Derfor blev de ofte nævnt i folks testamenter og det var vigtigt, hvem der arvede kakkelovnene.
Her Auning "nye" Skole opført i 1863. Skolen lå der hvor der nu er sognehus. Bemærk jernbanen i forgrunden. Skolen blev nedlagt, da nordre og sønder skoler blev indviet i 1907.
De to skoler fra 1907 er også med på sognekortet. De to skoler, nordre og sønder, er helt ens opbygget og stod begge færdige i 1907.
I umindelige tider, måske århundreder har Jørgen Skeel fejlagtigt ligget med en lanse i hånden. Egon Lindberg har påvist, at lansen rettelig skal være i gudinden Athenes hånd. Så Jørgen Skeel har ikke længere lansen i sin hånd.
Sognekortet indeholder dette billede af præstegården, som vist lå i Fausing.
Måske har disse emner også din interesse?
bottom of page