top of page

Kongeparrets besøg i Auning 2011

Dr1_edited.jpg

Den 23. maj 2011 besøgte Dronningen Datagraf i forbindelse med at regentparret var på officielt besøg i Norddjurs Kommune. Imens Dronningen var på Datagraf var prins Henrik på Industrivej for at besøge Djurs Mad.
    På rundturen hos Datagraf, var det Henning Millard, der viste rundt sammen med Svend Erik Baadsgaard. Dronningen besøgte den kreative afdeling, hvor to medarbejdere forklarede om deres arbejde. Senere gik turen ud i trykkeriet, der til lejligheden var ekstra rengjort og ryddeligt. Her viste nogle medarbejdere, hvordan et trykark kontrolleres, når det kommer ud af maskinen.
   Hele besøget tog omkring 25 minutter i rask tempo, men med tid til stop de aftalte steder, og vores dronning formår at vise stor interesse og stille spørgsmål, og medarbejderne forklarede stille og roligt – og næsten uberørt af situationen. Og der slap også et enkelt “du” eller to igennem, så afslappet var atmosfæren.
   Om aftenen var Birgitte og Svend Erik Baadsgaard samt Inger og Henning Millard inviteret til reception på Kongeskibet Dannebrog i Grenaa Havn sammen med andre indbudte gæster.

Imens Dronningen var på Datagraf, var prins Henrik på Industrivej ved Djurs Mad:

Humøret var højt, da prins Henrik besøgte Djurs Mad. Her er han sammen med køkkenleder Heidi Schmølz hvor madportionerne pakkes. Foto Trols Nørlem.

Dronningen fik nye frimærker af Datagraf

Dronning Margrethe udviste både glæde og interesse for den gave Datagraf havde valgt at forære i anledning af det kongelige besøg.
    Gaven var en bog med 17 forskellige frimærker. Designforslagene var udarbejdet af Datagrafs grafikere. Hver måned har de 17 kreative en ”månedens opgave”, som ikke ligger inden for deres normale designområde. Og hvad var mere nærliggende end, at denne måneds opgave skulle være noget til dronningen. Og hvad forbinder vi med sikkerhed alle med dronning Margrethe? Frimærker!
    De 17 designere havde hver især fortolket opgaven på deres helt egen måde, så det var virkelig 17 meget forskellige frimærke-designs, der i en flot bog blev overrakt til dronningen. Og dronningen så ud til at blive oprigtig glad for den opfindsomme gave. Det var Vivi Kjærgaard Schlägelberger, kreativ konceptchef hos Datagraf, der overrakte “frimærkebogen” til dronningen, efter først at forklaret hvordan bogen var blevet til. Hvert frimærkedesign får følgeskab af grafikerens begrundelse for at have fortolket opgaven, som resultatet viser.
    Vivi Kjærgaard Schlägelberger havde selv designet et frimærke, inspireret af Picasso.
– Jeg forestillede mig, hvordan Picasso ville have malet et portræt af dronningen, og så havde jeg derudover et ønske om, at portrættet skulle vise vores dronning i den grønlandske nationaldragt, og margueritten, som er symbolet for dronningens kælenavn “Daisy”, skulle også være med, fortæller den kreative chef. Men Vivi Kjærgaard Schlägelbergers eget favoritfrimærke er et meget typograferet portræt, der både siger noget om dronningen som en intelligent dame, der også er lun og folkelig.

Her de enkelte frimærker med designernes egen ord om hvad der har inspireret dem:

Forside.jpg

Boggavens forside.

bottom of page