
Gå på opdagelse i bymuseets udstillinger!




I fodsporet på Tårre-Niels

Bogen Tårre-Niels kan læses eller genlæses ved at klikke på PDF-ikonet.
Den 26. august 2026 deltog ca. 110 i den historiske vandring i Tårre-Niels fodspor ud til Mosehuset.
Vi startede fra krolfbanen og gik helt ud til Mosehuset og videre til Tværsigegården. Undervej fortalte bl.a. Lars Lund, Jens-Ole Johnsen og Henning Millard lidt om bogens hovedpersoner, husene i mosen og dem, som har boet på Tværsigevej helt op tid i dag.
Turen slutter ved Hanne og Ole, Sdr. Fælledvej 25, hvor der blev bud på hindbærsnitter til den medbragte kaffe.

Turens idé: På vandringen fulgte vi turen ud til Mosebo, som Jens Kuk og den tiårige Niels fulgte, da de i marts 1924 kom til egnen.
Herunder en oversigt over husene i mosen, som vi kommer forbi på turen ud til Tværsige.
Klik på PDF-ikonet længere nede på siden for at få en printvenlig udgave af oversigten, som eventuelt kan tages med på turen den 26. august.

Klik på PDF-ikonet for at få en printvenlig udgave af oversigten af de gamle huse.

Klik på PDF-ikonet for at få en printvenlig udgave af oversigten med husene som de ser ud i dag.
Persongalleriet i Tårre-Niels
Persongalleriet i Tårre-Niels og deres relationer og karakterudvikling.
Denne PDF indeholder en samlet oversigt over familien på Mosebo, naboerne ved mosen, tørveindustrien og den næste generation. Det er Anna Iversen som har lavet dette dokument, som er baseret på den digitaliseret udgave af Andreas Hjorths fortælling.

Klik på billedet for at få mere at vide om Laust Nielsen - Den Kloge Mand
Om bogens forfatter

Andreas Hjorth blev født den 1. oktober 1924.
I 1949 blev han var gift med Vera Nielsen.
De fik fire børn: Ove, Palle, Uffe og Tommy.
Andreas blev af de fleste kald Dress.
Dress arbejde på Auning Savværk og trædrejeri.
Tårre-Niels udkom først som føljeton i Folkebladet.
Efter Dress død udkom Tårre-Niels i bogform i 1975.
Dress dør den 19. oktober 1973, 49 år gammel.
Andreas og Vera Hjorth arbejdede i en periode begge på Auning Trædrejeri, Torvegade 5. Fotografiet er fra starten af 1970'erne. På billedet ses stående fra venstre: Alex Sørensen, Erik Ryom, Åge Jacobsen, Gunnar Andersen, Børge, Verner, med briller, Åge Allermann og Kaj. Siddende fra venstre: Vera Hjorth, Kurt Rasmussen, Andreas Hjorth og indehaveren Martinus Poulsen.
Uffe Hjorth fortæller om sin far
Andreas blev født den 1. oktober 1925 på Rygårde Strand som søn af fisker Jens Kristian Kristensen Hjorth og hustru Maren Nielsine Sørensen. Han voksede op i en stor søskendeflok med syv søskende, og familien oplevede både de gode og de hårde sider af livet. Familien var knyttet til fiskeriet, men mistede på et tidspunkt båd og grej i en voldsom storm, hvilket satte sit præg på familiens tilværelse. Familien flyttede til Vejlby ved Allingåbro og her afsluttede Dress skolen efter 7 klasse. Hvor man så selvfølgelig kom ud at tjene.
Som ung arbejdede Andreas på gårde omkring Bode og Holbæk, inden han kom til Auning. Her mødte han Vera Nielsen, som arbejdede som servitrice på Auning Hotel. Familien mener, at deres bekendtskab begyndte omkring pinsen 1948, hvor mange unge fra egnen cyklede til Skovkroen i Løvenholm Skov for at opleve den traditionsrige pinsesol.
Andreas og Vera blev gift i Åsted Kirke i januar 1949, helt sikkert fordi Palle var på vej. De begyndte deres fælles liv i Auning. De boede først i Vestergade, oven på Magnus Pind. Vi mener også det var her Ove blev født, men der er også en eller anden lille erindring om at Vera og Dress boede i Nørregade. Senere flyttede de til Juelsgade, hvor de lejede sig ind på loftet hos Salling Olesen, og her blev Uffe født. I 1957 købte de hus på Reimersvej.
I begyndelsen af 1960'erne flyttede familien til Gl. Estrup, hvor Andreas og Vera drev iskiosk i sommerhalvåret, samtidig med at Vera var på kroen og Dress var på savværket. Næsten hver lørdag serverede de til bal på kroen, så det var nogle langer arbejdsuger. Det var også i Gl. Estrup Tommy blev født. Omkring 1965 købte de det store hus på Søndergade 3 i Auning, hvor familien siden boede.
Dress var en grubler, man havde samtidigt et godt og festligt humør og han elskede fest og ballade ad libitum. Han havnede også sommetider på kroen sammen med de andre gutter. Så gik bølgerne lidt højt når han kom hjem til Vera, men de lagde sig nu hurtigt igen.
Arbejdslivet fyldte meget. Andreas arbejdede i mange år på Auning Savværk, hvor han blev værkfører. Han var dygtig og ansvarsbevidst, men jobbet sled på ham. Efter et ophold på sygehuset i Ørsted på grund af hjerteproblemer fik han det råd, at han skulle finde en hobby og noget, der kunne få tankerne væk fra arbejdet.
Det råd kom til at få stor betydning. Lægen foreslog han skulle begynde at strikke, men Dress begyndte at skrive. Det startede som en fritidsinteresse, men udviklede sig hurtigt til en passion. Familien husker ham siddende ved spisebordet i timevis, fordybet i sine manuskripter. Når han skrev, var han næsten utilnærmelig og meget svær at komme i kontakt med.
Han skrev flere fortællinger og manuskripter, men desværre er de fleste gået tabt gennem årene. Der blev ikke udgivet flere bøger, men familien mener at han havde 5 eller seks færdigskrevne bøge, blandt andet en anden egnsfortælling der hed Satme Søren, som blandt andet Uffe nåede at læse. Her kunne han genkende mange situationer fra livet omkring kiosken, hvor de unge mennesker fra Auning holdt til søndag eftermiddag. Nogle vandrede så op i skoven og var kærester og så gig det sommetider galt. En af sætningerne i Satme Søren stammer fra en ung mand hvis kæreste var blevet gravid, sikkert på en udflugt i skoven hvor han siger ” Det var jo ikke meningen det skulle være hende, men nu bliver det så sår’n.” Og det sjove er, at Uffe kan huske at far fortalte denne historie til Vera en aften de var kommet ind fra kiosken.
Andreas var ikke kun forfatter. Han var også et samfundsmenneske. Han optrådte med historier, revy og dilettant, og var der fest i forsamlingshuset kunne man godt få Dress til at komme og underholde. Han engagerede sig politisk og sad i en periode i sognerådet for Socialdemokratiet, som dengang i høj grad blev opfattet som arbejdernes parti. Vera delte det politiske engagement og arbejdede blandt andet en overgang inden for børneværnet.
Dress tog det at være arbejdsmand og socialdemokrat meget bogstaveligt og han ville ikke at Vera skulle købe for pænt tøj til drengene – de skulle ikke stadses ud. Vera var ikke helt tilfreds – hun ville have det bedste til drengene. Han handlede heller ikke hos købmand Gerstrøm, fordi han syntes det var uretfærdigt at byens spidser kunne få kredit og få en cigar når de betalte de månedlige regninger. Far skulle betale kontant og kunne ikke blive skrevet.
Hans mest kendte værk blev Tårre-Niels. Historien blev først bragt som føljeton i Folkebladet, hvor læserne uge efter uge kunne følge fortællingen. Efter Andreas' død den 19. oktober 1973 blev historien samlet og udgivet som bog i 1975.
Tårre-Niels er på én gang en fortælling om tørveproduktion og livet i moserne, men også en fortælling om mennesker. Om lokale originaler, hårdt arbejde, naboskab, humor og hverdagsliv. Mange af personerne i fortællingen menes at have haft virkelige forbilleder blandt egnens folk, og netop derfor opleves historien stadig som levende i dag.
Om tørveproduktion i Danmark

Tørvekonen blev afsløret i 1998 og nedtaget i 2013. Hun stod der hvor Auningstenen står i dag.

Bjarne Jensen fortæller om tørvekonernes mødested inden de gik til mosen i Tværsige.

Hovedmotivet på Auningstenen er to tøvrekoner.

Når mændene havde skåret tørvene, var det kvindernes arbejde at vende og stable de tørrede tørv - et arbejde, der var meget hårdt og slidsomt.

Den tids børnepasning tog kvinderne sig af, idet børnene var med på arbejde. De yngste blev passet i barnevognen og de ældste hjalp med tørvene efter evne.
Perioden fra 1920 til ca. 1960 var den mest dramatiske og hæsblæsende æra for dansk tørveproduktion. Det var en tid, hvor mosen gik fra at være et lokalt mellemkrigs foretagende til at blive en statsreguleret storindustri afgørende for landets overlevelse under 2. verdenskrig, for derefter at kollapse totalt.
Redigeret af Uffe Hjorth
Mellemkrigsårene (1920-1939): Stilhed før stormen - 1920'erne og starten af 1930'erne faldt tørveproduktionen drastisk sammenlignet med 1. verdenskrig. Danmark kunne igen importere billige udenlandske kul og koks. Produktionsniveau: Den normale årlige produktion lå stabilt på under 0,5 millioner tons.
Lokalt fokus: Tørvegravning var primært noget, landmænd og godser gjorde til eget brug eller til det helt nære lokalmarked.Nye produkter: I midten af 1930'erne begyndte virksomheder (som Pindstrup Mosebrug) at kommercialisere tørvestrøelse til landbruget frem for kun at fokusere på brændsel. Tørveproduktion i Danmark (Årligt max) ca. 500.000 ton
2. Verdenskrig (1940-1945): Det helt store boom da Danmark blev besat i 1940, lukkede importen af engelske kul øjeblikkeligt. Tørv – sammen med brunkul – blev landets absolut vigtigste energikilde. Staten greb ind med tilskud, tvangsordninger og faste maksimalpriser for at tvinge produktionen i vejret.
Eksplosiv vækst: Produktionen nåede sit absolutte historiske højdepunkt i 1943 med hele 6,1 millioner tons. Det var mere end en tidobling af mellemkrigs niveauet.
Enorme arbejdspladser: Store moseområder som Åmosen på Sjælland, Store Vildmose i Nordjylland og Horreby Lyng på Falster blev forvandlet til gigantiske arbejdslejre. Tusindvis af arbejdsløse mænd, kvinder og unge blev sendt i moserne. På det højeste var der beskæftiget ca. 50.000 mennesker direkte/indirekte i tørveproduktionen.
Hårdt manuelt arbejde: Selvom der blev investeret i mekaniske æltemaskiner og transportbånd, foregik det meste arbejde ved rå håndkraft med spader i de dybe tørvegrave. Kvinder og børn stod typisk for det hårde slid med at "stakke" og tørre de våde tørveblokke i solen.
Infrastruktur: Der blev anlagt midlertidige jernbanespor (tipvognsbaner) direkte ud i moserne, så tørvene kunne fragtes til de store DSB-godsvogne og sendes ind til fabrikkerne og kakkelovnene i de store byer. Efterkrigstiden og afviklingen (1945–1960) Efter befrielsen i 1945 var Europa i knæ, og manglen på brændsel fortsatte i en række år. Tørveproduktionen forblev derfor relativt høj i slutningen af 1940'erne, men teknologien ændrede sig.
Fræsetørv og mekanisering: I 1940'erne og 1950'erne vandt fræsetørv (hvor moseoverfladen fræses til smuld og presses til briketter) frem. I 1955 udgjorde denne mekaniserede form omkring 70 procent af produktionen.
Dødsstødet: I løbet af 1950'erne kom der for alvor gang i importen af billig olie, gas og udenlandsk kul. Tørv var ineffektivt, sodede meget og krævede for meget arbejdskraft.
Ophør: Midt i 1950'erne ophørte tørvegravning til ren brændsel stort set i Danmark. Omkring 1960 var omstillingen komplet: Moserne blev nu enten lagt øde, opdyrket til landbrug eller overtaget af gartneriindustrien til produktion af sphagnum (pottemuld).
Tårre Niels – producerede æltetørv, hvor man tager tørvesmuldet og ælter det med vand, lægger massen ud på jorden til tørring, formodentlig på nogle rammer, og skører det så i den størrelse man gerne vil have. Så rangler man tørven – det vil sige at man stakker dem for videre tørring – som jeg har forstået det.
De mindre husmandssteder som kun lavede tørv til eget forbrug skar tørven direkte i blokke når man gravede dem op. Så blev de lagt direkte til tørre.
Forskellen skulle være en større produktion og en bedre brændeværdi.



