Andreas blev født den 1. oktober 1925 på Rygårde Strand som søn af fisker Jens Kristian Kristensen Hjorth og hustru Maren Nielsine Sørensen. Han voksede op i en stor søskendeflok med syv søskende, og familien oplevede både de gode og de hårde sider af livet. Familien var knyttet til fiskeriet, men mistede på et tidspunkt båd og grej i en voldsom storm, hvilket satte sit præg på familiens tilværelse. Familien flyttede til Vejlby ved Allingåbro og her afsluttede Dress skolen efter 7 klasse. Hvor man så selvfølgelig kom ud at tjene.

Som ung arbejdede Andreas på gårde omkring Bode og Holbæk, inden han kom til Auning. Her mødte han Vera Nielsen, som arbejdede som servitrice på Auning Hotel. Familien mener, at deres bekendtskab begyndte omkring pinsen 1948, hvor mange unge fra egnen cyklede til Skovkroen i Løvenholm Skov for at opleve den traditionsrige pinsesol.

Andreas og Vera blev gift i Åsted Kirke i januar 1949, helt sikkert fordi Palle var på vej. De begyndte deres fælles liv i Auning. De boede først i Vestergade, oven på Magnus Pind. Vi mener også det var her Ove blev født, men der er også en eller anden lille erindring om at Vera og Dress boede i Nørregade. Senere flyttede de til Juelsgade, hvor de lejede sig ind på loftet hos Salling Olesen, og her blev Uffe født. I 1957 købte de hus på Reimersvej.

I begyndelsen af 1960'erne flyttede familien til Gl. Estrup, hvor Andreas og Vera drev iskiosk i sommerhalvåret, samtidig med at Vera var på kroen og Dress var på savværket. Næsten hver lørdag serverede de til bal på kroen, så det var nogle langer arbejdsuger. Det var også i Gl. Estrup Tommy blev født. Omkring 1965 købte de det store hus på Søndergade 3 i Auning, hvor familien siden boede.

Dress var en grubler, man havde samtidigt et godt og festligt humør og han elskede fest og ballade ad libitum. Han havnede også sommetider på kroen sammen med de andre gutter. Så gik bølgerne lidt højt når han kom hjem til Vera, men de lagde sig nu hurtigt igen.

Arbejdslivet fyldte meget. Andreas arbejdede i mange år på Auning Savværk, hvor han blev værkfører. Han var dygtig og ansvarsbevidst, men jobbet sled på ham. Efter et ophold på sygehuset i Ørsted på grund af hjerteproblemer fik han det råd, at han skulle finde en hobby og noget, der kunne få tankerne væk fra arbejdet.

Det råd kom til at få stor betydning. Lægen foreslog han skulle begynde at strikke, men Dress begyndte at skrive. Det startede som en fritidsinteresse, men udviklede sig hurtigt til en passion. Familien husker ham siddende ved spisebordet i timevis, fordybet i sine manuskripter. Når han skrev, var han næsten utilnærmelig og meget svær at komme i kontakt med.

 

Han skrev flere fortællinger og manuskripter, men desværre er de fleste gået tabt gennem årene. Der blev ikke udgivet flere bøger, men familien mener at han havde 5 eller seks færdigskrevne bøge, blandt andet en anden egnsfortælling der hed Satme Søren, som blandt andet Uffe nåede at læse. Her kunne han genkende mange situationer fra livet omkring kiosken, hvor de unge mennesker fra Auning holdt til søndag eftermiddag. Nogle vandrede så op i skoven og var kærester og så gig det sommetider galt. En af sætningerne i Satme Søren stammer fra en ung mand hvis kæreste var blevet gravid, sikkert på en udflugt i skoven hvor han siger ” Det var jo ikke meningen det skulle være hende, men nu bliver det så sår’n.” Og det sjove er, at Uffe kan huske at far fortalte denne historie til Vera en aften de var kommet ind fra kiosken.

Andreas var ikke kun forfatter. Han var også et samfundsmenneske. Han optrådte med historier, revy og dilettant, og var der fest i forsamlingshuset kunne man godt få Dress til at komme og underholde. Han engagerede sig politisk og sad i en periode i sognerådet for Socialdemokratiet, som dengang i høj grad blev opfattet som arbejdernes parti. Vera delte det politiske engagement og arbejdede blandt andet en overgang inden for børneværnet.

 

Dress tog det at være arbejdsmand og socialdemokrat meget bogstaveligt og han ville ikke at Vera skulle købe for pænt tøj til drengene – de skulle ikke stadses ud. Vera var ikke helt tilfreds – hun ville have det bedste til drengene. Han handlede heller ikke hos købmand Gerstrøm, fordi han syntes det var uretfærdigt at byens spidser kunne få kredit og få en cigar når de betalte de månedlige regninger. Far skulle betale kontant og kunne ikke blive skrevet. 

Hans mest kendte værk blev Tårre-Niels. Historien blev først bragt som føljeton i Folkebladet, hvor læserne uge efter uge kunne følge fortællingen. Efter Andreas' død den 19. oktober 1973 blev historien samlet og udgivet som bog i 1975.

Tårre-Niels er på én gang en fortælling om tørveproduktion og livet i moserne, men også en fortælling om mennesker. Om lokale originaler, hårdt arbejde, naboskab, humor og hverdagsliv. Mange af personerne i fortællingen menes at have haft virkelige forbilleder blandt egnens folk, og netop derfor opleves historien stadig som levende i dag.