top of page
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!
1/18
Centervej 10 og 10A
Den tyske besættelse 1940-45
De har skudt Marius!
Sabotagen af møbelfabrikken
Oluf Akselbo Kroers afskedsbrev
Inger Pedersens barndom under krigen
KSP fortæller om besættelsen
Jørgen Damgaard beskrivelse af befrielsen
Thuesens erindringer om besættelsen
Lars Arnbaks billeder fra befrielsen
Montgomery's Tommy-helte kørte forbi
Oversigt over Vagtværnets medlemmer
4 gymnasieelever fra Paderup Gymnasium har lavet en video om en ung mands skæbne under besættelsen i 1943. På egen hånd ville bagerlærlingen Marius Jeppesen gøre noget for at få tyskerne ud af landet. Han overfalder en tysk soldat for at få fat på hans våben.
Marius slipper ikke godt fra overfaldet. Han bliver fanget og henrette få dage efter. Marius lillebror, Villy Jeppesen fra Auning, fortæller om den forfærdelige hændelse i 1943, som stadig er svært at tale om uden at blive stærk berørt.
Marius
Videoen er instrueret af Krista Thomsen, Camilla Østergaard, Trine Sørensen, Camilla Randrup og Cecilie Schnoor fra Paderup Gymnasium i 2014.
Sabotagen af møbelfabrikken
Den 23. oktober 1943 blev denne møbelfabrik saboteret af modstandsbevægelsen. Fabrikken lå der hvor Rema1000 ligger i dag.
Den danske modstandsbevægelse sabotage blev gjort så effektivt at produktionen aldrig rigtig kom i gang igen. En mindre del fortsatte dog under navnet Auning Finerfabrik.
Den 23. oktober 1943 blev en ikke helt almindelig dag i Auning
En enkelt mand var mødt ind på natarbejde på Auning Madres- og Møbelfabrik. Hans job var at borde huller i stolesæderne, som skulle monteres senere. Også sabotagevagterne var mødt ind for at sikre fabrikken mod sabotage. Sabotage var dengang alle medarbejderes store frygt. Sabotage af fabrikker som leverede til tyskerne var i 1943 taget kraftigt til. Blev en fabrik lagt i ruiner, ville alle miste deres arbejde og arbejdspladser var der bestemt ikke for mange af under krigen. Understøttelsen eller offentlig hjælp var heller ikke noget at råbe hurra for.
Arbejdet med at borde huller skred langsomt fremad, det var et træls arbejde, men natarbejde var godt betalt og han havde brug for pengene. Han var begyndt at blive småsulten og stod og drømte om sin madpakke, da en mand afbrød hans arbejde med en kommanderende tone. Han fik bundet hænderne sammen på ryggen og besked på at holde mund. Herefter blev han ført udenfor og over i den lille skovbevoksning ud mod Vestergade. Her endte også sabotagevagterne, kneblet og bundet med besked på at holde sig i ro.
Imens var flere sabotører gået i gang med at lægge sprængstof ud i hele fabrikskomplekset. Det tog tid og imens lå folkene over i skoven og frygtede det værste uden at turde gøre noget. De viste faktisk heller ikke, hvad de skulle gøre.
Så forsvandt sabotørerne kørende i bil mod Randers i høj fart. Herefter blev der bare helt stille. Det føltes som uendeligheder for de pacificerede medarbejdere, som baksede med at komme fri fra deres bånd.
Pludselig lød et enormt brag og taget lettede på en af fabriksbygningerne. Flere eksplosioner fulgte hurtigt efter og folk kom stormende til for at se hvad der foregik. Heldigvis var alle kommet ud. Men hele fabrikken stod nu i flammer og ikke til at redde.
Rigtig mange familier i byen havde på en nat mistet deres arbejde og stod nu i en vanskelig situation. De fleste havde nok svært ved at se formålet med at fabrikken var blevet lammet. Alle viste, at der blev leveret senge, madrasser og møbler til tyskerne, men man håbede, at krigen og tyskerne vanvid kunne stoppes uden at man behøvede at miste sit arbejde og indkomstgrundlag.
Tyskerne var overbeviste om at sabotagevagterne eller andre medarbejdere stod i ledtog med sabotørerne og havde hjulpet dem ind på fabrikken. Derfor blev de folk der lå bundet i skoven, taget i grundigt forhør i direktørboligen, som i nattens løb var brugt som midlertidig hovedkvarter for tyskerne.
Alle nægtede kendskab til sabotagefolkene, men tyskerne troede dem ikke og under ubehagelige trusler blev de ført til Århus til yderligere forhør.
For fabrikat Robert Jensen fik det alvorlige konsekvenser. En møbelfabrik i Randers fortsatte dog og en mindre fabrik; Auning Finerfabrik fortsatte på adressen i nogle år.
Tidligere havde virksomheden formået at klare en ødelæggende fabriksbrand i Middelgade i 1933. Og overvandt også modvilje fra byens førende mænd. Modviljen stammede tilbage fra dengang at Chr. Jensen startede sin virksomhed i Østergade tilbage i 1907. Årsagen var at Chr. Jensen var en ihærdig afholdsmand, som bl.a. var medvirkende til at Auning Kro i en lang årrække havde mistet sin spiritusbevilling.
Sabotagen fik også store konsekvenser for i hvert fald en af sabotørerne:
Oluf Akselbo Kroer blev arresteret den 19. november 1943 og dødsdømt den 24. november for sin deltagelse i ødelæggelsen af Auning Møbel- & Madratsfabrik 23. oktober og sprængningen af Langåbroerne 17. november 1943.
Oluf Akselbo Kroer tog realeksamen fra Randers Statsskole i 1932, var sparekasseassistent i Sparekassen for Randers By og Omegn og medlem af bestyrelsen for Randers KU.
Oluf Akselbo Kroer var 27 år gammel da henrettelsen blev eksekveret i Skæring den 2. december 1943. Han blev begravet på Kallesmærsk Hede ved Oksbøl, hvorfra han efter befrielsen blev flyttet til Mindelunden på Randers Nordre Kirkegård.
I sit afskedsbrev skrev Oluf Akselbo Kroer bl.a.:
Kære Mor og kære allesammen!
Ja, saa er det forbi, der var dog saa meget, som jeg gerne vilde have sagt jer alle. Jeg ryster lidt på Haanden, ikke fordi jeg er bange, men jeg ved jo, at den kommende Tid vil blive værre for jer end for mig.
Ja, lille Mor, Tak da for alt, hvad du har været for mig, du, som har maattet være baade Far og Mor for os alle, du har altid staaet for mig som idealet af en Mor.
Og kære Edith, Erik og Børge, ogsaa jer siger jeg Tak, vi har dog levet sammen, som det er sjældent blandt Søskende.
Jeg har lige talt med en tysk Præst, og Mor, du skal vide, at jeg går i Døden som en troende Mand, jeg ved, at vi engang skal mødes igen, og saa er det hele ikke saa svært. Jeg kommer til at tænke paa det lille Vers:
Kæmp for alt, hvad du har kært.
Gud være med jer alle.
Jeres Oluf.
Stefan Nedergaard, lærer på Auning Nordre Skole fra 1919-1955, skrev mange bøger, bl.a. flere drengebøger. Paa Skovgaarden var en af disse drengebøger, der har begivenhederne i forbindelse med sabotagen af møbelfabrikken i Auning, som en del af bogens handling.
Jens Erik Mehlsen fortæller: - Under besættelsen havde de tyske tropper sat sig på en del af Auning Skole og flere lokaler rund i byen. Bl.a. den blå bygning her på Århusvej 4. Bygningen ejedes af "Skaftemanden" som vi kaldte ham, for skuret var egentlig hans værksted, hvor han bl.a. lavede skafter til økse, skovle osv.
Erindringer fra besættelsen: I Folkebladet fra uge 30, juli 2012 fortæller Knud Søgaard Poulsen om sit virke som modstandsmand under 2. verdenskrig.
95-årige Knud Søgaard Poulsen fortalte i 2012 om den tyske besættelse.
Jørgen Damgaard (se i rammen til højre) var leder af denne modstandsgruppe bestående af folk fra Fausing, Allingåbro, Hørning og Auning.
Jørgen Damgaard, Jydsk Genkul har bl.a. skrevet følgende om befrielsen:
Som leder af en modtagergruppe, og senere en kampdeling fra Fausing, Allingåbro, Hørning og Auning Sogne blev jeg underlagt byledelsen i Randers (Kaptajn W. Lonsdale) med udgangspunkt i november 1943. I 1944 indgik gruppen i en kampdeling i et kompagni underlagt ritmester Fabricius Skramsø. Modtagergruppen modtog i alt 3 sendinger. Kampdelingen var beredt på at besætte Tirstrup flyveplads samt tyskernes depot i Auning.
Den 3. maj var undertegnede til orienteringsmøde på bryggeriet Thor i Randers, hvor vi fik besked på at stå klar i de kommende dage. Den 4. maj fik medlemmer af kampdelingen besked om at klargøre våbnene i Løvenholm skov og Gammel Estrup skovridergård. Frihedsbudskabet blev vi underrettet om ca. klokken 20.30. Hvorefter jeg gav besked til samtlige grupper om at mode på Gammel Estrup skovridergård om morgenen den 5. maj, hvor også armbindene blev distribueret.
Om morgenen besatte vi tyskernes depot i Auning og næste dag (6. maj) indkredsede vi Tirstrup flyveplads. Delingens hovedkvarter var I disse dage Feldballe Forsamlingshus. I øvrigt måtte delingen i de følgende uger forsyne de tyske flygtninge (ca. 800 mand). Forsyningerne blev skaffet fra tyskernes varedepot i Auning. Den lokale modstandsbevægelse fik hovedkvarter i banken i Auning. I de følgende dage foretoges adskillige anholdelser fra vores gruppes side af værnemagere og nazister.
Jørgen Damgaard blev 93 år og døde i 2009.
Thuesens erindringer om besættelsen
Bogtrykker Ejnar Thuesen Johansen har i sine erindringer også skrevet om episoder fra besættelsen. Herunder et par pluk fra Thuesens erindringer
De sidste par besættelsesår især efter den danske regerings afsættelse 29. august 1943 blev præget af mange forskellige forhindringer og ubehagelige oplevelser. Desuden var rationering på snart sagt alt en daglig pestilens for i det hele taget at eksistere, anstændigt. Forretningerne var tomme for varer, så hvis man endelig kunne opdrive noget til de ekstra fornødenheder, foregik det til høje priser på "den sorte børs". Især den for mit vedkommende eftertragtede tobakshunger blev en bekostelig affære, men lønnen kunne til gengæld heller ikke bruges til andet.
Omtrent i det sidste krigsår blev det så transportmæssig besværligt, at jeg måtte flytte mit logi til Allingåbro. Der herskede anarki og lovløshed i landet, for det danske politi blev arresteret i september 1944 og sendt til koncentrationslejr i Tyskland. Besættelsestropperne hærgede landet efter eget forgodtbefindende, mens skoler hoteller, forsamlingshuse, missionshuse og andre større lokaler var beslaglagt for at huse krigsfanger fra østfronten samt flygtende tyske kvinder og børn.
Ethvert transportmiddel blev inddraget til brug for herrefolkets kørselsproblem; selv heste og cykler stjal de. En sådan "operation" var tilfældigvis forestående en lørdag, hvor jeg ville hjem på besøg. Da jeg var mellem Nordre Skole og kapellet havde jeg disse tyveknægte både bag mig og forfra af Nørregade. Jeg smuttede så af Kirkegade, mens jeg spurtede ind til Poul i Mads Bødkerens ejendom og om bag stuehusets gavl, hvor en passende høstak blev væltet ned over cyklen. Skønt geværtrusler fra de forfølgende soldaterdrenge lykkedes det dem ikke at opspore mit køretøj, og efter mørkets frembrud kunne jeg så hjemføre cyklen
Som et kuriosum om disse cykeltyverier skal nævnes, at far var udsat for det samme, men da han truede disse lømler med en i hånden hævet økse, kunne han stige på sin væltepeter og køre hjem. Men netop fra denne dag forsvandt hans ellers tyskvenlige tilbøjeligheder overfor alt, hvad denne Hitler havde forårsaget.
Selv om min arbejdsplads således det meste af tiden var i Allingåbro, var jeg så meget Auning-fan, at jeg, når ikke andre udefra kommende årsager forhindrede det, blev boende i Auning. Dog ikke mere derhjemme, nu havde jeg lejet værelse i Fedevareforretningens baggård, men af praktiske grunde pensionær på Afholdshotellet i Allingåbro. Enten på cykel eller når forholdene tillod det med jernbanen, tog jeg dagligt afsted og altid præcis til tiden. Dog kom jeg en enkelt gang for sent, men det var til gengæld med fire meget unge tyske soldaters skarpladte geværer i ryggen. På grund af kraftigt snefald og jernbanesabotage kom der ingen tog, og sammen med en kammerat, der skulle samme vej, begav vi os til fods af markerne langs jernbanen. Omkring midtvejs blev vi "holdt op " og kropsvisiteret af disse tyske sabotagevagter, som derefter ville videreføre os til arrestationen og forhør om vore hensigter. Da jeg kunne meddele disse autoritetstro besættelsesmagters "drenge", at jeg skulle arbejde hos nærmeste bys "Burgermeister", førte de os resten af vejen dertil.
Bogtrykkeren kendte disse knægtes autoritetshensyn og respekt, og gav soldaterne en virkelig tysk overhaling, så de flove og meget skamfulde undskyldende forlod arenaen. Denne næsten times forsinkelse måtte jeg dog tage ekstra efter arbejdstids ophør.
Auning Vagtværn
Efter afsættelsen af det danske politi 19. september 1944 var det nødvendigt at indføre vagtværnsenheder. De blev oprettet kommunalt i alle bymæssige bebyggelser. Vagtværnene eksisterede fra oktober 1944, og ordningen blev først helt ophævet i løbet af 1947 (selvom politiet igen trådte i funktion 13. maj 1945).
Vagtværnene kunne ikke – som politiet – efterforske kriminalsager, men skulle i stedet virke præventivt. Dvs. de skulle forsøge at forhindre kriminalitet - herunder især voldelige forbrydelser som f.eks. mord eller røveri, seksualforbrydelser, afpresning og tyveri samt hærværksgerninger.
Efter befrielsen og politiets genindsættelse var værnene dog hovedsageligt beskæftiget med bevogtning af de internerede tyske flygtninge. Vagtværnsbetjentene bar ingen skydevåben, men var udstyret med en kort stav. Deres uniform bestod af en kasket og et armbind, ligesom de også bar en lygte og en fløjte.
Da politiet blev fjernet, steg kriminaliteten, og borgerne gjorde ofte brug af selvtægt. Dvs. at almindelige mennesker kunne finde på at tage loven i egen hånd og selv straffe personer mistænkt for en forbrydelse. Vagtværnene skulle bl.a. hjælpe til at undgå den tendens, for der var naturligvis fare for, at uskyldige kunne blive straffet, ligesom der er eksempler på, at straffene kunne blive meget voldelige.
Vagtværnene kunne kun pågribe folk, der blev taget på fersk gerning, eller hvis der fandtes klare og friske spor i sagen. Derfor kunne de ikke hjælpe til at opklare forbrydelser. I stedet måtte de
indgive sagerne til den ansvarlige anklagemyndighed, hvor de som regel blev liggende, til politiet igen kunne fungere. Ud over selvtægt var også sortbørshandel blevet et problem i løbet af besættelsen, og her havde værnene til gengæld ofte held med at forstyrre den illegale handel. Det skete primært gennem patruljevirksomhed og razziaer på de steder, hvor handlen fandt sted.
Kilde: Frihedsmuseet
Befrielsen i billeder
Disse billeder er taget af Lars Arbæk, der var en af de tre ingeniører, der startede Jydsk Genkul i Auning. Klik på billederne for at se en større version og læse lidt om de enkelte billeder.
bottom of page