top of page
Landsgarderstævnerne i Auning
Den selvejende institution Landsgarderstævnet i Auning blev stiftet den 21. februar 1975, efter at Finn Hjortshøj fra Auning Handelsudvalg, havde taget initiativ til afvikling af det første landsgarderstævne i 1974.
Formålet var at arrangere landsgarderstævner hvert andet år i Auning for alle Danmarks uniformerede drenge- og pigegarder.
Målet var desuden at udbrede kendskabet til de forskellige musikalske stilarter som garderne beherskede.
Handelsudvalget tog initiativet, men Auning Håndværker- og Borgerforening, Auning Idrætsforening og repræsentanter for Sønderhald Kommune bidrog i planlægningen og gennemførelsen af disse i alt syv meget store arrangementer i Auning.
Det sidste stævne i Auning blev afviklet i 1988. Der blev senere afholdt landsgarder- stævner i andre byer.
Fra et af de mange Garderstævner i byen. Her går en garde igennem Østergade.
Avisomtale fra 1982.
Avisomtale fra 1982.
Jydsk Genkul
JYDSK GENKUL A/S blev etableret i 1940 af tre tilrejsende civilingeniørerne: Lars Arnbak, Klaus Carsten Pedersen og Jørgen Damgaard som oprettede hovedkvarter i Auning, Juelsgade 5. Selve produktionen forgik flere steder, bl.a. i enden af Torvegade bag Blanketgaarden ved huset Virkelyst.
På i alt 6 anlæg forædlede Jydsk Genkul træ og tørv til erstatningsprodukter for benzin- og olieprodukter. I 1943 producerede firmaets 50 medarbejdere 1500 tons trækul og tørvekoks. samt 100 tons olier.
Anlæg 1 ved Nimtofte, opført 1940, var Jydsk Genkul's første anlæg
Anlæg 2 lå i enden af Torvegade i Auning. Her blev udvundet tørvekoks, tørveolie og smøremidler
Anlæg 3 var mobilt og bestod af 36 stålmiler og 2 beboelsesvogne
Anlæg 4 lå ved Virklund, Silkeborg
Anlæg 5 lå ved Frijsenborg skovene
Anlæg 6 lå ved Hampen. Her blev udvundet tjære, eddikesyre mm.
Firmaet blev stiftet kort efter besættelsen af Danmark i 1940 med kontorer og laboratorium i Juelsgade 5, Auning. På et tidspunkt hvor knapheden på brændsel voksede. Firmaet fik en stor produktion af trækul samt fine generatorkul af løvtræ, desuden også tørvekoks, tørveolie, motortjære, træolie, terpentin, smøreolie mm.
Jydsk Genkul forædlede i krigsårerne kulsvidningen og udnyttede restprodukterne. Alligevel lykkedes det at undgå al samarbejde med besættelsesmagten.
Efter krigen blev forsyningssituationen forbedret og i 1946-47 lukkede Jydsk Genkul. De tre civilingeniører forlod Auning med hver sin Auning-pige som ægteviv.
Jørgen Damgaard var aktiv i modstandsbevægelsen og har bl.a. skrevet følgende om befrielsen: - Som leder af en modtagergruppe, og senere en kampdeling fra Fausing, Allingåbro, Hørning og Auning Sogne blev jeg underlagt byledelsen i Randers (Kaptajn W. Lonsdale) med udgangspunkt i november 1943. I 1944 indgik gruppen i en kampdeling i et kompagni underlagt ritmester Fabricius Skramsø. Modtagergruppen modtog i alt 3 sendinger. Kampdelingen var beredt på at besætte Tirstrup flyveplads samt tyskernes depot i Auning.
Den 3. maj var undertegnede til orienteringsmøde på bryggeriet Thor i Randers, hvor vi fik besked på at stå klar i de kommende dage. Den 4. maj fik medlemmer af kampdelingen besked om at klargøre våbnene i Løvenholmskoven og Gammel Estrup skovridergård. Frihedsbudskabet blev vi underrettet om ca. klokken 20.30. Hvorefter jeg gav besked til samtlige grupper om at mode på Gammel Estrup skovridergård om morgenen den 5. maj, hvor også armbindene blev distribueret.
Om morgenen besatte vi tyskernes depot i Auning og næste dag (6. maj) indkredsede vi Tirstrup flyveplads. Delingens hovedkvarter var I disse dage Feldballe Forsamlingshus. I øvrigt måtte delingen i de følgende uger forsyne de tyske flygtninge (ca. 800 mand). Forsyningerne blev skaffet fra tyskernes varedepot i Auning. Den lokale modstandsbevægelse fik hovedkvarter i banken i Auning. I de følgende dage foretoges adskillige anholdelser fra vores gruppes side af værnemagere og nazister.
Jørgen Damgaard blev 93 år og døde i 2009.
Kilde: Ejnar Thuesen Johansen og Ole Arnbak
Besøg i øvrigt hjemmesiden www.genkul.dk
Lars Arnbak, Klaus Carsten Pedersen og Jørgen Damgaard ved hovedkvarter på Juelsgade 5.
Mobilt anlæg foran hovedkvarteret i Auning.
Anlægget for enden af Torvegade. Kartoffelmelsfakrikken og savværket ses øverst i billedet..
5 avisartikler om Jydsk Genkul:
2 film om Jydsk Genkul
I 1943 optog Lars Arnbak en film om virksomheden. Den blev i 2009 bearbejdet og lagt på DVD af Ole Arnbak, Fiddlefilm.dk. AuningBymuseum.dk har fået tilladelse til at lægge disse optagelser her på siden.
Filmen om Jydsk Genkul er delt i 2 videoer herunder. Part 2 indeholder desuden optagelser fra Skovriddergården ved Auning.
Fotos fra Jydsk Genkul
bottom of page